Et stykke af hende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2017
  • Opdateret: 23 jul. 2017
  • Status: Igang
Ide mistede sin søster, Sandy, for få måneder siden, og skal nu starte i 9. klasse. Hun må derfor finde sig i at blive kaldt 'Den døde piges søster', selvom hun helst bare vil være som de andre.

Da Ide finder Sandys dagbog på hendes værelse en dag, er hun først tilbageholden. Hun ønsker ikke at have noget at gøre med den, men nysgerrigheden tager over, og Ide begynder alligevel at læse i den. Og bliver helt fanget i Sandys verden.

1Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

1. Kapitel

 

Jeg har brugt det meste af sommerferien på at ligge i min seng og lukke verden ude. For hvad skal man ellers lave når ens søster lige er gået bort? Jeg følte, at det at være glad var en forbrydelse i sig selv, så jeg besluttede mig for at begrave mig i min dyne og græde mine tanker væk. Og mens jeg lå der i min seng, kom jeg også igennem alle sorgstadierne – benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept.

   Det værste var, at jeg var en af de første til at finde af, at min søster var død. Næst efter politiet, og Sandy selv, selvfølgelig. Det var en helt normal eftermiddag, et par dage inde i sommerferien. Jeg havde været alene hjemme, og var, uden at være klar over det, begyndt på det første sorgstadie. Sandy havde været væk i 3-4 dage, og mine forældre var ude og lede efter hende. Det var den første dag hvor jeg ikke var taget med, og jeg var i færd med at granske køleskabet for noget spiseligt til den film, der kørte i baggrunden. Den kørte mest bare for at aflede mig.

Det var der, der blev ringet på døren. Hurtigt løb jeg over og åbnede, og jeg vidste med det samme noget var galt. Selvom e to betjente ikke sagde andet end: ”Er dine forældre hjemme?”, brød jeg sammen i gråd. For godt nok sagde de ikke noget, der afslørede sandheden, men deres ansigtsudtryk sagde nok.

   Jeg har altid ønsket at være som Sandy. Det er vel også meget normalt, at lillesøsteren ser op til storesøsteren, men jeg ville være som hende. Jeg ville være hende. For godt nok var jeg den ansvarlige, dygtige og kloge søster, men alt det var intet i forhold til Sandy. Jeg blegnede i forhold til Sandy. Sandy var den smukke, sjove og ambitiøse søster. Hun var typen, man ikke kunne undgå at lægge mærke til. Alle kendte Sandy.

Jeg var bare kendt som ”Sandys søster.”

Nu er jeg mere kendt som ”Den døde piges søster.”

   Sandy og jeg har aldrig haft et tæt bånd. Det var sjældent vi så hinanden på andre tidspunkter end til måltiderne. Og endda der var hun næsten aldrig hjemme. Om aftenen var hun for det meste til en fest, og om morgenen lå hun og sov. Frokost spiste hun aldrig sammen med os andre.

Faktisk, er det længe siden jeg har selv har spist frokost sammen med mine forældre. Mor ligger i sin seng det meste af dagen, og far er på arbejde. Efter Sandys død er vores familie blevet revet fra hinanden. Far begyndte at arbejde mere og mere, og mor var helt stoppet med at arbejde. Hun havde taget orlov for at ”passe på mig”, men det var bare en undskyldning for at ligge i sin seng hele dagen. Jeg er blevet helt vant til at se hende i morgenkåbe i færd med at tømme sine tårekanaler.

Mor har grædt meget. Sådan rigtig, rigtig meget. Og jeg har måtte trøste hende, selvom det burde være lige omvendt. Hun sidder vist fast i det fjerde sorgstadie, og kan ikke komme videre.

Jeg aner ikke hvilket sorgstadie far er i. Han er næsten aldrig hjemme mere, og jeg er begyndt at undre mig over om han overhoved arbejder, eller om han bare prøver at undgå mig og mor.

Men jeg kan ikke bebrejde ham for det. Jeg vil også helst være et andet sted end i vores hus. Det føles slet ikke som mit hjem længere. Uden Sandy er det helt anderledes. Tomt. Som om der mangler noget.

Jeg har aldrig ønsket mere end nogensinde at rejse tilbage i tiden så jeg kunne stoppe Sandy fra at forlade vores hus. Så ville intet af det her være sket, og vi kunne have levet som en helt normal familie.

   Her på det sidste har jeg tænkt meget tilbage på den sidste gang jeg så Sandy. Datoen står printet i min hukommelse; 6. juli. Hun var stille sneget sig ind på mit værelse lidt før midnat for at låne noget fra min garderobe. Senere fandt jeg ud af, at det var en jakke. Jeg lod som om jeg sov, og sagde heller ikke noget da hun kravlede ud af vinduet og forsvandt ud i natten.

Jeg har mange gange tilføjet lidt ekstra, tilføjet at jeg har sagde noget til hende. Noget i stil med ”Hvor skal du hen?” eller ”Er du sikker på det er en god idé?”. Sagt noget så hun var blevet. Eller bare i det mindste fortalt hende hvor højt jeg elskede hende.

Men jeg sagde ingen af delene. Tænkte ikke at det var nødvendigt.

Jeg kunne jo heller ikke vide det var den sidste gang jeg ville se min søster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...