Støvede 12-taller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2017
  • Opdateret: 10 jul. 2017
  • Status: Færdig
Til konkurrencen Piger 2018. Jeg har valgt emnet 'perfektionisme'.

23Likes
17Kommentarer
554Visninger
AA

1. Støvede 12-taller

Lugten af energidrik og kaffe gav mig stadig kvalme, selvom det efterhånden var tre år siden, jeg sidst havde drukket det.

Hvordan kunne folk dog holde det ud, ja ligefrem nyde det? Var de ikke klar over, hvor usundt den slags var? Havde de intet lært af os andre?

Jeg smagte forsigtigt på den varme kakao, mens jeg ud af øjenkrogen betragtede en gruppe unge komme gående med deres trofaste følgesvend – koffein – i hånden.

Tanken om at jeg også engang havde været en del af den gruppe gav mig hjertebanken. Det prikkede svagt i fingrene. For at få ro i kroppen lukkede jeg af for mine omgivelser og fokuserede på den søde duft af kakao, der blidt fandt vej ind gennem næsen.

Mine tanker blev ved med at kredse om dem, der lige nu gennemgik præcis samme frustrationer og søvnløse nætter, som alle os før dem. Måske var vi andre i virkeligheden problemet. De, der nu gik i gymnasiet, gjorde som os, fordi vi havde overlevet. Vi kom ud på den anden side af gymnasie-ræset med et gennemsnit der gav frit valg på alle hylder. Der var ikke det, vi ikke kunne blive. Fremtiden var vores.

Jeg ville ønske, nogen havde slået hårdt og rungende i bordet og vækket mig, før det var for sent. Ville ønske jeg kunne gå tilbage i tiden, tilbage til folkeskolen hvor hele jagten på topkarakterer startede, og stoppe mig selv. Advare om konsekvenserne.

Men ville jeg have lyttet?

Sikkert ikke.

Ingen skulle fortælle mig, hvad og hvordan jeg skulle gøre tingene. Jeg havde styr på det. Fik gode karakterer, lærerne kunne lide mig, og stoltheden strålede fra mine forældres øjne, når jeg kom hjem med et 12-tal. Det varmede, gav fornyet energi til at fortsætte jagten.

Det stoppede i gymnasiet.

Det var blevet en selvfølge, at jeg fik gode karakterer. Jeg var jo så klog og dygtig, og jeg skulle selvfølgelig videre på en god uddannelse, når jeg var færdig. Min mor havde gjort rent de sidste femten år, og alt hun ønskede sig, var at jeg skulle blive til noget. Helst læge. Til nød advokat.

Når jeg kom hjem med andet end 12-taller, sagde jeg det aldrig til nogen. Turde ikke. Hvad hvis mine forældre blev skuffede? Og hvad hvis dem fra klassen fandt ud af det?

Jeg var nødt til at være endnu grundigere med lektierne. Læse mere, skrive bedre notater og arbejde foran, så jeg altid var forberedt. Når vennerne ringede og spurgte, om jeg ville med til fest, svarede jeg, at jeg var nødt til at lave en af mine afleveringer.

På et tidspunkt holdt de op med at ringe.

Dagene blev længere og nætterne kortere. Kroppen blev tungere, øjnene kunne ikke fokusere og hukommelsen svigtede. Det var som jeg levede i en boble, der bare flød rundt, fulgte strømmen.

På et tidspunkt overvejede jeg at smide alt – bøger, hæfter, computeren – det hele, ud ad vinduet og sige fuck det!

Hvis jeg dog bare havde gjort det.

I stedet begyndte jeg at gøre som 3.G’erne. Købte energidrikke hver morgen og druknede mig selv i kaffe om aftenen. Det var den eneste måde, jeg kunne holde mig vågen på. Den eneste måde jeg kunne beholde mit gennemsnit på.

Efter den sidste eksamen sprang min boble og jeg væltede omkuld, da det gik op for mig, hvad der var sket. Jeg havde rene 12-taller på et stykke papir, jeg havde den gyldne billet til at komme videre, men for hvilken pris? Min eneste viden var den, der stod i bøgerne. Hvad der var sket af sociale ting de sidste par år, havde jeg ingen erindringer om.

Jeg fik abstinenser, da jeg kvittede alt med koffein. Hovedpinen bragede mod kraniet, og kvalmen sad på lur i halsen. De første dage kunne jeg knap stå op, og høje lyde gav mig lyst til at kravle under sengen.

For hver dag der gik, blev det lidt lettere. Snart kunne jeg stå og gå, uden at føle jeg kæmpede mig gennem en tyk tåge. Tankerne blev klarere.

Den summende fornemmelse i kroppen var det sidste, der slap.

Hvor jeg fandt modet, vidste jeg ikke, men jeg søgte aldrig ind på lægestudiet, og da jeg var blevet fri af afhængigheden, besluttede jeg mig for at blive au pair. Jeg trængte til at se verdenen, opleve den med egne øjne.

Det blev til ti lande på to år.

”Alle oplevelser er med til at forme en.” Sådan sagde Manoj engang, da vi sad og fik vores sædvanlige the.

Jeg havde fortalt ham om min skoletid, og hvorfor jeg var taget på denne lange rejse, og nu var endt i Indien. Han var mit sidste stop, inden jeg vendte hjem til Danmark, og flere gange overvejede jeg at blive. Bare lidt længere.

Travlheden og perfektionismen lå over samfundet derhjemme som en tung og uigennemtrængelig masse. Det så jeg for alvor nu.

Manoj måtte have set modviljen i mit blik, for aftenen inden jeg rejste, tog han min hånd og sagde: ”Forandring kommer indefra.”

Nu hvor jeg sad her på cafeen og drak kakao, kunne jeg godt se, hvad han mente. Jeg havde forandret mig, siden jeg blev færdig med gymnasiet, udelukkende fordi jeg havde valgt en anden vej. Kun jeg kunne holde fast i den.

Jeg tænkte tit tilbage på mine rejser. Skrev om dem. Fortrød aldrig at jeg var taget af sted dengang.

Men hvor ville jeg ønske, at tiden før havde været anderledes. Selvom jeg nu havde et godt job, som jeg brændte for, tog jeg stadig mig selv i at ønske den glemte tid tilbage. Også selvom Manoj sagde, at det alt sammen havde haft betydning for min udvikling.

De mange 12-taller lå bare hjemme i skuffen, var aldrig blevet brugt til andet end at samle støv. Prisen var ungdommen der passerede, før jeg overhovedet opdagede dens ankomst.

Manojs stemme genlød i mit hoved.

”Kun du har kraften til at skabe din forandring.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...