Gennemgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2017
  • Opdateret: 10 jul. 2017
  • Status: Færdig
Fordi alting ikke er det samme.

Til Piger2018 konkurrencen, om ensomhed.

0Likes
3Kommentarer
163Visninger

1. -

 

Jeg kan ikke lade være med at gå i takt til musikken der bevæger sig gennem mine høretelefoner. Tøset teenage punk som jeg egentlig er blevet for gammel til at høre. Omkring mig bliver de grå betonmure lyst op af solens kraftige stråler, og en skyfri blå himmel vidner om at det er en god dag, selvom vinden engang imellem sniger sig forbi.

Jeg drejer ned mod togstationen, væk fra parken hvor de fleste på min alder bruger deres tid sådan en torsdag eftermiddag. Mod busstoppestedet og det gule skilt, på vej hjem ligesom alle de andre der blot følger samme retning.

Et nyforelsket kærestepar går forbi mig. Selvsikre som os andre kun kan drømme om. Jeg stirrer. De tror sikkert at jeg er en idiot. Han siger noget sjovt, for hun svinger med det blonde hår og griner højlydt, inden hun folder armene omkring ham. Han ser tilfreds ud. Næsten lykkelig. Hun var sikkert også sød, med et smil der kunne genkendes, sådan en type der drikker te i stedet for kaffe, og gerne sludrer og spiser chips til langt ud på natten.

    En, jeg kendte engang.

Smilet hun har gemt sig bag dør ud og efterlader hende tavs. De klare grå øjne fanger mine, inden hun er væk. Videre med dagen. Videre med at købe ind til en kommende fødselsdagsfest eller sommerens lange aftener. Ting, som jeg engang var en del af. Noget som langsomt var blevet erstattet af andre aftaler, kærester, skolen, arbejde. 

Det var ikke dårlige undskyldninger, livet går videre, også selvom at jeg stadigvæk har et spinkelt håb om, at det er hende, når en notifikation tikker ind på min mobil. Lidt af et drømmescenarie når nu hun går til fester og kysser drenge mens jeg endnu lytter til dårlig musik og spiser uden at tænke mig om.

Selvom vi ikke bærer nag, kan jeg kan kun grine ved tanken om den fremmede, som jeg engang kendte på godt og ondt, og som jeg nu er bange for at snakke til. Pigen, som var den første der vidste at mine forældre skulle skilles, hende som jeg havde delt seng, og kys, og tårer med. Jeg ved ikke om de hemmeligheder vi har betroet til hinanden stadigvæk er vores. Jeg ved ikke om hun går til fodbold hver tirsdag som hun plejede. Jeg ved ikke engang, hvad hendes kæreste hedder. 

Min bus er kørt. Jeg sukker da jeg sætter mig på bænken ved stoppestedet, som den eneste ladt tilbage. Betragter de mennesker der flyder forbi til lyden af en guitarsolo. Tiden er løbet fra mig som den jo gør, åbenbart. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...