Gråzonen

//bidrag til Pretty Little Liarskonkurrencen, samt Piger 2018-konkurrencen. Om sandhed og løgn

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. -

Pigen holdt egentlig meget af det. Larmen altså. Den konstante larm, lyden af så mange mennesker, der tænkte på en gang, lyden af kranier der knagede og hjertekamre, der ikke knagede, og fingre der blev knækket og drømme der stødte mod bagsiden af folks kranier og ikke vågnede op efter stødet. De fleste andre kunne ikke holde det ud, overhovedet ikke, selvom de gjorde meget ud af at fortælle deres omverden, at de så sandelig havde lært at leve med det – hvilket blot bidrog til larmen. Men det var nu bare, hvad de tænkte på overfladen og en del år, hvor hun var gået ned af lidt for lange gader og mødt lidt for komplicerede mennesker havde efterhånden lært pigen, at det aldrig ar ensbetydende med, at det i virkeligheden var det, de tænkte.

Det havde været nemmere før ja, hvor man blev nødt til at sige tingene højt, før det eksisterede og blev nødt til at blive bekræftet i, at andre også troede, at 2+2=4, før man kunne stoppe med at bilde sig selv ind, at det var 5. Dengang, hvor folk havde tatoveret, alt det de burde have sagt på indersiden af sig selv, eller skrevet det ned i lyserøde dagbog, måske i forhåbning om, at der en eller anden dag var nogen, der fik lyst til at skrælle deres hud af eller åbne den dagbog med en hængelås, som ikke havde virket siden den allerførste dag, de købte den i BR, og at deres tanker en eller anden dag ville betyde noget.

Men selv dengang havde de snakket om at læse tanker, som om det bare var noget, man  kunne læse, selv dengang havde de skrevet  definitionen på kærlighed, lige ved siden af definitionen på onomatopoietika i ordbogen, og ment, at virkeligheden i virkeligheden bare var som en bog – bare en bog der fortsatte, ligegyldigt hvor hårdt man lukkede den i, troet på, at alting kunne forkortes til blækklatter på et papir, og huller i hjernemassen.

Og det havde de også haft næsten ret i, tænkte pigen som hun gik ned af gaden, hendes hjerte pulserende i hendes bryst,  hendes tanker og hendes chip pulserende i hendes hoved, alle andres tanker pulserende omkring hende. Det var en usædvanlig travl dag, med alt for mange mennesker på gaden, der alle gik hurtigere end hurtigt, så tæt, at pigen igen måtte himle med øjnene over det mirakel det var, at ingen af dem formåede at røre ved hinanden. Der var tæt pakket, men af en eller anden grund stødte de fremmede aldrig ind i hinanden, deres hænder strejfede aldrig hinanden, de kom ikke til at træde hinanden over tæerne, stødte ikke deres albuer ind i hinandens ribben, og pigen var efterhånden begyndt at tænke, at hvis de blev ved med at ånde kuldioxid ud, hvis de rørte ved hinanden eller ved revnerne i fortovene, ville verden gå under rundt omkring dem.

Ikke at pigen vidste om det var derfor, at ingen rørte ved hinanden og hvis hun prøvede at tyde larmen i sit hoved, var der heller ikke nogen af dem omkring hende, der vidste det. Måske var det bare, fordi der allerede eksisterede så meget intimitet, at de lige så godt kunne glide nøgne op og ned af hinanden, måske var det fordi, at chippen allerede kontrollerede dem så meget, at de opfattede det som en lille bitte smule rebelsk, at de i det mindste kontrollerede den anden form for kontakt eller måske var det bare fordi, der var lidt for få måske’er og et af de måske’er tilbage var, hvordan en anden persons hud føltes mod en selv.

Eller måske var de bare fjolser. Alle sammen, ja, pigen var omgivet af fjolser,  ved at blive kvalt i dem.  Fjolser, der blev ved med at tænke, tænke , tænke højere og højere, indtil – hov, der var sandheden, som de sank igen sammen med et verdenshav eller to af spyt. De tænkte så meget, at deres tankekraft til sammen kunne løse universets største mysterier, meningen med livet og andengradsligninger, men de tænkte aldrig sammen, tænkte bare, hver for sig, alt i mens de hvilede i troen på, hvor unikke de var.

Fjolser kaldte de hinanden, alle sammen, måske fordi de havde opdaget, hvor ondt det gjorde, at tænke på, at de var så ens, så ens, at definitionen på menneskeheden nu var kortere end definitionen på onomatopoetika, og det gjorde ondt, helt ind i chippen,  og det gjorde ondt, at alle tænkte det, men ingen turde sige det højt.

Det var der ikke behov for. Det var i for vejen, hvad alle tænkte og måske også pigen selv, da hun trådte i en tyggegummiklat, og den klæbede til hendes skosål, sammen med hendes værdighed og havde en konkurrence, om hvem der ville falde af til sidst .

Hendes værdighed sivede langsomt ned i kloakken.

Alle tænkte det og alle vidste det og vidste også udmærket, at de nu levede i en verden, hvor man ikke levede lykkeligt til sine dages ende, det bedste man kunne stræbe efter var at overleve til sine dages ende, en verden hvor børn ikke skulle være bange for monstre under sengen, men monstre på præsidentposten i USA, alle vidste, at de levede i en verden, hvor der skulle mere end en hvid hest for til at flygte fra det hele og flygte fra eventyrets sider, alle vidste, at der et eller andet sted var flygtninge, der slæbte sig over grænse efter grænse uden nogle hvide heste  og uden nogle prinsesser til at byde dem velkommen, kun Martin Henriksen, alle vidste det.

For man kunne selvfølgelig ikke lyve, blev nødt til at være ærlige, fordi sandheden nok var det eneste, der eksisterede, når man kunne eksisterede bag hinandens kranier i universets huller. . Men det var måske gået op for folk, at sandheden bare var, hvad man opfattede som sandheden, og pigen kunne tydeligt huske nogle år tilbage, da hele verdensbefolkningen var vågnet op og havde troet, at 2+2=5, fordi en eller anden havde tænkt det, og det havde bredt sig, og hun kunne også huske, hvor lang tid det havde taget at rydde op i det rod, og få 4-tallet tilbage, for det var utrolig svært at holde fast på en tanke, når alle andre tænkte noget andet.

Sandheden var nu så nem at ændre, og det gjaldt bare, om  at være den, der tænkte højest, og måske også den, der var bedst til at skjule alle de tanker, om at den dame der lige nu gik forbi pigen havde en meget lang næse, og den dreng der havde en trøje, der var mindst 5 numre for lille,  og det gjaldt om at være en af dem, der så købte en større T-shirt, eller tabte sig, eller fik en plastikoperation og ændrede sandheden, indtil den passede perfekt ind, i alle menneskers øjenæbler. Pigen ville nogle gange rive sine øjenæbler ud og forære dem væk for at andre skulle kunne se verden ligesom hende – så kunne det værre, at hun ikke behøvede chippen længere. 

Nej – det tog pigen i sig igen. Hun var glad for, at alle andre kunne læse hendes tanker – så de kunne følge alle hendes tankerækker med smukke metafor, vigtige observationer, unikke konklusioner. Hun havde været glad for det dengang, hun var blevet forelsket for første gang for halvandet år siden, noget hun havde været bange, for ville ske, siden hendes bedstemors skræmmehistorie, om hvordan hun selv havde været forelsket  men dengang hun var ung, før chippen blev opfundet, blev man nødt til at google ”signs a guy likes you” og gå ind på hjemmesider, hvor verden havde ørlet sig selv op for så at spise sig selv igen, men måske lade farven lyserød og lidt af heteronormativiteten ligge fremme på køkkenbordet og på hjemmesider, så man kunne få det med på madpakke den næste dag.

Og man blev nødt til at tælle sekunderne det tog ham at svare på en besked, efter han havde set det, og dividere det med antallet af andre pigevenner han havde på Facebook, og man blev nødt til med vilje at glemme sin jakke, for at se, om han ville tilbyde sin hættetrøje, hvis man rystede nok, og man blev nødt til at sætte sig ved siden af ham, når man så en film og tælle hvor mange minutter, det ville tage at fjerne sin hånd, hvis man lagde sin egen oven på hans.

Men nu, da hun selv forelskede sig, havde pigen bare vidst det, med det samme, kunne følge med i alle hans tanker, vidste at vægten løj, når den sagde, at hendes vægt var passende, at hun var normalvægtig (hun kunne trods alt ikke læse dens tanker, så den kunne hun ikke stole på) og i stedet lige havde tabt et kilo, og et kilo til, fordi han tænkte på, hvordan han foretrak undervægtige piger. Og på samme måde kunne deres hjerte aftale, hvilken takt de skulle slå i, og deres hænder aftale, hvornår de skulle række frem efter hinanden.

Og pigen var glad for det i dag. For det var gået op for pigen i dag, at det var på tide, at redde verden. Det var hendes 16-års fødselsdag, og hun havde lært fra sin ihærdige romanlæsning, at dette var den perfekte alder; den perfekte alder til at blive en prinsesse – den slags, der bekæmpede sine egne drager, klatrede ud fra sine egne tårnværelser og red væk på sine egne hvide heste. Og måske også den slags, der blev involveret i et trekantsdrama, nej et tusindkantsdrama, hvor alle kanterne havde mindst én sixpack, én læderjakke og én cigaret til at hænge ud af mundvigen, for uden disse drenge ville romanen om hendes liv måske ikke blive strukket ud til en trilogi, og måske heller ikke filmatiseret.

Hele sit liv var hun med sit røde hår, grønne øjne, og bryster, der var endnu større end øjnene på de drenge, der kiggede ned i hendes bluse, blevet mere og mere til det ’selv’, der ville redde verden fra sig selv, og selv om hun ikke kunne beskrive sig selv med tre ord nu, så vidste pigen, at der en dag så ville blive skrevet romaner om hende.  

Pigen smilede, som hun gik lige så stille ned ad gaden, i sine egne Doc Martens, med sin egen fjällräven på ryggen og sin egen iPhone 7+ i lommen, smilede stort over, at hun langt om længe ikke behøvede at bekymre sig om alle de andre, alle dem, der kaldte sig selv normale for at få det bedre med, hvor ligegyldige de var.  Alle dem, hun elskede, fordi hun elskede sgu da hele verdensbefolkningen, selv Donald Trump, og hun elskede The Beatles og One Direction og den måde man smilede til vidt fremmede mennesker, den måde man rakte fuck til vidt fremmede mennesker. Og hun elskede den måde man fortalte små børn, at Nangijala fandtes eller at de ikke var danske, fordi de kaldte en anden form for farveblyant for hudfarvet, den måde man fortalte små drenge at de da endelig gerne måtte kysse andre drenge med blomsterkroner i hårer og læbestift i hele hovedet, de skulle bare lade vær med at gøre det, fortalte små piger at de da endelig gerne måtte kysse andre piger, de skulle bare huske at gøre det så alle andre også kunne onanere til det.

Men pigen havde med sin exceptionelle kløgt indset, at der var forskel på at elske noget og så at kunne lide det, og det var derfor, at det nu var hende, der stod med hele verden for sine fødder og  selv kunne vææge, om hun havde mest lyst til at redde den eller måske bare at trampe den til grunde, og bagefter stå oh beundre sit skoaftryk, og beundre de maste hoveder og maste tanker, som tegn på at hun havde været her, mere end alle dem, der gik barfodet, og dem der ikke var unik nok til at gå i doc martens og dem med ord og barndom og roser mellem tæerne, dem der gik forbi alle dem, der  tilbød sine øjeæbler til højest bydende (og endte med at ligge på knæ og tigge forbipasserende om at tage dem, tage dem og smide dem væk, fordi de ikke kunne finde skraldespanden uden øjne)

Og pigen havde også med sin exceptionelle kløgt indset, at der ikke var nogen andre til at redde verden, og indset, at i virkeligheden ville det onde altid vinde, altid, altid.  

Fordi det krævede så lidt. Fordi hvis hun lige nu åbnede den største fabrik, der pumpede drivhusgasser ud og som suger alt olien op  af alle have, og som fælder alle træerne i regnskoven, eller hvis hun var Donald Trump så  ville hun måske være lidt ond. Men hvis hun bare gik ned i supermarkedet og købte sit kød og købte sine varer fra de fabrikker, og hvis hun stemte  på Donald Trump og glemte at slukke vandet, når hun børstede tænder, så var hun normal, menneskelig – det var normalt at bidrage til verdens undergang, lidt efter lidt, neutralt.  Og hvis hun skulle være god, skulle hun være veganer flytte ud i en hytte i den svenske natur eller noget, næsten ikke trække vejret, og dedikere hele sit liv til at slagte de drager, der i virkeligheden var hendes naboer, hendes genboer, hendes overboer, som omgav hende og på et eller andet tidspunkt måtte hun da få krampe i armen. Og selv hvis man ikke selv var en drage, ville man stadig gøre verden til et værre sted for hver dag man brugte på ikke at slagte drager.

For de levede ikke i en sort/hvid verden, det var sandt. Nej, de levede ikke i en verden, hvor der var enten eller, nej for det meste var det både og, og for det meste var det den askegrå farveblyant, som Martin Henriksen burde få udråbt til hudfarvet.  Gråzonen var efterhånden blevet så stor, så stor, så stor den kunne rumme størstedelen af menneskeheden. Og gråzonen var efterhånden blevet et sted, hvor man kun befandt sig, hvis man bidrog til verdens undergang på den ene eller anden måde, mens man skulle være helt, helt ekstrem hvis man bidrog til at redde den. 

Man var ond, ja, hvis man var politimand, der skød en sort mand, mens han rakte ud efter sin pung, hvis man sprayede n-ordet på hoveddøre. Men man var ikke ond, når man kom med lidt racistisk jokes, når man så en dansker med anden etnisk baggrund på gaden og undrede sig over, hvornår han mon skulle tvangsgifte sin kusine, og voldtage hende og få børn med hende og tvinge sine døtre til at have tørklæde på fra det øjeblik, de kom ud af maven – det var jo bare at prøve at forstå verden.

Og når man så prøvede at være god -  ting som feminisme var blevet reduceret til noget, som alle troede udelukkende burde hviskes i krogene af krogene af alle de 30-årige overvægtige jomfruer, der grædende fortæller sig selv, at de er for  gode til mænd og   til et hashtag på tumblr og twitter og andre virkelighedsfjerne stedet, hvor mentaliteten i dag åbenbart er, at man kan ændre verden ved at retweete 140 tegn, som andre har skrevet om, at mænd og kvinder skulle være lige. 

Men heldigvis gjorde pigen noget. Hun var god og alle kunne høre det. Alle måtte da lytte.  Hun smilede bredt, som hun begav sig ned ad gaden Det var en lang gade, men banegården lå for enden, og pigen var sikker på, at det var toget hun skulle starte med at tage. Hvorhen vidste hun ikke endnu, det var svært at bestemme sig for, hvor hun skulle starte, men det måtte hun bekymre sig om senere.  Lige nu var pigen i hvert fald ret sikker på, at folk langsomt spredte sig foran hende,  – en næsten umærkelig ændring, men den var der uden tvivl, der blev gjort plads til hende, som om folk ret faktisk lyttede nok til hendes tanker til at vide, at der så sandelig burde være plads til hende, at verden gerne måtte springe lidt i sømmene for deres redningsmand. Måske var det hendes mundvige, der skubbede massen fra hinanden, tænkte pigen. Og smilede lidt bredere.

For i det øjeblik følte hun sig virkelig uovervindelig. Mere uovervindelig end hele menneskeheden til sammen.  Men heldigt for hele  den fordømte menneskehed, behøvede de også blot én uovervindelige person, for at redde hele fucking menneskeheden.

Mere uovervindelig end den Gud, der lå på et gulv et eller andet sted, kl 3:27 om natten, hørte Beatles og havde alt for travlt med at have en eksistentiel krise, over hvor lidt han betød til rent faktisk at gøre noget, og mere uovervindelig end alle de tanker, der lige nu pulserede rundt i hendes hoved, og troede at de var udødelige, fordi tanker ikke kunne bløde. Han – eller hun, eller høn -  var nok for træt til at kunne overskue det, og for at være ærlig kunne pigen ikke bebrejde ham.

Pigen var også selv lidt træt. Sorte skygger var i løbet af de sidste par måneder blomstret frem på hendes kinder – det var sværere og sværere at sove og lukke alt støjen ud, alle de råbende stemmer. Og det var den evige forbandelse, at man ikke kunne lade vær med at lytte til det, og den evige velsignelse, at man heldigvis kun hørte, hvad man lyttede efter. Hvis pigen ville have den dreng – eller den pige, havde det også været en enkelt gang – til at være forelsket i sig, kunne hun sagtens overbevise sig selv om, at det var det hun hørte, det de tænkte.

Så i det mindste havde menneskeheden gjort en god ting. At sørge for at man kunne læse alles andre tanker. Der var en gang nogle kloge menneskeser, der havde sat sig ned og kigget på den nuværende generation. De var blevet til den generation, der målte deres værd i hvor mange likes, deres profilbillede kunne få på Facebook for derefter at skifte det en uge senere, målte det  i hvor få tegn de kunne formå at formulere verdensændrende ting i på twitter, så der var flest muligt, der kunne læse  det og retweete det og målte det i hvor mange centimeter de behøvede at scrolle i et kommentarfelt på youtube før de fandt en kommentar fra en person, der havde tænkt præcis det samme, som de havde, og generationen der konstant var på udkig efter en pauseknap til det virkelige liv, så de kunne nå at finde nogle relaterbare kommentarer til det.

Alle var så desperate efter at blive set, at blive hørt, men der var ikke olie nok til at køre så mange projektørlys mere. Så de havde opfundet Chippen. Alle skulle få den indopereret, og så kunne man høre hinanden altid, man kunne være lige så ensom man ville være, men man var aldrig alene, man behøvede ikke slide sit stemmebånd op på andre mennesker  - eller for at være ærlige sin tommelfingerhud op på telefonen -  for at udtrykke sin mening, man skulle blot tænkte det, og nu kunne alle føle, at de var blevet hørt, og nu kunne alle være glade, så snart de bare tænkte på hinanden i tre milisekunder.

Pigen var snart nået til enden af vejen. Hun kunne se togstationen tårne sig op, en skygge med Solen og begyndte uvilkårligt at sætte farten op. Nu havde verden ventet i 13,8 milliarder år på at blive reddet, og hun var ikke sikker på, hvor meget længere den kunne redde.

Hun var der så snart.  Nogle gange havde hun lyst til at stoppe tiden, at tage den i nakken, og fortælle den, at hun var lidt træt af at den ikke stoppede for hende af sig selv, damerne først, mennesker først – hun var jo feminist - og fortalte den, at tingene bare ikke burde ændre sig, før man selv fik de til at ændre sig.

Men først skulle pigen bare lige redde verden. Nu var hun næsten nået til enden af gaden, næsten, næsten. Ganske få skridt og hun var klar til at gå ind på banegårdsstationen. Så få skridt, at pigen ikke helt kunne forstå, hvorfor hun ikke var nervøs endnu – måske var det bare den slags nervøsitet, der ikke helt var til at se med det blotte øje eller mærke med din blotte hud, den slags nervøsitet, der satte sig lige under hendes hud, og gnavede sig ned gennem hendes kød, tyggede hendes blodårer igen, hendes selvtillid, hendes tro på, at hendes forældre elskede hende, hendes – alt hvad hun var – og hun ville først opdage det, når hun stod tilbage so en pose knogler i noget hud, hvor en plastikpose fra fakta ville holde bedre, først opdage det, når det var for sent, at hun ikke kunne holde til det.

Men – hvor pigen dog glædede sig til at komme hjem og fortælle sine forældre om det, når hun var færdig. Hun havde prøvet at fortælle, hvor hun skulle hen, da hun var på vej ud af døren, men hendes mor havde for travlt på bunden af sin iPhone 580 til at se op, og hendes far han havde for travlt med at lede efter hendes mor på bunden af en flaske og for at være ærlig var pigen også glad for at vide, at hun havde præcis de rigtige forældre til at være med i en Ya bog. Præcis de rigtige forældre.

Pigen rullede sine øjne af alle de 16-rige piger med forældre, der huskede hendes 16 års fødselsdag, der gik forbi. Rullede sine øjne, så meget at de blev rundtosset, for hvor var de dog tåbelig, tåbelige med den måde som de stadig grinte over aftensmadsbordet som de købte alle deres møbler i ikea, som al deres tøj lugtede af parfumeret vaskepulver,  dem der praktiserede fredagsslik på et religiøst niveau , at de kunne se TV-avisen og blot lægge mærke til at nyhedsoplæseren havde glemt at lyne sine bukser, fordi det kunne ikke nå dem i deres ikea sofa. Hvis resten af verden druknede ville de blot bruge deres sofa som tømmerflåde og sejle videre, og hvis resten af verden lagde sig til at dø uden for deres vinde ville de bare gå i  fakta efter nyt vinduespudsemiddel (og de ville være den slags mennesker der efterlod penge ved kasseapparatet, selvom der ikke var nogen til at tage i mod dem og den slags mennesker, der syntes, at det var nok). De grå mennesker, der ikke rigtig var noget, bare til.

De behøvede ikke at redde verden, når de selv havde godt, og det var den logik, der måske i virkeligheden sad under pigens hud. Den logik hun kæmpede i mod, som hun endelig nåede trappen op til banegården og skulle til at gå op ad den. Så begik hun den fejl at vende sig om og så ud på menneskehavet, og så pludselig hvem der ellers begav sig i gennem det.  Der  var også rødhårede, grønøjede 16-årige piger med Doc Martens, fjällräven, og en iPhone 7+, og med smil lige så brede som hendes og med visheden om, at de var specielle lige så stor som hendes. Alle sammen klar til at rejse ud og redde verden.

Pigen skulle til at vende sig om, men det var allerede for sent. Deres tanker havde allerede nået hende, hun havde allerede fundet dem et sted midt i den konstante larm. Og grunden til at hun ikke havde hørt dem før, var ligeledes gået op for hende. Deres tanker minede så meget om hendes, at de var nær umulige at skelne fra hinanden. For selvfølgelig havde piger som hende  altid eksisteret, dem der altid havde fået at vide, at deres ambitioner var skyhøje, og havde revet skyerne ned fra himlen ned som protest, fordi skyerne fortjente i sandhed ikke at bremse ambitioner, dem der altid havde fået at vide, at de nok skulle komme langt i livet, dem der altid havde været så langt fremme i skoene, mens alle andre stod lidt tilbage i deres nedslidte klikklappere.

Hun var bare endnu en af de piger, der havde skrevet 5 siders essay, der sammenlignede Martin Henriksen med en gris, brugte ordet analsex, og havde flere udråbstegn, end word havde beregnet blæk til, bare endnu en af de piger, der var veganer og sørgede for at tygge ekstra højt på sin livreddende gulerod, mens alle andre måtte gemme deres fedtede bacon i deres hænder.  Bare endnu en af de ambitiøseder som barn havde samlet på barbiedukker og mennesker, der nu lå i en skuffe og samlede støv, som nu samlede på 12-taller, der lå i en anden skuffe og samlede støv. Så pigen slog sit blik ned, som hun stod der, ned mod det snavsede fortov på togstationen for at slippe for at se alle de rødhårede piger gå forbi.  

For pigen vidste instinktivt, at ingen af disse piger ville formå at ændre verden. Det var sandt, ja, at verden kun blev reddet af dem, der var skøre nok til at tro, at de rent faktisk kunne redde den. Men det var også sandt, at verden også kun blev redt af dem, der var skøre nok til at tro, at de ikke var alene, at de ikke var de eneste, der var som demog at der var nok plads på hylderne i boghandleren til, at der godt kunne være bøger om dem alle sammen, og at der var nok blæk i den halvt gennemtyggede pen, de havde haft med til terminsprøven til, at de kunne skrive deres egne historier og selv være hovedpersonen i den (og så kunne de måske skrive de andre piger ind i dem, bare så deres liv kunne bestå Bechdel testen, bare så de kunne lade som). Men det krævede kun et enkelt sekund at fastslå at ingen af disse piger lagde mærke til hinanden. De regnede med at redde verden alene, og selvom de sikkert ville ende med at sidde ved siden af hinanden i toget, ville de stadig ikke vide dem, og selvom de tænkte præcis det samme, ville de aldrig, aldrig, aldrig.

Pigen følte sig magtesløs. Det var måske det det hele egentlig kom fra. Hun følte sig magtesløs, den slags følelse der startede i bunden af hendes mave og bevægede sig opad, udad, indtil den havde lammet selv det yderste af hendes spidser, indtil ikke engang hendes hårstrå kunne bevæge sig i vinden. Magtesløs. Magtesløs – for hvis der virkelig altid havde ksisteret 16-årige piger, der forsøgte at redde verden , kunne hun ikke forstå, hvorfor verden ikke var blevet reddet endnu. Hvis hun havde

Og det var løgnen hele hendes liv havde dreje sig om. Løgnen om at hun betød noget. Løgnen om at alle på Twitter ikke bekymrede sig det mindste, om hvad hun retweetede og ikke rewteetede, at DSB ikke gik konkurs alt efter, om hun købte billet til den tur eller ej, løgnen om at hendes tanker kunne overdøve nogle af de andres. Hun kunne fylde 16 lige så mange gange, som hun havde lyst til, ændre sig lige så meget som hun havde lyst til, og stadig ikke være i stand til at ændre verden.  Hun kunne tænke lige så meget som hun ville, men så længe alle andre også tænkte, ville folk ikke have tid til at høre efter.

Så pigen satte sig ned på trappetrinet, hendes tanker en del af den evige summen, hendes fingre gravet ned i henes knæ, hendes fødder gravet ned i jorden i et forsøg på at bevare jordforbindelsen. En grå pige i en grå verden. En grå pige, der havde begået den fejltagelse at forsøge at holde sammen på verden, når hun ikke engang kunne holde sammen på sig selv.  En grå pige, der længtes efter farver.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...