Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1015Visninger
AA

6. Trods

 

De begav sig gennem junglen i tavshed. Solstrålerne glitrede gennem de grønne blade og faldt på skovbunden omkring dem som et net af spinkle lyskegler. Det var ikke så sært, at Klo havde formået at indhente hende tidligere, tænkte Wendy; han bevægede sig med forbløffende hastighed. Hun gjorde sit bedste for at følge med. Kaptajnen lod til at vide, hvor de skulle hen. Adskillige gange stoppede han op for at inspicere en indgravering i et træ eller studere et aftryk i skovbunden, hvorefter han skiftede kurs. Engang imellem så han op mod solen, som var sunket ned bag træerne og glitrede mellem de tykke stammer.

 

Wendy kunne ikke lade være med at føle et stik af misundelse. Det burde være hende, der var så fortrolig med Ønskeøen og kendte dens afkroge ud og ind, men hun havde mistet al enhver form for stedsans få minutter efter at de havde forladt lysningen. Hun havde ingen anelse om, hvor de befandt sig. Ingen busk, bæk eller klippe var til at genkende fra tidligere, hvilket betød at det var umuligt for hende at orientere sig. Hvordan det gik til, vidste hun ikke, men omgivelserne ændrede sig. Det var, som om junglen skiftede udseende alt afhængig af solens placering på himlen. I løbet af få timer var stedet blevet fuldstændig fremmed for hendes blik.

 

Solen sank endnu en anelse, og luften omkring dem begyndte at simre på en måde, der fik Wendy til at gyse. Hun vidste, at Klo havde haft ret. Det ville være farligt at opholde sig herude, når natten faldt på. Der var en begyndende fjendtlighed at spore i omgivelserne; skyggerne syntes at krybe frem overalt, og selv fuglenes kvidren forekom hende mere dyster. Langsomt blottede vildnisset sin vrangside, og hun kunne ikke lade være med at skutte sig ved synet.

 

"Her er så anderledes," mumlede hun.

 

Det var første gang hun havde sagt noget, siden de havde forladt lysningen. Kun en kortvarig trækning i Klos mundvig fortalte hende, at han havde opfanget ordene.

 

"Junglen er, som den altid har været."

 

Hun dukkede sig for at undgå en lavtsiddende gren.

 

"Jeg husker den ikke som sådan her."

 

"Sidst du var her, var du et barn."

 

"Hvad forskel gør det?"

 

"Det tror jeg, du ved." Kaptajnen fejede et bundt af lianer til side med sin klo. Det gik pludselig op for hende, at han bevægede sig med en forbløffende varsomhed. Han trådte let henover sten og tuer - ikke på den naturlige måde, som hun huskede indianerne havde gjort det, men med en forsigtighed, som uden tvivl måtte være tillært. "Børn er blinde over for de farer, der lurer i vildnisset. Og eftersom de ikke ved, at de har noget at frygte ..."

 

"Kommer de aldrig til skade," afsluttede hun.

 

Hun vidste, at det var sandt. Som barn havde hun aldrig tvivlet på, at junglen var hendes ven. Og junglen havde belønnet denne barnlige tillid ved at lægge sig om hende som en tryg, grøn puppe, så hun var skærmet mod alskens farer. Men uanset hvor meget, hun anstrengte sig nu, kunne hun ikke frembringe den samme åbenhjertige tillid. Dertil var hendes rationelle sans for stærk. Hun kastede et blik på de grønne omgivelser

 

Hun var ikke længere velkommen.

 

Erkendelsen bredte sig som en kulde i blodet på hende. Hvordan kunne dette sted, som hun elskede så højt, udstøde hende på den måde? Hun følte sig såret, næsten forrådt ved tanken. Hun havde opgivet alt for at vende tilbage - hendes familie, hendes venner, hendes hjem - blot for at opdage at stedet ikke ville kendes ved hende. Skuffelsen fik det til at brænde fugtigt i hendes øjenkrog. Var hun virkelig lige så malplaceret her, som hun havde været i London? Nej, det kunne umuligt være tilfældet. Hun vidste, at det var her, hun hørte til. Men junglen var ligesom Peter - den nægtede at tro på, at hun var den samme eventyrlystne pige, som hun altid havde været.

 

"Forsigtig."

 

Hun blev revet ud af sine tanker med et sæt, da en arm skød ud foran hende. Der gik et øjeblik, før hun indså, at det var kaptajnen, der havde bremset hende. Hun sendte ham et uforstående blik. Som svar gjorde han et kast med hovedet i retningen af en samling af blade omtrent en meter fra hendes fødder.

 

Ved første øjekast lignede det en helt almindelig del af skovbunden. Men da hun granskede dyngen nærmere, indså hun, at den var menneskeskabt. Laget af blade var for jævnt fordelt til, at det kunne være et resultat af vinden. Desuden lå der grene i bunken, der lod til at være nyafbrækkede. Hun kunne se små, lysegrønne knopper på deres kviste. De kunne umuligt være havnet i skovbunden på naturlig vis.

 

"En fælde," konstaterede hun.

 

Kaptajnen nikkede og trådte et skridt til siden. Hun mærkede kloen stryge mod sin hofte, sylespids og kold som is. Med en hurtig bevægelse bukkede han sig ned og samlede en sten op fra jorden. Han kastede den mod bunken af blade, og det susede skarpt i skovbunden, da den blev opslugt af jorden. På mindre end et sekund blev illusionen brudt. Grene og kviste knækkede med lavmælte, små smæld, og bladene gled bort for at afsløre et flere meter dybt hul. Blodet veg fra hendes ansigt, da hun fik øje på piggene nede på bunden. Ét skridt mere og hun ville have været død.

 

Hun så på Klo og fugtede langsomt læberne.

 

"Indianerne," sagde hun så.

 

Det forfærdelige udtryk, der bredte sig på hans ansigt, fortalte hende, at hun tog fejl.

 

"Åh nej. Det her er ikke indianernes påfund." Stemmen var blid. Alt for blid. "Indianerne opsætter blot fælder for at fange byttedyr, og dem fanger de altid i live." Han bøjede sig ned og lod hånden løbe langs kanten af fordybningen. "Denne her fælde har til hensigt at dræbe."

 

Wendy mærkede pulsen hamre næsten smertefuldt i sin hals. Men hvis det ikke var indianerne –

 

Hun stivnede.

 

"Ja. Du har gættet rigtigt."

 

Klo rejste sig med en hvislende lyd. Wendy følte sig kold helt ind i sjælen, rystede–

 

"Du lyver," sagde hun. "Peter ville aldrig gøre sådan noget."

 

"At sætte fælder op er én af hans yndlingsbeskæftigelser."

 

Det flimrede for hendes øjne. I nogle sekunder ikke var junglen ikke andet end en svirrende, grøn plamage. Hun var lige ved at vakle på stedet, men genvandt balancen ved hjælp af ren og skær viljestyrke. Nej. Det var umuligt. Hvis Peter gjorde sådan noget, ville hun have vidst det. Hun havde boet sammen med De Glemte Drenge i månedsvis og havde fulgt opmærksom med i deres hverdag. Når de vendte tilbage til hulen ved aftenstid, udspurgte hun dem altid om deres lege. Hvis de satte fælder op, ville hun have opdaget det. Det her var ikke Peters påfund - det var blot noget, Klo sagde, for at få hende til at vende sig mod ham.

 

Kaptajnen måtte have fornemmet hendes mistro, for hans læber fortrak sig i et skarpt, nådesløst smil.

 

"Tro mig," sagde han lavt, "det her er Pans værk - det er der ingen tvivl om. Jeg har mistet mange mænd til hans fælder."

 

"Peter er måske hensynsløs til tider, men han kunne aldrig drømme om at gøre sådan noget her. Han kunne aldrig drømme om at være så ondskabsfuld." Hun skævede til fælden et par meter fra dem. "Det han gør, gør han kun for sjov."

 

Klos ansigt formørkedes, og skyggerne syntes pludselig at vokse omkring ham. For første gang siden den aften han var dukket op i London, forekom han hende uhyrlig, næsten monstrøs, i sit had.

 

"Netop. Alt er en leg for Pan. At dræbe min besætning. At hugge min hånd af. Det er alt sammen noget han gør, fordi det morer ham."

 

Instinktivt så hun ned mod kloen, der glimtede rødt i den nedadgående sol. Var det sådan, det var gået til? Hun havde aldrig spurgt Peter, hvad der helt præcis var sket dengang. Det faldt hende ind, at han måske slet ikke kunne huske det. Peter var velsignet med evnen til at glemme, hvorimod Klo ...

 

Hun stirrede tavst på kaptajnen. Hvordan kunne hun forklare ham, at Peters handling ikke udsprang af ondskab, men umodenhed - en komplet uvidenhed over for andres smerte? Hun opgav at prøve. En sådan forklaring gjorde trods alt ikke hans handling mindre grusom. Hendes blik gled endnu engang hen på det gabende hul i jorden. At skade sine fjender var én ting, men at lade dem møde deres endeligt på så brutal vis ... Det lå ikke til hans væsen. Hun rystede på hovedet.

 

"Du forstår ham ikke."

 

"Jeg forstår ham kun alt for godt. Langt bedre end han nogensinde kunne håbe på at forstå mig."

 

Hun betragtede det blege ansigt, indrammet af de mørke krøller. Nej, Peter havde aldrig prøvet på at forstå ham. For ham var kampen mod Klo intet andet end belejligt tidsfordriv - en fjende, han kunne bekrige for at få dagene til at gå. Det var aldrig faldet ham ind at spekulere på, hvilken verden der gemte sig inde bag facaden af marmorhud og forglem-mig-ej. Og hvem ønskede at forstå Kaptajn Klo? Hvem ønskede at krybe ind i de mørke, bitre afkroge af hans sjæl, hvor det mindste glimt af glæde blev kvalt som en flamme uden ilt?

 

Klo vendte sig bort, og Wendy var lettet over ikke længere at se på ham. Han begyndte at bevæge sig hen ad noget, hun antog for at være en sti, nikkede som tegn på, at hun skulle følge efter, og de genoptog atter deres vandren. Hun stirrede på hans ryg, mens hun ledte efter noget at sige, men endte med at forholde sig tavs. Der var intet, hun kunne sige, der ville få ham til at skifte mening.

 

Han hadede Peter, og det ville han altid gøre. Det blev besejlet, den dag Peter skilte hans hånd fra resten af hans krop.

___________________

 

Til Wendys lettelse begyndte junglen snart at blive mindre tæt. Nu hvor træerne stod mere spredt, trængte solen lettere gennem trækronerne. Fornemmelsen fik hende til at ånde lidt friere. Jo mere afstand hun lagde mellem sig selv og det mørkerøde vildnis, jo bedre. Hun stolede ikke længere på omgivelserne, og de fremmede skygger, der lurede i underskoven, fortalte hende, at hun gjorde ret i at være på vagt. Hun tænkte på, hvad hun efterlod bag sig: ikke bare Peter, men også De Glemte Drenge. Ville hun nogensinde få dem at se igen? Tidligere i dag havde hun været så overbevist om, at hun snart ville holde dem i sine arm, leende og lykkelig over genforeningen. Nu var hun på vej væk fra dem. Sad de monstro inde i deres hule i disse øjeblikke og lyttede til Peters beretning om hende? Hun kunne høre hans stemme for sig, tyk af foragt: 'Wendy er blevet én af dem'. Nyheden ville knuse dem.

 

Hun skubbede tanken bort. Peter havde ikke givet hende andet valg end at tage tilbage til Jolly Roger. Hvis blot han havde givet hende en chance for at forklare, hvordan det hele hang sammen, kunne det være, det ikke var endt sådan her. Men hvordan kunne hun forvente det af ham? Hun vidste, hvordan han var. Når først de følelser, han ikke selv begreb, fik overtaget, var det umuligt for ham at lytte.

 

En puslende lyd nåede hendes ører og fik hende til at stoppe op. Det gik op for hende, at kaptajnen også var standset. Han stod midt på stien og så sig omkring med øjne, der var smalle af opmærksomhed. Hans blik faldt på en plet i buskadset; en høj busk med smalle, små blade. Da Wendy så bedre efter, opdagede hun, at den rystede let, som om nogen - eller noget - bevægede sig inde bag den. Han hævede kloen til advarsel.

 

Lydløst som en skygge begyndte han at bevæge sig hen imod busken. Wendy blev stående, naglet til stedet, og holdt vejret. Var det endnu en fælde? Et vildt dyr? Et bagholdsangreb? Uanset hvad, så var der ingen tvivl om, at der var ét eller andet, der gemte sig derinde. Hun kunne se Klo spænde i kroppen, mens han beredte sig på at angribe. I et glimt huskede hun den nat for længe, længe siden, hvor han havde sneget sig gennem mørket på samme måde, og hun havde gemt sig bag stenene i håb om ikke at blive opdaget. Han kastede sig frem mod busken som en slange, der huggede ud efter sit bytte.

 

Der lød et hvin, hvorefter en person sprang ud af buskadset. Wendy gispede.

 

Det var Tiger Lily - indianerprinsessen, som hun havde været med til at redde fra tidevandet i den sorte borg. Ligesom de andre skikkelser på Ønskeøen, havde hun ikke ændret sig det mindste, men så ud som hun havde gjort dengang. Hun bar den samme skindkjole, det samme flettede bånd over den rødmalede pande, og på hendes kæbe lyste det karakteristiske, blå håndaftryk, hun var blevet tildelt af sin stamme.

 

De tykke fletninger slog mod pigens skuldre, da hun dukkede sig og prøvede at springe til siden, men Klo greb hende i kraven og løftede hende op fra jorden, inden hun kunne nå at flygte.

 

"Prinsesse Tiger Lily," hilste han. "Ude for at samle bær i skumringen, formoder jeg?" Han skævede til den væltede kurv ved hendes side, hvis indhold var trillet ud i græsset. "Hvor betænksomt af dig. Mine mænd og jeg står netop og mangler en person, vi kan benytte som lokkemad for Pan."

 

Indianerpigen sprællede vildt i hans greb. Hun havde trukket en kniv, som hun huggede gennem luften. Klo slog den ud af hånden på hende med en ligegyldig bevægelse, og den landede i græsset uden en lyd. Som svar prøvede hun at kratte ham i ansigtet, hvilket frembragte et misfornøjet drag om kaptajnens læber.

 

"Der er ingen grund til at være uciviliseret." Han lagde kloen mod hendes hals, hvorefter hun blev fuldkommen rolig. "Det var bedre."

 

Wendy trådte et skridt frem.

 

"Kaptajn –"

 

"Spar mig for dine indvendinger."

 

Tiger Lilys blik skiftede retning. Først nu lod hun til at blive opmærksom på Wendys tilstedeværelse. Kunne pigen huske hende? Wendy havde ingen anelse. De havde ikke set meget til hinanden, sidst hun havde været på Ønskeøen. Faktisk mindedes hun ikke, at de havde vekslet så meget som et ord. Men det betød ikke noget.

 

"Der er ingen grund til at tage hende til fange ..." begyndte hun.

 

"... Nu hvor jeg har dig, mener du?" Kaptajnen fnøs. "Pan er ikke interesseret i dig længere. Det bekræftede han tidligere i dag. Hans lille veninde her," - ved disse ord smilede han mørkt til Tiger Lily - "er derimod en anden sag."

 

"Men hun er indianernes prinsesse," vedblev Wendy. "Du risikerer at vække hele stammens vrede ved at kidnappe hende."

 

"Jeg har kæmpet mod indianerne før. Hvis du tror, de skræmmer mig, tager du fejl."

 

"Men –"

 

"Vi tager hende med tilbage til skibet." Han sendte hende et blik, der fortalte hende, at yderligere protester ikke ville blive tolereret, hvorefter han så på Tiger Lily. "Jeg håber ikke, De har noget imod tilbringe natten ombord på Jolly Roger, Deres Højhed."

 

Tiger Lily sagde noget på et sprog, Wendy ikke forstod. Alligevel fornemmede hun den umiskendelige trodsighed i ordene. Klo hævede et øjenbryn.

 

"Det tænkte jeg nok." Hans fingre lukkede sig i et stramt tag om pigens håndled og med en ubesværet bevægelse tvang han hendes arm om på ryggen. "Du er vel i besiddelse af tilstrækkelig sund fornuft til ikke at prøve på at tilkalde nogle af dine venner?"

 

Tiger Lily svarede ikke denne her gang, men stirrede blot tavst på ham. Værdigheden i hendes ansigt talte for sig selv. Wendy vidste, at prinsessen aldrig ville fornedre sig til at råbe om hjælp, lige så lidt som hun ville fornedre sig til at tigge om nåde. Klo smilede tilfreds.

 

"Godt. Så lad os komme af sted. Og dig -" Wendy stivnede, da han drejede hovedet og så på hende. "Hvis du så meget som tænker på at stikke af og informere Pan om situationen, får du hendes liv på samvittigheden."

 

For at understrege ordene lod han kloen tegne en usynlig linje mod pigens hals. Wendy nikkede beklemt. Hun fik øjenkontakt med Tiger Lily og sendte hende et undskyldende blik. Deres kortvarige øjenkontakt blev imidlertid brudt, da Klo begyndte at gå. Han holdt pigen foran sig i et jerngreb, og kloen hvilede fortsat mod hendes hals. Hun havde ingen chance for at undslippe.

 

Wendy fulgte efter. Hendes blik hang fortsat ved Tiger Lily. Pigens ryg var rank, blikket stolt, og der var ingen form for frygt at spore i hendes bevægelser. Wendy kunne ikke lade være med at beundre pigen. Hun huskede, hvordan hun selv havde haft det, da hun i sin tid havde været taget til fange på Jolly Roger. Ganske vist var det lykkedes hende at fremtvinge en skrøbelig maske af tapperhed, men inderst inde havde hun været rædselsslagen. Tiger Lily var betydeligt bedre til at skjule sin frygt. Der hvilede en ro over hende, hvis lige Wendy aldrig havde set.

 

Hun lod blikket glide hen på kaptajnen og mærkede harmen dirre gennem sig. Pigen var uskyldig. Hvor var det lavt af ham at vikle hende ind i sit hævntogt på den måde. Instinktivt greb hun ud efter kniven, der sad skjult i bæltet, men standsede sig selv. Det ville være for farligt at prøve på noget, når Klo havde gjort det tydeligt, at enhver form for ulydighed ville komme til at koste Tiger Lily dyrt. Wendy kunne måske risikere sit eget liv - men ikke pigens.

 

Hun pillede ved kanten af sin skjorte, mens hun overvejede situationen. Det ville være vanvid at prøve at angribe Klo direkte, når han både havde pistol, sværd og klo at forsvare sig med. Der var imidlertid ingen tvivl om, at hun blev nødt til at gøre noget. Hun nægtede at forholde sig passiv, mens Tiger Lily blev taget til fange.

 

Hendes hånd strejfede endnu engang kniven i bæltet. Der var ikke andet at gøre, end at vente på at muligheden bød sig …

 

 

Det varede ikke længe, før de nåede ud til stranden. Wendy fik straks øje på båden, der var blevet skubbet et godt stykke ind på land. Det var ikke den samme båd, som hun var blevet roet i land i; denne her var mindre og var allerhøjst beregnet til fire personer. Klo havde talt sandt: han havde ikke planlagt noget bagholdsangreb, men var kommet alene. Hvis hun anstrengte sig, kunne hun lige netop ænse det halvt-udviskede fodspor i sandet, han havde efterladt, da han havde begivet sig ind i junglen.

 

De bevægede sig hen over stranden. Den hvide slette var badet i rødgyldne nuancer, og vandet havde trukket sig nogle meter tilbage og blottet havbundens mange striber. Længere ude i bugten kunne Wendy se Jolly Roger ligge og vugge fredsommeligt. Bag skibet stod solen som en cirkel mod horisontens mørkeblå linje.

 

"En smuk solnedgang, ikke sandt?" kommenterede Klo.

 

Da ingen svarede, gav han Tiger Lily et puf i ryggen, og hun måtte vride overkroppen for ikke at miste balancen. Wendy så pigen kaste et kort blik tilbage mod junglen. Der var et glimt af ængstelse i de brune øjne, som Wendy kun opfattede, fordi hun efterhånden kendte følelsen så godt: den tunge, sørgmodige fornemmelse af at efterlade nogen bag sig.

 

Hun så på kaptajnen.

 

"Indianerne opdager snart, at hun er forsvundet."

 

"De kan intet stille op, så længe hun er ombord på skibet. Kun Pan kan redde hende dér." Hans klo trommede let mod Tiger Lilys skulder. Han henvendte sig muntert til pigen. "Hvordan skal vi lokke ham ud af sit skjul, prinsesse? Passer det Dem bedst at gå planken ud ... eller foretrækker De kølhaling?"

 

"Er det virkelig nødvendigt at tage så barbariske metoder i brug?" Wendys stemme skælvede af harme. Det gik op for hende, at hun talte i det samme bebrejdende tonefald, som Tante Millicent så ofte brugte over for hende.

 

"Du kender tydeligvis ikke til indianernes krigsførelse. Druknedøden er en mild skæbne sammenlignet med, hvad de har udsat min besætning for i årenes løb."

 

Noget rørte på sig i hendes minder; brudstykker af historier om kvalte skrig og knive i mørket. Billederne fik hende til at gyse, men hun rystede fornemmelsen af sig og sendte Klo et hårdt blik.

 

"Selv hvis det er tilfældet, giver det dig stadig ingen ret til at tage hendes liv."

 

"Min kære, jeg er en pirat. Jeg bekymrer mig ikke om, hvad der er retfærdigt."

 

"Derfor kan du stadig vælge udvise nåde."

 

"Hvorfor skulle jeg udvise nåede over for en fjende, der ikke ville gøre det samme til gengæld?"

 

Hun vidste, det var absurd, men hun blev nødt til at prøve:

 

"Fordi du er en gentleman."

 

"Kun når det kan betale sig at være det. Det burde du efterhånden vide."

 

Ordene ramte hende som et stød i brystet. Der var ingen tvivl om, hvad han hentydede til. Hendes naivitet dengang. De trøstende ord, hun så åbenhjertigt havde taget imod. 

 

"I så fald har du ingen ære."

 

Han smilede blot og lagde atter kloen mod Tiger Lilys hals som for at bekræfte hendes udtalelse.

 

"Skub båden ud i vandet."

 

Hun adlød modstræbende. Hvad andet var der at gøre? Hun kunne ikke risikere, at pigen kom til skade, fordi hun strittede imod. Langsomt gik hun hen til båden og placerede sine hænder mod agterstavnen. Hun lagde kræfterne i og mærkede den skurrende fornemmelse af træ mod sine håndflader. Båden var tungere, end hun havde forestillet sig, og gled kun modstræbende gennem det fugtige sand. Til sidst lykkedes det dog for hende at få skubbet den helt ud i vandkanten. Bølgerne skvulpede lavmælt mod dens sider, da den endelig forlod sandbunden og begyndte at flyde. Hun skubbede fartøjet længere ud i bugten, indtil hun stod i vand til knæene. Klo nikkede tilfreds og gjorde tegn til, at hun skulle stige ombord.

 

Hun slyngede et ben op over bådens kant og kravlede ombord. Kaptajnen vadede ud i vandet med Tiger Lily foran sig. Han løftede pigen op i agterstavnen og satte hende ned med en bevægelse, der fik det lille fartøj til at rokke voldsomt, hvorefter han selv steg op i båden. Wendy placerede sig i forstavnen og sad og stirrede ind mod junglen. På afstand så den mindre truende ud. Træerne stod rolige og mørke mod den rødmende himmel og røbede intet om det forræderiske vildnis inde bag. Hun tænkte på indianerne. Måske havde de allerede nu opdaget, at Tiger Lily var væk. Ville de med det samme være klar over, hvem der havde taget hende? Hvis ikke, ville Peter fortælle dem det, så snart havfruerne overbragte ham nyheden. Og så ville indianerne være på krigsstien.

 

"Ræk mig rebet." Klo gjorde en utålmodig bevægelse med hånden. "Vi skulle jo nødigt have, at prinsessen springer over bord og prøver at svømme i land."

 

Wendy så sig omkring og fik hurtigt øje på rebet på bådens bund. Det lå sammenrullet i en bunke ved siden af den ene af årerne. Hendes fingerspidser strejfede det tøvende. Klo havde også bundet hende dengang - strammet rebet om hendes håndled, da det var hendes tur til at gå planken ud, så hun ikke havde andet valg end at gå til bunds og blive opslugt af det mørkeblå hav. Et kort øjeblik kunne hun næsten fornemme rebets svidende fibre mod sin hud. Hun så op. Kaptajnen sad med ryggen til hende, og de lange fingre lå stadig som hvide lænker om Tiger Lilys håndled. Kloen hvilede mod robådens kant i en afslappet position.

 

Åndedrættet standsede i Wendys hals. Hun lagde rebet fra sig. Det her var måske den eneste chance, hun fik ...

 

Hendes fingerspidser skælvede, da hun listede hånden ind under skjorten og lod kniven glide ud af bæltet. Hun spændte i fingrene i et forsøg på at få mere kontrol over våbnet. Det smalle knivsblad skinnede i solnedgangen, vibrerende og dødbringende. Langsomt kravlede hun hen mod Klo. Kaptajnen ikke så meget som så tilbage på hende, men strakte blot hånden bagud for at tage imod rebet. Som svar på bevægelsen lænede hun sig frem, så lydløst som det var hende muligt, og lagde kniven mod hans strube.

 

"Slip hende."

 

Wendy var overrasket over, hvor fast hendes stemme lød. Et øjeblik var det, som om en anden person talte gennem hende. Kaptajnen stivnede. Da han ikke reagerede på hendes ordre, forøgede hun presset fra kniven ganske let. Hun så bladet tegne en smal skygge mod den hvide hud på hans hals. Solen blinkede i det blanke metal. Hendes hånd rystede ikke længere, men var fuldkommen rolig. Den syntes at tage farve efter skumringen; blive rød som blod –

 

"Nu."

 

Klo drejede hovedet en anelse. Hun kunne ikke aflæse hans ansigtsudtryk, men hans kropsholdning fortalte hende, at han tog truslen seriøst. Hun forøgede endnu engang det skarpe tryk mod hans hals.

Denne gang havde det stigende pres en mærkbar virkning. De blege fingre begyndte at løsne sig én efter én. Til sidst var pigen fri.

 

Wendy nikkede til hende.

 

"Løb."

 

Tiger Lily kravlede langsomt væk fra Klo. Båden gyngede, da hun hoppede ud over kanten og landede i vandet med et dæmpet 'plask'. Hun tog et par usikre skridt, som for at afprøve, om Wendy virkelig mente det. Så vendte hun sig om og pilede af sted hen over stranden. I løbet af få sekunder var hun nået til hen junglen og forsvandt lydløst ind mellem træerne, atter i sikkerhed. Wendy åndede lettet op.

 

"Det skulle du ikke have gjort."

 

Stemmen var som is. Før hun kunne nå så meget som at tænke, blev hun slynget til siden og væltede ud af båden. Kulden slog mod hende som et chok, da hun ramte vandet. Hun gispede, men kunne ikke få vejret; viftede med armene, desperat efter at komme op til overfladen. Efter nogle sekunder lykkedes det hende at genvinde en form for balance. Hun hævede overkroppen og kunne pludselig ånde igen, da hendes hoved kom oven vande. Til sin forfærdelse opdagede hun, at Klo var på vej hen mod hende. Hun så sig omkring efter kniven, men den var tilsyneladende borte. Hendes hænder fumlede mod den bløde sandbund i et forsøg på at finde den. Panikken skød gennem hendes hjerne.

 

Et glimt af sølv i udkanten af hendes synsfelt fik hende til at dreje hovedet.

 

Dér.

 

Den lå i en sammenfiltret dynge af tang henne i vandkanten. Hun begyndte at kravle hen imod den, halvvejs blændet af det svidende havvand i sine øjne.

 

"Du kan tro nej."

 

Stærke fingre omsluttede hendes ankel og trak hende tilbage. Hun sparkede bagud med en vildskab, hun ikke vidste, hun besad, og måtte have ramt ét eller andet, for grebet løsnedes, og hun var atter fri. Hun bevægede sig fremad med piskende bevægelser, så vandet sprøjtede op omkring hende. Bølgeskum fløj gennem luften i hvide totter, og en skarp musling borede sig ind i hendes knæ, men hun ænsede det ikke, vidste bare, at hun måtte have fat i kniven. Den var næsten inden for hendes rækkevidde nu. Blot en meter mere og –

 

En hånd lukkede sig om hendes skulder, og hun blev om revet på ryggen med sådan en styrke, at hun et kort øjeblik var sikker på, at hendes arm ville blive vredet af led. Salt og sandkorn skar i hendes øjne som knive og gjorde det umuligt for hende at se klart. Hun fornemmede, hvordan en skygge sænkede sig over hende, opfangede lyden af plaskende skridt og et glimt af mørkeblåt stof mod den glødende himmel. En arm lagde sig over hendes brystkasse og pressede hende ned i det klæbrige sand med en tyngde, der var umulig at bekæmpe. Det desperate overlevelsesinstinkt, der havde holdt hende oppe indtil nu, veg for frygten; den komplette bevidsthed om at være fanget. Hun mærkede koldt, bidende metal mod sin hals, stivnede

 

Hun så op.

 

Luften forlod hendes lunger i ren og skær rædsel. Aldrig havde hun set så frygtindgydende et syn. Klos ansigt var en maske af umenneskeligt raseri. Han var bleg som et lig; som en død, der havde rejst sig fra graven for at hjemsøge hende. Tænderne var blottede, hvide og glinsende som hos et rovdyr. Vand dryppede fra hans hår og strømmede ned ad stoffet på hans jakke. De mørke krøller klæbede tungt til hans skuldre, og hele hans krop syntes at skælve. I hans øjne glimtede noget, der kun kunne betegnes som vanvid.

 

"Et tåbeligt træk, min kære." Det mørke tonefald var som en regn af glasskår mod hendes nerver. Hun kunne høre raseriet i åndedrættet, hæst og dirrende. "Må jeg spørge, hvad det helt præcis var, du prøvede på at opnå?"

 

Blodet bankede forfærdet gennem hendes årer. Kloens spids hvilede stadig mod huden på hendes hals, som et isnende pres mod den dundrende puls. Hun prøvede at sige noget, men hendes stemme svigtede hende.

 

"Var det et desperat forsøg på at udvise heltemod?" Kaptajnens grimasse skræmte hende langt mere end metallet mod hendes strube. Et kort øjeblik kunne hun have svoret på, at hun så hans øjne lyse rødt. "Eller længes du blot efter døden?"

 

Hun sugede luft ind med en skarp lyd, da hun mærkede kloen skrabe mod sin hud i et svidende spor.

Hvor virkede det absurd at dø nu - at miste livet på denne her måde, i Ønskeøens udkant, blandt tang og salt. Der var intet eventyrligt over det, sådan som Peter engang havde påstået, kun en tom fornemmelse af gru, der fik hende til at skælve.

 

Hun gjorde endnu et forsøg på at tale. Denne gang lykkedes det.

 

"Jeg kunne ikke lade dig gøre det." Ordene steg op fra hendes læber med en forbløffende afklarethed. Hun mødte det gennemtrængende blik og tvang sig selv til ikke at blinke. "Jeg kunne ikke lade dig udnytte hende på den måde. Hvis prisen for det er døden, betaler jeg den gerne."

 

Hun lød mere modig, end hun følte sig. Alligevel var det, som om ordene i sig selv gav hende styrke. Hun huskede sit tolvårige jeg, der - fuldt overbevist om, at hun skulle dø - havde meddelt kaptajnen, at hun hellere ville gå planken ud end at forråde sine principper. Visse ting ændrede sig aldrig. Selv nu, med kloen hvilende mod sin hals, nægtede hun at bede om nåde. Hvis hun skulle dø, ville hun dø med sin værdighed intakt.

 

"Hvor nobelt," hvislede Klo. Hans øjne skinnede imod hende, blå som en flammes kerne. "Jeg burde have vidst, at du ville gøre noget forhastet i et forsøg på at beskytte Pan. Det var trods alt derfor, jeg tog dit våben." Han rakte ud efter kniven, der lå i vandkanten, og holdt den op foran hende. En dråbe gled ned ad skæftet og landede på hendes ansigt. "Så hvor har du fået den her fra? Du må have haft den på dig i et stykke tid."

 

"Jeg fandt den i junglen," løj hun. "Én eller anden må have tabt den."                                                                       

 

"Denne kniv tilhører én af piraterne ombord på Jolly Roger. Mit mandskab taber ikke deres ting i junglen. Altså må du have stjålet den." Han smilede dystert, da hun ikke svarede. "Nuvel, det betyder ikke noget."

 

Hun gispede, da hun atter mærkede presset fra kloen. Hendes krop spændte sig i en bue, beredt på den smerte, der snart ville komme. Hun koncentrerede sig om sin puls; om det hjerteslag, der talte de sekunder, hun stadig levede. Den forekom hende pludselig så dyrebar, denne dunkende fornemmelse af liv, som hun så ofte havde taget for givet. Hvilken skam at hun først for alvor syntes at værdsætte den nu, i disse sidste øjeblikke.

 

Hendes blik var stift rettet mod Klo. Hun ville ikke gøre det lettere for ham ved at se væk. Hun ønskede næsten, at han ville gøre det forbi, så hun slap for at se på ham; slap for synet af de nådesløse øjne, der borede sig gennem hende. Hun var sikker på, at døden ville være ligesom hans blik: blå og uendelig. En afgrund, man blev slynget ned i uden håb om nogensinde at vende tilbage.

 

"Jeg burde gøre det." Metallet brændte koldt mod hendes hud. "Du har trods alt spoleret min plan, og sådan noget tilgiver jeg sjældent. Men ikke desto mindre -" han lagde kniven fra sig - "må jeg indrømme, at din trods fascinerer mig. Du må have vidst, at du umuligt kunne slippe godt fra en handling som denne."

 

 "Jeg er ligeglad. Dræb mig, hvis du mener, det er den straf, jeg fortjener."

 

"Nej. Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig." Til hendes forbløffelse så hun vreden ebbe ud af hans ansigt. "Ikke nu hvor du har bevist, at du virkelig er mere, end du ser ud til at være."

 

Kloen forlod hendes hals og gled gennem vandet med en rislende lyd. Det burde have beroliget hende, men hun vidste, at hun langt fra var uden for fare. Hun kunne ikke være sikker på noget som helst.  

 

"Så ro tilbage til skibet og efterlad mig her –"

 

Han smilede.

 

"Min skønne, jeg er ikke ligesom Pan. Jeg giver ikke slip på dig endnu engang. Hvad angår straf ..."

 

Han lod blikket løbe over hende. Øjnene var som glødende nåle mod hendes hud. Hun blev pludselig pinefuldt bevidst om vægten af hans krop mod sit bryst. Den klodsede sammenfiltning af våde lemmer havde bragt dem alt for tæt på hinanden. En hånd strøg mod hendes overarm og lagde sig til rette på hendes skulder. Tommelfingeren strøg nænsomt mod det gennemblødte stof.

 

"... så er jeg sikker på, vi kan finde på noget passende."

 

Ordene fik åndedrættet til at krølle sig sammen i brystet på hende. Der var et mørkt, alt for vidende glimt i de blå øjne. Pupillerne ville opsluge hende, drukne hende. Hun kunne allerede mærke, hvordan hun sank; hvordan luften blev presset ud af hende, som om hun befandt sig flere meter under havets hvirvlende bølger. Hans hånd forlod hendes skulder og bevægede sig opad, efterlod et vådt spor mod hendes hals, der fik hende til at gyse. Hun mærkede håndfladen mod sin kind, og det var meget værre, end når han rørte hende med sin klo, for hans hånd var varm. De hvide marmorfingre, der burde være som is, skabte en bølge af hede mod hendes hud, så hun brændte på trods af det kolde vand. Wendy kunne ikke andet end at stirre paralyseret op på ham. Hvordan kunne han gå fra at ville dræbe hende til – til –

 

Hun ville gøre sig fri. Hver eneste rationel tanke i hendes hjerne skreg, at hun skulle vriste sig ud af hans greb, men på trods af dette kunne hun ikke røre sig. Den gloende berøring havde lammet hende lige så sikkert, som hvis en slange havde sunket sine giftdryppende hugtænder ned i hendes kød. Hun vidste, at det her umuligt kunne ske, og alligevel skete det. Fingerspidser løb langs hendes kindben. En blank krølle faldt ned i hulningen ved hendes kraveben og gled over huden i et fjerlet kærtegn. Hun dirrede, denne gang ikke af frygt, og mærkede den glatte, kølige fornemmelse af støvlelæder mod sit ben, da han bevægede sig. Hans ansigt sænkede sig over hende. Et lår gled ind mellem hendes og hun bad til, at han ville ...  at han ville ...

 

Vægten af ham forlod hendes krop.

 

Wendy havde nær gispet, da han rejste sig. Hun nåede akkurat at opfange et glimt af det triumferende smil, der spillede på hans læber, inden han vendte sig bort.

 

Hun hev sig selv op i siddende stilling. Blodet bankede så hårdt i hendes tindinger, og hele hendes krop rystede. Skjorten klæbede til hende som et koldt, tungt tæppe. Al varme havde med ét forladt hende, og strandens kølighed sivede gennem hende, sammen med den iskolde fornemmelse af at være ydmyget. Hun så ned over sig selv. Hendes tøj var plettet af mudret sand, og blodet piblede frem fra et aflangt sår på hendes knæ. Hendes fingre fumlede skælvende ved de øverste knapper på skjorten, der var gledet op under kampen med Klo. Først efter flere forsøg lykkedes det hende at få lirket dem ind i deres huller. Hun kom på benene, usikker på om de ville kunne bære hende. Klo stod med ryggen til.

 

"Det lader til, at jeg bliver nødt til at holde bedre øje med dig fremover." Han bøjede sig ned og samlede kniven op, hvorefter han lod den falde ned i sin lomme. "Jeg skal sørge for, at du ikke kommer i besiddelse af et våben igen."

 

"Så ... jeg er altså stadig medlem af din besætning?" spurgte hun hæst.

 

"Det er du." Han vendte sig atter mod hende. "Men du gør klogt i ikke at trodse mig igen. Næste gang vil jeg være knap så barmhjertig." Det advarende mørke i hans stemme efterlod ingen tvivl om, at han mente, hvad han sagde.

 

Hun så væk. Lige nu var hun ikke sikker på, at hun nogensinde vovede at sætte sig op mod kaptajnen igen. Ikke efter det, der netop var hændt. Hjertet hamrede stadig løs i hendes bryst i forvirret frygt.

 

Klo gjorde en bevægelse mod båden, der var drevet en anelse længere ud i bugten.

 

"Lad os ro tilbage til skibet."

 

Hun indvilligede uden protest og begyndte at vade ud mod båden. De steg begge ombord. Hun sørgede omhyggeligt for ikke at se på Klo og undlod at tale til ham. Han tog sig ikke af hendes tavshed, men begyndte at rumstere med årerne. Efter nogle sekunder blev de sænket ned i vandet. Hun så til, mens afstanden mellem hende og Ønskeøen endnu engang voksede. Solen var næsten forsvundet. Kun et svagt, orange skær glimtede langs horisonten og spejlede sig i de våde klipper inde på land. I sit stille sind bad hun til, at det begyndende aftenmørke var nok til at skjule det ydmygede udtryk i hendes stadigt brændende ansigt.

_______________

 

Wendy krængede det våde tøj af kroppen og smed det fra sig i en fugtig bunke. Rystende over hele kroppen åbnede hun kisten og greb de første og bedste klædestykker, hun fik fat i. Hun iførte sig dem med kluntede bevægelser. Stoffet kradsede mod hendes hud, men det generede hende ikke. Hun havde brug for varme lige nu. Varme og glemsel. Hun satte sig på sengen og prøvede at redde sit hår, der var filtret af sand og tang, men hårbørsten blev ved med at sætte sig fast. Til sidst opgav hun og lagde børsten fra sig med et frustreret suk.

 

Hendes øjne blev fanget af spejlet på det lille toiletmøbel. Skikkelsen, der stirrede tilbage på hende fra det ridsede glas, blinkede forundret. Hun kunne pludselig genkende sig selv igen - ikke som den pæne overklassepige hun havde været i London, men som den pige, hun havde været for otte år siden. Øjnene var blevet levende, og huden, der før havde været så bleg, blussede efter mødet med den kraftige sol. Forandringen fik hende til at smile. Smilet stivnede imidlertid, da hun fik øje på den røde streg på hendes hals. Hun lod fingeren løbe langs hudafskrabningen.

 

Klo havde været så tæt på at dræbe hende. Men i stedet ... i stedet havde han –

 

Nej. Hun nægtede at tænke på det. Det havde været en ussel handling, beregnet på at ydmyge hende. Og hun havde blot ligget der og ladet ham gøre, som han ville. Som om hun ikke havde mere værdighed i livet end det. Hun huskede hans arrogante smil, da det var gået op for ham, hvor let et offer, hun var. Billedet var som en betændt byld i hendes bevidsthed. Hendes kinder brændte af skam, af skuffelse over, hvor svag hun havde været i situationen. Hun havde oplevet sin egen sårbarhed, og det skræmte hende. Pludselig var det gået op for hende, hvor ung og uerfaren hun  egentlig var; hvor let det var at afvæbne hende. Hun var ikke nær så øvet i at manøvrere brikkerne rundt i det spil, som Klo yndede at spille. Men én ting var sikkert: hun lærte at sine fejltagelser. Hun havde blottet sig én gang, men det skulle ikke komme til at ske igen.

 

Hun rankede ryggen i en stålfast bue, mens hun lovede sig selv dette. Klo skulle ikke tro, at han kunne behandle hende sådan. Ganske vist var hun skrøbelig i sin uerfarenhed, men hun var ikke hjælpeløs. Hun havde begivet sig gennem junglen på egen hånd, fast besluttet på at finde Peter. Hun havde sat kniven mod Klos strube uden at tøve. Hvor hun havde fundet modet til at gøre disse ting, vidste hun ikke, men det gav hende håb om, at hun endnu kunne samle styrke nok til at modstå, hvad end det var, Klo havde af planer med hende.

 

Hun spekulerede på, om det alligevel havde været en fejl at tage med tilbage til skibet. At fortælle historier virkede som en overkommelig betaling for at opholde sig her, men der var ingen tvivl om, at der stak noget under. Kaptajnen havde aldrig udvist den mindste interesse for hendes fortællinger før nu. Måske var dette blot en undskyldning for at komme ind på livet af hende. At få hende til at sænke paraderne, så hun på ét eller andet tidspunkt afslørede noget om Peter. For det her handlede stadig om Peter, det var hun sikker på. Det var det nødt til at gøre ... 

 

Hendes tanker blev afbrudt af en dæmpet lyd. Hun hævede brat hovedet og fik et glimt af sit eget vagtsomme ansigtsudtryk i spejlet overfor. Det var den dumpe lyd af fodtrin. Tøvende og usikre knirkede de gennem gangen udenfor. Hun så hen mod døren. Kunne det være Klo? Nej. Kaptajnen ville ikke snige sig rundt på den måde. Hun tvivlede også på, at det var Smisk. Styrmanden plejede altid at meddele sin ankomst med forsigtige bank mod døren. Hvem end det var, så var personen stoppet op ud for hendes kahyt. En grålig skygge fyldte sprækken under døren. Så lydløst som muligt lod hun sig glide ud af sengen og begav sig hen over gulvet. Da hun var kommet tæt nok på, skød hun slåen til side og åbnede døren med et ryk.

 

Et forbavset ansigt lyste hende i møde.

 

Foran hende stod en pirat klædt i en beskidt, løstsiddende skjorte. Over skjorten bar han en vest, og på hans hoved sad en hat, der tydeligvis var for stor, men som blev holdt på plads af et væld af tykke, mørkebrune lokker. Han havde en flænge midt i ansigtet, der strakte sig over næseroden og ned langs den venstre kind. Ved første øjekast fik arret ham til at se ældre ud, end han egentlig var, men Wendy indså snart, at han ikke var meget andet end en forvokset dreng. Han var vel omtrent på Johns alder.

 

"Så det er virkelig dig!" Et par mørkeblå øjne løb begejstret over hende. "Cecco løj ikke, da han sagde, at du var blevet en del af besætningen."

 

Hun stirrede perpleks på ham. Der var ingen tvivl om, at han var fra Klos mandskab. Hun mindedes ikke at have set ham før, og alligevel forekom han hende bekendt. Han var høj og spinkel, nærmest ranglet. Hans arme og ben virkede for lange, som om resten af hans krop endnu ikke havde haft tid til at tilpasse sig dem.

 

Hun var for forbløffet over hans opdukken til at sige noget. Den pludselige stilhed, der indfandt sig mellem dem, fik ham tilsyneladende til at huske hans manerer.

 

"Åh," udbrød han. Han tog hatten af og bukkede. "Tillad mig at præsentere mig selv: mit navn er Wilkins."

 

Wendy rømmede sig og sendte ham et strengt blik.

 

"Godaften, Wilkins. Må jeg spørge dig om, hvorfor du lusker omkring hernede midt om natten? Jeg troede, at mandskabet var gået til køjs på denne tid."

 

Blikket virkede efter hensigten, for piraten krympede sig under det.

 

"Det er de også." Han knugede brødebetynget hatten sine hænder. "Men jeg blev nødt til at se dig. Jeg har længe villet tale med dig."

 

"Og det kan ikke vente til i morgen?" Hun lagde hånden på dørhåndtaget med en bevægelse, der ikke kunne misforstås. Drengen skræmte hende ikke, men Klo havde alligevel sagt, at hun gjorde vel i ikke at stole på besætningen. På dét punkt troede hun ham i det mindste. "Jeg er netop på vej i seng."

 

Drengen sendte hende et såret blik.

 

"Jeg havde håbet på, at vi kunne snakke nu."

 

"Jeg er ked af at måtte skuffe dig, men det har været en lang dag, og jeg er så forfærdeligt træt."

 

"Så træt at du ikke engang har tid til at hilse på en gammel bekendt?"

 

Wendy rynkede brynene. Så havde de altså mødtes før. Hun trådte et skridt tættere på og betragtede ham mere indgående. Jo, han forekom hende bekendt, men hun kunne stadig ikke placere ham blandt de personer, hun hidtil havde mødt.

 

"Hvem er du?"

 

Han skiftede vægten fra det ene ben til det andet, og det gik op for hende, at han var nervøs. Der hvilede en pludselig skyhed over ham, som absolut ikke passede til hans hærdede udseende. Han stod og trippede i det dunkle skær fra olielamperne på gangen. Øjnene hang ved de slidte gulvbrædder, og munden bevægede sig lydløst, som om han kæmpede med ordene. Efter nogle sekunder virkede han dog til at overvinde sig selv, og han løftede hovedet og så på hende med et klart, blåt blik. Hun hørte ham tage en dyb indånding.

 

"Kan du slet ikke huske mig" - han trak kejtet på skuldrene - "Mor?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...