Jeg vil leve i dig

Jeg er besat, og den besættelse fylder hele min krop.
Hendes hår er gyldent som solen i månens skær, og det bevæger sig langsomt i takt med vinden. Det ligner, at hendes hud skinner som diamanter, og jeg får pludselig en underlig trang til at mærke den... // Vinder af 1. pladsen i Pretty Little Liars skrive konkurrence.

5Likes
4Kommentarer
337Visninger
AA

1. Jeg vil leve i dig


Den kolde aftenbrise blæser igennem mit kulsorte hår, som klæber sig til mit kolde ansigt.
Jeg kan mærke, at kuldegysningen spreder sig lige så stille på hele min blege krop. Træerne svajer aggressivt i baggrunden, og vinden tuder og hyler. Det er næsten som at være i en god klassisk gyserfilm, og det gør mit åndedræt rolig igen.
Mørkets gys har altid fascineret mig på mange forskellige måder. Det, at man er uvidende omkring alt, og hvilket som helst bæst kunne springe frem fra mørket på blot få sekunder, er i bund og grund helt fortryllende.
Ude i mørket, væk fra lysets skarpe stråler, er jeg som usynlig. Den del af mig som alle ser er væk, og jeg er endelig fri til at være i den skikkelse, som jeg ønsker.

En gren knækker under min ene fod, og det giver et hurtigt sus i min krop. Det fører til, at mit tempo bliver hurtigere og jeg kan mærke en skyndende følelse i mine fødder.
Lige fremme kan jeg se den elegante flod, som bryder skovens mørke tæthed. Den løber lige så langt som øjet rækker, og månens lys spejler sig i den. Jeg begynder at småløbe det sidste stykke vej hen til den bro der går over floden, hvor jeg altid sidder. Den hvide bro er det perfekte sted til at nyde solnedgangen og lade alle sine tanker flyde rundt.

Lige inden jeg når starten af broen, stopper jeg brat op. En høj og slank pige står og læner sig op ad broens slidte gelænder, mens hun kigger ud over floden. Jeg har aldrig set mennesker nede ved floden omkring midnat, og det giver mig en underlig følelse af, at hun har stjålet noget, som tilhører mig. Kun mit og ingen andres.

Mørket skjuler mit sorte hår og tøj så godt, at hun ikke kan se mig. Jeg nærmer mig hende langsomt, og hendes varme nærvær rammer mig blidt som en sød sommeraften. Allerede hendes nærvær er det helt modsatte af mig, men der er alligevel noget ved det, som er ufatteligt tiltrækkende.
Hendes hår er gyldent som solen i månens skær, og det bevæger sig langsomt i takt med vinden. Det ligner, at hendes hud skinner som diamanter, og jeg får en underlig trang til at mærke den.
Jeg går langsommere tættere på hende, imens min hånd nærmer sig hendes varme hud. Pludselig er der kun få centimeter, der afgør afstanden imellem mig og hende. Hvis hun vendte sig om nu, ville hun stirre direkte ind i mine sorte øjne.
Jeg tager mig selv i at være lige ved at røre en fremmed piges arm og går et par hurtige skridt tilbage til min sikkerhedszone. 
Pigen vender sig om med et sæt og kigger rundt i det dybe mørke, som om hun venter på, at noget skulle springe frem og æde hende.
Jeg holder vejret, mens mit hjerte dunker af sted som en lynhurtig raket. Mine lunger er ved at løbe tør for ilt, og det begynder langsomt at snurre for mine øjne. Tomheden og mørket suger sig ind i min mave, og graver det tomme hul endnu dybere end det allerede er.

Jeg gisper kort efter vejret og står musestille i flere sekunder, mens stilheden begynder at fylde luften omkring os.
Hun ser mig ikke. Heldigvis. Men hver sten, hvert blad og hvert træ stirrer intenst på mig, og hvert blik skærer direkte igennem mig, indtil de når mine dybeste hemmeligheder. Jeg føler mig pludselig pivnøgen og blottet foran tusindvis af mærkværdige væsner og skabninger, som er formet af træernes mørke.

Pigen forsvinder langsomt fra mit syn, men hun er stadig fuldstændig indprentet i mit sind. Hver eneste lille detalje løber igennem mit hoved, og gør mig fuldstændig kulret, men også helt besat af hende. Jeg kan huske hendes søde duft og varme nærvær tydeligt, og savnet af det kommer langsomt ind over mig.
Trangen til at røre hendes gyldne hår er så stor, at det driver mig fuldstændig til vanvid.
Jeg kigger rundt for at se, om jeg kan få øje på hende i mørket, men hun er væk. Pist væk. Som om mørket har slugt hende.

Jeg står musestille i to sekunder, og så sætter jeg i gang. Jeg løber hurtigt nu. Hurtigere end jeg nogensinde før har løbet. Jeg løber som et dyr, der skal til at fange sit bytte.
Besættelsen af hende er vokset og er nu større end noget andet i hele min krop. Den holder mig oppe og giver mig kæmpe mængder af energi og overskud til at finde hende.
Jeg følger den retning, hvor hun forsvandt, og på ingen tid har jeg indhentet hende. Hendes gyldne hår flagrer lige foran mig, og langsomt omgiver hendes søde duft mig, mens den forsigtigt trækker mig op i den syvende himmel. 
Jeg starter med at holde en god afstand til hende, men jo længere vi går, jo kortere bliver den. Som om hun har en usynlig snor rundt om mig, som hun hele tiden trækker tættere til sig.

Et lille hus, som næsten bliver et med mørket, kommer til syne i den mørke skov. Huset er helt mørkt, der er ikke et eneste lys tændt. Jeg stopper hurtigt op for at se, hvad hun gør. Hun sænker sin fart og begynder at liste hen mod huset, som om hun ikke vil vække skoven. Dog går det ikke særlig godt.
Hendes ben er tunge og trætte, og hun træder alle de forkerte steder, så grenene knækker.
En lille busk oppe ved huset skjuler mig godt og grundigt, samtidig med det giver mig den perfekte udkigspost.
Pigen lister forbi et stort vindue, hvor lyset meget pludseligt bliver tændt. Hun bliver meget overrasket, og dumper hurtigt ned på jorden og presser sig helt ind til muren. En ældre dame kommer til syne i vinduet og kigger meget vredt rundt. Damen står sådan i et par minutter, hvorefter hun går sin vej, og lyset bliver slukket.
Pigen rejser sig meget stille op og lister endnu mere forsigtigt end før. Hun kommer længere væk fra mig, og med et er hun drejet omkring hjørnet på huset. Den usynlig snor imellem os bliver revet midt over, og følelsen af at være i kontrol forsvinder. Jeg lister efter hende i håbet om ikke at blive opdaget af nogen.

Da jeg kommer om på den anden side, ser jeg, at pigen er på vej ind ad et vindue i huset. Hun famler lidt med det, men endelig lykkes det hende at komme igennem. Vinduet forbliver åbent, og det giver mig en kæmpe fordel. Jeg lister varsomt hen til vinduet, mens mit hjerte er helt oppe og køre. Det dunker lynhurtig af sted, og jeg tvivler på, om hun ikke kan høre det.
Lyset bliver tændt, og en lille dråbe sved triller ned ad min pande, og derefter ned til min næse og henover min piercing.
Jeg stiller mig meget tæt på vinduet, men alligevel langt nok væk til, at hun ikke kan se mig.
Hendes værelse er stort og ligner mere eller mindre et typisk pigeværelse for teenagere. Der er plakater af kendte sangere og lækre modeller, og så er der en væg fyldt med billeder af pigen.
Mine øjne glider nysgerrigt hen over de farverige billeder, og det går langsomt op for mig, at det er minder fra pigens liv. Det er det absolut modsatte af mit værelse, som er mere mørkt og dunkelt.
Jeg har aldrig brudt mig om det, som alle andre piger bryder sig om, og derfor er jeg blevet stemplet til ”hende særlingen” hele mit liv. Men det har aldrig rørt mig, for alle andre mennesker er som stjerner, der er tusinder af lysår væk fra mig. Bortset fra pigen foran mig. Hun er som en meteor, der lige er styrtet ned på min planet.

Pigen trækker sin røde bluse af sin krop, og hendes mave kommer frem. Den er tynd og velformet, og hendes hud er sommerbrun af solen. Hun vender sig om, så hun kan kigge på sig selv ind i spejlet. Der står hun i lidt tid, hvor hun prøver at suge maven ind. Et trist smil former sig på hendes ansigt, og man kan tydelig se utilfredsheden i hendes øjne.
Efter lidt tid knapper hun sine jeans op og lader dem glide stille ned ad hendes perfekte brune ben.
Hendes gyldne hår hænger løst ned over hendes bedårende skuldre og rører næsten hendes talje. Hun samler sit hår i en uldet knold og tager en løs T-shirt på, der dækker hendes bagdel.
Jeg kan mærke, at hver eneste lille nerve i min krop er blevet mere besat af hende end nogensinde. Besættelsen vokser sig større for hvert sekund der går og giver mig lyst til at springe ind af vinduet til hende.
Hun glemmer alt om det åbne vindue og lægger sig hen i sin store seng, hvorefter hun slukker for lyset fra sin lampe.
Stilheden og mørket suser ind over mig, og det er rart endelig at være usynlig igen. Mine hjerteslag er blevet rolige, og min krop føler sig endelig afslappet.

Månens skær er nok til, at jeg kan skimte hendes ansigt i mørket. Jeg står helt stille i en halv times tid, hvor jeg nærstuderer hendes mindste bevægelse, mens hun sover.
Langsomt hiver jeg vinduet længere ud, mens det knirker som en gammel dør. Da det er helt ude, lytter jeg, om vinduets larm har vækket hende. Da der ingen tegn er på det, fortsætter jeg.
Forsigtigt kravler jeg ind gennem vinduet, men det går ikke særlig godt. Min hånd rammer noget skarpt, og det giver mig lyst til at skrige, men i stedet bider jeg mig i læben af smerte, så smagen af jern fylder min mund.
Da jeg er helt inde, går jeg langsomt imod hendes seng, imens jeg kigger på hendes udadlelige ansigt. Det er så smukt og symmetrisk, som var det støbt af en form. Jeg har lyst til at holde det i mine bare hænder og kigge på det hele dagen.
Helt stille sætter jeg mig på hendes seng lige ved siden af hende. Hendes åndedræt er helt roligt og er blevet en fast rytme nu.

Jeg lægger mig ned på sengen, så der kun er få millimeter imellem vores kroppe. Hendes varme omfavner min iskolde krop, og det føles dejligt at ligge her. Bare trygt og roligt.
Jeg skubber mig selv længere hen imod hende, så vores kroppe rammer hinanden. Min hånd er på vej mod hendes hår, som jeg sådan har længtes efter at røre hele dagen.
Det gyldne hår er blødt som pels, og jeg aer det forsigtigt frem og tilbage. Jeg leger med hendes lange hår i et stykke tid, hvorefter min hånd går videre til hendes ansigt. Hver eneste lille del af hendes ansigt kalder på mig og vil have mig til at røre det. Jeg nusser hendes kind meget forsigtigt og bevæger min hånd ned til hendes hage, og derefter ned til hendes hals.
Da jeg kommer til halsen, begynder hun at bevæge sig. Min besættelse er så stor nu, at jeg ikke kan fjerne mig fra hende.
Hendes øjne går op i et sæt og stirrer direkte ind i mine. Mit ansigt er så tæt på hendes, at jeg kan mærke hendes ånde. Jeg føler endelig, at jeg kan se direkte ind i hendes sjæl.

Først kigger hun helt forvirret på mig, men så skyller frygten ind over hendes ansigt. Min hånd aer stadig hendes hals blidt, og jeg kan ikke få mig selv til at fjerne min hånd fra hende. Min krop er forbundet med hendes, og hendes tanker strømmer nærmest i hovedet på mig. Vi er som en elektrisk bølge.
Pigen, der ligger ved siden af mig, er helt forstenet og bevæger sig ikke en millimeter. Hendes åndedræt er blevet uregelmæssigt, og da hun skal lige til at sige noget, lægger jeg hurtigt min hånd for hendes mund.

”Shh… Alt er okay. Det hele skal nok gå”, hvisker jeg roligt ind i hendes øre.

Hun skriger ind i min hånd, men den blokerer alt lyden. Jeg kan mærke hendes rystende krop mod min helt rolige krop. Hun prøver at flygte væk, men jeg bruger min anden hånd til at tage et fast greb om hende.

”Det er kun dig og mig nu. Helt alene i dette univers”, hvisker jeg igen meget lavt til hende.

Hun spræller og sparker, men intet hjælper hende. Jeg er for stærk i forhold til hende, og det er jeg ret glad for lige nu.
Jeg vugger hende frem og tilbage, imens jeg mimer en vuggevise.

Døren bag mig går op med et sæt, og en skikkelse kommer trampende ind. Mine øjne flyver fra pigen til den skikkelse, som nu ligner en alt for stor mand. Før jeg kan nå at tænke, hiver han mig væk fra sengen og smider mig ind i en stor reol. Jeg tager mig til hovedet og kigger så ned på min hånd. Den er fyldt med blod. Blod, blod og atter blod.
Sekunderne flyver af sted, imens mit hoved snurrer, og alt omkring mig bliver langsomt sløret. Jeg kigger på pigen en sidste gang, inden den største knytnæve rammer mig i hovedet.

Alt sortner for mine øjne…

Hele verdenen glider langsomt væk fra mig. Kun smerten bliver tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...