The newest Morgenstern ✖ Mortal instruments & One Direction

Mia Montez og hendes bedste ven Harry Styles skulle have en helt normal bytur, men alt blev forandret, da Mia og Harry så noget, andre normalt ikke kunne se. På gaden blev der udført et mord af mennesker på deres egen alder.
Mia Montez er bortadopteret, hun ved slet ikke, at hendes biologiske far, er Jason Morgenstar. Morgenstar er blot et dæknavn, så han ikke bliver sammenlignet med sin bror, Valentine Morgenstern. Mia er en skyggejæger, hvilket Harry også er. // med i 'Battle of the Fandoms' - konkurrencen // crossover mellem One Direction og Mortal instruments (efter filmen)

11Likes
6Kommentarer
1349Visninger
AA

3. 2 ✖ Er det kærlighed ved første blik?

 

Jeg prøvede at ryste det hele fra mig, men det var svært. Jeg havde fået alkohol og så hende Clary hele tiden. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, men det kunne godt være, at jeg måske ikke havde fået nok søvn og ikke nok alkohol. Eller også havde Niall hældt noget stærkt på mig, uden jeg vidste det.

Jeg rystede det af mig, og drak det shot, Louis havde sat foran mig. Jeg så op på ham og så hans forbløffelse, hvilket jeg forstod, for det var en tequilashot, og jeg hadede tequila. Jeg skar ansigt, hvilket fik Harry til at grine, som sad ved siden af mig.

”Harry,” sagde jeg, og tog en tår af hans drink. Hans var ikke så stræk, og det var jeg glad for, for jeg ville gerne have smagen af tequila væk.

”Mia?”

”Kan du også se hende Clary og ham fyren henne ved væggen ved toilettet?” spurgte jeg højt nok, så han kunne høre mig over den høje musik. Han kiggede derhen, og jeg kunne med det samme se på hans ansigt, at han stadig så dem.

”Følger de efter os?”

”Det håber jeg så sandelig ikke,” mumlede jeg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg snakke med dem omkring det de sagde udenfor? De andre var ikke ligesom os, det var derfor, vi var de eneste, der kunne se dem. Hvordan det? Vi var alle sammen mennesker.

”Mia?” mit navn blev sagt et par gange, før jeg fik mig taget sammen og kigge på Niall, som havde prøvet at få kontakt til mig. Jeg kiggede på ham.

”Giv hende en øl,” sagde Harry for mig.

”Nej, giv mig en cola. Ren cola, ikke noget i,” sagde jeg og så direkte på Niall. Jeg hævede begge øjenbryn, så han forstod, at jeg ikke sagde det i sjov. Jeg ville ikke være fuld lige nu, jeg måtte holde mit hoved koldt. Jeg kunne ikke drikke mig fuld, når de observerede os. Det var virkelig underligt og ubehageligt at vide, at de holdte øje med os. Det kunne også være, at de ikke blot holdte øje med os, men simpelhent håbede, at de kunne slå os ihjel, som de gjorde med de andre fyre ude på gaden. Det gøs i mig ved tanken. Jeg ville ikke dø. Ikke på den måde.

”Cola?” Harrys mund var lige ude foran mit øre.

”Jeg har brug for at tænke, og det kan jeg ikke med en masse alkohol i mig,” jeg lavede et kast mod Clary og ham fyren. Jeg fik aldrig hans navn. Harry nikkede og forstod det hele. Nogen gange var det, som om han kunne læse mine tanker ved blot et enkelt blik, men det var vel også en af grundene til, at vi var bedste venner og boede sammen.

Der gik nogle timer, og jeg kunne stadig se Clary og fyren. Jeg kunne snart ikke klare det, og måtte snakke med dem, bare så de i hvert fald kunne forsvinde. Jeg kunne ikke more mig, når jeg vidste, at de var der, og jeg kunne heller ikke lukke dem ude, for jeg så Clary hele tiden. Det var som om, hun gjorde det med vilje; som om hun gerne ville have, at jeg skulle snakke med dem.

”Mia, du ser helt forkert ud i ansigtet,” kom det fra Liam, som havde fået alt for meget at drikke. Jeg kunne mærke, at Harry hurtigt fjernede sin opmærksomhed fra Louis og Niall, og flyttede den hen på mig.

”Mia?”

”Jeg må altså snakke med Clary og ham fyren,” hviskede jeg, eller rettere næsten råbte, men kun højt nok til, Harry kunne høre det. De andre skulle ikke høre det, så pegede jeg diskret hen på dem. De stod og snakkede, men de holdte øje med os, det vidste jeg.

Harry kiggede derhen sammen med mig, og de kiggede fra hinanden og hen på os. Det var som om, de prøvede at fortælle os noget, hvad vidste jeg ikke, men jeg agtede at finde ud af, hvad de ville. Jeg kunne ikke sidde her mere uden at få snakket med dem.

”Er det jeres små fantasivenner I snakker om?” snøvlede Niall, og man kunne nemt høre på ham, at han havde fået rigeligt at drikke, selvom jeg selv ville have lydt værre end ham, hvis vi havde ikke stødt ind i Clary og hendes venner, der dræbte på åben gade. Det var ikke helt åben gade, for vi var åbenbart de eneste, som kunne se dem, og det gav stadig ikke mening for mig.

Jeg tog en indånding, hvorefter jeg rejste mig og gik hen til dem. Jeg undlod at høre de kommentarer de andre drenge sagde med hensyn til vores ”fantasivenner”, for jeg var sikker på, at det ikke bare var min fantasi. Det var mere end det. Der lå noget bag det hele, men jeg kunne ikke gætte mig frem til det.

”Hvad er det værste der kan ske, ved at vi snakker med dem?” spurgte Harry henkastet. Det var et retorisk spørgsmål, men jeg svarede på det alligevel.

”At de slår os ihjel, som de gjorde med de to andre fyre,” mumlede jeg, men højt nok til at Harry stivnede og tog fat i min arm. Jeg vidste, han ikke var vild med idéen, da jeg havde sagt det, men jeg måtte snakke med dem.

”Kan vi snakke udenfor?” Jeg kiggede direkte på Clary, mens jeg spurgte. Hun nikkede og lod både Harry og jeg gå udenfor først. Da vi kom ud, gik vi ind til siden, så folk kunne komme ind og ud af klubben, og hen et sted, hvor vi håbede på, at der ikke var nogen, der ville komme og forstyrre os.

”Hvad så?”

”Hvad så?” udbrød jeg måske en anelse for højt. ”Følger I efter os, eller planlægger I at dræbe os, som I dræbte de to fyre, vi så?” Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg spurgte om. Jeg var helt ude af flippen, men det gav mig tryghed, at Harry også kunne se dem, og stod ved min side.

”Vi holder øje med jer,” sagde fyren.

”Hvad hedder I?” spurgte Clary.

”Mia,”

”Harry,”

”Jeg er Clary og dette her er Jace,” præsenterede Clary. ”Det lyder måske underligt, men jeg har gennemgået det, I er i gang med at gennemgå, og det er ikke verdens undergang. Vi hjælper jer igennem det, eller jeg gør gerne,”

”Hvem var de andre?” spurgte Harry, som om han læste mine tanker. De to andre, som var med dem, var her ikke. De var nok taget hjem, eller måske videre.

”Alec og Izzy, men dem skal I nok hilse på, på et andet tidspunkt,” sagde Jace. ”men nu er det ikke dem det handler om, det handler om jer, og hvad I kan. I kan jo se os,” og det var det længste jeg havde hørt ham sige, for Clary havde sagt det meste, og fortsatte:

”I fandt ud af, at…-” hun afbrød sig selv og kiggede rundt.

”Vi må hellere snakke på instituttet,” sagde Jace og kiggede forsigtig rundt, præcis som Clary gjorde. ”Det er ikke sikkert her,”

Harry og jeg kiggede på hinanden, og vidste ikke helt, hvad vi skulle tro og mene. Var de seriøse med det hele? Eller var det hele blot en spøg, og de andre drenge var måske med på hele legen? Jeg var ved at blive en anelse bange. Hvad nu, hvis det her var vores sidste timer, hvis vi tog med dem?

Jeg kunne nemt se rynken i Harrys pande, han havde præcis de samme tanker som jeg.

”Hvordan kan vi stole på jer?” spurgte Harry. Jeg var glad for, at han stillede det spørgsmål, for det var som om, jeg havde mistet stemmen. Jeg turde ikke gå med dem. Der var noget over dem begge to. Noget mystisk.

”Ved at tage med os,” sagde Clary og så helt ærligt på både Harry og mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men på den måde hun sagde det, fik mig til at tro hende. Der var noget over hendes tonefald og måden hun sagde det på. Jeg fulgte med hende, men jeg kunne fornemme, Harry stadig tøvede.

Det tog ikke lang tid at komme hen til instituttet, det tog cirka ti minutters gå gang. Vi sagde ikke rigtig noget til hinanden, hverken Jace og Clary eller Harry og jeg. Stemningen var trykket, og jeg var begyndt at tvivle på, om vi kunne stole på dem. Vi vidste ikke, hvor de førte os hen til eller hvad vi skulle forvente at få at vide eller se.

Vi kom indenfor, og jeg kunne mærke, at min krop stille begyndte at ryste. Her var stort og flot. Der var rent, og der var ikke spor af, at de var slemme mennesker, som slog folk ihjel, men jeg havde set mange film, så det kunne blot være et dække. Hvad vidste jeg?

”Kom lad os sidde os herhen og snakke,” sagde Clary og pegede på nogle sofaer. Jeg kunne fornemme, at Jace kiggede grundigt på både Harry og jeg, eller mest på Harry, men det var en ubehagelig følelse.

”Clary!” var der nogen der råbte. Jeg kunne høre, at Jace sukkede, men vi gik hen og satte os i sofaerne. Jeg kiggede på personen, der kom løbende og da han kom tæt nok, så jeg kunne kigge ordentlig på ham, var det som om, jeg tabte pusten.

”Simon?”

”Clary, det er din mor,” mere sagde han ikke, og kiggede forvirret på mig og dernæst Harry. Han kiggede fra Harry og hen på mig igen. Jeg kunne ikke se væk fra ham, han tiltrak mig. Jeg havde aldrig troet på kærlighed ved første blik, men jeg tog det i mig igen, for der skete noget i mig. Jeg havde tabt pusten, mit hjerte bankede hurtigere og min mund var blevet helt tør. Jeg kunne næsten ikke bevæge mig; jeg turde ikke.

Jeg hørte ikke nogen stemmer, indtil Simon selv brød øjenkontakten og jeg kom tilbage.

”Hvad er der med min mor?!” Jeg kiggede hen på Clary og så, at hun så bekymret ud. Der var sket noget med hendes mor, og det lignede, at det ikke var spor godt.

”Hun bevægede sin hånd,” sagde han, og Jace afbrød han hurtigt, som om han slet ikke ville have, at Simon var her.

”Var det det eneste? Hun er ikke vågnet, hun bevægede sin hånd?” Jace vrissede det sidste, og det afgjorde min teori. Jace kunne ikke lide Simon.

”Jace jeg må derind,” sagde Clary og rejste sig op med det samme. Hun lagde en hånd på hans arm og så direkte på ham. ”Det kan være, der ikke gå lang tid, før hun vågner,”

Jeg kiggede fra Clary og Jace og hen på Simon, som allerede kiggede på mig. Han så ikke kun godt ud, men han lignede virkelig en god ven, siden han blot kom og fortalte Clary det om hendes mor. Vi fik øjenkontakt og endnu engang blev min mund helt tør, og jeg turde ikke gøre noget. Jeg kunne ikke engang synke den klump, jeg havde i halsen. Der var noget over Simon, og det var som om, han også kunne mærke det. Det var næsten som kærlighed ved første blik. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...