Tertio (omskrevet)

(Omskrivning af Tertio fra 2014)
Mayas liv lader til at være stabilt - altså, indtil hendes kæreste Nathaniel bliver fundet dødeligt såret 350 kilometer fra deres lejlighed i New York. Den mand, hun deler sit liv med, viser sig at være en helt anden end den, hun først troede, og hun introduceres til en helt ny verden, der våger over vores - en verden fyldt med engle, dæmoner og hemmeligheder. Kan hun og Nathaniel klare de udfordringer, der følger med dem fra Himlen til Helvede? (Da jeg skriver på Word og bruger automatisk orddeling, vil nogle af ordene blive delt mærkelige steder. Jeg prøver at finde dem, men nogle slipper igennem kontrol. Bær over med mig <3)

3Likes
2Kommentarer
173Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg skubber døren op og sjosker ind. Da jeg strækker mig, lyder der samtlige knæk fra min rygsøjle, og jeg stønner frustreret. Med en vrissen hænger jeg min jakke på knagen og sparker mine sko af. Der er ingen hjemme, sikke en overraskelse…
   Mens jeg skrider over gulvet, vrikker jeg med tæerne. Mit skema er ikke særlig godt tilrettelagt: Timer fra 7 om morgenen til 12, middag, og derefter fra 4 om eftermiddagen til 9 om aftenen. DRÆB. MIG.
   Jeg går ind på soveværelset og trækker tøjet af. Jeg venter med at tage nylonstrømperne af og ta-ger i stedet mit nattøj og går ud på badeværelset. Jeg tager strømperne af, tænder for vandet og træder ind i bruseren.
   Det er skønt at føle vandet glide ned over min krop. Jeg vasker mit hår og strækker mig, mens jeg ser al det sorte fnuller fra min uniform, der glider ned i afløbet. Adr…
   Da jeg kommer ud, tager jeg min pyjamas på og fjerner resterne af min makeup. Så vralter jeg ud i køkkenet og åbner køleskabet.
   Et lille smil breder sig på mine læber. På en hylde i øjenhøjde står en tallerken med aftensmaden fra i går. En lille seddel med et N i et hjerte er sat fast i kyllingen med en tandstik.
   Jeg tager tallerkenen ud og hælder et glas rødvin op. Så smider jeg mig på sofaen og tænder for Netflix.
   Mens jeg spiser ser jeg Leagally Blonde. Jeg døser, inden filmen er helt færdig, og vågner, da jeg hører dørklokken hyle.
   Jeg himler med øjnene og slæber mig hen til døren. Jeg holder knappen inde. ”Hallo?”
   ”Maya?” lyder en udmattet stemme i den anden ende. ”Lukker du op?”
   Jeg himler med øjnene og ser på uret i køkkenet. ”Klokken er tolv, hvor har du været?”
   Der lyder et suk. ”Jeg tog en ekstra vagt.”
   ”Butikken lukker klokken ni,” vrisser jeg.
   ”De andre gik ud for at drikke, jeg ved godt, du ikke vil have det…”
   ”Det er fordi du ikke kan holde din alkohol, din lallende nar!”
   ”Maya,” klynker han. ”Undskyld… Vil du ikke nok lukke mig ind, jeg har glemt mine nøgler i min uniform…”
   ”Så kan du sove på trappestenen,” snerrer jeg. ”Du kunne i det mindste have skrevet!”
   ”Jeg ved det godt…” Han sukker. ”Maya… Vær nu sød…” Hans stemme er så sød og gør mig blød i knæene. Med et modstræben suk trykker jeg på knappen, der åbner porten op, og drejer låsen på vores lejlighedsdør om. ”Du’ en skat.”
   ”Årh hold mund!” Jeg lægger mig ind i sofaen og puster en brun hårlok væk.
   Døren går op. Han tumler ind i den lille kommode, vi altid lægger nøglerne på. ”Fuck,” mumler han og lukker og låser døren efter sig. Jeg løfter ikke så meget som en finger, da han vakler ind i stuen. Han fniser og falder på knæ bag mig. Han lægger armene om mig og inhalerer mit hår. ”Hei,” fniser han.
   Jeg rynker på næsen, da dunsten af hans ånde rammer mig, og jeg skubber ham væk. ”Gå i bad,” afviser jeg.
   Han klynker og trykker sin pande mod min hals. ”Kommer du med?” Han kysser mig i nakken.
   ”Jeg har allerede været i bad,” svarer jeg brat. Han kærtegner mine arme og kysser min skul-der. ”Nathaniel, skrid så i bad!”
   ”Maya…”
   ”Bad. Nu!”
   ”Er du sur på mig?”
   Jeg vender mig lidt for at skælde ham ud. Men mit blik mødes af hans store, sølvgrå øjne. De er blanke og tågede. Han er en smule rød over næsen. Jeg løfter en hånd og stryger hans sorte hår. ”Gå i bad. Så går vi i seng bagefter.”
   Han smiler og kysser mig på kinden. ”Okay,” hvisker han fnisende. Han rejser sig og smider trøjen. Jeg holder øje med ham, mens han på ét ben hopper hen mod badeværelset, mens han tager sine strømper af. Han smider bukserne udenfor døren og falder lidt ind i den. ”Hov,” mumler han og åbner den.
   Jeg sukker og rejser mig op. Jeg samler hans tøj op, hvor han har smidt det, og venter med at gå ud på badeværelset, til jeg kan høre rindende vand. Så går jeg ud og smider det i vaskekurven.
   Bag den matterede brusedør kan jeg se silhuetten af Nathaniels mørklødede hud. Han står og la-der vandet ramme sit ansigt.
   Jeg læner mig op ad væggen. ”Havde du en god dag?”
   ”Mh,” svarer han.
   ”Fik du hentet mine allergipiller på apoteket?”
   ”Ja.”
   ”Og nåede du i fitnesscenter inden arbejde?”
   ”Mhm.”
   Jeg sukker. ”Var hende dér den falske rødhårede der?”
   Nathan ler. ”Ja.”
   Jeg fnyser og ryster på hovedet. ”Altså, bare fordi hun virker hjælpeløs, behøver du ikke hjælpe hende med vægtene. Hun gør det bare for at flirte med dig.”
   ”Du er den eneste ene for mig, Maya.”
   Jeg himler med øjnene. ”Ja, det siger du jo, men jeg bryder mig ikke om, at hun presser sine bryster og sin røv mod dig, hver gang du motionerer.”
   ”Men det gør du jo, når vi løber?”
   ”Det er ikke det samme!” snerrer jeg.
   Nathaniels milde latter giver genlyd mellem badeværelsesvæggene. ”Så kom med mig næste gang?”
   ”Jeg har timer dér, husker du nok?” Jeg sukker.
   Nathan er min kæreste – det skulle gerne være klart på dette tidspunkt. Han har haft denne ærbare profession i godt og vel tre år. Ud over at være min kæreste, er hans job at sidde ved kassen og sæt-te varer på plads i et minimarked. Det er ikke det mest glamourøse job for en 26-årig, men han gør det, så jeg kan gå på min drømmeskole. Han er seks år ældre end mig. Vi bor i NYC, men vi mødte hinanden i DC. Der er flere grunde til dette arrangement…
   For det første var mine forældre ikke ovenud lykkelige, da 17-årige mig fandt sammen med en ”23-årig rodløs idiot”, som min kære far så elegant kaldte ham. Han så vel gerne, at jeg fik en uddannelse og så fandt en kæreste.
   Da jeg var 18, fik Nathaniel tilbudt et job i et firma i New York, han ikke kunne sige nej til. Jeg var færdig med high school, så efter nogle måneders grundig overvejelse, flyttede jeg med han tværs over landet.
   Et halvt år efter gik firmaet nedenom og hjem. Nathan havde lovet mine forældre at betale for halvdelen af min uddannelse (Han ville have betalt for det hele, men mine forældre mente, at det var et forsøg på at gøre mig afhængig af ham, så de betalte den anden halvdel, hvilket så gjorde mig delvis afhængig af dem – de har dog fuldstændig misforstået ham, Nathaniel er det kæreste væsen på jorden), så han tog de småjobs, han kunne finde. Jeg forbød ham at arbejde på en stripbar, en værtsklub og andre lignende steder. Ergo degraderede jeg ham til tjener for støjende idioter og vej-leder for steroidepumpede fjolser.
   Mor og far har fået det bedre med Nathan. Vi er hjemme hver jul, selvom Nathaniel egentlig ikke fejrer denne højtid. Det er ikke fordi han har en anden religion. Faktisk ved jeg endnu ikke, hvad han tror på… Jeg tror, folk misforstår ham, fordi han ikke siger så meget. Derfor fremstår han som-me tider som genert eller uhøflig. Men man skal lede længe for at finde så blid og harmløs en sjæl.
   ”Maya?” Jeg blinker mig selv ud af min tankestrøm og ser på Nathan, der stikker hovedet ud af bruseren. ”Gider du række mig mit håndklæde?”
   Jeg skal til at flytte mig, men smiler så skævt og læner mig tilbage. ”Næh,” siger jeg.
   Han smiler overbærende og ryster opgivende på hovedet. Så træder han ud af brusekabinen, der damper fra det varme vand, og går hen til håndvasken. Han bøjer sig for at åbne skabet nedenunder, og jeg får frit udsyn til hans velformede numse.
   Der er bare lige dét med Nathaniel, at godt nok er han øjenslik, men øhm… Som regel bliver folk frastødt, når de ser hans ryg.
   På stranden har han altid en T-shirt på, og han har aldrig basketballtrøjer på, end ikke når han spil-ler basketball med sine venner. For Nathan var i militæret. Han blev fanget og tortureret i månedsvis, og denne behandling har efterladt to hæslige ar langs hans skulderblade.
   Der er ingen andre end mig, der ved det her om ham. Han praler ikke med ”sin tjeneste for vort land”, for han er ikke født i USA. Han taler britisk og har mørklødet hud, hans øjne har samme far-ve som flydende sølv og han taler sprog, der burde kunne få ham ansat hos FN.
   Og hvor er han så egentlig fra? Ærligt talt så ved jeg det ikke… Hans forældre havde en farm i Sydafrika og døde i en bilulykke på savannen. Han taler aldrig om dem, faktisk siger han sjældent mere end højst nødvendigt.
   Jeg ved alt om min kæreste, og jeg ved absolut intet om ham.
   Nathaniel tager et håndklæde og folder det om sit liv. Jeg lægger armene over kors. ”Er du genert?”
   Han ser forsigtigt på mig og smiler skævt. Så tager han håndklædet af og begynder at tørre sig. Jeg bider mig i neglen og ser på ham. ”Er du sulten?”
   Han trækker lidt på skuldrene. ”Lidt…”
   Jeg rejser mig op og går hen til ham. Jeg kysser ham på kinden. ”Jeg laver suppe til dig.”
   Han smiler og nikker kort.
   Vi har et lager af diverse supper i pakker i et køkkenskab i sådanne tilfælde. Som regel er det dog Nathan, der laver det til mig. Jeg kan godt lide at være i byen med mine tøser, måske også lidt for ofte. Nathaniel er som regel noget mere fornuftig end jeg, indrømmet, men han er altså også ældre!
   Jeg er ved at varme suppen, da der lyder larm fra badeværelset. ”Maya!” Ved Nathans desperate kald ser jeg mig forskrækket over skulderen. Jeg slukker komfuret og iler ud til ham.
   Han knæler på det kolde, våde gulv. Krummet sammen i smerte har han armene slået sammen om sig selv, hans pande hviler på gulvet. Han har kun underbukser på. Han gisper efter vejret. Arrene på hans ryg er røde og bløder en smule.
   Jeg ser forbløffet på ham. Han vrider sig i en krampetrækning. Jeg farer sammen, da han udstøder et halvkvalt smerteudbrud. Jeg finder smertestillende i skabet og knæler ved hans side. ”Nathaniel, hvad skete der?” Han piver. Jeg væder en to klude i håndvasken og lægger dem over de blødende ar.
   Min kæreste sukker og bider sig i læben. Jeg stryger hans hår og giver ham pillerne i hånden. Så haster jeg ud i køkkenet, hvor jeg finder et glas vand.
   Så snart Nathaniel har slugt pillerne og drukket vandet, lader han mig hjælpe sig på benene. Jeg tager hans arm om min skulder. Han går krumrygget, så kludene ikke falder af.
   Vores lille soveværelse er køligt. Jeg hjælper ham ned på dynen, hvor han klynker lidt. Jeg sætter mig hos ham og stryger hans hår.
   Mit hjerte hamrer vildt. Det her er aldrig sket før. Ar springer da ikke bare op?
   ”Jeg går ud og putter suppen i køleskabet,” mumler jeg, mens jeg aer hans hår. Jeg skal til at rejse mig op, da jeg mærker hans hånd om mit håndled. Jeg smiler, men kun for en stund.
   For så skyller en følelsesmæssig bølge over mig. Jeg føler et øjeblik både umådelig glæde og skrækfremkaldende angst og ensomhed. Jeg vil kaste mig over Nathan og krybe grædende hen i et hjørne på samme tid.
   Det er ovre, før jeg ved af det. Jeg blinker forvirret og ser på Nathaniel. Han ligger og kigger tomt ud i luften. Indimellem blinker han udmattet.
   Da jeg har ryddet op, kommer jeg ind til ham. Jeg fjerner forsigtigt kludene, der er blevet en smule røde. Han bløder ikke længere. Jeg stryger ham langs rygsøjlen, som han så godt hans lide, og han sukker.
   ”Det er din fødselsdag i morgen,” siger jeg lavt. Jeg ligger mig ned ved siden af ham. 
   Han smiler til mig og flytter sine arme lidt. Det ser ud til at gøre ondt, men han rykker alligevel nærmere. ”Det er min fødselsdag i dag.”
   Jeg rynker på panden og ser på vækkeuret. Med en overbærende latter nikker jeg. Jeg læner mig frem og kysser ham. ”Tillykke med fødselsdagen.” Han smiler til mig. ”Hvad kunne du tænke dig at lave? Altså, senere i dag?”
   Han rækker ud og fjerner et hår fra min pande. ”Ingenting,” svarede han lavt. ”Bare spise middag med dig.”
   Jeg nikker. ”Der er den her restaurant, der er åbnet nogle gader herfra. Den skulle være rigtig hyg-gelig og…”
   ”Det var ikke det, jeg mente,” lo han.
   Jeg hævede øjenbrynene og rykkede nærmere, så vi lå med ganske få centimeters mellem-rum. ”Jamen… Så kan vi jo tage hen på det dér hotel, vi var på til valentinsdag?” Jeg stryger hans arm. ”Vi kan spise middag i restauranten. Og så leje et værelse for natten?” Jeg kysser ham på hal-sen. ”Jeg kan tage det sorte sæt med? Og du…”
   ”Maya…” Nathaniel tager mine hænder og kysser dem forsigtigt. ”Jeg vil bare gerne have en stille aften herhjemme. Ikke noget stort, bare fred og ro.”
   Jeg ser undrende på ham. ”Bliver du 40 eller hva’?”
   Han ler hult. ”Maya…”
   ”Ja ja – så kan vi hente mad fra den indiske, du så godt kan lide.” Jeg kysser ham på panden. ”Og hvis du så har været en sød dreng det sidste år, kan det være, det sorte sæt alligevel kommer frem fra skuffen?”
   Nathaniel ler, men hans latter bliver til en gaben. Han smasker og blinker lidt, for at holde sine øjne åbne.
   Jeg puster på hans ansigt. Han dasker til mig, og jeg griner. Så vender jeg rundt og slukker ly-set. ”Godnat,” hvisker jeg, mens jeg putter mig under dynen.
   ”Godnat,” lyder hans svar i mørket.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...