En verden i krig - Begyndelsen

Ella er menneske, men har altid følt sig lidt anderledes. Hun er meget empatisk og bor pt. sammen med Sarah og Eva, som hun endnu ikke kender så godt, men som hun synes rigtig godt om. Hvad hun ikke ved er, at de begge er overnaturlige væsner, som bringer hende i stor fare, da Amerikas præsident beslutter sig for at udrydde alle overnaturlige væsner - med begrundelsen at han ønsker at skabe en bedre verden. En aktion, der hurtigt udvikler sig til direkte borgerkrig, hvor alle kæmper mod hinanden, og hvor ingen synes at være vindere. Ellas eneste ønske er at klare sig igennem de kaotiske tilstande, helst med livet og sine nærmeste i behold, men ingen kan vide sig sikker i en verden i krig.

3Likes
2Kommentarer
418Visninger
AA

2. 1. Kapitel

 

Festen har været i gang i to timer, da jeg mister min bff, Anja, af syne og pludselig befinder mig alene på dansegulvet – hvilket er pinligt! Ikke at det går op for mig lige med det samme. Jeg har en eller anden latterlig tendens til at lukke øjnene, når jeg bevæger mig til musik, så derfor ved jeg heller ikke, hvornår eller hvorhen hun er forsvundet. Hvorfor fanden har hun ikke sagt noget eller prikket til mig? Hun ved, at jeg forsvinder ind i musikken! Det er virkelig lavt.

Som jeg endelig åbner øjnene rigtigt og forsøger at komme ud af min trance, går det op for mig, at andre allerede er begyndt at hviske, fnise og sladre om, at der står en sikkert fordrukken 3.g’er midt i plenumområdet og skaber sig helt alene – fordi ingen andre gider at danse med hende. Selv hendes såkaldte veninde har jo forladt hende.

Måske overdriver jeg. Eller også skal jeg bare se at komme væk herfra hurtigst muligt og forsøge at glemme alt om, hvor meget den her oplevelse får mig til at rødme og minder mig om alle de andre gange, hvor Anja har gjort noget lignende mod mig. Hvornår lærer jeg at være lidt mere til stede? Det der med bare at lukke af for alt andet for så først at dukke op til overfladen igen på et senere tidspunkt? Argh, jeg er simpelthen for dum. Og flov. Glem endelig ikke flov.

Mit dansestop er måske nok lidt abrupt, men hvad pokker. Dem der danser til venstre for mig vil i det mindste ikke ænse det. De lader til at have befundet sig i baren i timer, inden de bevægede sig herud, og måske er det i virkeligheden slet ikke mig, folk kigger sådan på, men dem. Ha, ja, det må det da være. Hvorfor skulle nogen interessere sig for mig og for, hvorfor jeg danser alene? Jeg er ikke særlig bemærkelsesværdig.

Min lettelse er kortvarig. Som jeg nærmer mig kanten af dansegulvet, møder jeg de her fantastiske blågrønne øjne, som jeg har drømt om i over to år nu. Det er første gang i tre måneder, at det blik er rettet direkte mod mig, og ja, jeg er ynkelig nok til at vide præcis, hvornår det sidst skete. Noget der som altid sætter min puls godt i vejret, får mig til at tabe vejret samt gør mig alt, alt for selvbevidst. Især fordi de lader til at grine ad mig, som jeg går forbi, og hvis jeg var rød i hovedet før, er det intet imod, hvordan jeg føler mig lige nu. Mine hænder ryster oven i købet!

Jeg føler mig dum. Latterlig. Malplaceret. Hvis jeg ikke havde haft Anja i de første to år på gymnasiet, ville jeg ikke ane, hvordan jeg skulle være kommet ud over min forfærdelige evne til at plapre ud med alle de mest idiotiske ting, før jeg får tænkt mig om. Ikke at jeg helt er blevet kureret for det, men med Anja til at dække over mig, har det været noget nemmere, end jeg havde regnet med. Jeg har rent faktisk en fast, lille omgangskreds, som jeg hænger ud sammen med foruden to skønne room mates. Det er stort!

Bortset fra at jeg ikke kan finde nogen af dem, og min evige betagelse af Dennis nu er blevet en blandet fornøjelse, der fremover også vil inkludere mindet om, hvor meget han (muligvis) morede sig over min enedans. Fuck! Hvorfor sker det her altid for mig? Hvorfor kan det ikke bare den her ene gang ske for Anja eller endnu bedre – en hvilken som helst anden person, som ikke behøver at være mig. Jeg simpelthen hader den her nederlagsfølelse, som desværre lidt for tit er en del af mit liv.

Kan det tænkes, at Dennis bare har grinet ad noget, som hans venner fyrede af? Åh gud, det håber jeg, men jeg ved det ikke, og det piner mig uendeligt.

Da jeg ikke finder nogen af de andre ved at gå gennem kantinen, de to gange med oplyste toiletter, plenumområdet med dertilhørende dansegulv og band samt indgangsområdet, hvor rygerne holder til lige udenfor, er jeg tæt på helt at give op. Det nytter tilsyneladende heller ikke at forsøge at ringe Anja op. Ikke at jeg egentlig når at gøre forsøget, for som jeg roder i min håndtaske, støder jeg på hendes mobil før min egen. Hvad kan jeg sige? Hun ønskede ikke at have noget at slæbe på, og da jeg alligevel havde tasken fremme, kunne jeg lige så godt passe på mobilen for hende. Det er sådan noget, man gør for sin bedste veninde, ikke? Hun ville sikkert også gøre det for mig. Engang. Måske. Desværre er hun bare ikke typen, der så tit går med taske.

Jeg sukker meget dybtfølt, udelukkende fordi jeg ved, at musikken vil forhindre alle andre i at høre det. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre nu. Hvad dælen skal jeg lige stille op med mig selv? Det vil sikkert virke lettere desperat, hvis jeg tager den præcis samme rute rundt igen, fordi jeg gerne vil finde de andre, but what to do? Hvis jeg bliver stående alene et sted, mens jeg spejder alt for meget rundt … jeg tror ikke, mit selvværd kan klare flere nederlag lige nu.

Hvad der egentlig får mig til at gå ned ad den gang, som lader til at være komplet affolket, og hvor musikken er afdæmpet, loftslysene nærmest ikkeeksisterende og som den eneste af fire gange er den eneste uden en eller anden form for aktivitet, ved jeg ikke. Jeg føler, at jeg har været alle andre steder, og jeg husker et år til en fastelavnsfest, hvor Anja og jeg fik nok af larm, smugrygere og fulde mennesker. Vi trængte til at være alene og endte nede ad denne gang. Måske er det det, der er sket igen, og hun sidder hernede sammen med de andre. Og ja, jeg er vist slet og ret den evige optimist, men man kan jo altid håbe. Hvor pokker kan de ellers være gået hen?

Det er faktisk lidt underligt, at der ikke er andre, der benytter gangen lige nu. Jeg når helt ned for enden samt får tjekket denne afdelings toiletter, inden jeg giver op og accepterer, at jeg er nødt til at placere mig selv et eller andet strategisk sted, så de andre måske kan finde mig. Lige nu går tiden alt for langsomt, men hvis jeg er heldig, kan jeg måske finde nogen, som kan hjælpe mig med at få tiden til at gå lidt hurtigere.

På den anden side … Gangen er øde, hvilket betyder, at der ikke er nogen til at se skævt efter mig over, at jeg er helt alene. Her vil jeg kunne være mig selv, og som jeg står og tøver, går det op for mig, hvor meget jeg har brug for en pause fra det hele. Det er så meget mere tiltrængt, end jeg troede, så da jeg igen når frem til det mindre fællesareal med gammeldags stationære computere og slidte, men komfortable sofaer, beslutter jeg mig for at crashe i den nærmeste sofa og bruge min mobil som en glimrende undskyldning for at blive lidt. Måske vil jeg så om ti minutter kunne gå direkte ud i plenum og finde bare én af de andre.

Facebook er som altid en glimrende kilde til informationer, når det kommer til gymnasiefesterne, og for en gangs skyld bliver jeg opdateret, mens det hele står på. Det er ret trist egentlig, at jeg får mere ud af festen ved at sidde alene med min mobil, end ved at være rigtigt til stede ... det undrer mig også lidt, hvor mange der opdaterer deres profiler løbende, mens jeg sidder og læser med. Ikke at jeg kan dømme dem. Min profil er fyldt med billeder af Anja og mig, der gør os klar til festen. Det er bare sådan, det er. I det mindste er vores fjollebilleder taget i ædru tilstand, hvilket er mere, end man kan sige om en del af de andres.

Afdæmpede skridt får mig til at se op og skynde mig at få mobilen vendt, så vedkommende ikke kan se, at jeg sidder på Facebook. En ting er at søge et øde sted hen for at få ro til vigtige opkald, venner i krise osv. At sidde alene for at glo på, ja ligefrem stalke folks profiler – det er langt ude selv for mig. Jeg ser kort op med intention om at virke travlt optaget igen med det samme, men til trods for mørket går det op for mig, at det er ham, der kommer imod mig. Det er Dennis, og han er også alene. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har fantaseret om lignende scenarier op til hver evig eneste fest i de sidste to år. Selv fester der ikke har noget med gymnasiet at gøre får en fantasi eller to med på vejen. Og måske er det ikke kun fester, jeg har forestillet mig at møde ham tilfældigt ved. Strandture, strøgture, biografture … you name it. Hvis jeg har planer om at skulle nogen steder hen, har jeg sikkert haft en fantasi om at møde ham dér, og nu befinder vi os helt alene med kun få meter imellem os, og suget i maven er så voldsomt, at jeg ved, det vil give mig store problemer med at opføre mig naturligt. Mine håndflader er allerede på vej til at blive svedige, og varmen er tilbage i mine kinder.

Hans smil får suget i maven til at forvandle sig til en sværm af sommerfugle, og det er lige før, at det helt sortner for mine øjne. Sådan noget her sker normalt aldrig for mig, og hvis det gør, ligesom nu, kan man være helt sikker på, at jeg nok selv skal finde en måde at få det hele smadret på. For eksempel ved ikke at være i stand til at smile tilbage, men bare stirre løs på hans mørkebrune hår, der er lidt for langt, smilehullet i den ene kind, de regelmæssige tænder, der gør hans smil endnu skønnere, for slet ikke at nævne hans muskuløse overarme, der ikke er skjult af andet end en kortærmet, sort T-shirt, der sidder stramt nok til at vise, at det ikke kun er hans overarme, der er markerede.

Og så er der hans særprægede øjne i den der blågrønne farve, som jeg aldrig har set nogen andre steder. En farve som skifter alt efter hvilken farve tøj, han har på. Når han for eksempel har blå på, bliver hans øjne næsten samme farve, mens de virker fuldstændig grønne, når han har den her bestemte mørkegrønne sweater på i vintermånederne. Når han som nu har sort på, bliver øjnene sådan en skøn blanding af begge farver, som jeg føler, at jeg kan drukne i. Ligesom tonsvis af andre piger her på gymnasiet.

”Er det okay, jeg slår mig ned her?” Hans stemme har sådan en hæshed, som jeg altid har fundet ekstrem tiltrækkende. Altså når jeg tilfældigt er kommet forbi ham og har hørt ham tale med sine venner. Ikke at vi nogen sinde har talt sammen før. At han overhovedet taler til mig nu … det er helt ubegribeligt.

Jeg forsøger at svare, men kan naturligvis ikke finde min stemme, så jeg fortsætter med at være underlig og stirrer op på ham med store øjne, fuldstændig tør i munden. Hans smil når nu igen de flotte øjne, der hjemsøger mig i drømme.

”Med mindre du venter på en anden?” Hans spørgsmål er logisk nok, så jeg skynder mig at ryste på hovedet og rømme mig i håb om, at det måske kan få gang i mit stemmebånd igen.

”Jeg venter ikke på nogen,” svarer jeg lidt for hurtigt og fortryder øjeblikkeligt. Hvor dum har man lige lov til at være? Her gav han mig alle tiders chance for at virke normal, men næh nej. Jeg buser ud med, at jeg er en weirdo, som foretrækker at gemme mig til fester, og som oven i købet ikke engang kan finde ud af at sætte flere ord sammen til nogen lunde intelligente sætninger. Hvor jeg dog bare hader mig selv nogle gange.

Hans smil breder sig, og hvis jeg ikke allerede havde hjertebanken, ville det nærmest ulveagtige smil bestemt have resulteret i det. Da han så vælger at sætte sig i samme sofa som mig til trods for, at der er hele to andre ubenyttede sofaer i gruppen, er det lige før, at jeg får åndenød. Han er så tæt på! Tættere på end nogen sinde før, hvis man ser bort fra en enkelt gang, hvor vi passerede hinanden i en døråbning, hvilket næsten resulterede i, at jeg snublede over mine egne fødder. Thank God, han allerede var ude og ikke så mig snuble rundt og nå at gribe mig selv inden den totale ydmygelse. Anja har mobbet mig med det lige siden!

”Godt. Se mig så dybt ind i øjnene,” fortsætter han og ser så direkte på mig, at jeg bliver gennemrystet af længsel. Det føles næsten, som om huden på mine kinder strammer til, nu hvor al blod tilsyneladende har tænkt sig at slå lejr i mit ansigt. Det prikker og varmer, og jeg hiver så højlydt efter luft, at jeg har lyst til at synke ned i jorden – eller måske bare tage flugten mod den nærmeste dør med lås på.

Ikke at noget af det forhindrer mig i at se ham ind i øjnene. En direkte ordre som den, han lige har givet mig, er uimodståelig, for nu vil jeg have mulighed for rigtigt at se ham, se dem, uden at skulle føle mig som en tåbelig, forelsket skolepige ... selv om det nok egentlig stadig er det, jeg er.

Forvirringen over hvorfor jeg skal se ham ind i øjnene får så lov til at komme langt længere nede på listen over tanker, der er værd at fokusere på. Jeg forstår det selvfølgelig ikke, og jeg er også skræmmende ligeglad. Som altid kan jeg kun tænke på ham, og uanset hvad han vil bede mig om, vil jeg nok følge ham – selv til verdens ende, skulle det blive nødvendigt. Så uimodståelig virker han på mig.

Det burde gøre mig flov, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er dybt åbenlys i mine mange følelser for ham. Mit desperate behov for at blive set, bemærket. Min altfortærende lyst til at blive rørt ved og at røre ved ham. Drømmen om at blive kysset. Ønsket om at finde en forbindelse, så min enorme ensomhed måske endelig ryger så meget i baggrunden, at det ikke længere føles, som om jeg er min egen ø, eller hvad pokker man nu siger. Alt det er han for mig. Nu banker virkeligheden så bare på. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at få spoleret den Dennis, jeg har opbygget så længe i mit hoved. Virkelighedens Dennis vil umuligt kunne leve op til alle mine drømme. Ikke at det lader til, at jeg har et valg.

Hans vejrtrækning bliver overraskende nok hurtigere. Næsten ligesom mit, og jeg følger hans brystkasses bevægelser, ind, ud, ind, ud, indtil jeg mærker hans ånde mod min overophedede kind. Det er vist på det tidspunkt, at jeg helt stopper med at trække vejret. Hans næste ord er endnu hæsere end normalt, og uden at tænke over det presser jeg mine lår sammen i automatisk reaktion på begæret, der overvælder mig så eftertrykkeligt.

”Nu sætter du dig på mine ben. Du vil huske det, som om vi har siddet sammen det meste af aftenen. Jeg er dit livs scoring.” Han smiler lidt anstrengt og skærer så en grimasse, som om han ikke ser sig selv som en fangst, men alligevel er nødt til at pointere det. Underligt. Jeg ved heller ikke lige helt, hvordan jeg har det med, at han nu fortæller mig, hvad jeg skal gøre, men måske er det bare hans facon? Hvad ved jeg egentlig? Jeg er stort set jomfru, og min begrænsede erfaring har aldrig resulteret i situationer som den her. Desuden har jeg været ret insisterende, når det kommer til at undgå sladder om hans tidligere erobringer. Intet smadrer ens illusioner som ens drømmefyr, der knalder rundt med alle mulige andre.

Efter et par store mundfulde luft, der skal forsøge at gøre godt for dem, jeg sprang over, forsøger jeg at svare, men det er næsten umuligt. Heldigvis lader det til, at jeg trods alt ikke er en viljeløs tøs alligevel, selv om jeg stadig ønsker at gøre alt for ham. Jeg har bare brug for mere, lader det til. Jeg er nødt til at vide hvorfor. Derfor spørger jeg ham også direkte, og han ser mildest talt chokeret ud.

”Hvorfor?” spørger jeg igen, allerede i gang med at fortryde, fordi han sikkert ikke vil give mig en chance for at være sammen med ham, hvis man stiller dumme spørgsmål undervejs. Jeg er bare nødt til at forstå, hvad han har gang i, hvis jeg skal lade ham sætte den fulde dagsorden. Også selv om det næsten tager livet af mig at ”afvise” ham for nu.

”Fo-fordi at øhm, altså det vil gøre det lett… bedre,” fremstammer han, og jeg har svært ved ikke blot at flytte mig over på skødet af ham og kaste mig over ham, sådan som jeg altid har drømt om at gøre. Problemet er bare, at jeg aldrig har gjort sådan noget som det her før. Jeg er fuldstændig på bar bund, er lettere klodset, især når jeg er nervøs som nu, og så har jeg en latterlig tendens til at træffe dumme beslutninger, når jeg bliver presset.

Måske er det også derfor, at jeg kort lukker øjnene og ellers bare lukker ned for al sund fornuft. Han har trods alt lige inviteret mig til at sidde oven på sig. Garanteret han vil byde mit initiativ velkomment. Derfor åbner jeg også øjnene igen og kaster mig ud i mit livs mest drastiske og vovede handling nogen sinde. Jeg læner mig hurtigt frem og planter mine læber oven på hans.

Sådan. Nu er det gjort. Jeg forventer bare ikke, at han reagerer så voldsomt, som han gør … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...