Den gale kejser "one shot"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2017
  • Status: Færdig
Mit bud på Ondskabs konkurrencen.
Historien om den gale kejser og hans companion

3Likes
2Kommentarer
88Visninger
AA

2. Den gale Kejser

Vi havde begge været gadebørn. Alene, forladt og foragtet, havde vi fundet sammen. Overlevet sammen. Kæmpet os op sammen. Som søskende, men nogen gange lidt mere end det. Undervejs havde vi fået venner. Folk der forstod. Tidligere gadebørn, hjælpsomme ældre og godhjertet forældre, der frygtede for deres egne børns fremtid. Han havde misbrugt dem alle. Som brikker på en skakbræt og jeg havde blot kigget på, mens en stigende skyldfølelse voksede indeni. Han havde kravlet op. Læst, studeret, lært. Han blev hjælper, han blev lærer, han blev kejserlig tutor. Sneg sig vej ind i paladset. Jeg havde fulgt med hele vejen og set ham langsomt tage sin hævn på det land der havde vendt ryggen til ham. De var ligeglade med forældreløse gadebørn. Vi var Ikke andet end affald. Vi hadede dem for det. Langsomt steg han i magt. Han fik en del af personalet udskiftet med hans egne.

 

De engang smukke venlige blå øjne, var blevet grimme og hadfyldte. Ondskabsfulde. Jeg havde fået en plads ved kejserindens side. Som hendes tjenerinde. Jeg hjalp hende i tøj, serverede hendes mad og rengørede hendes værelse. Hun sov ikke med kejseren. Ikke et romantisk ægteskab. Hun begyndte at stol på mig. Fortalte mig ting. Jeg rådgav hende og om natten græd jeg mig selv i søvn. Jeg vidste hvad der skulle ske og det hjemsøgte mig. Dagen kom og jeg prøvede at få ham til at holde kejserinden i live. Hun var sådan et venligt menneske. Han nægtede og da natten faldt på, gik hans “undersåtter” til værks. Jeg prøvede at advare kejserinden, men det var for sent. De skar halsen over på hende og jeg blev slæbt til cellen. Han var rasende. Jeg havde forrådt ham. Jeg prøvede at tale ham til fornuft, men der var kun had og vrede i hans øjne og jeg faldt i søvn den nat, forslået og øm.

 

Han tog over kongeriget og styrede det hårdt. En af vagterne havde medlidenhed med mig og fortalte mig ofte om nyheder. Det var forfærdeligt. Et kongerige styret af en ond og gal konge, var dømt til at falde. Kriminaliteten voksede og kongen kiggede væk. Mens kriminelle rendte frit i gaderne var de uheldige dem der talte ondt om den nye kejser. Hvis han fik nys om nogen der havde kritiseret ham, endte de lænket i hans tronsal, til han besluttede deres skæbne. Det var de eneste tidspunkter han lod mig komme ud. Jeg skulle se deres dom. Jeg skulle se hvad der skete når man gik imod ham. Den blideste straf jeg så ham komme med, var en lille dreng ikke mere end de 10 år. Han var kommet til at kalde kejseren dum i en vagts nærvær. Drengen fik hugget begge hænder af og smidt på gaden. Jeg hørte hans skrig hver nat. Ellers var straffen som regel flere dages tortur efterfulgt af en henrettelse. Jeg kunne mærke som dagene gik og jeg blev tvunget til at se menneske efter menneske dø, langsomt og smertefuldt, at jeg følte den kærlighed jeg engang havde haft til ham, dø.

 

Langsomt voksede haden til ham og jeg ønskede inderligt at det ville få en ende. Vagten der havde talt med mig forsvandt pludseligt og den nye vagt smilte, mens at han fortalte hvordan kejseren havde fået ham hængt. Jeg vidste det var på grund af mig. Jeg begyndte at bede den nye vagt om at lade mig se kejseren. Han nægtede til at starte med, men langsomt begyndte han at give sig lidt. Jeg fortalte ham, at jeg ønskede at undskylde for mit forræderi og tage mig dom som enhver anden. Han så ud til at kunne lide tanken om mit hoved på skafottet. Han endte med at fortælle kejseren om det og han sendte bud efter mig. Jeg blev lagt i lænker som de andre og langsomt begyndte turen fra fængslet til tronsalen. Jeg havde efterhånden befundet mig i paladset i nogle år og flere af gangene kendte jeg ud og ind. Jeg bedte vagten der førte mig, om vi ikke kunne tage vejen forbi gangen hvor jeg havde haft mit værelse. Grådfyldt fortalte jeg hvordan jeg ønskede at se det en sidste gang, og vagten blev blød. Jeg blev førte ned af gangen forbi mig værelse. Midt i gangen stod en kommode. En af de mange ting den afdøde kejserinde havde fortalt mig, var om de skjulte våben. Sværd, knive, skjolde og endda armbrøster var gemt overalt på paladset i tilfælde af angreb. Kejserinden havde vist mig noget steder med skjulte våben, og kommoden var en af dem. Som vi passerede kommoden, lod jeg mig falde. Som var jeg ved at besvime.

 

Jeg endte med ryggen til kommoden og inden vagterne reagerede havde jeg skubbet en lille kniv på størrelse med min langefinger, op i mit ærme. Vagterne fik mig hevet på benene og snart var vi i tronsalen. Der sad han. Han bar smukke blå klæder broderet med guld og ved synet af ham siddende der, glemte jeg næsten mit had til ham. Han var så utrolig smuk. Jeg mærkede en knude i mit bryst. Jeg havde jo elsket ham så inderligt. Jeg blev tvunget i knæ og han rejste sig. Han kiggede forventningsfuldt på mig og jeg begyndte at tale. Jeg talte længe om hvor ked af det jeg var og om hvor meget jeg fortrød. Hans gale øjne blev glade, næsten barnlige at se på. Han var glad for min undskyldning. Han havde også elsket mig. Mit forræderi havde gjort ham ondt. Det kunne jeg se på ham. Han trådte ned af trapperne der var imellem os og bad vagten fjerne lænkerne. Vagten gjorde modvilligt som han fik besked på. Han havde nok håbet at se mig henrettet. Kejseren tog mine hænder og trak mig op og stå, og et øjeblik var det kun os to. Helt alene. Vi var tilbage i gaderne. To små børn der lover hinanden et livslangt venskab. Han trak mig ind til sig, ind i en varm omfavning. Jeg hørte ham mumle at han elskede mig. Tårerne gled ned af kinderne. Glade tårer. Triste tårer. En af vagterne råbte, han havde set min kniv. Sværd blev trukket og armbrøste rettet mod mig. Jeg lukkede øjnene og smilede.

 

“Jeg elsker også dig Samuel”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...