(Super)Skurk Bob

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2017
  • Status: Færdig
Lille skurkehistorie. Bidrag til Minions-konkurrencen.

5Likes
9Kommentarer
162Visninger
AA

1. (Super)Skurk Bob

”Mig, Skurk Bob, vil overtage Jorden!” Jeg grinede ondt. En flue fløj ind i munden på mig. Jeg hostede og hakkede, mens jeg holdt fast i styretøjet og bøjede mig forover. Efter et ordentligt host landede fluen på gulvet i en ordentlig spytklat. Jeg rettede mig op og vendte mig mod Helten Tom.

”Øh… Du har noget der,” sagde han og pegede på min hage. Jeg tørrede hurtigt resterne af spytklatten væk.

”Som jeg sagde,” rømmede jeg mig og rettede mig helt op. ”Så vil jeg, Skurk Bob, overtage Jorden!” Jeg slog ud med armene og grinede ondt.

”Det kan du da ikke.” Jeg pressede mine øjne sammen og kiggede på Helten Tom. Hvor vovede han at afbryde et af mine ondskabsfulde grin?

”Undskyld?” Jeg gik rundt om det store fuglebur, som jeg havde lavet specielt til ham. Eller som dyrehandleren nede i Søgade havde lavet specielt til mig, men det var tiltænkt Helten Tom efter en af mine andre skurkeplaner mislykkede. Så det var specielt lavede til ham. Jeg lod en af mine fingre glide langs tremmerne. ”Hvem af os er det, som er fanget i et stort fuglebur, mens den anden er fri?” Han åbnede munden, men jeg rystede på hovedet. ”Hvem af os er det, som har en kæmpe stor gammastråle, som kan ødelægge hele Jorden med et enkelt lille tryk på den store røde knap der?” Jeg pegede på den store røde knap, som var indkapslet i en gennemsigtig boks med gule og sorte striber rundt om. ”Hvem af os har næsten allerede vundet?” Han hoppede hen til tremmerne. Jeg veg hurtigt tilbage, hvor der stod en trækasse. Min ene hæl fik fat i trækassen. Jeg faldt baglæns, mens mine arme greb ud i luften. Jeg landede med et hult bump. Helten Tom grinede.

”Hvem af os er den mest klodsede?” Jeg hvæsede, mens jeg pustede på min albue, som var røget direkte ned i metalgulvet. ”Du ender sikkert med at pege kanonen den forkerte vej og springe Merkur i luften.” Han smilede til mig. Et selvsikkert smil. Jeg sparkede trækassen ind i tremmerne. Den knagede, men gik ikke i stykker. Helten Tom grinede endnu højere. ”Du kan ikke engang smadre en trækasse.” Jeg kom hurtigt på benene.

”Men jeg kan smadre Jorden!” Helten Tom stoppede med at grine. Jeg smilede selvtilfreds. Nu skulle den idiot bare få at se. Jeg kunne sagtens finde ud af det her. Jeg var skurk for helvede. Jeg var Skurk Bob. Den største skurk i historien. Eller det var i hvert fald, hvad damen i dyrebutikken havde sagt, da jeg havde spurgt hende, mens jeg havde min betapartikelstrålepistol rettet mod hendes ansigt. Medierne var dog ikke helt enige. De mente mere, at jeg var til grin. At jeg var klodset. Klodset? Mig? Aldrig. Jeg havde styr på tingene, og det ville jeg endelig vise dem nu. Selvom de jo selvfølgelig ikke ville være i live til at fortælle om det. Men jeg ville vide det. Mig og Helten Tom. Det var det vigtigste. Jeg rynkede brynene. Hvad var det, jeg var i gang med? Nåh ja, jeg skulle til at trykke på den røde knap. Selvfølgelig. Jeg rømmede mig. ”Nu skal du se Jorden blive sprængt i tusind stykker.” Helten Tom synkede. Jeg smilede endnu mere. Det her ville være det bedste, som jeg nogensinde havde lavet. Ja, det ville være det bedste, som nogen skurk nogensinde havde lavet. Jeg var den bedste skurk. Det var der ingen tvivl om. Jeg så på den store skærm, som viste et billede af Jorden. Den var stor og rund. Der var styr på det. Det var Jorden. Jeg trådte hen til computerskærmen. Bare for en sikkerhedsskyld tjekkede jeg koordinaterne. Det passede. Det var Jorden. Jeg vendte mig mod Helten Tom. ”Er du klar til at se din kære elskede Jord at blive blæst til små stykker?”

”Du kan ikke gøre det her.” Jeg viftede med hånden. Selvfølgelig kunne jeg det. ”Hvem vil så se, hvad det er, du har gjort? De vil jo alle være døde. Der vil ikke være nogle til at fortælle om din store nye status, som superskurk.” Jeg kneb læberne sammen. Det havde han selvfølgelig ret i. Der ville ikke være nogle til at fortælle min fantastiske historie videre. Jeg tænkte over det et øjeblik. Men der ville jo selvfølgelig heller ikke være nogle til at fortælle historien til?

”Men alle er døde, så der vil jo alligevel ikke være nogle til at fortælle historien til, vel?” Helten Tom bed sig i læben. Ha, jeg var ikke faldet i hans fælde. Jeg løftede langsomt den gennemsigtige boks uden at berøre den røde knap.

”Tænk på alle de mennesker, du slår ihjel!” Jeg tog en dyb indånding.

”Det er jo ligesom meningen med det hele.” Jeg smilede til ham. Jeg så på den store røde knap. Det var det her øjeblik, som jeg havde ventet på. Mit fantastiske øjeblik. Det øjeblik, hvor der ikke bare var et par få mennesker, som vidste, hvem jeg var. Nej, nu ville jeg være Superskurk. Superskurk Bob. Det var nu, jeg havde min chance. Jeg tog en dyb indånding. Min finger rystede, da den nærmede sig den røde knap.

”Stop!” råbte Helten Tom. Jeg bed mig i læben. Knappen var kold mod min finger. Jeg pressede langsomt knappen i bund. Straks begyndte en alarm at gå i gang.

”Klargøringen af gammastrålen er gået i gang.” Computerstemmen lød gennem mit lille rumskib. Mit hjerte hoppede af glæde. Jeg slog mine hænder sammen og smilede til Helten Tom.

”Nu skal du få lov til at se det hele. Jeg har købt kameraet af den ene grund.” Jeg grinede og rykkede mig, så han også kunne se den store skærm. Snart ville menneskeheden ikke længere være der. Der ville kun være Skurk Bob og Helten Tom tilbage. Nej, Superskurk Bob. Mit smil blev bredere. Jeg elskede lyden af det navn. Der var ingen til at redde Jorden nu.

”9,” sang computeren. Jeg tog skålen med popcorn op fra styretøjet.

”Vil du have nogle?” Jeg kiggede på Helten Tom, mens jeg selv tog en håndfuld.

”Du kan ikke gøre det her,” sagde han og rystede på hovedet.

”Vent og se,” smilede jeg og vendte tilbage til skærmen. ”Vent og se.”

”8.”

”Stop den!” Han hev og sled i tremmerne. Jeg rystede på hovedet.

”Den kan ikke stoppes. Og du kan ikke komme ud af det bur. Det er lavet specielt til dig.” Eller faktisk til en kæmpefugl, som jeg havde skurkeplaner med først, men det blev ikke til noget alligevel.

”7.”

”Har du ikke nogle følelser? Alle de mennesker. De har ikke engang levet deres liv endnu!” Han hev hårdere i tremmerne. Jeg skævede derhen. Han kunne da ikke slippe ud, vel? ”Alle dyrene!” Tremmerne gav sig ikke den mindste smule. Jeg blev rolig igen og vendte tilbage til skærmen.

”6.”

”Skurk Bob. Jeg beder dig. Stop den.” Jeg rystede på hovedet.

”5.” Jeg tog nogle flere popcorn. ”Alarm. Et uidentificeret objekt er på vej imod dig.” Jeg spyttede popcornene ud af munden og smed skålen fra mig.

”Hvor? Vis mig det!” Skærmen skiftede og viste en stor meteor, som var direkte på vej imod rumskibet. Jeg hoppede hen til mit sæde.

”4.” Jeg tog fat i styrepindene og bevægede dem. ”Alarm. Man kan ikke flytte skibet, når gammastrålens position er fastsat.” Fandens! Hvorfor havde jeg overhovedet arbejdet sådan noget ind i den lorte maskine. Nåh ja. Det var, hvis Helten Tom brød ud. Men det kunne han ikke. Jeg hylede.

”3.” Jeg kørte panisk fingrene igennem håret. Meteoren bevægede sig hurtigt imod os. Den ville ramme rumskibet lige om lidt.

”Vis mig Jorden!” Skærmen skiftede igen. Jorden var stadig den samme. Ingen ændring.

”2.” Jeg bad til, at meteoren først ville ramme efter gammastrålen var skudt af. Kom nu. Hvorfor kunne denne ene plan ikke bare lykkes? Min superskurke plan. Jeg ville bare så gerne være superskurk. Superskurk Bob lød meget bedre en Skurk Bob. Hvis jeg bare fik ødelagt Jorden, så var jeg Superskurk. Den fandens meteor.

”Eeeeee.” Jeg krydsede mine fingre. Kom nu. Skyd for fanden. ”Eeee.” Meteoren ramte os fra siden. Rumskibet fløj rundt. Jeg blev kastet ned i enden af rumskibet. ”Et.” Jeg skreg. Gammastrålen skød af. Jeg væltede rundt i trækasserne. Rumskibet fløj rundt i Universet. Jeg så et glimt af gammastrålen, inden jeg endnu gang blev væltet rundt i trækasserne. Rumskibet bippede og røde lys var over det hele. Med et stod rumskibet stille. ”Alarm. Skjoldet er nedbrudt.” Jeg kastede kasserne af mig. Hurtigt var jeg henne ved skærmen.

”Vis mig Jorden!” Skærmen blev sort og flimrede. Jeg slog hårdt ned i styretøjet. ”Så kom dog for fanden!” Helten Tom havde også rejst sig op og kiggede på skærmen. Skærmen lyste op. Jorden… Den var… Jeg gispede. Helten Tom begyndte at grine. Jorden var hel. Gammastrålen havde ikke ramt Jorden. Jorden var der endnu. Jeg kunne mærke, hvordan tårerne pressede på. Det kunne ikke være rigtigt. Min geniale superskurke plan. Hvorfor… Hvorfor kunne det ikke bare lykkes. Jeg bøjede hovedet og blinkede kraftigt. Helten Tom grinede højere. Jeg rømmede mig og kiggede op på skærmen igen. ”Vis mig, hvor gammastrålen ramte.” Skærmen flimrede igen og viste en… Jeg gispede. Den havde ramt en planet. Planeten var ødelagt. Et lille smil brød frem på mit ansigt. Jeg havde trods alt lavet lidt ravage med min gammastråle.

”Vær opmærksom på, at gammastrålen ikke længere virker.” Jeg rullede øjnene. Tak computer, det var jeg godt klar over. Så gode var de ting, som jeg lavede, trods alt heller ikke. Jeg så tilbage på Helten Tom.

”Det var godt nok ikke Jorden. Men jeg har da ramt en planet.” Mit lille smil blev større. Helten Tom grinede endnu mere. Jeg stivnede. Hvad var det, som var så sjovt? Det var godt nok ikke Jorden, men en planet var da bedre end ingenting. Hvorfor grinede han så stadig? Jeg knyttede mine hænder. Hvorfor grinede han? Jeg var en Superskurk. Jeg var Superskurk Bob. Jeg hev kraftigt luft ind gennem næsen. Tårerne begyndte at presse på igen. Det mindede mig om dengang i femte klasse, hvor jeg ville springe naboens hund i stykker. Jeg rystede på hovedet. Ikke tænk på det. Ikke tænk på det. Helten Tom skal ikke have fornøjelsen af at se mig tude. Jeg bed mig i kinden. ”Hvad griner du af?” hvæsede jeg. Han tørrede grinende tårerne af sine kinder.

”Det… er… ikke… en… planet…” grinede han. Jeg rynkede brynene. Hvad mente han? Jeg kiggede tilbage på skærmen. Det var da en planet.

”Det er en planet,” hvæsede jeg. ”Eller var,” tilføjede jeg med et lille smil. Hvis han ikke kunne se, at det der havde været en planet, så var han vist ikke så meget af en helt alligevel. Han tog en dyb indånding.

”Det der var Pluto.” Han prøvede at lade være med at grine, men han kunne ikke holde det inde.  Han grinede højt igen. ”Pluto… er… ikke… en… planet…” Jeg blinkede. Jeg kiggede på skærmen og ned på koordinaterne. Det var Pluto. Fandens! Tårerne masede sig endnu en gang på. Jeg tog en dyb indånding. Det kunne ikke være rigtigt. Ingenting kunne bare lykkes for mig. Jeg var en elendig skurk. Jeg var slet ikke nogen superskurk. Jeg var ikke engang skurk. Jeg var bare Bob. Gamle kedelige Bob. Ligesom i femte klasse. Jeg bed mig i læben. ”Da du havde trykket på knappen, så troede jeg faktisk virkelig, at det ville lykkes for dig.” Han fnisede. ”Men du er åbenbart bare altid så klodset og uheldig.” Han grinede igen. ”Du… er… ikke… nogle… skurk.” Jeg hvæsede. Jeg trak min betapartikelstrålepistol op ad lommen.

”JEG ER EN SKURK!” Jeg skød ham. Hans grin stoppede med det samme. Han eksploderede i millioner af partikler. Jeg lagde pistolen tilbage i lommen. Hans partikler begyndte at bevæge sig rundt i rumskibet. Måske var jeg ikke en superskurk. Men jeg var i hvert fald en skurk. Nu havde jeg elimineret en helt. Endda Helten Tom. Ham, som de ellers havde hyldet så meget. Jeg grinede. Hvem mon de nu skulle hylde? Nu kunne det være, at jeg nåede til medierne! Jeg ville blive kendt. Og når jeg havde en ny plan klar, så ville jeg endelig blive en superskurk! Superskurk Bob. Jeg grinede ondt. Jeg var så klar til at vise verden, at jeg havde, hvad der skulle til. Så kunne Patricia fra femte klasse også se, at hun skulle havde frygtet mig mere dengang. Superskurk Bob. Superskurk Bob. Kæft det lød godt. En partikel af Helten Tom landede på min kind. Min smil stivnede. Først måtte jeg dog lige gøre rent i rumskibet. Husk næste gang ikke at dræbe folk med betapartikelstrålepistolen indenfor. Udenfor var helt i orden. Men ikke indenfor. Superskurk Bob. Jeg kunne allerede mærke, hvordan Jorden og dens usle beboere ville frygte mig. Superskurk Bob ville blive kendt. Jeg kunne godt vente et par år endnu. Jeg var tålmodig. Jeg gik hen til skabet og tog en spand og en moppe ud. Partiklerne havde sat sig over det hele i rumskibet. Popcornene var fyldt med Helten Toms partikler. Jeg kunne ellers godt have spist nogle flere. Styretøjet var dækket af hans partikler. Det ville tage en del tid, før den rengøring var færdig. Jeg kunne godt vente et årti med at blive superskurk. Jeg nikkede. Det kunne jeg sagtens. Superskurk Bob ville snart være på alles læber om et årti… eller to…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...