De lignede hinanden som to dråber vand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2017
  • Opdateret: 10 jul. 2017
  • Status: Færdig
De lignede hinanden som to dråber vand, men var så forskellige som nat og dag. Ingen havde forudset hvad der skulle ske med de to piger. Deres skæbne var bundet sammen fra den dag de var blevet født. Den enes skæbne var at dø, den andens skæbne var at leve. Alle vidste at ingen af dem kunne blive noget stort hvis de begge var i live. Den ene var liv, den anden var død. Den ene var lys, den anden var mørke. Alle vidste det, men ingen vidste hvem der var hvad. De lignede hinanden som to dråber vand. Den ene var hvid, den anden var rød. Ingen havde forudset hvad der ville ske.

Bidrag til grusomme mig konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
55Visninger
AA

1. De lignede hinanden som to dråber vand

”De lignede hinanden som to dråber vand, men var så forskellige som nat og dag. Ingen havde forudset hvad der skulle ske med de to piger. Deres skæbne var bundet sammen fra den dag de var blevet født. Den enes skæbne var at dø, den andens skæbne var at leve. Alle vidste at ingen af dem kunne blive noget stort hvis de begge var i live. Den ene var liv, den anden var død. Den ene var lys, den anden var mørke. Alle vidste det, men ingen vidste hvem der var hvad. De lignede hinanden som to dråber vand. Den ene var hvid, den anden var rød. Ingen havde forudset hvad der ville ske.

Heller ikke jeg. Jeg troede jeg kendte min skæbne, jeg tog fejl. Jeg troede alt var sort og hvidt. Men jeg tog fejl. Vi lignede hinanden som to dråber vand. Men ingen vidste hvem der var hvem. Jeg troede jeg vidste det. Jeg var overbevist, men jeg tog fejl. Jeg havde aldrig overvejet at der var en anden udvej. Men hun viste mig en anden vej. En vej til en dyrt købt frihed, en vej jeg aldrig ville have kunnet gå uden hende.

Før det havde jeg aldrig overvejet hvad mit liv var værd. Nu er jeg overbevist om at hun betalte overpris. Men det spørgsmål der står tilbage er: Hvorfor gjorder hun det? Og var jeg det værd?”

 

De lignede hinanden som to dråber vand

 

”Elizabeth! Kom her.” Lucy kalder på sin tjenestepige. Lucy er datter af landets konge og dronning. De lever i et land hvor der altid er sommer, aldrig vinter. Lucy har en storebror, det er ham der skal være landets konge efter deres far. Hun er 13 år gammel, det samme er Elizabeth. De har et langt venskab. Da de var små havde de leget sammen ude i slottets have. Lucy havde ikke først fortalt at hun var prinsesse. Der var dog ikke gået lang tid før Elizabeth havde fundet ud at det. Hun havde tilgivet Lucy for at gemme det for hende, helt præcist med ordene: ’vi har alle sammen vores ting vi ønsker at holde hemmelige.’  Så havde der ikke været mere snak om det.

”Hvad er der My Lady?” Elizabeth har fuldstendigt glat lyst hår. Hendes hud er også meget bleg. Hun er en ikke-nogen, hendes forældre døde da hun var lille. Hun havde ikke andre end Lucy, det var også Lucy der havde skaffet hende et job som tjenestepige på slottet. Hendes ansigt er blegt og hendes strålende blå øjne skinner som safirer mod den lyse hud.

”Kan du se den hvide kanin ude i haven? Har du nogensinde set en hvid kanin?” Lucy står ved vinduet og kigger ud i haven, den have de legede i som børn. Hendes ildrøde krøllede hår danser om hendes hoved. Hun ser smuk ud. Elizabeth har altid sagt at hun er bestemt for noget stort. Hendes skæbne er at blive stor, berømt. Lucy tror ikke på hende.

”Ja, den er flot.” Elizabeth er meget stille, hun vil ikke fortælle Lucy at det er hende der har skabt den kanin, det er der ikke nogen der behøver at vide. Elizabeth har en mørk hemmelighed. Hun har evner, magiske evner. Hun kan styre vind og vejr, hun kan styre elementerne og få dem til at gøre hvad hun vil. Hun ved godt at hvis nogen finder ud af det vil de dræbe hende. Kongen er bange for al magi. Han har forbudt det, men man blive kun straffet hvis man gør noget det kan skade andre, her i landet. Hun er i livsfare. Hun har brugt hele hendes liv på at sørge for at hun ikke gør noget dumt.

”Kan du huske da vi stod ned i have og blandede blod. Vi var seks år gamle eller sådan noget.” Lucy er fuldstændig uskyldig, hun ved ikke noget om Elizabeth. En dag vil hun blive en smuk ung dame og gifte sig med en flot prins. Hun vil få et godt langt liv. En dag ude i fremtiden.

”My Lady! Deres far ønsker at i to skal komme ned i tronsalen. Nu!” En ridder i fuld rustning kommer ind og bliver stående i døren. De to piger kigger på hinanden og smiler.

”Så må vi heller gå der ned.” Lucy rækker ud efter Elizabeths hånd, hun tager den. De går sammen ned af trappen, sammen. Ingen af dem ved at det der skal ske nu kommer til at ændre deres liv for altid. Ingen af dem ved at deres skæbner er virkelet håbløst ind i hinanden, og der er intet de kan gøre for at ingen af dem dør en for tidlig død. De træder ind i den store sal, og kongen og dronningen sidder på deres troner. Lucys bror, Nathan, står ved siden af sin far. Han er 17 år gammel og tronarving. Han har aldrig ’set’ på Elizabeth, de har passeret hinanden tit, men han har aldrig bemærket hende. Der står riddere ned langs begge vægge. Og midt på gulvet sidder der en sammensunket skikkelse. Det er skikkelsen Elizabeth ligger først mærke til. Hun ved at, hvem det end er, vedkommende har magiske kræfter. Hun kan mærke det. Lucy ligger ikke mærke til noget. ”Far! Du ønskede at se mig!” Lucy nejer let. Elizabeth nejer dybt og sørger for ikke at se kongen i øjnene.

”Jeg ønskede at se JER, jer begge to.” Kongens stemme er kold. Elizabeth har aldrig hørt ham tale til Lucy sådan før. Der må være noget galt.

’Elisabeth?’ Der er nogen der kalder på hende, inde i hendes hoved. Det er skikkelsen på gulvet. ’undskyld…’  stemmen er tydelig og klar som glas. Der er dog noget i den der gør ondt.

”Dette ’væsen’ påstår at have en profeti. En profeti der vedrøre jer to.” Kongen taler igen, den anden stemme forstummer inde i Elizabeths hoved. En af ridderne går frem og hiver skikkelsen op at stå. Elizabeth kan se det er en ældre kvinde. Der er noget bekendt over hende. Noget som hun synes hun har set før. Hun kigger lige på de to 13 årige piger der står og holde hinanden i hånden. Den ene i en smuk kjole og med en flot lille krone på hovedet, den anden i en simpel brun kjole. De ligner hinanden som de står der. Undtagen håret. Den ene har hvidt hår, den anden har rødt. Kongen er bange for alt magisk, men han lytter dog til profetierne, han er ikke dum.

”De ligner hinanden som to dråber vand, men dog så forskellige som nat og dag. Den ene er lys, den anden er mørke. Den ene er død, den anden er liv. Den ene er hvid, den anden er rød. Skæbnen har udset jer, den ene vil dø og en anden vil leve.” Stemmen er ikke kun inde i Elizabeths hoved denne gang, men det er den samme stemme. Lucy ser skræmt på Elizabeth. De ved begge to godt hvad den anden tænker. ’Den ene vil dø og den anden vil leve.’ Det er skæbne ord.

”Hvad betyder det? Kan du ikke sige hvem der er hvem?” Det er Lucy der tager sig sammen først. Elizabeth er stadig i chok, hun ved godt hvilken del af det hun er, mørke og død, det er hendes magiske evner.

”Jeg kan ikke sige mere, jeres skæbner er for godt virkelet sammen, det er ikke til at sige hvem der er hvem.” Kvinden bukker og ser ned i jorden. Lucy tager Elizabeths hånd og klemmer den. Hun prøver at sige det skal nok gå. Men det går ikke så godt, det er som om der er noget i hende der siger at alt ikke skal gå. Og hun har ret, alt kan ikke gå.

”Kom Elizabeth.” Lucy føre den lamslåede Elizabeth tilbage til sit værelse. ”Hvad tror du det betyder?” Elizabeth sætter sig ned på den nærmeste stol. Overfor hende står den uskyldig Lucy.

”Lucy, jeg ved det ikke.” Det er ikke en direkte løgn, kun næsten. Elizabeth har lidt en ide om hvad det er der skal ske, kun en lille ide. Hvad nu hvis hun en dag mister kontrollen og bliver nødt til at flygte. Hvordan vil Lucy klare sig uden hende. Okay Lucy skal nok klare sig, hun får bare en ny tjenestepige, Elizabeth er udskiftelig. Det vil nok være bedst hvis hun forsvandt.

”Hørte du hvad hun sagde? Vores skæbner er bundet sammen.” Lucys stemme er helt svag, hun ved ikke hvilke kræfter der er på spil lige nu. Hun er så uskyldig, Elizabeth ønsker bare at løbe væk så der ikke sker hende noget. Det vigtigste er at Lucy overlever, Elizabeth vil give sit liv for at Lucy en dag kan blive noget stort. Hun er ikke i tvivl om hvem af dem der skal overleve.

”Jeg vil aldrig lade nogen gøre dig fortræd.” Elizabeth rejser sig op og lægger hånden på Lucys arm. De to piger ser hinanden ind i øjnene, der er en gensidig forståelse for hvad der lige er sket og hvad der skal komme til at ske som det næste. Der går lidt tid hvor de bare står sammen. Ingen af dem siger noget, ingen af dem gør noget for at få det til at stoppe.

”Jeg er glad for at jeg har dig, som min ven.” Lucy lægger hovedet ned mod Elizabeths skulder. Det er en helt særlig stemning mellem de to piger. Hvor længe de står der er der ingen der ved. De står bare, sammen.

 

Det banker på døren, ikke et formelt bank, men bare et ’jeg kommer ind nu’ bank. Det er Lucys storebror der står i døren. Lucy trækker sig væk fra Elizabeth og ranker ryggen. Elizabeth ser ned i gulvet som hun altid får besked på når nogen af de andre fra kongefamilien kommer ind. Hun kan fornemme at Nathan smiler ved synet af de to piger, eller unge kvinder.

”Mor vil se dig, søs.” Der er intet kærligt i hans stemme, det er mere et behov for at bestemme. Elizabeth ved godt hvad det handler om, Lucy skal snart giftes. De er begge to 16 år gammel. For tre år siden fik de at vide at den ene af dem vil dø. Alle andre ser ud til at have glemt det, men ikke Lucy og Elizabeth, særligt ikke Elizabeth. Lucy giver Elizabeths hånd et klem, holder fast i den og begynder at gå hen mod døren hvor Nathan stadig står. Han flytter sig så Lucy kan komme forbi. Lige da Lucy er kommet ud lader han sin arm spærre vejen for Elizabeth.

”Lad hende gå.” Lucys stemme er kold og bestemt. Elizabeth ønsker bare at Lucy vil lade være med at komme i problemer for hendes skyld, hun er jo bare en ikke-nogen. Nathans arm rykker sig ikke en millimeter.

”Mor vil se dig, alene.” Hans stemme er lige så kold som Lucys, det må ligge til familien. Elizabeth kan mærke vreden koge i sit indre, faktisk er hende hænder ved at bliver varmer. Hun tager dem om på ryggen for at ingen skal se, eller mærke det. Lucy sukker og går vider hen af gangen, uden Elizabeth. Der sker ikke noget i nogle sekunder, Elizabeth trækker vejret og får sine hænder til at køle lidt ned igen. Nathan flytter stadig ikke sin arm så Elizabeth vælger bare at gå tilbage ind på Lucys værelse. ”Vent.” Nathans stemme runger i den stilhed der har sænket sig i rummet. Elizabeth stopper og står som forstenet. Det er første gang prins Nathan har talt til hende overhovedet.

”My Lord?” Elizabeth vender sig rundt med svag stemme og ser stift ned i gulvet. Hun kan høre nogen nærme sig. Nathan er kommet helt tæt på inden for meget kort tid. Selvom hun kigger ned i gulvet kan hun tydeligt se Nathans sko lige foran hendes. Hun kan også mærke hans kropsvarme. Han er alt for tæt på, men Elizabeth tør ikke flytte sig. Det er en helt utrolig rædsel der nagler hende til stedet. Nathan ler mildt. Han har ikke en god latter, den virker mere som en ond latter.

”Se på mig.” Det er næsten som om han hvæser af hende, som om han er et dyr der vil til at æde hende. Elizabeth tør ikke se op, selvom hun godt ved at hun skal gøre hvad der bliver sagt, men måden han siger det på virker for skræmmende. Nathans stærke hånd griber om hendes hage og tvinger den op af. Elizabeth klynker af smerte, hun kan se et smil på hans læber, et ondskabsfuldt smil. ”Jeg sagde, se på mig.” Elizabeth kan mærke frygten blive erstattet af vrede. Selvom han er prins skal han ikke bestemme over hende på den måde. Hun ser ham direkte i øjnene. Han nyder hendes vrede.

”Hvad vil De?” Elizabeths nervøsitet er forsvundet som dug for solen. Selvom hun siger ’De’ er hendes tone hård som sten. Nathan stryger hende blidt over kinden, hans øjne bliver varme og han lader den anden hånd glide om på ryggen af hende. Han holder hende blidt fast i sine stærke arme.

”Hvorfor har jeg aldrig set hvor smuk du er?” Hans stemme er fyldt til renden af begær. Frygten kommer tilbage som en kold spand vand. Elizabeth forsøger at træde et skridt tilbage, men Nathan er for stærk og hun er fanget. Inden i hende begynder hendes kræfter at boble, det er selvforsvar, prøver hun at forklare sig selv.

”Jeg vil ikke…” Elizabeth prøver at vriste sig løs at Nathans greb, men han lader bare den anden arm glide fra hendes kind, over hendes hals og bryst for til sidst at ende omme på hendes ryg sammen med den anden hånd. Han trykker hende ind til sig, ikke så hårdt at hun ikke kan få vejret, men hårdt nok til at hun ikke længer kan kæmpe i mod. Nathans ene hånd bevæger sig op ad hendes ryg og op til hende hoved. Hans hånd glider gennem hendes hår. Elizabeth er ved at blive bange, hun ER bange.

”Du skal gøre hvad jeg siger.” Nathans stemme er næsten helt åndeløs. Han har lagt hovedet mod Elizabeths hoved. Hans krop er næsten perfekt. Hans hænder finder knapperne på Elizabeths kjoleryg. En efter en begynder han at knappe dem op. Elizabeth prøver at vride sig for at han ikke skal gøre hende noget. Over hans skulder kan hun se at han har lukket døren bag sig da han gik ind. Der er ikke nogen der kan høre hende hvis hun skulle råbe om hjælp.

”Jeg vil ik…” Elizabeth når ikke at blive færdig før Nathans mund lukker sig over hendes. Han kysser hende ikke bare, han erobre hendes mund. De sidste ord i hendes protest bliver druknet i Nathans mund. Hans hænder arbejder hurtigere på hendes ryg og hun kan mærke kjolen glide ned over hendes skulder. Elizabeth forsøger desperat at holde den oppe. Hun sætter hænderne mod hans bryst og forsøger forgæves at skubbe ham væk. Hans hænder stopper deres ihærdige arbejde på hendes ryg og bevæger sig om til hendes hænder.

”Scchhh…” Hans hænder begynder at tage kjolen af Elizabeth. Vrede og had bobler op inde i hende. Nathan tager Elizabeth i sine arme og bære hende uden besvær hen i Lucys seng hvor han uden besvær holder hendes arme nede så hun ikke kan bevæge sig. Elizabeth prøver at få sine hænder fri, hvis hun bare kan…

”Det er din søsters seng.” Hun prøver at give ham dårlig samvittighed over at være ved at voldtage sin søsters tjenestepige i sin søsters seng. Elizabeth får sin ene hånd fri da Nathan begynder at tage hendes kjole af igen. Langsomt bliver mere og mere af hendes krop synlig for Nathans sultne blik. Elizabeths ene hånd bliver varm, ikke på nogen ubehagelig måde, det er en følelse af magt der løber ned i hendes hånd.

Langsomt kommer en lille flamme til syne i hendes håndflade. Nathan er at for optaget til at lægge mærke til lyset og varmen fra Elizabeths hånd. Nathan flytter sin hånd og skal lige til at tage fat om Elizabeths ene bryst. Det bliver for meget for Elizabeth og hun lader hendes frie hånd, med ild i, flyve op og ramme Nathan i ansigtet. Han slipper omgående Elizabeth og trækker sig sammen i smerten fra ilden i hans ansigt. Mens Nathan ligger på sengen og skriger skynder Elizabeth sig at tage kjolen op over hendes blottede bryst, langsomt kan hun høre løbende skridt der nærmer sig Lucys værelse. Hun ved godt at hvis hun skal levende ud her fra skal hun væk lige med det samme. Elizabeth sætter i løb og forlader rummet kort før vagterne kommer om hjørnet i den modsatte ende af gangen. Først er der ingen der gør hende noget, men hun bliver ved med at løbe.

”Stop pigen! Hun er en heks! Hun er ond!” Nathans stemme er fuld af vrede. Men Elizabeth er mere vred og bange end han er, det ved hun bare. Hun løber ned af trapperne og videre ud af døren. Bag sig kan hun høre ridderne komme tætter på, de er hurtigst, og stærkest. Elizabeth er rædselsslagen. Hun ved at Nathan ikke er død. Hun har hørt ham råbe, hun ved ikke hvad hun skulle gøre hvis hun havde dræbt Lucys bror. Der er ting i denne verden som er skæbnebestemt, ting som ikke kan laves om på. Profetien kommer tilbage i hovedet på Elizabeth. ’Den ene er lys, den anden er mørk’ Elizabeth er den onde, Lucy vil aldrig have gjort det her, Lucy er for sød til at gøre det her. Måske vil det bare være bedst hvis hun blev fanget og dræbt nu, så ville Lucy leve og blive noget stort en dag. Elizabeth sætter langsom farten ned. Mændene kommer tætter på, døden kommer tætter på. Elizabeth er bange for at dø, selvom hun har sagt at hun aldrig vil lade nogen gøre Lucy noget. Hvis hun dør nu vil Lucy ikke skulle dø for hendes skyld senere.

Men hvorfor skal Elizabeth dø for en der måske ikke engang kan acceptere at hun har magiske evner? Hvem er mest værd? Lucy, en forkælet prinsesse, eller Elizabeth, en pige med usædvanlige evner.

Vagterne kommer til syne bag døren på vej ud til trappen ud af slottet hvor Elizabeth står. Der er tre vagter bag hende som spærre veje tilbage ind i slottet, foran hende kommer der fem vagter løbende hen over den åbne slotsplads. Henne ved porten er faldgitteret ved at gå ned. Der er igen flugtvej længer, den lille chance hun havde, har hun forspildt. Hun har forspildt sin eneste chance for at slippe væk med livet i behold ved at tænke på en forkælet prinsesse der helt sikkert ikke vil hjælpe hende.

Vreden kommer tilbage, den siver ud i Elizabeths finger. Hun bliver varm, først i hendes hænder så i hendes finger. Langsomt begynder der igen at dukke flammer op omkring hendes hænder. De tre vagter i døren stopper op og ser forbløffede og bange ud. Elizabeth samler hænderne så de næsten røre hinanden, der opstår en ildkugle i det hulrum der er. Hun lukker øjnene og lader alt det søde og gode slippe ud. Skæbnen har udvalgt hende til at være ond, sådan er det bare. Men skæbnen har også udvalgt hende til at leve, hendes liv er ikke slut endnu. Hun åbner øjnene igen og slynger ildkuglen efter de fem vagter foran hende. Ildkuglen rammer den forreste lige i brystet, han falder om med et smerteskrig der går gennem marv og ben, men det røre ikke Elizabeth, ikke længer. En af hans kammerater trækker ham til side, men de andre er stoppet. Ilden slikker stadig op om Elizabeths hænder. De træder tilbage, vagterne der skulle have fanget hende har fået kolde fødder og lader hende gå. Hun former en ildkugle der er meget større og slynger den mod faldegitteret. Den går igennem som var det en kniv gennem smør. Elizabeth forlader slottet og ser sig ikke tilbage.

 

I vinduet på hendes mors værelse står Lucy og ser efter sin barndoms veninde. Verden er lige blevet vendt op og ned for den unge prinsesse. ’Vi har alle vores hemmeligheder’ Elizabeths ord genlyder i hendes hoved. Elizabeth har magiske evner, stærke magiske kræfter. Profetien giver pludselig en helt anden mening. Lucy vender sig om mod sin mor og græder. De havde begge hørt Nathans skrig, nu giver det hele lidt mere mening, men Elizabeth? Hun kan da ikke finde på at gøre nogen noget? Lucy kigger ned i gården og ser det stadig brændende lig og det rødglødende hul i faldgitterets massive jern Elizabeth har efterladt i sit kølvand. En tåre triller ned af hendes kind. De var venner, men hvad nu?

Døren bag dem går op og nogen kommer ind. Lucy vender sig rundt og ser Nathan, hun gisper da hun ser hans ansigt. Hans højre side af ansigtet er dækket af brænd sår. Han er heldig at hans øje stadig er intakt. Det ligner at hans ansigt er ved at smelte. Lucy besvimer i sin brors arme.

 

Elizabeth sidder ved bordet allerlængst væk fra døren ind til kroen. Hun er lige kommet til egnen, hun har vandret i flere dage fra der hvor hun var før. Men hun er ligeglad, nu vil hun bare nyde varmen inde hun igen bliver tvunget på flugt, igen. Hun har været på flugt i snart fire år. Hun savner stadig Lucy, men hun siger det ikke til nogen, heller ikke hvis hun havde nogen at snakke med. En ung mand kommer hen til hendes bord og sætter sig ned, Elizabeth ser ikke engang op fra sin mad.

”Hvad nu hvis den stol er optaget?” Hendes stemme er bitter, godt nok er det første gang i flere måneder at nogen vil være sammen med hende, men hun er ved at vende sig til at være alene. Elizabeth har særligt noget i mod mænd, hun har flere gange oplevet at de bare vil have hende ligesom Nathan havde villet det. Derfor tager hun nu afstand til alle mennesker.

”Er den da det?” Den unge mand rejser sig op igen lige med det samme. ”Der er bare ikke andre steder jeg kan sidde.” Elizabeth kigger rundt i krostuen og ser at det den unge mand siger er rigtigt. Der har samlet sig en stor flok over omkring ildstedet. Det er nok en omrejsende gøgler eller sanger. Sådan noget har hun aldrig været særlig meget til.

”Nej bare sæt dig.” Elizabeth vender hovedet tilbage mod tallerknen og spiser videre. Det er første gang i lang tid at hun har fået et ordentligt måltid mad, særligt kartofler og sovs. Kød er noget nemmer at lave over et bål. ”Hvad sker der?” Hun giver et kast med hovedet i retning af ildstedet. Det er ikke et forsøg på at være høflig, det er et forsøg på at manden ikke skal spørge ind til hende.

”En omrejsende historiefortæller.” Det er, ifølge Elizabeth, den værste af den slags. Den unge mand bestiller sin mad og de to er igen alene. ”Er du ny her?” Elizabeth sukker, det var lige netop det hun ville undgå.

”Og hvad så hvis jeg er?” Elizabeth vrisser ikke så lidt vredt af den unge mand der bare prøver at være venlig overfor hende. Han når heldigvis ikke at svare før historie fortælleren råber dem op og vil begynde på sin historie. Elizabeth begynder at spise hurtigere.

”For nogle får år siden var der på slottet en ung og smuk pige. Hun var prinsesse Lucys kammerpige.” Elizabeth knuger glasset med vand fast. ”Men ud over at være smuk var hun ligesom en slange, giftig og dødelig. Hun så ligeså uskyldig ud som prinsesse Lucy selv, men forskellen var merkant. Den smukke pige lokkede nemlig vores retfærdige og gode kong Nathan, dengang var han dog stadig prins, ind på prinsesse Lucys værelse en gang hun ikke var der. Lige da han var kommet ind begyndte pigens hænder at brænde, hun ville have brændt ham helt hvis ikke han havde råbt på hjælp, det er derfor han har det store brandsår ned over højre kind.” Elizabeth kan mærke kulden i hendes indre forplante sig i hendes glas med vand. Vandet fryser til is og iskrystallerne begynder at sprede sig til bordet rundt om glasset. Elizabeth gør ikke noget for at forhindre det.

”Løgner.” Elizabeth hvisler af den gamle historie fortæller. Den unge mand ser op på hende. Han gør store øjne da han ser isen sprede sig fra hendes hånd. Men heldigvis siger han ikke noget.

”Da hun flygtede dræbte hun flere af de tapreste ridder med flyvende ildkugler. Hun sprængte sig også vej gennem porten.” Fortælleren bliver bare ved med at fortælle om de forfærdelige ting som rygterne siger at Elizabeth har gjort. Det værste er ikke at han siger det, det værste er at det meste af det rent faktisk er sandt.

”Det skal han ikke have lov til.” Siger Elizabeth med lav stemme, den unge mand overfor ser op på hende igen. Han ser mere og mere skræmt ud. Elizabeth er ligeglad, det var ham selv der satte sig ved hendes bord.

”For nogle uger siden kom hun til en lille landsby ikke langt her fra. Der boede en ung mand med sin familie.” Elizabeth ser over på den unge mand overfor hende. Hun kan se en tåre trille ned over hans kind. Han har ikke bare sympati for den unge mand med familien, han ER den unge mand. Elizabeth lukker øjnene og ser den anden vej, hun trækker hætten dybere ned i panden. Noget af det hun har lært de sidste år er at lade være med at føle. Fortælleren fortsætter: ”Der er ikke nogen der ved hvorfor men noget må ha’ udløst det for lige pludselig angreb hun hans familie…” Der var en dramatisk stilhed i hele kroen. Den unge mand overfor Elizabeth knyttede hænderne og rejser sig op.

”Heksen tog min familie, jeg er nu i dag på vej til slottet for at får den gode kong Nathan til at gøre noget ved denne heks. Jeg har mistet min familie, jeg kender flere der har mistet venner og familie.” Menneskerne i stuen mumler bekræftende. Elizabeth får nok, alle disse mennesker tror de kan gøre noget mod hende. Hvorfor tror de at Nathan ikke har gjort noget for at stoppe hende de sidste fire år? Han er bange for hende, han sidder bag sine soldater og gemmer sig. Han tør ikke røre hende, han er svag, ligesom hun selv var for fire år siden.

”Jamen, hvorfor gør du ikke selv noget? Er du ikke mand nok til det?” Elizabeth rejser sig op og lader hætten glide tilbage. Hendes lange lyse hår kommer til syne og bølger fint efter hende når hun går hen mod døren ud i natten. Hun siger ikke mere, hun gør ikke mere, hun går bare. Ingen siger noget, der er helt stille inde i krostuen. Elizabeth åbner døren og går ud, der er ingen der skal sige at hun er svag. Hun gør hvad der passer hende. Døren smækker bag hende og hun vender sig rundt. Hun kan se nogle af børnenes hoveder dukke op i vinduerne. Med et vip med hånden og en enkelt tanke låser hun alle døre og vindure i den lille kro. Hun kan mærke varmen løbe ned til hendes hænder, ilden begynder at brænde svagt i hendes hænder.

Elizabeth vender ryggen til skrigende og den brændende kro. Hun ser sig ikke tilbage, det gør hun aldrig, det er ikke hendes skyld at kroen brænder, det er Nathans. Han kunne jo bare lade være med at prøve at voldtage hende. I den mørke nat går Elizabeth mod skoven, hvis der hende været nogen ville de have set en smuk høj blond kvindesilhuet, kun oplyst bagfra af den kro hun lige har sat ild til. Hendes skridt kan ikke høres for de skrig der kommer fra kroen. Elizabeth smiler et smil der aldrig vil nå hendes øjne. Hun har sat kursen hjem ad, hun er på vej mod slottet og den hævn hun svor at tage for fire år siden. Nu er det blevet tid til at den ’gode’ kong Nathan skal bøde for det liv han tog fra hende. Det er grunden til at hun er blevet i landet alle disse år.

 

Ud af vinduet kan man se en rytter der kommer ind af porten, han har travlt. Den unge soldat giver hesten til en stalddreng og løber op af trappen og ind i slottet. Han har en vigtig meddelelse til kong Nathan. Lucy rejser sig fra sin plads ved vinduet og går hen til spejlet og ser på sit spejlbillede. Hendes røde hår bølger ned over hendes skulder og indkredser hendes ansigt som ild der omslutter brændet i et bål. Hun ringer på en lille klokke og hendes tjenestepige kommer kort efter.

”Vil du ikke sætte mit hår lidt op?” Lucys stemme er blid og på ingen måde kommanderende. Alle på slottet er enige om at der ikke findes blider og mere uskyldig kvinde, eller mand for den sags skyld, i hele landet. Der er en da enkelte der siger at hun vil gå i døden for at beskytte dem hun elsker. Lucy kender godt rygterne men siger ikke noget til dem, det skal virkelig være en hun elsker højt for at hun vil gå i døden for ham, eller hende.

”Selvfølgelig My Lady.” Tjenestepigens hænder er bløde og forsigtige. Men som Lucy sidder der og ser sig i spejlet kommer hun til at tænke på Elizabeth, hendes fantastiske ynde og nænsomhed overfor alle. Det Nathan fortalte gav ikke mening, han sagde at Elizabeth havde angrebet ham, bare sådan uden videre. Den Elizabeth hun kendte, eller i hvert fald, den hun havde kendt, ville aldrig gøre noget sådan uden en god grund. Der må være noget Nathan ikke havde sagt, men han kan da ikke lyve overfor sin egen familie?

”Jeg vil gå ned og finde ud af hvad der sker.” Det var ikke rigtig sagt til nogen, det var egentlig mest til hende selv, som for at holde sig selv oppe på at hun skal gå ned og høre hvad den unge soldat vil sige til hendes bror. Lucy rejser sig og går ud af døren, hun nærmest svæver ned af gangen og ned mod den store sal hvor hun formoder at Nathan er samlet med det meste af hans følge af soldater og ridder. Vagten foran døren åbner for Lucy så hun kan gå ind. Inde i salen kan hun se sin bror sidde på tronen. Selvom det er to år siden deres far døde er det stadig mærkeligt at se Nathan på tronen.

”Jeg kom for sent Deres Majestæt, kroen var allerede brændt ned, der var ingen overlevende.” Den unge soldat sidder på knæ foran tronen. Lucy går langsomt ind og stiller sig op af vægen for ikke at vække opmærksomhed, hun kan mærke at Nathan har set hende.

”Hvordan ved du så at det var ’hende’?” Nathans stemme er kold, men ikke hård. Alle i rummet ved at ’hende’ er Elizabeth. Lucy har mest lyst til at gå igen, hun har ikke lyst til at høre på flere rygter om hvad Elizabeth har gjort eller ikke gjort. Der er aldrig beviser for at det de siger er sandt, der er ikke nogen der ved om hun overhovedet stadig er i landet.

”Jeg kan forsikrer Dem om at det er hende. Ingen anden kan med fuldt overlæg låse 50 mennesker, deriblandt kvinder og børn, inde i en kro og der efter brænde kroen ned til grunde.” Manden holder en pause så hans ord kan trænge ind. Lucy tror ikke på at Elizabeth kan gøre noget sådant. Lucy har set Elizabeth passe en fugl fordi den var syg, hvorfor skulle hun så dræbe mænd og kvinder i alle aldre? ”Desuden red jeg gennem skoven på vej hertil. Det er blevet vinter…” Han lader ordene hænge i luften. De lever i et land hvor det altid er sommer, og nu er vinteren kommet. Der skal en mægtig heks eller troldmand til for at tvinge en årtusind gammel magi til at ændre sig. Der er helt stille i salen, ingen siger noget, ingen gør noget. Lucy løber ud af salen, ikke fordi hun ved hvad hun skal gøre, men bare for at komme ud.

 

Selv på afstand er det nemt at ser pigen på hesten i silhuet mod sneen. Elizabeth står bare og ser til mens skikkelsen nærmer sig. Hvorfor skal hun gøre noget for at flygte, vedkomne er selv kommet her ud, og det virker ikke til at hun er bange. Da de kommer tætter på kan Elizabeth begynde at skimte farver, hesten er kridhvid, der er en smuk hest fra slottet. Pigen, eller kvinden, der sidder på hesten har flammende rødt hår, hun er klædt i en smuk grøn kjole der passer perfekt til det røde hår, alt på hende ser perfekt ud. Elizabeth lukker øjnene.

”Elizabeth?” Stemmen, den velkendte og savnede stemme. Den eneste Elizabeth nogen sinde har savnet. Lucy…

”Hvad laver du her?” Det kræver al hendes viljestyrke ikke at gå hen til Lucy og omfavne hende. Elizabeth holder sin stemme kold og fjern, Lucy skal ikke føle sig velkommen, eller elsket.

”Jeg… jeg kom for at se dig, jeg hørte rygter… jeg vil se om de talte sandt.” Lucys stemme er fuld af varme følelser, men hun virker også nervøs, som om hun ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv. Hun glider elegant ned fra hesten og står nu foran Elizabeth. De to unge kvinder er samme højde. De er begge to smukke på hver deres måde, forskellen er bare at Elizabeths ansigt overhovedet ikke viser nogen følelser, Lucys er fyldt af kærlighed og varme.

”Det gør de. Du kan godt tage hjem nu.” Elizabeth vender sig væk fra sin gamle veninde, hun ønsker ikke at Lucy skal vide hvor meget hun har savnet hende.

”Hvad er der sket med dig?” Lucy lægger hånden på Elizabeths skulder som træder forskrækket væk. ”Vi var venner…” Lucy lader ordene hænge i luften, hun prøver at nå Elizabeths hjerte, men det er som om det er helt væk.

”Hvad der er sket med MIG? Hvorfor spørger du ikke din oh så PERFEKTE bror om det? Har han ikke fortalt dig hvordan jeg var en ond heks der  bare lå på lur og ventede på at dræbe ham? Har du ikke hørt alle historierne?” Elizabeth vender sig om mod den skræmte Lucy, ja hun er vred.

”Jo, han har fortalt mig det, jo jeg har hørt alle historierne. Men jeg tror ikke på dem, det er ikke den pige jeg kendte. Du var så sød og venlig overfor alle. Hvad skete der? Vil du ikke fortælle mig hvad der skete den dag? Jeg har brug for at vide hvorfor du forlod mig.” Lucy går hen i mod den rystende Elizabeth, men hun bakker bare længer væk mens hun ryster på hovedet.

”Lad mig være.” Det er første gang i fire år Elizabeth har oplevet frygt, men ikke frygt for at Lucy skal gøre hende noget, frygt for at hun kommer til at gøre Lucy noget.

”Ikke før du fortæller mig hvad du oplevede den dag.” Lucy går et skridt baglæns, ikke i frygt, men respekt for hendes skræmte veninde.

”Da du var gået tog din bror fat i mig, han sagde at han ville have mig. Han lukkede døren og vi var alene, på dit værelse. Han begyndte at tage min kjole af mig, jeg prøvede at få ham til at holde op, men han var for stærk. Han løftede mig op i sengen, din seng, og trak min kjole ned så mit bryst var blottet for ham. Det blev for meget for mig, jeg blev nødt til gøre noget. Jeg havde aldrig tænkt mig at det skulle være alvorligt, bare…” Elizabeth lukker øjnene, hun vil ikke se på Lucy, det er det der gør mest ondt lige nu, det der skete den dag for fire år siden. Lucy lader sin hånd hvile på Elizabeths skulder, denne gang gør hun ikke noget for at få den væk.

”Det… det vidste jeg slet ikke…” Noget af Elizabeths vrede vender tilbage, hun har ikke brug for medfølelse. Hun skubber Lucys hånd ned fra sin skulder.

”Alt det andet, alle rygterne, de passer.” Elizabeth går væk fra Lucy, hendes eneste ønske er at passe på Lucy. Hun bliver nødt til at huske at hun er farlig. Hun VIL gerne skubbe Lucy væk fra sig. Det er for Lucys bedste.

”Elizabeth! Også det med kroen…” Det ryger bare ud af munden på Lucy. ”Undskyld… jeg…” Hun ved ikke hvad hun skal sige, hun skulle aldrig være kommet.

”Lucy, det er bedst hvis du går nu.” Elizabeth vender ryggen til sin bedste veninde, hun vil ikke have at Lucy ser at det gør ondt at bede hende om at gå. Hun vil ikke have at Lucy ser at hun græder.

”Men… Vi var venner… Elizabeth, jeg vil altid være din ven!” Lucy går tættere på Elizabeth. Men Elizabeth kan mærke det og går længere væk.

”Lucy, jeg vil ikke se dig mere. Vi er ikke venner mere, der er for meget der har ændret sig.” Elizabeth prøver at snakke roligt og koldt, Lucy skal ikke vide hvor ondt det gør at bede hende om gå og ikke komme tilbage.

”Men…” Lucy står tilbage, forvirret over det skift i venindens humør.

”GÅ!” Elizabeth råber, hun virker vred, men inderst inde er hun bare såret. Hun savner hendes veninde mere end noget andet.

”Hvorfor blev du? Jeg mener du kunne være taget til et andet land.” Lucy nægter at gå, hun savner nemlig også sin veninde.

”Jeg har noget… jeg bliver nødt til at gøre…” Elizabeth lader armene synke. Hvordan kan hun fortælle Lucy at hendes plan er at dræbe Nathan, Lucys bror? ”Gå nu.” Lucy kan godt mærke at det er ved at være tid til at gå.

”Vi ses…” Lucy går hen til sin hest og rider tilbage mod slottet.

 

Hun gik, der var ikke nogen der stoppede hende, sneen knirkede under hendes sko. Tårerne løb ned af hendes kinder, hvorfor havde hun været så dum? Hun burde have vidst at det aldrig ville gå, de var for forskellige, hun skulle have ladet være med at føle fra starten. Men alt havde virket så godt, de havde lignet hinanden som to dråber vand, det gjorde de stadig. Der går noget tid, der er ikke nogen der ved hvor lang tid. Der høres råb, ingen reagere. Døren går stille op, så stille at Lucy ikke høre det i hendes gråd.

”Søs? Hvad er der sket? Hvor løb du hen?” Nathan kommer hen til Lucys seng. Lucy ser ikke op på ham. Han lægger kærligt hånden på hendes skulder, han har ændret sig meget de sidste år. Han er blevet mere opmærksom på Lucy, tager sig bedre af hende. Lucy får kæmpet sig op at sidde og ser på Nathan.

”Jeg ønskede ikke at tro på alle rygterne om Elizabeth.” En muskel i Nathans forbrændte kind bevæger sig da Lucy nævner Elizabeth. ”Jeg tog ud i skoven for at se om hun var der, det var hun, jeg mødte hende, jeg snakkede med hende…” Lucy kan ikke sige mere, det gør for ondt inde i hendes hjerte. Nathan trækker hende ind i sine arme, han stryger hende blidt over håret. Det med Nathan ændrede sig allermest da deres mor døde.

”Hvad sagde hun? Gjorder hun dig noget?” Nathan er bange for at Elizabeth har fortalt hans uskyldige søster hvad der skete den dag. Men han er også bange for at hun har gjort Lucy noget.

”Hun fortalte at alle de rygter der er, er sande. Det passer alt sammen.” Lucy vælger at lade være med at såre Nathan lige nu, hun ved godt hvad der skete den dag for fire år siden.

”Min lille pige, du er så uskyldig. Elizabeth er ond, du er indbegrebet af godhed.” Nathan stryger Lucy blidt over håret. Han bøjer sig ned og knuger hende ind til sig. Der er ingen der skal gøre hans lille pige noget.

”Hun sagde at hun aldrig ville se mig igen, hun sagde at jeg skulle gå og aldrig komme tilbage…” Lucy græder, hun sidder i sin brors favn og græder sig selv i søvn. Nathan bliver ved med at stryge hende over håret. Ingen, INGEN, skal slippe godt fra at såre hans lille prinsesse. Han er glad for at han lod Lucy bestemme og hun ikke giftede sig. Hvordan skulle han klare sig uden hende? Nathan rejser sig og lægger Lucy i seng, hun sover tungt, hun ser så uskyldig ud som hun ligger der. Nathan går ud af døren og ned mod kælderen. Nu skal Lucy hævnes.

 

”Elizabeth. Så mødes vi endelig igen.” Nathans kolde drævende stemme fylder det tomme kælderrum, der er ingen ting til at absorbere lyden så det giver ekko.

”Nathan. Jeg troede du havde glemt mig.” Elizabeth sidder lænket til væggen, hun sidder på en hård bænk med armene på ryggen, bundet. Kæden er ikke normal, den er magisk, Elizabeths magi har absolut ingen magt overfor kæden. Elizabeths stemme er lige så kold som Nathans.

”En pige som dig glemmer man ikke, der har jo også været nogle rygter.” Nathan går langsomt hen mod den ranke følelseskolde pige der sidder foran ham.

”Hvordan vidste du at jeg ville komme?” Elizabeth fortrækker ikke en mine. Hun er som sten, kold og ikke til at stikke i. Vagterne havde mødt hende lige da hun var kommet ind af den hemmelige dør hun kendte fra dengang hun var barn. De havde lagt hende i lænker, magiske lænker. De havde vidst at hun ville komme.

”Lucy…” Et ord, det stikker Elizabeth lige i hjertet, Lucy havde forrådt hende? Men hun vidste jo ikke at Elizabeth ville komme her? Elizabeth prøver at holde tåreren tilbage, men der er en der stikker af, ned over hendes kind. Nathan siger ikke mere, han sagde bare et ord og så gik hun i tusind stykker. Han smiler hånligt til hende og tørre blidt tåren væk. Nathan går, han vender sig om og går uden et ord. Hans stemme giver genlyd i den kolde celle. ”Det slutter i morgen.” Elizabeth prøver at være stærk, men hun kan ikke. Hvad fik hun ud af at udskyde sin død fire år? Hun havde ret, Lucy ville aldrig gøre noget for hende.

 

Lucy åbner øjnene og misser mod lyset, lyset? Det var da aften sidst hun var vågen, var det ikke? Hendes tjenestepige kommer ind af døren og ser at hun er vågen. Hun kommer hurtigt over til sengen.

”My Lady, De er vågen! Deres bror ønsker at jeg skal sige til Dem at han har fanget ’Heksen’ og at hun vil blive brændt i eftermiddag.” Det er en informativ besked, der er ingen følelser i det. Lucy ser på sin tjenestepige med store øjne. ”Skal jeg hjælpe Dem i tøjet?” Lucy nikker ude af stand til at svare, de vil brænde Elizabeth i eftermiddag. Hvordan kan Nathan gøre det mod hende? Hun hader ham for det. Tjenestepigen giver hende en kjole på, sætter hendes hår og til sidst nejer og går. Lucy er alene med sin sorg. Noget må kunne gøres. Hun tager en beslutning, hun har brug for hjælp, hendes gamle lære, Mester Phillip, er nok den der ved besked. Lucy går ud af døren og op mod Mester Phillips tårnværelse.

”Lucy min pige, det er længe siden.” Phillip omfavner hende da han åbner døren til hans værelse. Lucy har brug for hans hjælp.

”Phillip, jeg har brug for din hjælp.” Lucy tager hans hånd og følger med ind i den hyggelige stue som er fyldt med bøger fra gulv til loft. Der står to lænestole foran en kamin. Lucy sætter sig i den ene. ”Kan et menneske der ikke er født med magi… lære det? Og hvordan?” Phillip stryger Lucy over håret og griner.

”Det handler om hekse pigen, ikke sandt?” Phillip sætter sig ned overfor Lucy og ser på hende. ”Du ved vel godt at jeg ikke må fortælle dig sådanne ting?”

”Det handler ikke om Elizabeth, jeg er bare nysgerrig.” Lucy har lagt en plan, en plan der måske kan gå galt, måske kan gå godt. ”Jeg vil ikke sige det til nogen, jeg vil tage det med mig i graven.” Lucy siger ikke hvornår den grav kommer.

”Lucy min pige, sådan noget må du aldrig spøge med, ingen ved hvornår vil skal herfra. En legende siger at hvis et normalt menneske får blod, på nogen måde, fra en heks eller troldmand vil mennesket kunne bruge den magi som troldmanden eller heksen har. Men selvfølgelig kun indtil blodet er brugt op.” Phillip har altid haft en svaghed for Lucy, han elsker hendes positive sind og evige nysgerrighed.

”Hvor længe kan man beholde blodet i kroppen? Bliver det for gammelt?” Lucys plan er lige ved at falde i hak, om lidt kan hun befri Elizabeth.

”Så længe det skal være, tror jeg.” Phillip ser indtrængende på den uskyldige prinsesse foran sig. ”Hvis du tror det er det der er sket for Elizabeth er jeg bange for at du tager fejl. Hendes magi er for stærk til at være noget hun har fået fra en anden gennem blodet.” Lucy bidder sig i læben og prøver at smile stille og uskyldigt.

”Phillip, jeg kunne aldrig finde på at gøre noget dumt, det ved du da?” Lucy rejser sig og går hen mod døren, der er kun nogle få timer til hendes plan skal sættes i værk. ”Skal du se henrettelsen i eftermiddag?” Lucy vrister stille nøglen til Phillips værelse ud af nøglehullet på indersiden af døren, Phillip virker ikke til at have set eller hørt noget.

”Jeg tror da jeg kommer, du har vist brug for mig.” Phillip smiler til Lucy da hun går ud af døren. Det gør ondt på Lucy, men han er den eneste der kan få hendes plan til at gå i vasken, han skal ikke være der når det går løs. Hun lukker døren bag sig og låser den udefra, det gør ondt. Første skridt på vejen til frihed, at låse sin gamle lære inde i hans eget tårn.

”Undskyld, jeg elsker dig.” Lucy hvisker til døren og ved godt at Phillip ikke kan høre hende, men det er tanken der tæller.

 

Vagterne kommer ind i den lille celle og tager lænken ned fra en krog i væggen, Elizabeth har ikke sovet. Hun ved godt at hendes straf er retfærdig, men det gør ikke smerten i hjertet mindre, Lucy stak hende, den eneste hun ville have stolet på forrådte hende. Vagterne føre hende ud af kælderen og ud i den store gård, midt på pladsen kan hun se en stor platform med et bål på. Nathan vil brænde hende som hun brændte ham dengang, ja dum er han ikke. Der står allerede mange mennesker rundt om platformen, de er alle sammen kommet for at se hende dø. Vagterne føre hende op på platformen. Oppe på balkongen står Nathan med sit følge og ser ned på senariet. Lucy er der ikke, hun har måske fået kolde fødder?

”Vi er her i dag fordi heksen Elizabeth skal have sin retmæssige straf.” Nathans stemme er kold og hård, han har ventet på denne dag i fire år. ”Hun har leget med ilden, og skal dø således.” Det hele lyder så højtidligt. Elizabeth ser bare op på ham, hun ved godt at han nyder det her. Bødlen tænder en fakkel. Elizabeth er bundet til en pæl midt på bålet.

”STOP!” Alle vender sig efter stemmen, Lucys stemme, Elizabeth er lige ved at græde. Lucy vil gerne stoppe det hun har sat i gang. ”I har fat i den forkerte.” Lucy går værdigt gennem menneskemængden og ender oppe ved bødlen og Elizabeth. Nathan er gået helt frem til kanten af balkongen. Lucy står lige ved siden af Elizabeth og ser op på sin bror. Lucy har en sort kjole på, hun ligner en gudinde, hun er utrolig smuk. Der er noget ved hende der udstråler ligegyldighed.

”Lucy! Kom væk der fra.” Er det forvirring man kan høre i hans stemme?

”Nej! Jeg er færdig med at gøre alt hvad du siger.” Lucy vender sig mod bødlen og gør tegn til at han skal slukke faklen. ”Du var altid fars favorit, han havde kun øje for dig. Han var så blind at han ikke så hvad der foregik lige under hans egen næse.” Lucys stemme er kold og hånlig, den har aldrig været så kold før. Hun smiler hånligt til Nathan.

”Far elskede også dig.” Nathan ved slet ikke hvad han skal sige.

”Nathan, er du virkelig så dum?” Lucys kolde latter spreder sig på den stille plads. ”Du står der og vil dræbe Elizabeth, en uskyldig pige.” Der går en susene over pladsen, Lucy lader som om hun ikke høre det. ”Det var mig! Hele tiden var det mig.” Stilheden sænker sig over menneskemængden.

”Du lyver!” Nathans stemme knækker. Lucy ler igen, det er ikke en god latter, den er fuldstændig følelsesforladt.

”Nej jeg gør ikke. Mor havde magi, jeg arvede det, du gjorde ikke. Det var mig der var den heldige.” Lucy holder en kort pause så hendes ord kan nå at trænge ind. ”Mor ønskede at det var mig der skulle overtage magten, men den eneste forhindring var dig.” Nathan ser fortabt ned på Lucy, som om hun lige har ødelagt hele hans forestilling om verden. Elizabeth ønsker at skrige at det ikke passer, men der kommer ikke en lyd ud når hun åbner munden. ”Det var næsten lykkedes for fire år siden, men Elizabeth strittede i mod, hun var for uskyldig, for god.”

”Men hvordan?” Nathan kan ikke sige andet. Lucy smiler hånligt.

”Blod!” Siger Lucy triumferende. ”Hun kan bruge min magi fordi hun har mit blod i sine åre. Jeg har givet hende det lidt af gange i løbet af de sidste mange år.” Elizabeth ved at det er en lodret løgn, men hun kan ikke sige noget. ”Men du er så dum, du har aldrig interesseret dig for det der sker i verden.” Lucy ler igen, det hele virker så falsk.

”Kan du bevise det?” Nathan råber ud over den stille plads, Lucys skæve hånlige smil kommer tilbage. Hun holder sin hånd frem og en flamme kommer til syne i hendes hånd. Elizabeth stirre på den lille flamme i Lucys hånd. Nathan er helt slået ud, det er som om han har givet op at bevise at Lucy er uskyldig. ”Hvorfor nu?”

”Det har været mors drøm, men Elizabeth blev min veninde, jeg vil ikke lade hende dø for noget jeg ikke tror på længer. Der er allerede for mange uskyldige der er døde for det i forvejen.” Elizabeth åbner munden og skal til at sige noget, men Nathan kommer hende i forkøbet.

”Men…” Nathans øjne bliver kolde, han tager en beslutning. ”Løs pigen.” Elizabeth kan mærke at lænkerne bliver løsnet.

”Må jeg få fem minutter til at forklare Elizabeth det hele?” Lucy ser op på sin bror, Nathan er splittet.

”Ja…” Nathan giver tegn til at to vagter skal følge de to piger ind i et rum hvor de kan være alene. Elizabeth er lammet, hun ved ikke hvad hun skal gøre. Vagterne lukker døren bag dem og de er alene.

”Elizabeth, før du siger noget vil jeg fortælle dig hvor meget du betyder for mig, jeg kan ikke bare stå og se på at Nathan dræber dig.” Lucy træder helt tæt på Elizabeth og giver hende et knus, hun har længtes efter det i fire år. Elizabeth gør ikke noget for at stritte i mod denne gang.

”Lucy! Det du sagde der ude var en lodret løgn!” Elizabeth kan ikke lade være med at græde. For længe siden besluttede hun at Lucy aldrig ville hjælpe hende, men nu er hun ved at tage hendes dødsdom.

”Og hvad så? Du har et liv du skal leve, hvad har jeg? Jeg vil ikke sidde og være pyntedukke hele mit liv.” Lucy græder ikke længer, hun holder Elizabeth ud i strakte arme. ”Og desuden passer det med blodet, det er bare sket omvendt, vi blande blod da vi var mindre. Jeg havde noget af dit blod i mine åre.” Lucy ler sin lyse lette latter.

”Jeg kan ikke lade dig gøre det. Jeg går der ud og beviser at du tager fejl.” Elizabeth prøver at vriste sig fri, men Lucy holder fast.

”Det kan du ikke, de tror mere på mig end på dig.” En tåre triller ned af Lucys kind, Elizabeth tørre den blidt væk. ”Din skæbne er at blive til noget stort, hvad kan jeg blive? Der findes ikke godt eller ondt, kun det du vælger. Du kan vælge om du vil bruge dine evner til at skade eller gøre godt. Det er dit valg.” Lucy stryger Elizabeth over håret.

”Men jeg er ond, det siger alle.” Elizabeth vender ansigtet væk fra Lucy, det gør for ondt at se på hendes uskyldige ansigt. Lucy ryster på hovedet.

”For syv år siden, den dag profetien blev fremsagt, så jeg en hvid kanin. Det var dig der havde skabt den, ikke? Jeg så en da jeg red tilbage efter at vi havde mødtes i skoven. Jeg vidste at det var dig.” Lucy lægger hånden på Elizabeths kind og vender hendes ansigt over mod sig.

”Jo, men…” Elizabeth når ikke længer før døren går op og de to vagter kommer ind. De tager Lucy og lægger hende i lænker, de magiske lænker. Elizabeth ønsker at gøre noget, men Lucys blik holder hende tilbage.

”Kongen har givet ordre til at du skal tage pigens plads på bålet.” Vagten ser på Lucy, al formalitet er forsvundet. Elizabeth vil allerhelst bare skrige.

”Elizabeth, gå, rejs ud af landet, find et sted hvor du kan bruge… det du kan.” Lucy prøver at smile til hendes veninde. Elizabeth kaster sig om halsen på hende.

”Undskyld! Jeg elsker dig!” Den anden vagt får vristet den grædende Elizabeth af Lucy og de føre hende ud af døren og hen mod pladsen. Elizabeth står tilbage i chok.

”Jeg elsker også dig.” Lucys stemme giver genlyd gennem den tomme gang. Elizabeth står tilbage, fri. Elizabeth går ud på gangen, hun bliver nødt til at forlade slottet, landet. Det var Lucys sidste ønske, hun bliver nødt til at gøre det. Hun går ud af slottet og kommer til skovkanten. Der er fartruende stille, Elizabeth vender sig om og kan se en tynd stribe røg stige op fra slottet. Et hjerteskærende skrig gennemtrænger stilheden som et sværd. Elizabeth begynder at græde igen. Med sine magiske kræfter får hun en stor sten til at rejse sig op så den danner et slags mindesmærke. Elizabeth riser 9 ord ind i stenen:

’Til minde om Lucy, en uskyldig der tog straffen.’

Hun vender ryggen til slottet for evigt og går sin vej, hun ser sig aldrig tilbage. Elizabeth forlader landet. Hun lover sig selv at hun vil komme tilbage hvert år for at ligge en hvid og en rød rose på den sten hun har rejst til Lucys minde.

 

”Jeg troede jeg kendte min skæbne, jeg tog fejl. Jeg troede alt var sort og hvidt. Men jeg tog fejl. Vi lignede hinanden som to dråber vand. Men ingen vidste hvem der ville dø den dag. Jeg troede jeg vidste det. Jeg var overbevist, men jeg tog fejl. Jeg havde aldrig overvejet at der var en anden udvej. Men hun viste mig en anden vej. En vej til en dyrt købt frihed, en vej jeg aldrig ville have kunnet gå uden hende.

Før det havde jeg aldrig overvejet hvad mit liv var værd. Nu er jeg overbevist om at hun betalte overpris. Men de spørgsmål der står tilbage er: Hvorfor gjorder hun det? Og er jeg det værd?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...