Nedtælling til verdens undergangy

Det er ikke nemt at overtage verdensherredømmet. Især ikke når man har en uduelig assistent, et smadret loftsvindue og syv atombomber, der skal til at eksplodere. //Bidrag til "skriv om ondskab"-konkurrencen//
(Coveret er et billede fra Google og er derfor *ikke* rigtig min egen kreation. Det eneste, jeg har gjort er at tilføje tekst - just so you know ;) ).

2Likes
2Kommentarer
199Visninger
AA

1. Nedtælling til verdens undergang

Hologrammet af jorden snurrede rundt i luften foran ham. Hvert femte sekund flimrede det og hoppede fra side til side, hvilket kun påmindede ham om, at han skulle have ringet til en eller anden, der kunne fikse den. De syv verdenskontinenter lyste grønne og klare, de blå verdenshave svævede imellem dem. På hvert et kontinent blinkede en rød prik. Doktor Kaos smilede og redte sit hår tilbage med hånden.

Det hele var gjort klart. Snart ville hans plan om at få magten i hele verden lykkedes. Det eneste, der nu manglede var, at hans nemesis ville dukke op og prøve på at stoppe ham. Han smed sig i sin rullestol og hvinede. Han kunne knap nok vente!

I det samme gik døren op bag ham, og han hørte høje fodtrin klikke ned af det nypolerede gulv. Han rettede ryggen og rømmede sig.

”Hvis ikke det er mit nemesis, Jernpigen. Jeg har ventet på dig!” Han drejede om i sin stol, og så sin assistent, Mark, stå på midten af det store gulv med rystende knæ og med papirer i favnen og en kop kaffe i hånden.

”Mark, hvor mange gange skal jeg sige til dig, at jeg ikke vil forstyrres, når jeg er ved at overtage verdenen?!” Han satte en hånd for panden og sukkede højt. Mark bøjede nakken og skubbede sine Harry Potter-briller højere op på næseryggen med sin lillefinger.

”Jeg undskylder meget, doktor, men du bad mig om at lave kaffe. Og hente papirerne til dit næste projekt.” Doktoren nidstirrede den lille mand foran sig.

”Prøv at hør her, Mark … jeg har planlagt denne dag lige siden, jeg blev født. Jeg har indsamlet og finpudset mine informationer og talenter, så jeg kunne få den bedst mulige resultat indenfor atombomber, verden nogensinde har set. Og så står du her og synes, at det er en god idé at forstyrre mig med kaffe?”

Mark trak på skuldrene.

”Jamen, du bad mig jo om det. Du truede mig endda med at brække mine tæer, hvis jeg ikke skyndte mig.”

”Forsvind fra mit åsyn, dit uduelige skravl, og vær du bare glad for, at jeg lader dig slippe denne gang!” Hans assistent rystede svagt på hovedet og vraltede ud af rummet. Et spor af kaffesjatter fulgte ham hele vejen.

Doktor Kaos sukkede endnu engang og slog sig for panden, prøvede at banke forståelse ind i sig selv. Hvorfor var det så pokkers svært at finde en god assistent, som ikke gik i vejen hele tiden? Han havde prøvet alt; lige fra annoncer i avisen til at kidnappe forskellige folk for at prøve at vende dem til hans side, men der var bare ingen, der havde været pålidelige nok.

Mark var ganske vist én af de bedste, om han nogensinde havde haft (og dette skyldtes nok mest, fordi doktoren havde hjernevasket ham), men han var ikke engang tæt på at være lige så klog som ham.

Doktor Kaos ville havde udslettet Mark for længst, hvis ikke lige det var, fordi han ikke vidste, hvordan man brugte kaffemaskinen …

Han vendte sig mod hologrammet igen. Herefter lod han sine hænder løbe hen over tasterne. I det samme poppede en timer op i hjørnet. Ti minutter til jordens udslettelse.

Nedtællingen var sat i gang.

Doktor Kaos skulle lige til at bryde ud i sin velkendte, ondskabsfulde sejrslatter, da loftsvinduet pludselig blev smadret i en billion stykker og regnede ned over ham som skarpe snefnug. Han måtte holde sig for øjnene for ikke at få glasstumper i øjnene.

Da han vovede at kigge igen, stod en ung pige med flammerødt hår på gulvet foran ham. Hendes ansigt var lagt i alvorlige folder, og læberne var krænget tilbage i en dyrisk snerren. Heldragten, som var gjort af metal, fremviste hendes slankekrop.

Jernpigen gloede olmt på ham.

Doktor Kaos rejste sig hidsigt fra sin stol.

”Er du blevet fuldkommen sindssyg, pigebarn?!” Hans ord så ud til at overraske hende, og hun kiggede forvirret på ham. Han sukkede og pegede op i loftet. ”Du er godt klar over, at jeg har en hoveddør, ikke? En hoveddør! Men nej, Jernpigen syntes bestemt, at hun skulle springe igennem mit vindue i stedet for! Nogen kunne være kommet til skade, er du godt klar over det?”

”Jeg … regnede med, at du var ligeglad med sådan noget,” kommenterede hun. Hendes snerren var forsvundet, og hun stod nu og kiggede forlegent ned på sine røde støvler.

”Ikke når det er mig, der kan komme til skade!” vrissede han, ”Og har du overhovedet en anelse om, hvor dyrt det er at få skiftet sådan noget ud?” Jernpigen overvejede det i et øjeblik, men rystede så til sidst på hovedet.

”Nej, for det er nemlig ikke dig, der skal betale for det, er det vel? Det vindue er mere værd end din børneopsparing!” Doktor Kaos tog en dyb indånding og betragtede pigen foran ham. Hun var blevet helt hvid i ansigtet og lignede nærmest en, der havde set et spøgelse.

”Un … undskyld,” stammede hun. ”Jeg skal nok betale for det.” Doktor kaos sukkede.

”Jo tak.” Ud af øjenkrogen kunne han se tallene i luften falde stødt. Der var kun seks minutter tilbage. ”Men det kan være godt det samme, for inden længe vil hele jorden gå under! Og der er intet, du kan gøre ved det, lille pige.” Jernpigen sprang i kampposition, og hun krængede sine læber tilbage endnu engang.

”Ikke hvis jeg kan stoppe det!”

”Det har jeg jo lige sagt, at du ikke kan,” kommenterede han og masserede sine tindinger, ”hører du overhovedet efter?” Hun ignorerede hans kommentar og rettede i stedet sin opmærksomhed mod hologrammet bag ham. Hendes øjne spilede sig op og blev ligeså runde som Marks briller.

”Hvad er dog dette?” hviskede hun svagt for sig selv, og Doktor Kaos fnisede ondskabsfuldt.

”Dette, min fine ven, er resultatet af flere års planlægning. De troede ikke på, at det kunne lade sig gøre, de troede jeg var skør, men jeg skal vise dem! Når nedtællingen er tilendegjort vil en atombombe på hvert kontinent springe. Eksplosionen vil være så stor, at den vil udradere hele menneskeheden, og dermed kan jeg starte en ny, og forbedret race. En race, der vil tilbede mig som deres konge!” Hans latter nåede helt op under loftet, og han vendte sig mod nedtællingen.

Fire minutter endnu.

”Det er jo sindssygt!” udbrød Jernpigen, ”Hvorfor i al verden vil du begå sådan en rædderlighed?”

”Åh, det skal jeg sige dig,” doktoren rømmede sig, ”jeg blev mobbet i skolen.” Lige med et blev der stille imellem dem. Kun de bippende lyde fra alle maskinerne langs væggene kunne høres. Jernpigen betragtede ham skeptisk.

”Så du vil udrydde hele menneskeheden, som vi kender den bare, fordi du blev mobbet i skolen? Synes du ikke at du overdriver en lille smule?”

Doktor Kaos gispede fornærmet.

”Nej-hej! De stak mit hoved i toilettet og stjal min kakomælk! De skal betale!” Han lod igen sin onde latter fylde rummet, men den blev hurtigt afbrudt af sit nemesis.

”Okay, okay, men så sig mig lige det her; hvis du har sat atombomberne til at udrydde hele menneskeheden, vil du så ikke også dø?”

Doktor Kaos stivnede. Langsomt vendte hans sig med nedtællingen. Der var kun to minutter tilbage, før alle ville blive udryddet. Inklusiv ham selv.

”AAARGHHHH!!!!”

Han slog sine næver ned i de mange tastaturer i et forsøg på at slukke for maskineriet, men der var intet, der hjalp.

”SÅ STÅ DOG IKKE BARE DER OG GLO! KOM OG HJÆLP MIG, FØR VI ALLE SAMMEN DØR I ET INFERNO AF ILD!” Jernpigen sprang til hans side og slog på de mange maskiner med sin jernnæve, men det eneste det gjorde var at ødelægge maskinerne så meget, at de begyndte at ose og knitre med elektricitet.  

Der var kun et minut tilbage.

”Hvad er det, der foregår herinde?” Mark tittede forsigtigt hovedet ind af døren. Doktor Kaos kunne have svoret, at han aldrig nogensinde havde været så glad for at se den spinkle assistent.

”Gudskelov! Mark, du må hjælpe os med at slå maskinen fra, inden det hele sprænger i luften!” Mark stirrede rundt i rummet på de osende maskiner, den flimrende hologram og sin chef, der ihærdigt stod og råbte ind i Jernpigens ansigt, at hun skulle få det til at stoppe. Til sidst endte hans blik på nedtællingen.

Der var kun ti sekunder tilbage.

Uden nogen tøven overhovedet styrtede Mark frem som et vildt dyr. Computerens syntetiske stemme talte ned.

Jordens undergang starter om ti, ni …

Assistenten kastede sig på gulvet foran hovedcomputeren og stak armen om bag den. Han hev en forlængerledning frem, hvor der var hele fem ledninger koblet til. Han stirrede intenst på dem, mens Doktor Kaos og Jernpigen holdt været.

Fem, fire, tre, to …

Der var ingen tid til at overveje, hvilken en, der var den rigtige, og Mark greb om dem alle fem og trak dem ud. Inden nedtællingen kunne nå til et lukkede alle systemerne ned, og computerskærmene blev sorte.

De stod alle og kiggede på hinanden og lyttede til verden udenfor, men der var ingen lyd af hverken skrig, atombomber eller ildinfernoer. Kun lyden af fuglesang og en eller anden, der slog græs kunne høres.

Mark smed ledningerne fra sig med et kort støn, og han gned sit hår tilbage. Et lille smil krusede om hans læber. Han havde lige reddet verden.

Doktor Kaos nærmede sig sin assistent og lagde hånden på hans skulder. Hvis ikke den uduelige mand havde hevet stikkene ud, så ville han have været død. Det havde kun lige været på et hængende hår.

”Mark,” begyndte Doktor Kaos fattet, og Marks smil blev kun endnu bredere.

”Ja, doktor?”

”Jeg kunne godt tænke mig en kaffe alligevel.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...