Dræbende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2017
  • Opdateret: 14 jul. 2017
  • Status: Færdig
Malus er stukket af hjemmefra, og gemmer sig, da hendes fader sender sine undersåtter ud efter hende. Hun møder en venlig gadepige, og følger hende hjem til den efterladte fabrik hvor hun, og andre hjemløse børn holder til.

Desværre går der ikke længe, før end Malus' sult overrumpler hende, og en katastrofe udfolder sig.

(Bidrag til "Skriv om ondskab" konkurrencen)

0Likes
0Kommentarer
46Visninger

1. Dræbende

 

Dræbende

 

 

“Det er ikke fordi, at du kan ændre på det ved at benægte det. Indrøm det. Indrøm det nu bare. Det ligger dybt inde i dig. En ondskab du ikke kan flygte fra. Ligemeget hvad, så skal du nok blive hvad du er født til.”

Ordene danner eko inde i mit kranie. Jeg holder mig for ørene, men det hjælper ikke noget. Jeg kan ikke stoppe med at høre det han sagde. “Det ligger dybt inde i dig.”

 

Ængsteligt kigger jeg rundt og lytter efter tegn på bevægelse. Kulden bider fat i mig, og solen er gået ned bag bygningerne i horisonten. Jeg sidder sammenkrøbet i mørket under en af broerne bygget af sten, og kan høre hestenes hove, når de traver hen ad brostenene ovenover. Stenen er en mørk grå med revner hist og her. Jeg har haft heldet med mig i den forstand, at de ikke har fundet mig endnu. Det er to dage siden jeg stak af, og jeg må snart indtage føde, ellers mister jeg besindelsen.

     Jeg hører sagte skridt nærme sig i et hurtigt tempo. Der lyder også råben. Skrækken overfalder mig, og jeg kryber længere ind i mørket - måske er de kommet for at tage mig med tilbage. Ikke længe efter kommer en dreng løbende. Han er omtrent min alder, med fedtet, uglet, blond hår. Han snubler i de lange, hullede bukser. Forvirret ser jeg til, da han rejser sig, og opdager mig siddende i mørket. Han kigger på mig med store bedende, blå øjne.

“Må jeg ikke nok gemme mig her?” Spørger han. Der er tydeligvis nogen efter ham. Jeg overvejer det et kort øjeblik - hvem er han, og hvad har han gjort? Jeg ved ikke, om det er klogt af mig, men jeg nikker alligevel. Han lister lydløst hen, og sætter sig bag mig skjult i skyggerne. Der er ikke meget kød på hans knogler, som kan mærkes gennem den slidte trøje, der engang var grøn. Få sekunder når at passere, før to mænd med en lygte dukker op. De stopper op, får øje på mig, og begår den fejltagelse at se mig direkte ind i øjnene. Deres ansigtsudtryk bliver blanke det sekund, det tager mig, at overtage deres tankegang. De løber hurtigt videre væk fra broen.

     Drengen sætter sig hen ved siden af mig, da han er sikker på, at de ikke vender tilbage.

“Tak.” Hvisker han. Derefter bliver han tavs, siger ikke noget. Han kan måske fornemme min påvirkning på de to mænds opførsel, men påpeger det ikke. Jeg lægger mærke til hvilken kraftanstrengelse det kræver, bare at hypnotiserer to mennesker, og ved at min tilstand er ved at svækkes.

“Hvad hedder du?” Spørger drengen ud af det blå.

“Ma...Malus.” Mumler jeg, uden at møde hans blik. Han nikker blot.

“Jeg er Alba, og ja, jeg er ganske vist klar over, at mit udseende minder meget om en drengs, men jeg er en pige.” Siger hun i en hurtig strøm af ord. Det overrasker mig en smule, for hun minder ikke kun lidt om en dreng, hun ser virkelig ud som en. Jeg kigger indgående på hende. Hun ser mistroisk tilbage på mit sorte hår og mine ravgule øjne.

“Det er ikke så almindeligt, er det?” Spørger hun, og rører ved mit hår. Jeg trækker mig et par centimeter væk fra hende. Da jeg ikke svarer, løfter hun bare på skuldrene, og ser væk.

“Hvorfor befinder du dig her?” Spørger hun så, som om vi er gamle bekendte. Jeg har egentlig ikke lyst at svare. Faktisk vil jeg helst have, at hun bare lader mig være i fred, men jeg ender alligevel med at give hende forklaring.

“Jeg er løbet væk hjemmefra.” Sukker jeg. Jeg burde ikke sige mere, men hendes nysgerrige øjne hiver ordene ud af munden på mig. “Jeg kunne ikke holde min tyranniske fader ud længere.” Vreden der vælder op i mig, får mine øjne til at knibe sig sammen. Alt ved ham får mig til at væmmes. Den måde han taler på, den måde han kigger på andre, den måde han tror, han er mere værd end enhver anden, og værst af alt, den måde han forventer ting af mig. Jeg kigger ned i jorden. Vi er ikke ens. På ingen måde er jeg som ham.

“Han er… er… modbydelig, og grusom, og… afskyelig,” jeg spytter ordene ud, som var de gift på min tunge “...og ethvert andet ord du kan finde på, når du tænker på den mest forfærdelige person, du nogensinde kommer til at møde.” Hvæser jeg. Det føles skønt, at sætte ord på tankerne der har hobet sig op, i så mange år. Alba siger ikke et pip. Hendes øjne hviler blidt på mig, og jeg kan mærke hendes empati gennem dem. Vi sidder i stilhed, indtil hun rejser sig.

“Der ventes på mig, og jeg vil ikke urolige mine venner, hvis det ikke er nødvendigt.” Siger hun myndigt. Hun virker meget ældre end hun er, men det er vel hvad et liv på gaden, gør ved en. Jeg nikker forstående. Hun bliver stående et øjeblik. “Du kunne komme med hvis du vil. Vi er alle hjemløse i rottereden. Der er trangt, men plads til en til hvis du mangler et sted at sove.” Hun smiler til mig og forklarer kort, om den nedlagte fabrik hun og en flok børn har indtaget og navngivet rottereden. Jeg lader tanken svæve i mit sind et stykke tid. Rart ville det være, men smart er det ikke. Min sult er større end mit behov for selskab og varme. Jeg ryster på hovedet.

“Er du nu sikker?” Spørger hun.
“Ja. Det går ikke.”
“Så ser det ud til jeg stadig skylder dig…”
“Hvad mener du?”
“Du hjalp da der var nogen efter mig, ikke sandt? Derfor står jeg i din gæld. Jeg er en person, der altid betaler sin gæld. Hvis du nogensinde får brug for noget, skal du bare sige til!” Proklamerer hun, med en bestemthed, som om chancen for, at vi støder ind i hinanden igen, er tilpas stor. Med et smil, ser jeg hende forsvinde ud fra under broen.

Helt ene og alene kryber jeg sammen, og mærker hvordan, mørket bliver tykkere. Kulden omfavner mig igen og søvnen indhenter mig snart. Alt bliver sort.

 

Mistænksomt åbner jeg det ene øje på klem. En mørkelig fornemmelse får det til at sitre i nakken, og giver mig myrekryb. Jeg sætter mig op med et sæt, og genkender straks følelsen. Med en energi jeg ikke vidste, jeg endnu besad, springer jeg op, og begynder at løbe. Det er stadig mørkt, og det er ikke blevet varmere i løbet af den nat, der er gået. Jeg lægger mærke til, at himlen er skyfri. Det sænker mig kun, men jeg kan ikke lade være med at se mig over skulderen. Rigtigt nok får jeg hurtigt øje på silhuetter i skyggerne, der bevæger sig imod mig. Jeg spæner derud af, mens jeg prøver på ikke at snuble over mine egne fødder. Gaderne er tomme, der er ikke så meget som en ensom baggårdskat i nærheden. Måske er det her det ender - skabningerne får fat i mig, og slæber mig tilbage til palæet. Mine skridt mister fart, som mit mod svigter mig, og min indsats begynder at virke ubetydeligt. Jeg havde vel altid den tanke liggende i baghovedet, at det kun ville blive et kort oprør. Jeg er for svag til at vinde over ham. Han er trods alt, den der holder i magten af en grund. Mit forsøg på at stikke af fra min skæbne var aldrig mere end just det - et forsøg. Han sidder med alle kortene på hånden. Det er ham, der styrer spillet og bestemmer reglerne. Jeg er blot en spillebrik blandt tusinder.

     Selvom jeg har opgivet, kan jeg ikke få mine ben til at standse. De insisterer på, at det ikke helt er overstået, og jeg kommer til at tænke på noget, min moder engang sagde: “Det er altid mørkest lige før daggry,” og som om solen har læst mine tanker, kan jeg ane de første stråler i kimingen. Solen tænder et lys inde i mig, og sammen med den, vender håbet tilbage. Jeg lader mit blik falde hen på væsnerne i skyggerne. Hvis jeg kan holde ud lidt længere, vil lyset tvinge dem i knæ, og forvandle dem til en støv, som vinden kan tage med sig langt væk. Jeg selv vil også tage skade, men jeg kan holde til mere end dem. Der kan ikke vare længe nu. Folk er begyndt at vrimle rundt i de kølige gader. Jeg drejer ned af en af gaderne. Den ender i en blindgyde. Jeg glider ned ad muren, og først da mærker jeg, hvor medtaget jeg er. Min krop nægter at fortsætte, min energi er brugt op. En stærk hunger knurrer inden i mig, og mit væsen er på randen af sult. Kuldegysningerne forårsaget af skygge-skabningerne er hørt op, og en lettelse breder sig over mig. Jeg kan hvile uden at frygte de vil tage mig. Den ætsende lyd af mit kød der langsomt bliver stegt af solen, nænner jeg ikke, for den bliver overdøvet af den fred, der truer med at tage mig med til den næste verden. Det sidste jeg ser, før mit syn svinder hen, er store, runde, blå øjne, der bærer et bekymrende blik, der slet ikke hører til i det ansigt. 

 

Ord kan ikke beskrive, hvor massivt mit hoved dunker, med en sådan intensitet at det tager pusten fra mig, det øjeblik min bevidsthed vender tilbage. Gispende efter vejret prøver jeg desperat at trække luft ned i mine lunger. Jeg bemærker en tilstedeværelse udover min egen, og føler mig bedre tilpas, da en hånd tager fat i min, og giver den et forsigtigt klem. Jeg erindrer natten der gik, skabningerne der var efter mig, og hvordan jeg må have besvimet af sult ude i solen, der brænder min slags langsommeligt til aske. Sagte hvisker en stemme til mig: “Du skal ikke være bange. Jeg er her. Du skal nok komme dig, og indtil da vil jeg passe og pleje dig og se til dine skader. Hvil dig nu.” Overbevist om at en engel er kravlet ned af stigen fra paradis for at sørge for mig, gør jeg som stemmen siger, og falder snart efter i søvn.

 

Alt er sløret. De skriger ikke. De siger ikke en eneste lyd. De dør lydløst, da jeg slagter dem i deres søvn, og fortærer deres sjæle. En efter en slubrer jeg deres liv i mig, og føler hvordan, mit væsen langsomt bliver fyldt. Jeg har sultet så længe. Afholdt mig fra at dræbe og fortære og myrde. Mine sår heler, men det stopper ikke smerten, der skærer mig som en kniv i hjertet. Hvis jeg kunne, ville jeg straks holde inde, men min krop parerer ikke ordrer. Det er mig, men på samme tid er jeg en helt anden. Jeg fortsætter blodtørstigt med at angribe alt levende omkring mig. Det er så tilfredsstillende. Jeg kunne nøjedes med at suge deres sjæle ud gennem munden på den traditionelle måde, men min sult ligger så meget dybere end det, og at lugte blodet og flå kropsdele fra hinanden er simpelthen fyldestgørende. Stop. Jeg bider ned i noget saftigt, og efterlader bidemærker i knoglerne. Det er nok nu. Jeg slikker blodet i mig fra en livløs krop. Ikke mere. Min tørst er ikke slukket endnu. Lad være. Der er nogen, der gemmer sig, jeg kan lugte hende. Der er én tilbage. STOP! Jeg må have fat i hende. Hvor er hun?

 

Noget indeni mig er knust. Mit tøj er gennemblødt af rødt, klistret blod, og jeg ligger helt stille på gulvet af den gamle fabrik. Jeg stirrer ned af mig selv med et rædselsslagent udtryk limet fast i ansigtet. Det jeg lige har gjort, er alt det, jeg har kæmpet så længe for ikke at gøre. Jeg har levet af så få sjæle som muligt, for at slippe for at dræbe mennesker, men min sult har indhentet mig, og overfaldt mig da jeg var svagest, og havde allermest brug for styrke. Jeg blinker en enkelt gang, og lader derefter mine usynlige tårer trille ned af mine kinder. Jeg kan ikke græde, det kan dæmoner ikke. Vi kan så meget andet, men græde er ikke på listen, over ting der gør sig muligt. Jeg glemmer alt om den overlevende. Jeg kunne lugte hende da jeg var i min anden form, men nu stinker der bare af blod og død. Den død jeg er skyld i.

Myrekrybene begynder at vende tilbage ned langs ryggen af mig. Det tog dem ikke længe, at snuse sig frem til alt blodet jeg har spildt, og de er tæt på, men mine lemmer er følelsesløse.

“Hvis man vil have noget gjort, må man gøre det selv." Han sukker. "Sikke et rod du har forårsaget.” Stemmen er kold. Jeg skubebr min krop op i en siddende stilling. “Er du stolt over det?” Manden træder nærmere med sit følge af skabninger og andre dæmoner efter sig. Han sætter sig på hug over for mig, tager fat i min hage, og tvinger mig til at se ham i øjnene. “Prøvede jeg ikke at fortælle dig det? Det her er hvad, der sker når, man spærrer sit bæst inde bag tremmer i for lang tid. Når det bliver sluppet løs, går det på rov, og fortærer alle på sin vej. Du ville have frelst flere, hvis du bare fodrede bæstet da det blev sultent, men næ nej. Det her er konsekvenserne.” Han bevæger mit hoved fra side til side. Jeg gyser ved synet af ligene. der ligger spredt ud over det hele. “Giver du op?” Han smiler. “Tager du frivilligt med tilbage?” Han griner af mig, giver slip på mit ansigt, og vender mig ryggen for at gå igen. Jeg bliver siddende på gulvet, trækker vejret i stød igennem mine sammenbidte tænder. Han ved allerede, at jeg ikke har tænkt mig at opfylde hans ønske om at følge i hans fodspor, når min tid kommer. Han ved at jeg vil kæmpe til den bitrer ende, ellers ville han ikke have slæbt så mange undersåtter med.

“Eller bliver dette vor endelige opgør? Du skal vide, at jeg ikke har tænkt mig at holde tilbage, og at jeg er nådesløs.” Han griner igen på den uhyggelige måde, der giver mig kvalme. Vaklende kravler jeg op fra gulvet. Styrken fra de sjæle jeg har indtaget, vokser indeni mig, som jeg gør klar til at angribe. Han stiller sig hen på sidelinjen.

“Det ved jeg.” Snerrer jeg, og som var det de magiske ord, springer flokken af skabninger og dæmoner frem. “Du er ikke den eneste, der kan manipulere med skygger!” Råber jeg, og lader menneske ligene omkring mig rejse sig og blive indhyllet i mørke. Jeg forvandler dem til mine håndlangere. De ligner min faders på en brik. De danner en mur omkring mig, der hurtigt brydes af de andre skabninger. Kampen bryder løs. Jeg ryster over hele kroppen, og tanken om at jeg udnytter de stakkels, uskyldige børn, føles i mit hjerte, som om nogen stikker mig med en dolk. Jeg kan ikke blive ved med at stå og se til, for der er flere af min faders undersåtter, end der er af mine skygge-skabninger. Lige i det tanken strejfer mit sind, kommer et sæt tænder flyvende imod mig. Jeg lader min venstre hånd forvandle til bæstet inde i mig, griber dæmonen midt i luften, og kaster ham ned i den anden ende af det store rum. Han lander med en knusende lyd. Det kribler under min hud, og jeg kan ikke holde fatningen meget længere. Bæstet overtager, og mit syn slører til. Det er mit instinkt, der styrer mine bevægelser, og det river og bider i alt, der kommer for tæt på.
     Min tidsfornemmelse er som mit syn - sløret. Om der går sekunder, minutter eller timer, er jeg ikke klar over, men mængden af væsner i rummet skrumper ind. Min fader står bare, og kigger på det der udfolder sig foran ham, men griber ikke ind. Der er ikke et eneste af de høje vinduer på siden af bygningen, der er intakt, og flere grå søjler er blevet væltet. De fleste huller i væggene er mit værk - huller jeg har kreeret ved at kaste med kløer og skabninger i vildskab. Der er ikke flere oprejste skikkelser tilbage, og jeg kaster blikket på min sidste forhindring - min fader.

 

Et blik der kan dræbe. Sådan et udveksler vi, og hadet flyder ud af os. Jeg tror ligefrem, at en fremmed person ville kunne fornemme foragten, der svæver i luften imellem os. Jeg har ikke megen energi tilbage, men jeg lægger knap mærke til, hvor udkørt jeg er. Alt jeg ser foran mig er ham, og kun ham.

“Sikke en trist slutning du får. Du kunne have opnået storslåede TING i vores verden, men du valgte menneskets side i stedet for din slægts, og det koster dyrt for vores slags. Jeg har ikke andet valg end at dræbe mit eneste barn, og min eneste datter. Sikke en tragedie, men du er alt for farlig en faktor til at jeg kan lade dig gå herfra i live.” Vrisser han fra den modsatte ende af rummet. Jeg skal til at gå løs på ham, da vi hører en lyd, der bryder vores øjenkontakt. Henne ved udgangen sidder Alba, den eneste overlevende fra min tidligere massakre. Jeg spærrer øjnene op i chok, jeg havde glemt, at der var andre tilstede. Der har været helt stille indtil nu. Hun kommer på benene i en fart, og fryser så på stedet. Mit blik vandrer tilbage til min fader, der straks reagere ved at løbe i retning mod pigen. Jeg følger efter så hurtigt jeg kan, og kaster mig over ham. Vi ender på gulvet med mig ovenpå ham, i færd med at rive hans øjne ud. Det går hidsigt for sig, og vi bytter pladser op til flere gange. Jeg får en særlig stor flænge i siden der vælter magtbalancen, og han tager overhånd. Han hamrer sine arme ind i siderne på mig, indtil jeg spytter blod. Da jeg er lemlæstet nok til, at jeg næsten ikke kan bevæge mig, giver han slip på mig, og fortsætter i mod Alba. Jeg skriger.

“Lad hende være! Rør hende ikke!” Men det er til ingen verdens nytte. Alba gør ikke noget forsøg på at flygte, og jeg ved, at det er min faders kraft der tvinger hende til at blive stående. Jeg forsøger ihærdigt at møve mig hen for at stoppe ham, men min krop kan ikke. Forfærdet ser jeg til, mens han suger sjælen ud af hendes krop. Skrigene der piercer natten, rammer mig helt inde i hjertet, og brænder sig fast. Et eller andet inden i mig rykker. At se min fader fortærer Albas sjæl lige for øjnene af mig, er dråben, der får bægeret til at flyde over. Med et sus af kraft jeg ikke vidste, jeg kunne mønstre, går jeg fuldstændig amok.

 

Resten kender jeg ikke til. Det næste jeg husker, er at vågne op med min fader liggende helt stille ved siden af mig - død. Og så er der noget andet. En sult jeg har følt før, men aldrig på den måde. Jeg ved, at jeg ikke er den samme dæmon, jeg var før jeg stak af hjemmefra, og at jeg aldrig vil kunne vende tilbage, til det liv jeg engang levede.


 

 

Epilog

Jeg er fri af de bånd, der bandt mig, men følelserne der i sin tid lokkede mig til at klippe dem over, er sporløst forsvundet. Jeg var så fuld af håb. Håb som jeg nu ser, var idiotisk at holde fast i. Jeg var tåbeligt overbevist om, at jeg ikke behøvede at være som ham og alle de andre. At der fandtes en måde, hvorpå jeg kunne leve uden at skade mennesker, men jeg ved bedre nu. Det blodbad jeg skabte den nat, var som en åbenbaring. Det stod pludseligt krystalklart for mig, at jeg intet andet er end mig selv - en djævelsk dæmon. At det tog mig så lang tid at indse, hvor rigtige hans ord var, ærgrer mig inderligt. Ikke at jeg mener noget godt om ham, jeg hader ham stadig som ind i helvedet, men han havde nogle få visdomme at dele ud af. Det var uundgåeligt.

     “Det er ikke fordi, at du kan ændre på det ved at benægte det. Indrøm det. Indrøm det nu bare. Det ligger dybt inde i dig. En ondskab du ikke kan flygte fra. Ligemeget hvad, så skal du nok blive hvad du er født til.”

 

 

 

Isabella C. J. Haugeby

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...