Hende Du Kigger Efter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2017
  • Opdateret: 7 jul. 2017
  • Status: Igang
Biddrag til Piger '18, om perfektionisme.

4Likes
5Kommentarer
144Visninger
AA

1. Hende Du Kigger Efter

   Jeg møder hende på biblioteket en lun sommerdag. Jeg har mine bøger i mit net rundt om skulderen, og mit hår er sat i en lav knold. Jeg har cyklet herover, så jeg kan ikke have en høj knold, da jeg har mine principper om at køre med cykelhjelm. 

   Først ser jeg hende ikke, fordi jeg har mine mange sommerferiebøger at aflevere. Men da jeg kommer ned ad gangen til digtsamlingerne, opdager jeg hendes flotte lange lemmer stå bøjet over en bog. Hendes ansigt er skjult bag hendes mørke, skinnende hår, men jeg kan genkende hende med det samme. 

   Jeg begynder med at lede ovre i 'Bøger med Stor Skrift', hvilket ikke giverv nogen mening, for jeg er ikke en gammel dame eller en pige med svagt syn. Jeg er bare så distraheret af hende, fordi hun er en af de piger, man lægger mærke til på skolegangen. 

   "Kan jeg hjælpe dig med noget?" en smuk stemme lyder bag mig. 

   Jeg vender mig om og mødte hendes blik. Jeg rømmer mig, men jeg kan ikke helt forstå, hvad hun mener. "Øhm... hjælpe mig?"

   Hun smiler. "Ja. Jeg arbejder her."

   Jeg nikker forstående. "Nåh... okay. Men ellers tak."

   "Du siger bare til, hvis det er."

   Jeg anede ikke, at hun arbejdede her. Jeg har været her de fleste dage i sommerferien, men jeg har ikke set skyggen af hende. 

   "Du hedder Benedikte, gør du ikke?" spørger jeg, inden hun forsvinder bag bogreolerne. 

   Hun vender sig om. Hun har en grøn, løs kjole på med frynser forneden og omkring brystet. Hun er noget højere end jeg og har flotte, lange, brune ben. På hendes fødder har hun påført sig nogle brune sandaler. Og hendes ansigt er noget for sig selv. Hun ligner lidt en dukke, bare meget smukkere end det. Hun er naturligt brun, tror jeg. Sådan olivenhudfarvet, som nogen kalder det. 

  Jeg er bare lys. Jeg har en smule farve på benene og røde kinder efter en time i solen i går. 

  "Jo. Og du hedder..." hun læner sig op af en reolerne. 

   Det stikker lidt i hjertet, for jeg havde lagt mærke til hende så uendelig mange gange på gangene. Hun er sådan en person alle beundrer. Sådan en alle piger misunder, og alle drenge savler over. 

  "Cybelle," svarer jeg.

   Benedikte. Jeg smager på hendes navn. Så flot, så beskedent og så alligevel ikke. Mit er så mærkeligt. Cybelle. Ligesom én anden person i Danmark. Det er alt for mærkeligt et navn. 

  "Cybelle. Sikke et smukt navn. Og du skal til og i 2., ikke?" hun bider sig i læben. 

Jeg nikker. Hun dufter af 3.g, sommer og storesøster-agtig. Sådan en man ser op til. Som kan gå i byen hver dag i weekenden og stadig have lavt fravær og gode karakterer. Sådan en som rækker hånden op i timerne uden at blive stemplet som stræber. Sådan en som siger alt det rigtige, og som får folk til at grine. Som får folk til at elske hende. Hun er sådan en man kan danse hele natten med uden at kende. Sådan en man får lyst til at fortælle alle ens hemmeligheder til. Bare fordi hun virker så ufattelig vidunderlig.  

   "Er 2.g hårdt?" spørger jeg så. Dumt spørgsmål. Selvfølgelig er det hårdt. Det synes alle jo.

Hun bider sig selv i læben igen. Jeg blændes af hendes hvide tænder og hendes øjne der bliver smalle, når hun smiler. Jeg piller lidt ved mine negle. Der er stille på biblioteket, bortset fra lyden af computernes summen. 

   "Nej. Ikke ligesom alle siger, det er. Jeg arbejder her 2 gange om ugen, går i byen og er sammen med mine venner. Og jeg kan sagtens følge med. Selvfølgelig har jeg brugt meget tid i sengen med mine lektier, når jeg er kommet hjem, men det er det hele værd, når man har gjort det ordentligt og får gode karakterer," hun synker sit spyt. "Du skal ikke tænke over, at det hårdt... hvis du forstår mig? Du skal bare gøre det, som gør dig glad, tage de timer det tager at lave lektier om dagen, gøre sig umage med dem og sørge for ikke at være syg for tit. Så får du et godt år."  

   Jeg er blæst bagud. Og det tror jeg, hun bemærker, for hun smiler og igen viser hun sit søde smil. "Jeg har svaret mange gange på det spørgsmål, tro mig," tilføjer hun så. 

  Vi kigger lidt på hinanden, smiler og så går hun hen til sin bogvogn for at sætte en bog på plads. Hun finder hurtigt det rette sted, og jeg står lidt og kigger på hendes bløde bevægelser lede efter det rigtige sted for bogen. 

  "Jeg er vild med din bluse! Den er virkelig fin!" siger hun dog med ryggen til.

Jeg smiler. "Tusind tak!" 

Min bluse er turkisgrøn, har blonder og fine stropper som jeg har bundet på bagsiden for at den ikke bliver alt for lang. Den er af silkestof og er helt vidunderlig at have på en sommerdag. 

Der er stille igen. En person kommer ind på biblioteket og der bliver lagt bøger på plads på en hylde. 

  Jeg finder en bog på en af reolerne ved siden af, hvor Benedikte står. 'Den Farveløse Tsukuru Tazakis Pilgrimsår'. 

  "Du, Benedikte?"

   Hun drejer hovedet mod mig. 

  "Denne bog her. Den er fantastisk."

   Jeg giver hende den, og hun observerer den grundigt. Læser teksten bagpå, åbner den og bladrer den igennem. Læser de første ord, sætninger og sider. Hun er så perfekt. 

   "Tak Cybelle. Den vil jeg læse, når jeg kommer hjem."

   "Jeg troede ikke, du læste. Jeg troede du var mere..."

   "Som alle andre i gymnasiet?"

   "Ja... hvis man kan sige det sådan..."

   "Det tror jeg godt man kan. Der næsten ingen af mine venner, der læser længere. Men jeg elsker det ligeså højt, som jeg engang gjorde."

   Jeg nikker anerkendende. Jeg kender det alt for godt. Jeg er muligvis den eneste i min klasse, som læser. Jeg kan ikke rigtigt snakke med nogle af mine veninder om læsning, for de aner ikke noget om bøger, udover de vi får af lektier. 

   "Kunne du tænke dig at tage en kop kaffe herefter hjemme hos mig? Jeg har fri om 5 minutter. Så kan vi snakke om alle de bøger, vi forguder."

   Jeg takker selvfølgelig ja. 

 

   Jeg træder i pedalerne på min gamle, grønne cykel. Den er næsten flad, men jeg kan stadig køre lidt ekstra kilometer på den, inden at jeg skal pumpe luft i den igen. Hun bor et par kilometer væk fra biblioteket, lidt ud af byen, så det er ingen sag at cykle.

   "Jeg laver ikke andet end at cykle om sommeren. Min mor gider ikke at køre mig rundt til alting, så jeg kommer hurtigt op på de tyve kilometer. Jeg gider ikke offentligt transport om sommeren. Busserne kan ikke forstå, at det er nødvendigt med aircondition, når det er 30 grader, og jeg kan meget bedre lide at cykle. Derudover betaler jeg selv for buskort. Sådan er det jo at være 18," ryger det ud af mig.

   Jeg kigger mig til siden. Hendes mørke hår blæser så smukt i vinden. Hendes kjole flagrer så man kan ane hendes lange ben og hendes elegante bevægelser. 

   "Jeg har det på samme måde. Jeg elsker også bare at cykle. Det med at have vind i håret er alt. Man føler sig så fri. Og man kommer også hurtigt rundt," siger hun og smiler.

   Jeg ville ønske, at jeg kunne sige sådan nogle ting. Sådan nogle sætninger, der hænger perfekt sammen og som ikke bare er et vandfald af forskellige sætninger, der på ingen måde hænger sammen. 

  "Det er sejt, at du kører med cykelhjelm. Det er der efterhånden ingen, der gør længere," siger hun. 

  "Jeg vil hellere se åndssvag ud nu, end når jeg rammer fortovskanten med mit bare hoved, hvis du forstår," smiler jeg. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg havde min cykelhjelm på. Det føles helt normalt, når jeg cykler. 

   Hun har ikke sin cykelhjelm på. 

  Vi kører ud af byen og rammer de mange gule marker. Her dufter af hø og dansk sommer. Af Benediktes perfekte parfume og rigtige udseende. Her dufter af bøger der hopper i min cykelkurv og Benediktes flagrende, grønne kjole. Her dufter af knirkende cykelhjul og høj sol. 

   Benedikte drejer til højre, og vi lander på en grusvej, der fører ud i markerne. Lyden af sten der bliver kørt over lyder højt, og det gør det umuligt at snakke sammen.

   Jeg mærker den lette brise igennem mine shorts. Hun rækker den ene arm ud i luften og kører den igennem luften. Jeg gør det samme. Vi er frie. Det er sommer.

 

Kaffen smager fantastisk. Vi sidder i hendes køkken med udsigt til markerne og her dufter af hendes parfume. Vi er alene i hendes hus. Hun siger, det er fordi hendes forældre er på ferie, men jeg synes det lyder en smule mærkeligt. Hvorfor er hun ikke med? Jeg har lyst til at spørge hvorfor, men jeg vil ikke snage for meget. Jeg har trods alt lige mødt hende. 

   "Jeg har hørt, at det meste af din årgang ryger. Er det rigtigt?" spørger jeg og sipper til min kaffe. Den har mælkeskum på toppen, lavet med perfektion. 

   "Ja, hele bundtet ryger. Men det gør jeg ikke. Gør du?" 

   Selvfølgelig ryger hun ikke, når alle andre gør det. Selvom hun ikke ryger, er hun stadig med. Hun er stadig den alle snakker med, selvom hun ikke er en del af det. 

  "Nej..." jeg lyver lidt. Det stikker lidt i maven, jeg hader at lyve. "Eller..."

  "Det gør du eller hvad?" spørger hun så og tager en tår. 

  Jeg trækker lidt på det. Jeg vil ikke være mærkelig. Hun ryger jo ikke. "Jeg har prøvet det en del gange. Til fester og sådan. Men jeg ryger ikke dagligt. Overhovedet. Det er bare så skide svært, når alle andre gør det... så kan jeg så sidde inde i klassen med alle de mennesker, jeg ikke snakker med og vente på, at de kan blive færdige med at pulse røg ud af lungerne. Det tager normalt et helt frikvarter..."

  "Det er skide svært at gøre det, ingen andre gør. Og det er skide svært ikke at gøre det, alle andre gør. Men det er fandme også sundt for sjælen. At være lidt anderledes og være noget specielt. Det er det jeg lever på. Selvom jeg står i røg og snakker med mine venner, så takker jeg nej tak til en cigaret hver gang. Jeg får ikke mere lyst til at gøre det, de gør. Det er ligesom, når du kører med cykelhjelm, det er faktisk det præcis samme. Du har dit princip om, at du kører med cykelhjelm for at passe på dig selv. Det samme har jeg med, at jeg ikke er ligesom de andre. Jeg rækker hånden op i timerne, når jeg ved svaret, og jeg sidder ikke ligesom de andre piger og spiller dum, fordi så bliver de mere attraktive. Det gør de fandme ikke. Jeg kysser med drenge ligeså ofte som dem, og jeg går i seng med drenge lige så ofte som dem. Så jeg kan ikke se, hvorfor de skal sidde og spille dumme, når de i virkeligheden ved ligeså meget som mig. Alt er fandme heller ikke, som det ser ud til. Jeg er ikke perfekt, og det er du heller ikke, og det er de heller ikke. Og det her med alle de karakterer... det er så overvurderet. 12-tals piger får stress, selvom de får 12 hver gang, og lærerne går imens rundt og fortæller dem, at de ikke kan blive til noget, hvis deres snit ikke er over 10. De er fandme ikke perfekte, de er ikke. Jeg bliver bare glad, hvis jeg får 7, 10 eller 12. Og hvis jeg får under, tager jeg det bare som en reminder om, at jeg måske skal følge lidt mere med i timerne eller fokusere lidt mere på faget," jeg bliver igen blæst bagover. Og det gør hun vist også. 

   "Du havde vist noget på hjerte," smiler jeg over kaffekoppen. 

Og her indser jeg, at hun ikke er helt perfekt, ligesom alle går og siger. Som jeg har sagt til mig selv i så lang tid. Hun er helt sin egen, og hun kan også få 02, 4 og 7, ligesom alle os andre der kæmper i gymnasiet. Hendes næse er måske lidt for stor, og hun har lidt en dårlig vane med at bide sig selv i læben. Men det er det, der gør hende til Benedikte. Hun siger, hvad hun mener, og hun gør, hvad hun har lyst til. 

  "Vi burde virkelig begynde at være sammen, det er vildt hyggeligt," siger hun og bider sig i læben. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...