17

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2017
  • Opdateret: 14 jul. 2017
  • Status: Færdig
En tur til Canada, to drenge: fatale følger.

1Likes
0Kommentarer
40Visninger

1. 1

Jeg lynede lynlåsen til mit telt ned. Solen skar i mine øjne.

”Se, hvem der har rejst sig fra de døde.” Lød en drilsk stemme.

”Humph.” Mumlede jeg som svar.

”Vi har altså allerede spist, den er jo næsten 12.” Sagde min mor. Jeg skar en bolle over og puttede en skive ost på.

”Hvor er Jonas?” Spurgte jeg med mad i munden. Min mor gav mig et blik.

”Han er nede og hente vand. Er det ikke bare dejligt, sådan at være i ét med naturen?” Sagde mor begejstret. Jeg kiggede op mod solen. I ét med naturen. Okay, jeg indrømmer, at det er sgu ret fedt i Canada, men det bliver lidt ødelagt når fire voksne hele tiden ånder en i nakken. Mine forældre og Jonas’ forældre stolede åbenbart ikke på, at man er i stand til at tage vare på sig selv, når man er 17. Og blive hjemme det måtte vi sandelig ikke. Nej, ud og opleve den Canadiske vildmark.

”Nå, endelig Chris,” Jonas kom gående hen imod mig med to dunke fyldt med vand, ”hvis du ikke var vågnet før jeg kom tilbage, havde jeg smidt vand i hovedet på dig.” Jeg rullede med øjnene og han grinede. Jonas’ forældre kom også gående hen imod os.

”Nå,” sagde min far der ellers havde været meget stille, ”er i ved at være klar?”

”Klar til hvad?” Spurgte jeg og rynkede på panden.

”Jamen Chris, har du da helt glemt, at vi skal ud og hike? Først bestiger vi Peavine bjerget, og så tager vi denne sti rundt om søen her, som de gamle guldgravere brugte, når de skulle ned og grave.” Min far pegede begejstret på kortet i hans hånd. Jonas gled hen ved siden af mig. Min far svang rygsækken over skulderen, og Jonas daskede mig diskret i siden. Nårh, ja.

”Øhmm, Jonas og jeg tænkte, om vi ikke måtte blive her i lejren?” Jonas nikkede ivrigt.

”Det tror jeg ikke er..” Jonas afbrød sin far: ”kom nu, vi lover at blive her, og vi ville alligevel bare sinke jer.”

”Nu havde vi lige glædet os til at gå den her tur sammen..” Sagde min mor stille. Far kiggede på sit ur.

”Hvis vi skal nå hjem før solnedgang, så skal vi altså gå nu.”

”Kom nu,” plagede jeg, ”hvad kan der ske’?” Jeg kiggede intenst og uskyldigt på mine forældre. De kiggede på Jonas’ forældre.

”Så lad gå da.” Sagde de og nikkede. Jonas sendte mig et skjult smil og mimede ”yes!”

 

Da vi ikke længere kunne høre vores forældres voksenstemmer fylde skoven, satte vi os op ad en klippevæg. Jonas tog en cigaret op af lommen. Han prikkede ivrigt til mig og grinede smørret.

”En cigaret?” Spurgte jeg uforstående. Jonas sukkede dybt.

”Lille, uskyldige Christopher,” sagde han med en dyb stemme, ”det er selvfølgelig ikke en cigaret.. Det er bedre.” Jonas blinkede med det ene øje.

Han tændte den og tog et dybt sug, så rakte han den til mig. Jeg tøvede kort, før jeg også tog et sug. Jeg hostede og hostede, men der gik ikke længe før jeg prøvede igen. Den tykke røg fyldte mine lunger, og jeg blev en smule svimmel. Solen varmede og der var vindstille. Jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage. Total afslappelse. Jeg skævede til Jonas. Han kiggede på mig.

”Jonas, du ved godt at du er min bedste ven ik’?” Han nikkede.

”Det ved jeg godt.” Svarede han og kiggede ud i landskabet. Jeg drejede hovedet, et par meter nede løb en lille flod. Jeg satte mig ret op.

”Hey Jonas, jeg har en ide,” Jonas løftede øjenbrynene og kiggede på mig, ”skal vi ikke tage ned og svømme?” Spurgte jeg og rejste mig op.

”Er det ikke lidt koldt?”

”Neeej, kom nu!” Jeg begyndte at gå ned mod vandet. Stenene knasede og solen syntes at skinne endnu kraftigere. Jeg hev min trøje over hovedet og begyndte at gå ud i vandet. Det var koldt, men kun for et øjeblik. Strømmen trak blidt i mig. Jeg kigge ned på bunden, den var fyldt med skarpe sten, ”det var godt, at jeg havde beholdt mine sandaler på.” Tænkte jeg.

Jonas stod på bredden.

”Chris, jeg gider altså ikke.” Råbte han til mig. Jeg svømmede bare længere ud.

”Lad nu være med at være så kedelig Jonas,” råbte jeg tilbage, ”vandet er ikke koldt.” Jonas tog tøvende sin trøje af og gik stille ud i vandet. Jeg grinede for mig selv, han ville få et chok om lidt. Jeg dukkede under og kom op igen, mens mine arme plaskede vildt i vandet.

”Hjælp, Jonas!” Råbte jeg og hostede falsk. Jeg dukkede under og grinede et lydløst grin under vandet. Da mit hoved igen nåede op til overfladen, så jeg Jonas.

”Hold ud Chris, jeg kommer!” Råbte han til mig med en bekymret stemme. Han satte af og lavede et hovedspring, så var han væk. Jeg grinede igen. Jonas ville sikkert drukne mig, når han fandt ud af, at det bare var en joke.

”Jonas?” Kaldte jeg, da der var gået et stykke tid. Jeg begyndte langsomt at svømme ind mod bredden.

”Jonas, det var jo bare en joke.” Da jeg var kommet så langt ind mod land, at jeg kunne bunde, da så jeg Jonas. Han flød, vandet omkring ham var farvet rødt. Jeg blev kold. Iskold. Jeg sparkede og slog mig frem i vandet. Min ene sandal faldt af og jeg skar min fod på en sten. Jeg tog fat i Jonas og hev ham op på bredden. Han havde et stort hul i hovedet, hvor blodet løb fra.

”Jonas!” Råbte jeg. Jeg ledte desperat efter en puls på hans hals, men der var ingen.

Rystende knugede jeg ham ind til mig. Jeg sad der på bredden, mellem sten og grantræer, med Jonas i mine arme. Hans øjne stirrede tomt op mod himlen. Stilheden buldrede, solen varmede og såret på min fod blødte, men jeg mærkede det ikke. Det eneste jeg kunne mærke var Jonas’ varme blod der løb ned af mine hænder.

 

 

En kimen af kirkeklokker rev mig ud af mine tanker, og jeg stod igen i virkeligheden. Foran Jonas. Min mor kom hen og prikkede mig på skulderen.

”Du ved godt, at du er min bedste ven ik’?” En tåre trillede ned af min kind og landede på det mørkerøde glatlakerede træ.  

”Det er ikke et farvel Jonas, det lover jeg dig.” Sagde jeg og trådte væk fra kisten. Min mor klappede mig let på ryggen. Jeg vendte mig om og gik den lange vej ned af kirkegulvet. Gennem mine sko kunne jeg mærke kulden krybe op i mine fødder, og hvert skridt jeg tog, føltes som om jeg gik på tusinde skarpe sten.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...