En verden i krig - Begyndelsen

Ella er menneske, men har altid følt sig lidt anderledes. Hun er meget empatisk og bor pt. sammen med Sarah og Eva, som hun endnu ikke kender så godt, men som hun synes rigtig godt om. Hvad hun ikke ved er, at de begge er overnaturlige væsner, som bringer hende i stor fare, da Amerikas præsident beslutter sig for at udrydde alle overnaturlige væsner - med begrundelsen at han ønsker at skabe en bedre verden. En aktion, der hurtigt udvikler sig til direkte borgerkrig, hvor alle kæmper mod hinanden, og hvor ingen synes at være vindere. Ellas eneste ønske er at klare sig igennem de kaotiske tilstande, helst med livet og sine nærmeste i behold, men ingen kan vide sig sikker i en verden i krig.

3Likes
2Kommentarer
366Visninger
AA

3. 2. Kapitel

 

Dennis virker chokeret over kysset, hvilket selvfølgelig chokerer mig. Åh gud, jeg må have misforstået situationen fuldstændig for at gøre noget så åndssvagt som det her. Det er bare så typisk mig. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv længere. Det bliver værre og værre. Jeg har virkelig ingen situationsfornemmelse.

Det næste, jeg ved, er, at det svimler for mine øjne, min mave slår en uventet koldbøtte, og jeg pludselig ligger på ryggen på sofaen med Dennis oven på mig.

Jeg gisper forskrækket. Wow, han er hurtig! Så bevæger hans læber sig mod mine, og det er umuligt at tænke sammenhængende efter det. Følelsen af hans vægt og intensiteten i hans blik kortslutter de resterende hjerneceller, og jeg kan ikke andet end at reagere på hans nærhed. Mine arme finder automatisk vej rundt om ham, usikkert søgende op under hans T-shirt, og varmen fra hans hud får det til at summe i mine fingerspidser.

Det bliver ikke bedre, da han med sin ene hånd griber fat i mit hår, så han kan vinkle vores kys på bedste vis. Hans anden hånd tager lettere hårdhændet fat i mit lår, hvorefter han guider mit ben op om sin hofte. Den direkte kontakt mellem os er næsten nok til at få mig til at skrige. Eller måske bare stønne. Faktisk tror jeg, at jeg allerede klynker en lille smule, og et kort sekund vender fornuften tilbage. Hvis nogen kommer ned i nærheden af os, vil musikken være dæmpet nok til, at de vil kunne høre mig. Jeg er nødt til at være stille.

Lettere tænkt end gjort. Alle mine sanser er under angreb, og kombinationen af hans deodorant blandet med duften af ham, smagen af hans læber, der tyder på, at han kan lide Mentos, og så selvfølgelig alle berøringerne – alt i mig føles, som om en elektrisk strøm er blevet tilkoblet uden at have en vej ud igen eller en funktion, og jeg er bange for at brænde inde med al den overskydende energi.

Rastløse bevægelser. Hans ophidselse, der tydeligt presser ind mellem benene på mig. Jeg kommer lige engang imellem nok op til overfladen til tavst at skrige af glæde over, at jeg er endt sammen med Dennis. Min Dennis. Den Dennis, som jeg har drømt om siden starten af 1.g, og hvor alle andre piger heller ikke kunne tale om andet end ham. Hvordan er det lige sket? Hvad har jeg gjort for at være så forbandet heldig? Så dykker jeg ned i begæret igen, fuldstændig i mine følelsers vold, men jeg har aldrig været mere ligeglad. Om det så kun er for dette øjeblik, så vil jeg altid kunne sige, at jeg endte sammen med min drømmefyr. Jeg forventer ikke mere end det her – alligevel er jeg lykkelig.

Halvfebrilsk og næsten helt desperat åbner jeg mine læber og lader min tunge kærtegne hans underlæbe i et forsøg på at gøre vores kys dybere. Han overrasker mig ved at stønne ved kontakten, hvorefter hans hofter begynder rytmisk at bevæge sig let frem og tilbage. Han presser sit underliv ind mod mig, så jeg ikke kan forhindre endnu et klynk i at trænge ud. Vores vejrtrækninger er hektiske, og selv Dennis virker opslugt af vores øjeblik.

Alligevel er han den første til at reagere på de skridt, der nærmer sig fra fællesområdet, fra selve festen. Vi stivner begge to, mig udelukkende som reaktion på, at han gør det, hvorefter vi begge forsøger med mere eller mindre held at kontrollere vores ret så højlydte ind- og udåndinger. Ingen af os har lyst til at blive opdaget på det her stadie af kyssesessionen, og det er tydeligt, at enhver afbrydelse vil være pinlig for os begge. Det er svært ikke også at begynde at overveje, hvorvidt han egentlig er interesseret i at blive set sammen med sådan en som mig. Måske er det noget, han vil gå til yderlighederne for at skjule. Jeg må også hellere indrømme over for mig selv, at jeg ikke ligefrem har fulgt så meget med i sladderen på det sidste. Måske har han allerede en kæreste?

Det er ikke noget, som jeg har lyst til at tænke for meget over. Som den fremmede går i gang med at halvråbe i sin mobil og forsøge at forklare, at han altså ikke har haft sex med en anden, forsøger jeg at distrahere mig selv og måske også lidt Dennis. Jeg lader derfor langsomt min tunge slikke hans ene øreflip, inden jeg bider let i det. Noget jeg aldrig har prøvet før, men som jeg læste om i et eller andet blad engang.

Jeg forventer ikke nogen reaktion, så at Dennis nærmest ufrivilligt støder hofterne frem igen og skaber direkte kontakt med området mellem mine ben er lidt af en overraskelse. Al luft forlader os begge, og mit efterfølgende suk er lige ved at afsløre os. Det er jeg sikker på. Hele min krop bliver endnu mere anspændt, og jeg opsluges af de to modsigende følelser, hvoraf det ene er ønsket om at forblive skjult fra den råbende idiot, den anden er længslen efter en gentagelse af den bevægelse, som jeg stadig kan mærke lidt for tydeligt. Desværre for mig bliver Dennis bare liggende, hvor han er, og det er ved at drive mig til vanvid. Selv om jeg ikke er selvsikker nok til at forsøge at forføre ham sådan rigtigt, håber jeg, at han har tænkt sig at gøre mere end bare det her. Jeg har brug for, at han gør noget mere.

Telefonsamtalen afsluttes. Fyren virker nu endnu mere rasende, og det mener jeg ikke kun, fordi han har brugt flere minutter på at svine nogen i telefonen til. Det kan høres på hans aggressive skridt, slaget ind i et skab og den efterfølgende cigaret, der bliver antændt i området. Kald mig bare regelrytter, men hold nu op hvor jeg hader, når folk bryder reglerne på den måde. Der er en grund til, at man ikke må ryge indenfor, og hvad pokker har det skab lige gjort ham?

Dennis distraherer mig ved at bevæge hofterne igen, og han har øjeblikkeligt min fulde opmærksomhed. Ikke at der har været noget tidspunkt, hvor han ikke har haft den. Det her er trods alt Dennis. Hans navn, ansigt og drømmene om ham ligger altid lige under overfladen og følger mig rundt, uanset hvor jeg er. Han er nærmest en besættelse for mig, og nogle dage føles det, som om han er den eneste grund, jeg har, til at stå op. Bare det at gå gennem gangene på gymnasiet gør mig til et stort nervebundt, fordi der er en lille bitte chance for at støde på ham. Se hans smil, glimtet i hans øjne og håbet om en gentagelse af den ene gang, hvor hans løse bukser havde brug for at blive bundet i livet, og hvor han løftede op i sin T-shirt og flashede sine fantastiske mavemuskler. Suk.

Vi er alene igen. Jeg skyder mit underliv op mod ham, og han kvitterer ved at stønne lavmælt ind i mit hår. Hans varme ånde mod min hals får så mig til at sukke, inden det også bliver forvandlet til at støn, da han griber hårdt fat i mine hofter og mere målrettet begynder at gnide sit underliv mod mit igen. Åh, altså. Det her er så afgjort min version af himlen.

Jeg føler mig tom. Jeg har brug for at mærke ham indeni mig. Jeg er alt for våd, pinligt våd og priser mig faktisk lykkelig over, at han ikke ved hvor meget. Mit skød brænder. Elektriciteten, som bevæger sig overalt igennem min krop, får mig til at miste ethvert greb om virkeligheden, jeg kan have haft. Jeg kan igen ikke længere tænke sammenhængende, kun føle, og jeg er nødt til at minde mig selv om, at det her sikkert er en engangsting, som jeg er nødt til at huske. Han har i hvert fald aldrig set i min retning før nu, og det her er helt sikkert mere held end egentlig forstand. Kemi – måske. Bekvemmelighed – højst sandsynlig.

Vores læber mødes igen, og jeg sukker henført, mens jeg byder hans mund velkommen – indtil han bider mig. Jeg spjætter halvchokeret, fordi der ikke bare er tale om et eller andet let kærlighedsbid, som det der altid bliver beskrevet i romanerne. Dennis har lige bidt mig så hårdt i min underlæbe, at jeg kan smage blod! Og som om det ikke er underligt nok, lader det til at ophidse ham. Han virker til at være ude af stand til at forstå, at det ikke er helt okay med mig, og da jeg forsøger at trække mig tilbage, følger han efter mig.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange på et døgn, jeg normalt forestiller mig, hvordan det vil være at kysse med Dennis. Min fantasi smider mig altid i alle mulige retninger, men klart nok er virkeligheden fuldstændig anderledes. Jeg har heller aldrig forestillet mig, at vores kys kunne ende ud i bid, men sådan er det vel altid med fantasier. De er og bliver fantasier, mens virkeligheden overrasker, chokerer og til tider skuffer. Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om det hele. Det er faktisk lidt sårende, at han har gjort noget mod mig, som gør ondt. Jeg føler mig afvist på grund af det, selv om han stadig kysser mig.

Han lukker sine læber om min underlæbe, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg næsten kunne tro, at han sutter på den. Måske forsøger han at råde bod på sit bid? Det svider stadig, men ikke længere så slemt, og jeg kan heller ikke længere smage blod. Det er et godt tegn, ikke?

Så stivner Dennis pludselig oven på mig, og for første gang længe, går det op for mig, ser vi hinanden direkte ind i øjnene. Udtrykket i hans blik er umuligt at læse. Det er en blanding af alt muligt, hvoraf oh shit godt kunne være det mest fremtrædende. Jeg kniber let mine øjne sammen og forsøger at smile et lille, nervøst smil op til ham, men hans ansigtsudtryk forvandles pludselig til en vagtsom maske – indtil det rammer min underlæbe, der igen er begyndt at svide lidt.

”Du er nødt til at glemme det her,” får han så forpustet frem, mens hans øjne bevæger sig ubeslutsomt frem og tilbage mellem mine og min underlæbe. Jeg kan virkelig ikke aflæse ham, hvor gerne jeg end ville. ”Shit, jeg kan ikke fatte, at jeg bed dig. Undskyld! Glem det,” beder han mig så inderligt, mens vores øjne er fastlåste i hinandens igen.

”Glemme det?” Min stemme er ikke mere end en luftig version af den normale. Jeg forsøger at virre lidt med hovedet i håb om, at jeg kan finde mine tanker igen, men det går ikke så godt. Han dufter så dejligt, og selv om det er en duft, der bruges af mange af drengene her på stedet, vil den helt sikkert fremover kun minde mig om ham. Desuden er den blandet med lugten af hans sved, der virkelig burde frastøde mig, men som kun giver mig lyst til at gribe fat i ham og aldrig give slip igen.

”Det her burde aldrig være sket.” Han ser på mig med sammenknebne øjne, der kun understreger, hvad jeg allerede ved. Jeg er ikke hans sædvanlige type. Han har allerede fortrudt, at han har kysset mig. Ikke at jeg kan klandre ham, for jeg er virkelig ikke noget specielt. Det er han langt fra den første fyr til at fortælle mig, men netop fordi det her er Dennis, bliver afvisningen bare så meget sværere at klare. Modsat dengang med Sune er jeg ikke i stand til bare at trække på skuldrene og bevare min værdighed. Tårerne begynder allerede nu at presse sig på, selv om der jo ikke er noget videre overraskende i udviklingen af aftenen.

Snart vil jeg kunne være taknemlig for alt det, som han har givet mig af sig selv, hvor lidt det så end er. Jeg ved, at jeg vil kunne tænke tilbage på denne aften, og den vil blive husket som én af de bedste i mit liv.

Det er bare ikke dér, jeg er lige nu.

”Nej, jeg ved det godt,” får jeg frem, ude af stand til fortsat at se ham i øjnene. Jeg har aldrig været så stolt af mig selv, som da jeg planter mine håndflader mod hans spændte mavemuskler og skubber nok til ham til at få ham til at sætte sig op ved siden af mig i sofaen.

Lettere febrilsk forsøger jeg at få styr på min frisure og mit tøj, selv om jeg ikke kan forestille mig, at nogen vil mistænke sandheden i den måde, som jeg ser ud på. Alle andre vil se på mig og enten mistænke mig for at være faldet i søvn et sted, at have drukket så meget at jeg har taget en tur i et buskads udenfor, da jeg ville forsøge at smugryge, eller måske vil de mistænke mig for at have scoret en intetanende 1.g’er, som endnu ikke ved, at man ikke får noget ud af at kysse lidt på mig i krogene, fordi jeg ”holder mig for god” til sådan noget som sex.

Ikke at andres mening betyder noget, men det er lettere for mig at fokusere på frem for det, der fylder alt andet. Nemlig smerten i mit bryst. Og så selvfølgelig Dennis, der endnu ikke har taget flugten. Det er egentlig lidt underligt. Han burde være stukket af, så snart jeg fattede hans budskab. Hvorfor er han her endnu?

”Hvad fanden er du?” Hans afdæmpede spørgsmål får mig endelig til at se over på ham, forvirret og usikker på, hvad han mener.

”Hvad jeg er?” Er han fuld? Det må han være, selv om jeg ikke kunne smage alkohol, da vi kyssede. Men det er en mere naturlig forklaring på, hvordan vi endte sammen, end at han ikke kunne modstå mig. Måske spørger han mig i virkeligheden om, hvad jeg hedder? ”Øhm jeg hedder Ella. Åh, og jeg er 3.b’er,” får jeg så frem, da jeg endelig indser, hvad han må have ment. Hold nu op, jeg er virkelig langsom her til aften, men tanken alene om hans kys sætter min puls fuldstændig i vejret, samtidig med at jeg er inderligt knust over, at han allerede har indset sin fejltagelse, og jeg aldrig igen kommer til at mærke hans beroligende og samtidig dybt ophidsende vægt ovenpå mig.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal have det lige nu. Skal jeg være skuffet over, at det var det? Eller skal jeg være taknemlig og lykkelig over at have fået så meget mere, end jeg nogen sinde troede, at jeg ville få? Åh, de her ambivalente følelser er ved at tage livet af mig!

”3.b’er?” Hans tonefald er lettere spottende, og jeg mistænker ham for at gøre nar ad mig. Hvorfor han skulle gøre det, ved jeg ikke helt. Måske var mit navn en slags oversharing for hans vedkommende. Populære og eftertragtede fyre behøver sikkert slet ikke at vide den slags detaljer om de piger, som de scorer i mørke afdelinger til fester.

”Jeg er nødt til at gå nu.” Jeg siger ikke mere. Rejser mig bare fra sofaen og forsøger at virke cool med, at vi lige har rodet rundt, men at det ikke ligefrem endte, sådan som nogen af os havde forestillet os. Jeg ved allerede, at jeg ikke skal sige noget til andre om det. Både fordi der sikkert ikke er nogen, som vil tro på mig, men også fordi der jo rent faktisk ikke er noget at dele. Jeg har i hvert fald ikke haft sex med ham her på skolen, sådan som det påstås af andre, at de har, og jeg hader, at jeg rent faktisk føler et jag af jalousi, selv om tanken samtidig giver mig kvalme. Måske skal jeg bare være glad for, at jeg ikke endte som endnu en i en uendelig række af scoringer.

Jeg føler mig så forbandet snydt … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...