The eyes are the opening of The soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Igang
En pæn, klog og artig pige som kaldes freak af de andre piger, men kigges langt efter af drengene. En dum, flabet og loyal dreng som tit kommer i slagsmål, men kigger langt efter piger og de kigger skam tilbage. De har ingenting til fælles, men så alligevel. De har begge den samme unaturlige øjenfarve, de har begge set ting ingen skal se, de er begge ødelagte og de bliver begge forelsket.
"vi går ned af vejen, klokken ringer. Jeg stopper op.” Hvad er der?” Klokken har lige ringet ind, vi skal tilbage ellers kommer vi for sent”.” Kom nu smukke, det er da ligemeget. Jeg hørte at de kaldt dig freak, hvorfor?” Fordi jeg er en freak”.” Så har vi endnu en ting til fælles”. Jeg kigger dybt ind i øjnene på ham, så ser jeg det. De ting han har været igennem. Jeg tror at han ser hvad jeg har været igennem, for vi ser lige overrasket ud". Der er nok nogle stavefejl og komma fejl��God læseløst.

1Likes
0Kommentarer
51Visninger

1. Del 1

Klokken ringer ind, jeg orker ikke at skal i skole Idag. Vi skal tage test i dag, jeg hader teste. Jeg hader skolen i det hele taget. Og lærerne er de værste, de fatter ikke en skid. Jeg går ind i klassen og sætter mig på mine normale plads lige ved vinduet. Kamilla kommer ind med en bunke papirer, hun er vores matematiklærer. Hun deler papirerne ud, en til vær. Jeg kigger opgivende ned på papiret,” Noget i vejen July?” Jeg kigger op på Kamilla, nu kigger alle over på mig. Det er først der det går op for mig, hvor forskellige vi er. De er alle enten brunette, blond eller løvpostags farvet. Mit hør har jeg farvet dybblå. Deres tøj er typisk normalt, drengene går bare i t-shirts og shorts. Pigerne går i sommerkjoler. Jeg er den eneste der går med nederdele, toppe og kap. De har alle enten blå, grønne eller brune øjne. Mit ene øje er blåt og det andet grønt, jeg er den eneste på skolen, nej jeg er den eneste i landet.”Nej” Jeg kigger igen ned på papiret. Alle kigger igen op på Kamilla.” Godt, i har 80 min. Kom her op med dem når i er færdig”. Det ringer endelig ud, jeg har ikke lavet noget i 80 min. 
Jo, jeg har tegnet et øje på mit papir. Kamilla går rundt og samler papirerne sammen. Jeg har ikke registreret klokken, jeg helt fokuseret på min tegning. Kamilla kommer over til mig. Jeg ser hende ikke.” Jeg ved godt du ikke er den bedste i klassen, men du kan idetmindste prøve. Ellers kommer du ingen vegne”. Det siger de alle. Jeg kigger ikke op på hende. Jeg gider ikke. Hun er lige så dum som alle de andre, hvorfor opgiver de mig ikke bare? Det vil være meget bedre for alle.” Jeg ved godt du har været igennem meget…” Du ved da meget”. Jeg vil så godt se hendes ansigtsudtryk men det øje skal blive færdig.” Jeg ved du ikke vil snakke om det, men nogle gange er det godt at snakke om det. Så nu synes jeg du skal fortælle mig...”.” Jeg VIL ikke snakke om det, hvorfor er det så svært at forstå!?” Jeg rejser mig op og begynder at pakke mine ting.” July sæt dig nu ned” Nej jeg vil ikke”. Jeg går ud af døren, jeg kan se ud af øjenkrogen at hun følger efter mig. Men jeg går for hurtigt. Hun sagger hurtigt bagud. Jeg går ud på parkeringspladsen, der er ikke en i miles omkreds. Jeg tager tasken på ryggen, den er ikke så tung som den plejer at være. Jeg fatter ikke lære, de fatter virkelig ikke noget. Tanken gør mig mere og mere vred. Jeg heder det her sted, men der er ca 2 år tilbage. Det er ikke anderlede på nogen skoler. Jeg har gået på 17 forskellige skoler i hele min skoletid. Og nej, det er ikke anderledes på NOGLE skoler jeg har gået på. De er alle lige fatsvage. Jeg går ned af gaden som jeg bor på med mine plejeforældre. Der kommer et kryds, jeg går ned af en af vejene. Jeg ved ikke hvor den føre hen. Jeg går i 50-60 min, så kommer der en skov. Jeg elsker den skov, så går det op for mig der var en meget kortere vej herud. Men nu ved jeg idetmindste hvor jeg er. Jeg går rundt i skoven i et par timer, det begynder at blive mørkt. Min telefon ringer, det er Molly, min plejemor. Jeg lægger på, jeg hader hende, jeg hader alle, der er ingen der forstår mig. Alle er så forstående men det er et spil jeg spiller, og de tror de er med og forstår det. 

Jeg går hjemad. Jeg tænker på om der ikke er lidt for mange lygtepæle, halvdelen kunne gøre det. Jeg tænker også på, at jeg ikke altid bare kan flygte. Jeg vil kæmpe, men jeg stiger altid af. Jeg vil gerne tage de kampe, men min krop vil ikke. Jeg ved når jeg kommer hjem og Molly og Bertram begynder med at de har været så bekymret, og at det må jeg aldrig gøre igen, at de overværede at ringe til politiet. Selvom jeg ved at de bare har siddet og stemt deres instrumenter, som de alligevel ikke kan spille på.

Jeg kommer ind af døren men de er ikke engang hjemme. Der var jeg heldig. Jeg går ind på mit værelse, skruer helt op for musikken. Det beroliger mig altid. Musikken stopper og jeg lukker øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...