Træstammetårer

//bidrag til Piger 2018-konkurrencen. Om køn.

14Likes
9Kommentarer
410Visninger

1. -

Træstammetårer

Pigen var faret vild. Eller nej – selvfølgelig var hun ikke faret vild. Det var umuligt i en verden, der for det meste ikke strakte sig længere end den halvanden kilometer, der var hjem, i en verden, hvor man havde fået at vide, at man ikke måtte tale med fremmede, at man ikke måtte gå over for rødt, at man ikke måtte ændre sig for en dreng, men også havde fået at vide, at man kun skulle holde fast i sine principper på samme måde, som man holdt fast i kanten af sit bord til afgangsprøver – for at holde i fast i noget, bare et eller andet, og man blev jo nødt til at give slip på det bord for at få nået alle opgaver i sit problemregningssæt. På samme blev jo nødt til at give slip på sine principper for at spørge om vej og for ikke at blive set som feminist, og det var sådan det altid endte.

Men pigen skulle nu nok finde hjem selv. Hun var blevet på skolen i flere timer, end hun behøvede, indtil den sure pedel smed hende ud, fordi han skulle lukke af, og han skulle jo også have sommerferie, så hun havde haft god tid til at tænke over vejen – lidt for god tid i betragtning af at hun havde været sommerferie, burde være glad, i betragtning af det var den vej hun gik hver eneste morgen. Pigen kunne bare ikke få sig selv til at være den slags person, der følte sig glad over at have sommerferie, som godt kunne finde vej det sted hun havde boet hele sit liv og som ikke blev så fandens trist.

Trist på den måde hvor snot løb ned af ens næse, og hvor man lå i sin seng med gardinerne trukket for, og hørte triste sange og begravede sit eget hoved i dynen, det eneste sted i denne verden hvor man kunne tillade sig at have medlidenhed med sig selv som en eller anden privilegeret middelklasses pige, der egentlig bare lå der i sin seng og havde brugt lidt for længe på at stirre op i et loft uden at blinke. Så længe at der var begyndt at dukke farvede former op foran hendes øjne, så længe at hun var begyndt at bilde sig selv ind, at disse farvede former var reelle problemer og så længe hun havde bildt sig in, at disse problemer ville gå væk så snart hun blinkede.

Trist på den måde hun ikke selv forstod. Hvis man havde spurgt pigen for seks timer siden, da hun begav sig i skole for at opleve sin sidste dag af ottende klasse, havde hun ikke forventet, at det ville ende sådan. Hun havde endda tidligere i dag tvunget sig selv til at holde øjnene åbne, indtil hun begyndte at græde, da hun sad inde i klassen, og spiste morgenmad sammen med sin klasse, på den allersidste dag af ottende klasse. Bare for at græde. Bare for at se om der mon var nogen, der ville lægge mærke til det. Men da ingen havde set den ensomme krokodilletårer, der kravlede ned af hendes kind havde hun besluttet sig for, at den skulle nedgraderes til en træstammetåre. En af de tårer, der ville æde dig levende så snart, du begyndte at tro på den, at krydse floden på den, at stole på den var ægte, at hun havde brug for at blive trøstet, og at tro på, hun var en af de piger, der rent faktisk græd over noget så tåbeligt som en dreng.

Så på det tidspunkt havde pigen bare strøget tåren væk fra sin kind.

Men nu græd pigen. Hulkede desperat på åben gade. Det var mærkeligt. Mærkeligt. Hun havde kendt Jonas i fem år, fem år siden han var startet i klassen og i sine beskedne snart femten år, var det en tredjedel af hendes liv. Og en tredjedel var meget, specielt i disse år, specielt når hun ikke rigtig kunne huske noget fra den første tredjedel, specielt når den anden tredjedel bare bestod af minder om vokseværk, når man sad i lange bilkøer, om menstruation, der af en eller anden grund kom, når man var 10, ønskelister hvor det eneste der stod på var fantasybøger, som efter hendes mening var meget bedre end virkeligheden, fantasybøger, hvor hun var med i tusindkantsdramaer hvor alle kanterne af en eller anden grund havde en sixpack, en læderjakke og en cigaret hængende ud af den ene mundvige, mens den sidste tredjedel – nu var den slut. Jonas skulle på efterskole.

Pigen kunne godt høre hvor absurd det lød, at være så trist over det. Jorden ville blive ved med at dreje, hun ville blive ved med at gå i skole et år mere, de sultne børn i Afrika ville blive ved med at sultne, Trump ville blive ved med at være præsident, Martin Henriksen ville blive ved med smilende at kunne fortælle børn, at de ikke var danske, fordi de kaldte en anden form for farveblyant for hudfarvet, og der var ikke så meget, der forandrede sig i sådan en stor verden. Bare lidt forandring. Det var ikke engang fordi hun ikke ville komme til at se Jonas nogensinde igen – hun ville sikket se ham til klassefester, sikkert støde ind i ham i Rema 1000,.

Og pigen havde heller ikke forstillet sig, at hun ville græde. Hun havde bare tænkt, at hun var robust, hun græd ikke ved Titanic, hun græd ikke, da hendes marsvin døde, hun græd ikke over de 50.000 mennesker, der døde om dagen af andet end aldersrelaterede sygdomme, græd ikke over spildt mælk, græd ikke over spildte chancer for at kysse drenge.

Det var ottende klasse. Der var stadig et år tilbage. Alligevel græd hun.

Og det var da hun stod med armene om Jonas, krammede ham farvel, at hun forstod, hvorfor hun ikke havde kunnet græde alle de dage, når hun tænkte på, at denne dag ville komme. Hvorfor det først var i netop det øjeblik, hvor hun indsnusede Jonas’ deodorant, hun havde kunnet græde, trods alle de mange gange hun tænkte det igennem før, ligegyldigt hvor mange gange hun lovede sig selv ikke at græde ,ville hendes øjne forblive tørre, indtil de kunne se for dem selv, at var nu det forfærdelige skete, og ligegyldigt hvor mange voksne hun hørte sige, at de gik over, at det blev bedre, var det stadig i det øjeblik det forfærdelige skete, og man kunne ikke pakke det ind i dr. Seuss citater eller påmindelser om de sultne børn i Afrika.

Intet andet end virkeligheden kunne forberede én på virkeligheden, tænkte hun og hun kunne næsten mærke virkeligheden nikke under sine fødder, måske var det derfor, at det føltes, som om at det vippede.

Men på den anden side havde pigen ikke lyst til at tro på, at det her, det var virkeligheden, det her var kærlighed - at være trist over noget tåbeligt. Hvis det her var kærlighed ville hun gerne have pengene tilbage på samtlige kærlighedsromaner hun havde knækket ryggen af og knækket rygraden på. Det ville være overvurderet.

Det var ikke kærlighed, der holdt hende sammen. Det var lim fra en limpistol og så måske også bare en del tanker fra en hormonfyldt hjerne og slet ikke kærlighed, slet ikke kærlighed, der holdt hende sammen, for så ville pigen sikkert falde over menneskehoveder hver eneste dag, der bare ville ligge og trille rundt i gaden for så meget kærlighed var der heller ikke rigtig tilbage, og hovederne ville stirre anklagende på hende.

 For uden hoveder var der ingen kærlighed. Pigen havde aldrig troet på hjerter. Eller jo - hun troede på den muskel, det organ der pumpede i hendes bryst og fik blodet ud til hendes årer, det troede hun på. Men hun troede ikke på, at den var mere end et organ,  så længe den fik større chance for at stoppe med at slå  helt, jo flere lidt for søde is, man spiste på lidt for varme sommerdag med sand mellem fingrene og mennesker mellem tæerne.

Men i løbet af de sidste tre måneder var hun begyndt at tro lidt på dem. Hjerter, altså. At hjernen ikke var alene om at tænke og om at handle. For pigens hjerne var rationel, det vidste hun. Den vidste, at 2+2 var 4, at mænd og kvinder ikke var lige endnu, og at uligheden gik begge veje, en rationel del, der ikke forelskelse sig i drenge, der ikke fortjente det. Alligevel var det sket, og det kunne jo ikke være hendes skyld, hun var jo rationel. Så måske hun troede en lillebitte smule på hjerter og måske hun troede en lillebitte smule på at bruge dem som dårlige undskyldninger, og måske hun troede på, at ligegyldigt om man troede på hjerter eller hjerner, ville der altid komme et bagefter til at indse hvor tåbelig og ikke-forelsket man havde været, hvordan det at snakke om at være forelsket som 14 årig, var ligesom at snakke om at have det sjovt som 44-årig, ligesom at snakke om at have mening med livet som 64-årig. Det fandtes ikke.

Pigens tankerække blev pludselig afbrudt af en stemme. Hun hoppede ved lyden. Hun havde helt glemt, at der var en chance for at møde andre mennesker, når man gik ned ad gader.

”Er du okay?” Det var en gammel dame i en blomstret sommerkjole, der talte. Spurgte hende med et blik på hendes træstammetårer for selvfølgelig, selvfølgelig var det ikke rigtige tårer, hun var ikke den slags pige.

Pigen ville gerne råbe af hende, at nej, hun var ikke okay, råbe af hende for at være en del af det univers, hvor der fandtes stjerner, men det alt for tit var overskyet, hvor der fandtes hjerter, som alt for tit stoppede med at slå og hvor der fandtes feminister, som alt for tit græd (træstamme)tårer. Men når man først råbte af gamle damer ville universet falde helt sammen

Så pigen svarede bare helt stille, som det var.

”Nej.”

”Jamen hvorfor ikke? Har du ikke lige fået sommerferie?”

”Jo, det er bare...” Pigen stod lidt og tænkte over, hvordan hun kunne fortælle en fremmed dame en historie, der strakte sig over 5 år og få det til at virke som om, at det ikke ville tage hende 5 år at komme over det, en historie der knap ville bestå Bechdeltesten, en historie om at være forelsket ”TDet er bare lidt trist, når ting ændrer sig, forstår du. Folk tager på efterskole, og sådan, jeg skal i niende. Tak fordi du spurgte.” Og så gik pigen videre, mens hun ønskede, at hun var gået fem minutter før, så hun var sluppet for at snakke med den gamle dame, mens hun ønskede, at den gamle dame ville tage hende med hjem og låne hende en af sine blomstrede kjoler og lidt af sin tankegang med at have oplevet hele sit liv og tænke, at der nok eksisterede værre ting.

Nogle gange kunne pigen ikke lade vær med at kigge på gamle damer som hende og undre sig over, hvor meget de stadig huskede. Deres første kys, deres første knuste hjerte, deres første øjeblik hvor de havde set TV-avisen og indset, at de levede i en verden, der foretrak, når alting var ’sidste’.

Når hun selv tænkte tilbage, kunne hun endda huske det præcise øjeblik, hvor hun først havde tænkt ordet forelsket, for derefter at kaste op inde i sit hoved af sig selv. Der sad stadig indtørret bræk på indersiden af hendes kranium efter den aften. Hun havde ganske vist før det haft et crush på Jonas, og hvordan kunne man bebrejde hende? Han spillede guitar, godt endda og fik altid et lille glimt i øjnene, når han kastede sig ud i lange monologer om guitarpedaler, han gik med julesweatre med lidt for lange ærmer, han kunne stort set alle Beatles’ sangtekster udenad, samt det peridoiske system, han bøjede sig altid sammen og blev rød i hovedet når han grinede, hans blågrå øjne virkede nogle gange for store til hans hoved.

De havde været venner siden dengang han først startede i klassen. Men det var i juleferien, hvor pigen for første gang havde tænkt på det som mere end et crush. De havde holdt filmaften hjemme hos Cecilie, De var dog endt med at tage på legepladsen først i stedet for at se film, og havde klatret ind og ud af klatrestativer og hinandens hjerter, der lidt før midnat. Siddet på en karrusel og drejet rundt, indtil en af de andre piger kastede op i en busk, fordi der ikke var plads til så meget barn i hendes mavesæk længere, når hun nu havde fået den til at skrumpe ind ved at spise tre tomater og en halv gulerod til aftensmad, ikke andet, fordi hun gerne ville se ud som de prinsesser, hun havde idoliseret som barn.

Pigen selv havde dog været glad og tilfreds, med sin talje og resten af verden. Bortset fra at  hun rystede af kulde, men så var Jonas kommet hen til hende og havde lånt hende sin hættetrøje, og pigen havde lynet den op i halsen. Hun var kommet til at lyne lidt hud op, men det gjorde ikke noget, for hun havde aldrig følt sig mere varm, aldrig følt sig mere veltilpas og forstod ikke, hvordan kvinder gennem verdenshistorien dog havde holdt sig varme uden mænds hættetrøjer ,og feminister gennem verdenshistorien dog havde  fået varmen uden at brænde alle hættetrøjer – for se hvad det endte med

Bagefter var de gået hjem til Cecilie for så at se en eller anden film, som pigen ikke kunne huske, hvad var, ligegyldigt hvor meget hun ransagede selv de yderste af sine hjerneceller, dem der havde eksisteret dengang hun var 8, dem der rent faktisk var lidt ligeglade med virkeligheden. Og der havde ikke været særlig meget plads i sofaen, så det var endt med at Jonas var siddet lænet op af hende, med deres hænder på armlænet, deres fingre flettet sammen, pigens anden arm slynget om Jonas. Da filmen var færdig, havde de frigjort sig for hinanden og ikke sagt noget om hvordan de havde siddet , ikke engang haft øjenkontakt.

Men det var nok for pigen. Hun havde ikke kunnet sove hele den nat, fordi hun lå længe den aften, og tænkt på, hvordan de havde holdt i hånden, hvordan han havde siddet lænet op af hende, og tænkt på, om han kunne lide hende. Det var det, der forfærdede pigen. At hendes forelskelse ikke var betingelsesløs, ikke i virkeligheden afhang af antallet af reciterede Beatles’ sangtekster, men nærmere af antallet af tegn på, at han også var forelsket i hende.

Og det var sådan det havde været det sidste halve år af ottende klasse.  Aldrig noget sagt direkte, kun fødder der rørte hinanden under bordet, kun blikke der blev sendt hen over larmende klasseværelser, og et enkelt kys på kinden, efter en leg af S, P eller K, fordi alle blev lidt nostalgiske efter 3. klasse. Kun beskeder sendt frem og tilbage igen og igen,  kun pigen der sad oppe til klokken 4 på sider, der blev mere og mere lyserøde og mere og mere antifeministiske for hvert klik, og googlede ´tegn på at han kan lide dig´ eller ’sådan får du ham til at kunne lide dig’, ’dette finder drenge mest attraktivt i piger’, hvor hun kunne sværge på, at limen faldt lidt af et af det klistermærker på hendes computer for hver gang hun ændrede sig for en dreng og ikke for sig selv.

Pigen havde et klistermærke på sin computer. ’This is what a feminist looks like’ stod der på det. Hun elskede det klistermærke og elskede egentlig også, når folk kiggede på det som de ville kigge ned i kloakken, for at kunne møde deres blik og vendte på, at de kiggede væk først. Det var lidt over et halvt år siden, at hun havde klistret det på, og nu var det faldet halvt af. Dels fordi at klisteren ikke holdt særlig godt, dels fordi hun fangede sig i selv i alt for mange gange at være ved at pille det af.

Hun var feminist. Den slags feminist, som altid kommenterede på det, når en lærer spurgte, om de var nogle drenge, der ville bære noget tungt, spurgte om der var nogle piger der ville stå for at bage kage til et arrangement, ikke var bange for at bruge det forhadte ord. Feminist. Og så alligevel.

Hun var en feminist, ja, der kæmpede mod slutshaming og kæmpede for, at kvinder og mænd skulle have lov til at klæde sig præcis, som de havde lyst til også uden at føle, at de gjorde det for det modsattes køn opmærksomhed. Men samtidig havde hun ikke tal på, hvor mange hun havde stået om morgenen foran sit garderobeskab og prøvet at finde den mest nedringede trøje, hvor mange gange hun ikke havde ladet, som om hun tabte sin viskekelæder, så hun havde en undskyldning for at bøje sig ned foran Jonas, og hvor mange centimeter hendes høhalsede sweatre havde rykket sig bagud i hendes skab. Hun kunne bruge flere timer på at snakke om de urealistiske kropsidealer, for mænd og kvinder, og alligevel mål sit eget værd i de centimer, der var mellem hendes lår, i de kalorier hun undgik at spise, i de gange Jonas kommentere på, hvor tynd hun var og hun tog det som en kompliment.

Hun var en feminist, der troede på, at mænd og kvinder skulle være lige og troede på, at prinsessen ikke behøvede at få prinsen til sidst for at leve lykkeligt til sine dages ende. Hun var feminist og havde ikke brug for andres bekræftelse end sin egen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor det ikke var nok for hende, når alle hendes pigevenner pligtskyldig kommenterede hver gang, hun skiftede sit facebookprofilbillede med masser af hjerter og masser forsikringer om, at deres skærm ikke kunne holde til noget så skønt. Ikke forstå, hvorfor det så betød så meget mere, når bare Jonas brugte halvdelen af et sekund på at syntes godt om hendes fucking profilbillede, og hun brugte en time på at danse rundt i sit værelse.  

Hun var feminist, en 12-tals pige, der var træt af de talformede kasser og træt af at man ikke talte så negativt om 12-tals drenge. Så hun kunne ikke forstå, hvorfor hun nogle gange lod som om hun ikke kunne finde ud af en matematikopgave, bare så Jonas kunne komme og hjælpe hende.

Pigen var forelsket. Og det var der måske ikke noget galt i, hvis det dog bare var Jonas hun var forelsket i. For i sandhed var det ikke så meget Jonas. Nej, det var, hvad han repræsenterede. Det var muligheden for at nogen kunne være forelsket i hende, som hun savnede. At når hun lå i seng, og klokken var 2, og hun burde sove, og hun stirrede ud i mørket og bare blev ved med at stirre og stirre, var det ikke så meget for at tænke på hvor meget hun elskede Jonas’ smil, men mere for at tænke på, om han mon elskede hendes smil, ikke for at tænke på, hvor dejligt det var at holde ham i hånden, men for at tænke på, om han mon syntes, det var dejligt at holde hende i hånden.

Hun havde brug for at vide at hun ikke ville ende som kattedame. For hvis Jonas kunne forelske sig i hende, så kunne andre da også. Hun ville vide, at hvis hun blev ’kattedame’ var det ikke, fordi det var hendes eneste mulighed.  Det var logisk for pigen, det måtte selv hendes rationelle hjerne være med på. Selvfølgelig kunne Jonas repræsentere alle de 3.5 milliarder mænd, der var på jorden, til lille heteroseksuelle hende. Og selvfølgelig skulle hun stå her som 14-årig og frygte at ende som katte dame, bare fordi en enkelt dreng muligvis ikke forelskede sig i hende. Og selvfølgelig kunne man ikke forstille sig, at katte damer var glade for deres katte, at prinsessen kunne så meget som overleve til sine dages ende uden en prins ved sin side. Og selvfølgelig kunne man ikke forstille sig, at hun nogensinde ville sige noget direkte, blot hive lidt længere ned i sin trøje, stirre lidt mere intenst og vente på, at han gjorde noget, samtidig med hun havde så desperat brug for, at han gjorde noget.  Og måske vil det være lidt mere udholdeligt, hvis blot hun vidste, at der var en chance for at Jonas brugte ligeså lang tid som hende på at frygte at ende som ’kattemand’ og på at stå foran sit klædeskab og tælle sekunderne, før hun svarede.

Men de sidste dage af ottende klasse var fløjet forbi, uden nogen af dem gjorde noget, og før pigen vidste af det, gav hun Jonas et sidste tårevædet kram og sendte ham afsted på efterskole. Og nu var han forsvundet, sammen med muligheden.

Klistermærket sad trods alt stadig fast. hun kunne stadig passe sin nabos piger og fortælle dem, at de ikke havde et gen, ikke var født med ikke at kunne lege med racerbiler og legepistoler, og til sine genbos drenge, sagde hun, at de heller ikke var født med ikke at kunne lege med dukker. Det var BR - samfundet. Det var samfundet, ja, der havde fået hende til at læse bøger som Twilight, hvor det var i orden at springe ud fra en klippe, fordi ens kæreste forlod en. Men det var hende selv, der skammede sig over de tårer, der faldt fra hendes øjne og ramte fortovet og sivede ned i jorden. Hende selv, der var i færd med at krydse en vej uden at bekymre sig om at se sig for. Hende selv, der så en far og en søn komme gående på vejen mod hende. Hende selv, der hørte faren love drengen, at han måtte få en grøn regnjakke, hende selv, der hørte ham sige, at han hellere ville have en lilla.

”Jeg har lov til at gå med en lilla regnjakke,” sagde den lille dreng til sin far. Og ja, ja, du har lov til at gå med en lilla regnjakke, tænkte pigen. Du har lov til at gå med blomsterkroner flettet af roser og barndom og har lov til at danse rundt til ekkoet af tomheden bag det at sige, at noget er feminint. Du har lov til at kysse andre drenge, indtil dine læber er ømme eller måske også piger eller måske ingen af delene. Du har lov til at drømme om at blive prinsesse, gå rundt i lyserøde balletskørt, og give verden fingerkys med rød læbestift på. Du har lov at være dig selv og ingen andre, uden at de voksne beder dig om at gå op på dit værelse. Men de blikke de sender dig ville være nok til, at du går derop helt af dig selv, afsluttede hun tankerækken, mens en følelse af uretfærdighed vældede op i hendes mave.

Køn skulle ikke betyde så meget. Man behøvede ikke at være feminist for at have ondt af de tårer, der trillede ned af drengens kinder, fordi hans far mente, at grøn var en drengefarve. Men man behøvede være feminist for at have lyst til at tørre de tårer væk. Så måske var pigen alligel feminist. Så snart hun tænkte tanken kiggede hun op fra fortovet i forventning om, at en af lygtepælene måske ville sige hende i mod eller måske slå armene om hende og stryge hendes feministiske tanker over hovedet og fortælle om dens oplevelser som lygtepæl i juni, som unødvendig.

Måske var hun feminist, for måske var hun ikke rigtig en pige der var afhængig af en dreng, måske var hun i virkeligheden bare et menneske, der var så inderligt, så inderligt afhængig af et andet menneske, på den der helt basale måde der strakte sig ud over lygtepæle og fidgetspinnere, og ilt, men bare var der. Ja, hun forsøgte at ændre sig, for et en dreng, men hun forsøgte egentlig også bare at ændre sig for et andet menneske, ligesom de fleste mennesker egentlig burde gøre, hvis verden skulle blive et bedre sted. Ligesom Martin Henriksen burde ændre sig, når de børn der ikke var danske begyndte at græde tårer, der havde præcis samme farve som hans tårer.  Hun var et menneske, der havde brug for et andet menneske.

Og mennesker havde brug for meget, det vidste pigen. De havde brug for at trække vejret, de havde brug for at spise og drikke, og de havde måske også lidt brug for hinanden. Pigen havde nu altid set sig sådan en af de personer der ikke kun havde brug for ting, for det ville være lidt deprimerende, men som en af de personer, som elskede at trække vejret og spise og drikke. Men så vigtigt var det ikke engang, for man pustede luften ud igen, og hvad man spiste og drak noget af det endte i toilettet, mens mennesker, de mennesker man havde brug for ville for evigt være en del af en, siddende lige under huden, helt umulige at kradse af, og hvis man ikke lærte at elske de mennesker, der var der dele af en selv, ville der altid være dele af sig selv, man ikke elskede

Pigen fik en pludselig trang til at løbe tilbage efter den gamle dame for at rive sine egne øjeæbler ud og forære dem til hende for at fortælle om, hvordan det var at være så forelsket, men ikke turde fortælle det, fordi hun havde lært fra sine historier og eventyr og film og sin virkelighed, at det var prinsen, der reddede prinsessen, det var drengen, der kyssede pigen først, drengen, der betalte for dates, drengen, der friede, drengen der nedgjorde feminisme. Hvordan det var at være forelsket og bebrejde sig selv for at det ikke var blevet til noget, bebrejde sig selv for ikke at være bare lidt modigere og bare lænet sig ind mod Jonas, en gang for alle, i stedet for blot at hive ned i sin trøje og håbe på det bedste.

Men hun var næsten hjemme nu, så det ville ikke nytte noget. Hendes hus var nu kommet til syne for enden af vejen. Et rødt rækkehus, bygget på mursten og principper, som hendes mor så godt kunne lide at sige, mens hun nynnende kogte pasta og ventede på, at hendes mand kom hjem, og hvis han var i godt humør ville fortælle hende, at hun var i god til at koge pasta, og så kunne hun fortælle ham, at han var god til at være forretningsmand og tjene penge og så kunne moren være bange for at blive råbt af, når hun spurgte, om han ville stille sin egen tallerken i opvaskemaskinen.

Principper, ja. Hendes mor kaldte også sig selv feminist, men hun havde vist bare som princip, at mænd og kvinder bare var forskellige og mændene havde bare brug for velkogt pasta, og kvinder havde bare brug for mænd og sådan var folk født forskelligt og så var alle glade og lige. Glade. Pigens snot hang nu ned over hendes læber, så hun ikke kunne åbne munden uden at sluge det. Glad. Pigen nåede helt op til huset, famlede rundt med sin nøgle, tabte den, samlede den op med rystende hænder, låste døren op med et klik, der dræbte alle velmente fremmede damer, lukkede den efter sig.

Og så faldt pigen sammen, lige inden for døren og græd. Hulkede. Men tårerne der faldt på dørmåtten, var ikke krokodilletårer eller træstammetårer. Nej, det var ægte tårer over noget så tåbeligt som at være forelsket, ægte tårer over et andet menneske, som hun endelig tillod sig at græde. Og hver tåre trillede ind til hendes computer, hen til det lyserøde klistermærke, ind under det, og hver tåre fik det til at sidde lidt bedre fast.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...