ODIN

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2017
  • Status: Færdig
Odin var en dreng som alle andre, lige indtil han ikke var // Vinder af 3. pladsen i Ondskabskonkurrencen indenfor visuals

8Likes
5Kommentarer
313Visninger

2. O N D S K A B

Odin var langtfra ligesom alle de andre drenge på hans alder. For ligegyldigt hvor brændende han ønskede at snakke om fodbold, computerspil og hvilken energidrik der var mest effektiv, så var de ting aldrig det, som fyldte hans hjerne. Og det værste ved det hele var, at det var aldrig hans egen beslutning at blive udstødt for det drengerøvssamfund, som fandt sted i hans klasse.
Han havde nemlig ingen stemme i den debat, der forekom en mørk mandag aften.

✘✘✘

Natten til tirsdag ringede telefonen hjemme hos Odins forældre. Selvom Odins mor ikke havde i sinde at svare på dens irriterende ringen, så følte hun pludselig, at telefonen ringede i underligt lang tid, i forhold til hvad den plejede. Så med søvn i øjnene og en halvomtåget hjerne, begav hun sig mod telefonen, som stod til opladning i køkkenet, som den altid gør. Hun svarede med hæs stemme, at det var hos familien Bjerggaard, og pludselig følte hun ikke længere, at trætheden var over hende - for stemmen på den anden side tilhørte en fra politiet.

✘✘✘

Døgnet efter voldtægten var det hårdeste i Odins liv.
Han kunne ikke få en eneste bid mad ned, selv ikke fars hjemmelavede lasagne, som han altid plejede at spise tre stykker af.
Han havde ikke lyst til, at have andet end joggingbukser og en sweatshirt på, for følelsen af tøj, der sad alt for stramt på hans krop gav ham ikke andet, end flashbacks til ivrige hænder, som var alt for omklamrende.
Han gik i bad hver time, bare for at prøve, at få den vamle følelse af, at være beskidt, af sig, men det lykkedes ham aldrig.
Han hadede at kigge på hans forældre, for mor havde et blik i øjnene der udstrålede skyldfølelse, også selvom hun prøvede at skjule det med et smil, men Odin kunne se lige igennem hende - derfor lod han være med, overhovedet at kigge.
Det værste var dog at se på hans far, for Odin kunne ikke undgå at ligge mærke til det glimt der var, af et ’det var din egen skyld’. Selvom det kun var der et sekund, så vidste Odin præcis, hvilken forskel et sekund kunne gøre.

✘✘✘

Sommerferien startede, men for Odin var det ligegyldigt. Han havde alligevel ikke været i skole, siden den mandag i maj måned. Det faldt dog aldrig i god jord med hans far, og hans forældre skændtes meget omkring det. Hans mor mente, at han behøvede fred og ro til at komme over ’situationen’, som det så fint blev omtalt, hvorimod hans far mente, at han bare skulle mande sig op og komme videre. De troede sikkert ikke, at Odin kunne høre hver gang de skændtes - men hvert ord føltes som om, at det blev sagt direkte ind i hans øre.
Han var hverken enig med sin mor eller sin far. Han kunne sjældent tage stilling til noget længere. Det var svært for ham at beslutte, om han ville have smør på sit brød eller ej, om han ville se fjernsyn eller ej, om han ville være udenfor eller ej. Hver beslutning krævede i hvert fald en halvtimes tænketid.
Han vidste jo nok godt inderst inde, at hans beslutning omkring de småting var ligegyldige, men alligevel følte han, at hver lille ting skulle have en velovervejet løsning.
For hvad nu hvis, han havde valgt at tage Nike sko på i stedet for Puma den dag?
Hvad nu hvis, han havde kysset sin mor farvel om morgenen den dag?
Hvad nu hvis, han havde gået til højre i stedet for venstre den dag?
Hvad nu hvis …

✘✘✘

Konsekvenserne ved forbrydelsen var ikkeeksisterende i den forstand, at voldtægtsforbryderen aldrig blevet fanget.
Odin havde fået fortalt, at politiet var på rette spor.

 
’De har en idé om hans udseende’
’Det kan blive når som helst nu, skat’
’De har vidst en mistænkt’

 

Odin vidste godt, at det hele var løgn. For han havde ikke engang selv set sin voldtægtsmand.
Han vidste ikke om forbryderen havde skæg, briller, sort hår, fregner, blå øjne. . .
Han vidste intet andet end, at alle løj over for ham, fordi de troede det ville få ham til, at få det bedre.
Det hjalp ikke.

✘✘✘

Atypisk. Unormalt. Abnormt. Ualmindeligt.
Odin spekulerede tit over folks reaktioner, når de fandt ud af, at han var blevet voldtaget. For det var ikke særlig ofte, at folk sagde noget opmuntrende til ham. For det meste fik han bare af vide, hvor ualmindeligt det er for drenge at blive voldtaget - og hvad fanden skulle han bruge det til?
Skulle han juble over at være en del af en atypisk statistik?
Skulle han finde sin voldtægtsmand og takke ham for at ødelægge, ikke bare hans selvværd, men nej, også hele hans livsglæde?
Odin spekulerede endnu mere over folks reaktioner, når han reagerede med vrede over deres udtalelser, for de mente da ikke, at de havde været usympatiske og nej, det var da måske også derfor, han var blevet voldtaget.

✘✘✘

Begravelsen var smuk, men fuld af løgne.
Hans far holdt tale om hvordan Odin havde fortjent bedre, hvordan ingen kunne have forudset det der skete, og om hvordan det ikke var Odins skyld.

En masse af Odins klassekammerater kom. De snakkede om hvilken fantastisk ven han var, og hvordan det ville være svært, at få en hverdag til at hænge sammen uden ham. Også selvom de aldrig havde besøgt eller ringet til ham en eneste gang, da han stoppede med at komme i skole.

Hans mor kunne ikke holde nogen tale, fordi hun græd så meget, at tårnene druknede hendes ord.
Men Odin . .

Odin kunne endelig sove fredfyldt, for selvom der var uretfærdigheder i hans liv, som aldrig fik nogen velfortjent ende, så lavede han alligevel sin egen form for slutning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...