The newest Morgenstern ✖ Mortal instruments & One Direction

Mia Montez og hendes bedste ven Harry Styles skulle have en helt normal bytur, men alt blev forandret, da Mia og Harry så noget, andre normalt ikke kunne se. På gaden blev der udført et mord af mennesker på deres egen alder.
Mia Montez er bortadopteret, hun ved slet ikke, at hendes biologiske far, er Jason Morgenstar. Morgenstar er blot et dæknavn, så han ikke bliver sammenlignet med sin bror, Valentine Morgenstern. Mia er en skyggejæger, hvilket Harry også er. // med i 'Battle of the Fandoms' - konkurrencen // crossover mellem One Direction og Mortal instruments (efter filmen)

11Likes
6Kommentarer
1348Visninger
AA

5. 4 ✖ Jeg er en skyggejæger?

 

Hun lå i en lille vugge med det største smil på læberne med smukke brune øjne. Hun var glad. Hun havde hele livet foran sig, men vidste ikke, hvad der skulle til at ske. Hun kendte ikke rigtig til noget andet end glæden i livet, for hun smilede altid og var elsket.

Moren og faren stod og kiggede ned på hende med et sørgmodigt smil, for de ville ikke svigte hende, men de havde ikke noget andet valg. De håbede, hun kunne få en bedre opvækst og et bedre liv. Et normalt liv. Tårene trillede ned af kinderne på dem begge, for de vidste, at de ikke ville få hende at se igen, og alligevel gjorde det, hvad der var bedst for hende. De kunne ikke tage vare på hende.

”Mor elsker dig,” sagde moren.

”Far elsker dig,” sagde faren.

Stemmerne var kendte for hende den lille pige nede i vuggen, mens jeg, som stod og kiggede på hende, var det kun herrestemmen, jeg kunne genkende fra drømme, jeg havde drømt.

Hun var så lille, da hun lå der og kiggede på hendes forældre, som om lidt ville forlade hende. Hun tænkte ikke på noget, og alligevel var hun sikker på, at de ville komme tilbage.

”Skat, vi har ikke noget valg. Lad os håbe, at det hele går over, og at hun ikke kommer til at leve i den samme verden som os. Hun må ikke kende til det, hvis det kan lade sig gøre. Vi gør, hvad der er bedst for hende. Jeg kan ikke lade min bror få at vide, at han har en niece, for du ved, hvad han vil bruge hende til,” sagde faren.

Jeg kunne ikke helt se dem på grund af alt det lys, der var rundt omkring, men jeg kunne se, at han lagde en arm om hende.

”Hun skal have min halskæde, men jeg kan ikke se på hende mere,” græd moren.

Han fik halskæden og lagde den rundt om hende den lille piges hals. Da jeg så nærmere på halskæden, så jeg, at den lignede min halskæde.

”Mia Morgenstar,” hviskede han og gav hende et kys på kinden. ”Når du har denne halskæde, vil du altid vide, hvor du hører til, den er en del af dig. Vi elsker dig begge rigtig højt,”

Jeg så forældrene forlade lille Mia, og det var først, da jeg kiggede ordentligt på hende, at jeg opdagede det. De store brune øjne, de små buttede kinder og halskæden. Det var mig, jeg kiggede på. Hvor jeg var, vidste jeg faktisk ikke, for vi var ikke rigtig nogen steder. Der var lille Mia i en vugge og resten af rummet var oplyst. Jeg vidste ikke, om jeg hang oppe i luften, eller om jeg stod ved siden af hendes vugge.

Jeg var en Morgenstar og de ville ikke have mig til at være i den verden, de var i, men hvad var det for en verden de snakkede om? Og hvad betød det symbol? Det var ikke et symbol, jeg så overalt, det var et specielt symbol, og hvorfor havde forældrene givet Mia det?

Hvorfor skal vi vide, hvor vi hører til, når de forlod os på den måde? Det kunne ikke være så slemt, at de lige frem forlod os. Mia og jeg var den samme person, og jeg så hverken min biologiske mor eller far.

 

Jeg satte mig op med et sæt, og kunne ikke genkende værelset, jeg var i. Jeg kiggede forvirret rundt, og så Harry lå ved siden af mig, så jeg kiggede hurtigt under dynen, og fik bekræftet, at der ikke var sket noget mellem os. Harry og jeg var blot gode venner.

Drømmen måtte betyde noget. Jeg vidste ikke helt, hvad det betød, men noget måtte det. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg først drømmer det nu, jeg burde have drømt det før, hvis det havde været vigtigt for min opvækst, hvilket det ikke måtte have; ikke før nu. Så vidt jeg kunne fornemme, så måtte det være min mor og far, der ikke havde følt, at de kunne tage sig af mig, men hvilket verden snakkede de om? Måske var de berømte, og ikke ville have mig til at vokse op med dem, men det ville bare virke underligt.

Jeg ville gerne have vidst, hvad de hed, for det kunne have hjulpet en del med at finde dem, nu jeg jo havde alderen til at finde mine biologiske forældre. Og hvorfor var min onkel så farlig? Jeg prøvede at ryste drømmen fra mig.

Jeg kiggede rundt, og blev en anelse mere rolig, da jeg kom i tanke om det, der skete i går. Vi var på det her sindssygehospital, og jeg måtte finde på en måde, vi kunne komme ud af det. Jeg må alle de låse, de havde på døren i går, men så igen. Jeg ville ikke risikere, at Simon kun var her på hospitalet, og hvis jeg gik, ville jeg ikke se ham mere.

Jeg rejste mig fra sengen, for jeg var ikke træt mere, og jeg var sikker på, at jeg ikke kunne falde i søvn, hvis jeg prøvede. Jeg ville gerne se, hvad dette her sted virkelig var, hvis det viste sig, at det ikke var et sygehus, men et institut, som de selv kaldte det.

Jeg havde stadig mit tøj på, så jeg behøvede ikke at tage det på. Jeg listede stille ud af sengen, for jeg ville helst ikke vække Harry, jeg vidste, at han havde brug for mere søvn, eftersom han havde fået mere at drikke i går end mig. Jeg vidste faktisk ikke hvad klokken var, men solen var i hvert fald stået op, og nogle af de stærke fyre, måtte havde båret både Harry og jeg ind i dette værelse, for jeg huskede ikke, at vi faldt i søvn her. Vi var slet ikke blevet vist rundt, hvilket var en af grundene til, at jeg var nysgerrig omkring dette sted.

Jeg kom ud af værelset og lukkede døren så forsigtigt, hvorefter jeg gik ned af gangen. Jeg vidste ikke, hvor det ville føre hen, men jeg måtte prøve noget. Jeg ville ikke finde ud af det, hvis jeg ikke tog en chance. Da jeg gik ned af gangen, havde jeg en mærkelig følelse i kroppen, som om jeg hørte til her, som om der var noget, jeg ikke helt vidste om mig selv, især efter den drøm.

Jeg hed Morgenstar som lille; eller det var i hvert fald, det mine biologiske forældre hed.

Væggene var af mørkt træ og her var virkelig hyggeligt. Jeg kunne sagtens bo her, men ikke hvis det var et sindssygehospital. Jeg måtte indrømme over for mig selv, at jeg gerne ville vide mere om de andre, der var her. Jeg ville vide mere om Clary, Jace, Alec, Izzy og ikke mindst Simon.

Jeg kunne begynde at høre stemmer, så jeg var på vej det rigtige sted. Jeg ville gerne snakke med Clary, for jeg følte, at jeg kunne stole på hende.

”Hun hedder Morgenstar,” hørte jeg en sige. Jeg gik tættere på, og fandt straks ud af, at det var mig de snakkede om. Jeg ville gerne høre mere, men hvis de vidste, at jeg var her, ville de holde mund med det samme, så jeg listede hen bag døren, der stod åben, så jeg bedre kunne høre, hvad de sagde og se, hvem der sagde hvad.

”og hvad så?” lød det fra Simon. Jeg var faktisk lidt forundret over, at Simon var her, efter det jeg fik at vide i går. Han var jo ikke som de andre, han var en mundan.

”Jeg fandt frem til, hvem hendes far var,” kom det fra Jace. ”Det viser sig, at Morgenstar er et dæknavn..-” Izzy afbrød ham.

”Et dæknavn for hvad?”

”Hendes far hedder Jason,” sagde Alec, som åbenbart havde fundet det hele sammen med Jace. Clary, Izzy og Simon sad alle tre og så forvirret og nysgerrige på dem. Hed min far Jason?

”Inden han fik skiftet navn til Morgnstar, hed han Morgenstern,” kom det fra Alec. ”Hvilket vil sige, at Mia, som ligger og sover her, faktisk er en Morgenstern… Hun er niece til Valentine, hvilket betyder, at du Clary,” alle kiggede på Clary. ”er hendes kusine,”

”Hvis hun er en Morgenstern, kan vi ikke stole på hende,” kom det med det samme fra Izzy. Hun havde ikke tænkt sig om, for hun vidste, hvad hun skulle sige. ”Det kan jo være, at hun er blevet sendt af Valentine, og har været sammen med ham,”

”Det tror jeg nu ikke,” kom det fra Simon. Tak. Hvem er denne Valentine? Var det min onkel, som var så farlig?

”Så det betyder jo, at hun er en skyggejæger,” sagde Clary, som ikke havde sagt noget i et stykke tid.

”Det forklarer også hendes halskæde,” sagde Alec og kiggede på Jace. Da han nævnte min halskæde, fløj min hånd op til min halskæde, som heldigvis stadig sad om min hals. Jeg kunne faktisk ikke huske noget tidspunkt, jeg havde taget den af, udover når jeg skulle i bad. Jeg havde altid haft den med mig.

”Hendes halskæde?” Izzy og Clary sagde det i munden på hinanden.

”Vi kunne ikke finde noget om Mia i går, da vi kom, var hun og ham den anden faldet i søvn, og vi bar dem ind på værelset. Da jeg lagde hende i sengen, tittede hendes halskæde frem,” fortalte Alec, som så måtte have båret mig i seng i nat. ”Hun har englesymbolet som halskæde,” alle blev stille.

”Englesymbolet?” Clary så spørgende ud.

”Du ved godt, hvad det er for et symbol, du har det selv på armen,” sukkede Alec.

”Hvorfor har vi ikke lagt mærke til det?” Hun kiggede rundt på de andre. ”Hun måtte da have set noget til verdenen før, hvis hun har rendt rundt med det hele tiden,” jeg vidste ikke helt, hvad de snakkede om, når de sagde verdenen. Det hele var et stort kaos.

”Men vi kan stadig ikke helt stole på hende, hun kan arbejde sammen med Valentine,” kom det fra Izzy.

”Nu må du lige!” kom det fra Simon. ”Kan du stole på Clary?” Izzy nikkede. ”Så kan du også stole på Mia,”

”Det kan du ikke være så sikker på,”

”Stop nu Izzy,” sagde Clary. “Han er min far, og han er hendes onkel, hvis der er nogen, du ikke vil kunne stole på, er det mig, for han er trods alt min far,” Jace, Alec og Simon gjorde sig enig med Clary. ”Jeg er sikker på, at vi også kan stole på hende, vi skal bare have forklaret hende det hele på en måde, så hun kommer til at forstå det,”

”Jeg hader at indrømme det, men Clary har ret,” sagde Alec. Jeg rynkede panden, for jeg forstod ham ikke. Kunne Alec ikke lide Clary, siden han sagde det på den måde?

”Vi må give hende en chance, men hvad med ham fyren?”

”Han var jo også skyggejægere, for han kunne også se det,”

”Jeg stemmer for, at det er Clary der fortæller Mia om det hele, siden de nu er i familie,” sagde Alec og så på de andre. De andre gjorde sig enig med ham, mens Clary bare trak på skuldrene, som om at det var helt fint.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg følte i min krop. De sagde, at jeg var en skyggejægere, det forstod jeg ingenting af, men jeg forstod godt, at jeg var i familie med Clary. Vores fædre var åbenbart brødre, så det gav lidt sig selv, men alt det andet de snakkede om, det gav ingen mening.

Hvis skyggejægere gik rundt og dræbte uskyldige mennesker, ville jeg ikke være en af dem. Jeg ville helst ikke være her mere, jeg ville egentlig gerne hjem igen, så jeg vendte mig om, og skyndte mig at løbe ned til det værelse jeg kom fra, så jeg kunne vække Harry. Vi skulle hjem og det var nu. 

 

✖✖✖✖✖✖

Jeg kan ikke love noget, om jeg kan skrive næste kapitel inden i aften, inden konkurrencen slutter. Jeg har nemlig nogle ting, jeg skal og kan ikke tage computeren med, men må se, om jeg kan få skrevet ned på papir og måske få det skrevet ind, inden midnat. 

Når der er blevet fundet en vinder, så skriver jeg videre - og så håber jeg, at jeg kan finde mere inspiration, når den lige holder en lille pause. ;) 

I må endelig gerne efterlade en kommentar og et like ;) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...