Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1008Visninger
AA

5. Tilbud

 

"Jeg er bange for, at du kommer for sent, Kaptajn. Peter er væk."

 

Wendys indre dunkede stadig af smerte, men hun formåede at holde sig oprejst. Hun så hen på manden, der stod indhyllet i piletræernes brede skygger. Bortset fra et par korte, hoverende ord, havde Klo været tavs efter det lette smæld i skovbunden havde afsløret ham. Selv nu frembragte han ingen lyd, men betragtede blot de tomme trækroner foroven, hvor et tyndt spor af tryllestøv glimtede i luften som et minde om Peters tidligere tilstedeværelse. I betragtningen af at han netop var gået glip af en chance, virkede han forbløffende rolig.

 

"Ja, sikke en skam." Der var en foruroligende afslappethed over den bevægelse, hvormed han lænede sig tilbage mod én af de knudrede stammer. "Som altid undslap Pan mig med nød og næppe."

 

"Hvordan kom du hertil?" spurgte hun, mest for at distrahere kaptajnen i tilfælde af, at Peter stadig opholdt sig i nærheden. "Jeg så dig forlade stranden. Du steg ombord på skibet."

 

"Jeg vendte tilbage senere."

 

"På det tidspunkt var jeg langt inde i junglen."

 

"Det var du. Men det var let for mig at opspore dig."

 

Wendy mærkede hjertet synke i livet. Hun tænkte tilbage på sin færd gennem junglen; huskede, hvordan hun havde knækket kviste, flænget lianer og sat mudrede fodaftryk i sin desperation efter at nå frem til Peter. Det havde været tankeløst af hende at storme frem på den måde, men hun havde været forblændet i sin iver.

 

"Så jeg ledte dig til Peter, sådan som du havde planlagt," konstaterede hun. Som altid havde Klos ord ikke været andet end et spind af løgne. "Og du prøvede på at fange ham. Du brød dit løfte."

 

"Åh nej, det løfte har jeg skam holdt."

 

Hun stirrede uforstående på kaptajnen, der hurtigt skubbede sig væk fra stammen og begyndte at bevæge sig hen imod hende. Hun tvang sig selv til at blive, hvor hun var, og hendes fødder borede sig ned i jorden med overraskende beslutsomhed. Denne gang nægtede hun at vakle.

 

"Jeg kom ikke for at fange Pan." Klos mundvig fortrak sig i en krusning af fornøjet ondskab. "Hvis det var tilfældet, ville jeg have arrangeret et bagholdsangreb. Nej, min kære, jeg kom blot for at overvære jeres rørende lille gensyn. Og det levede i høj grad op til mine forventninger."

 

Wendy så ind i hans ansigt, og i de blå øjne opfattede hun en plan, der var langt mere grusom end nogen form for fysisk hævn. Hendes harme veg for en forfærdelig følelse af erkendelse. Pludselig gav det hele mening. Tøjet, våbnet, hans villighed til at lade hende mødes med Peter. Detaljerne hvirvlede gennem hendes hoved –

 

"Du vidste det," hviskede hun. "Du vidste, hvordan Peter ville reagere, når han så mig sådan her."

 

Han lo dæmpet. Latteren var som koldt vand, der rislede over hende.

 

"Selvfølgelig vidste jeg det. Jeg kender Pan og svaghederne i hans sind. Hvad ville såre ham mere end at blive konfronteret med sin Wendy efter alle disse år? Jeg kunne ikke lade en sådan mulighed gå til spilde."

 

"Du udnyttede mig."

 

Anklagen, der faldt fra hendes læber, gjorde intet indtryk på manden foran hende. Han trak på skuldrene med en sløv bevægelse.

 

"Jeg opfyldte blot dit ønske. Du ville mødes med Pan. Jeg så ingen grund til at hindre dig i det."

 

Hun sænkede hovedet, pludselig smerteligt bevidst om sin sørøverskjorte, den sammenfoldede bandana i hendes lomme, tyngden af sværdet i sit bælte. Klo havde stået bag det hele. Han havde vidst, at hun ville iføre sig tøjet fra kisten; havde vidst, at hun ville længes efter at være ligesom besætningen på Jolly Roger (ligesom ham ). Det hele var en del af en nederdrægtig plan, sammenvævet af den forhadte skikkelse foran hende. Han, som kendte hende så godt, selv nu. Hun mærkede varme tårer vælde op i sine øjne.

 

"Det var et usselt træk."

 

"Mere usselt end at kappe min hånd af og kaste den ned til krokodillen?" Påmindelsen om denne bedrift fik Wendy til at blegne, og kaptajnen smilede af hendes utilpashed.

 

"Det var noget andet," sagde hun og genvandt hurtigt sin kontrollerede mine. "I var midt i en kamp. Du vidste, hvad du kunne forvente af din modstander. Men at sende mig af sted blot for at såre Peter ..."

 

"Alle kneb gælder i kampen mod Pan. Fortalte jeg dig ikke netop dette, da vi var ombord på Jolly Roger? Når det kommer til ham vil jeg bruge enhver tænkelig metode til at hævne mig."

 

Hun tørrede en varm dråbe væk fra sit øje. "I så fald har du forvoldt den skade, du kunne med mig som våben. Peter hader mig nu."

 

"Åh nej, min skønne. Pan kender ikke til had. Hans sind er for simpelt til at rumme så noget så komplekst. Vrede, måske, og skuffelse, ja. Men ikke had." Et enkelt blik på kaptajnen var nok til at se, at han derimod var alt for bekendt med følelsen.

 

"Du taler altid om ham på den måde," sagde hun og mærkede sørgmodigheden vige for en begyndende vrede. "Som om han ikke er et menneske. Men det er ikke sandt. Han er menneskelig, og han føler –"

 

"Muligvis. Men hans sjæl er fuld af mangler, der hindrer ham i rent faktisk at leve."

 

"Du tager fejl." Wendy mærkede sin barndoms faste overbevisning tale gennem sig. "Jeg har aldrig mødt nogen, der var mere i live end ham."

 

Hun mødte kaptajnens blik uden at blinke. Til hendes undren syntes hun, hun så noget forandret i hans ansigt. Øjnene indeholdt en bitterhed, hun ikke før havde set; noget, der stak dybere end det sædvanlige glimt af vrede. Han trådte hen foran hende, så tæt på at stoffet fra hans lange jakke strøg mod hendes knæ. Fornemmelsen fik hendes nerver til at sitre.

 

"Din lidenskab er beundringsværdig," sagde han. "Men sig mig ... hvad betyder det at leve, hvis ikke man forandrer sig?"

 

Wendy svarede ikke, men pressede læberne sammen i en tæt forseglet linje. At åbne sig for spørgsmålet var ensbetydende med at lade Klos ord sive ind i sine tanker og lade tvivlen brede sig som en dræbende gift. Hun nægtede at give ham mulighed for at ramme hende på den måde. Kaptajnen opfattede hendes stædige tavshed, og et lille smil bredte sig på hans læber. Han lod til at ville sige noget mere, men vendte så blikket mod trætoppene. En rynke kom til syne mellem hans bryn.

 

"Nuvel. Sådanne filosofiske overvejelser må vente til senere. Vi har tilbragt rigeligt med tid herude. Solen begynder snart at gå ned. Vi må tilbage til skibet."

 

Wendy blinkede overrasket.  

 

"Hvad får dig til at tro, at jeg har tænkt mig at tage med dig?"

 

"Jeg kan ikke se, hvad andre valgmuligheder du har efter Pans afvisning."

 

"Jeg kunne blive her."

 

"Og slå dig ned i junglen?"

 

Hun nikkede og dirrede umærkeligt, da kaptajnen lænede sig ind over hende. Ængstelsen samlede sig som en klump i halsen på hende. Hans skikkelse syntes at blokere for alt lys omkring dem, så hendes verden blev reduceret til væld af skygger.

 

"I så fald ville dit ophold på øen blive ganske kortvarigt," mumlede han. "Indianerne bryder sig ikke om at have fremmede på deres territorium, forstår du. Og du ved vel, hvad de fleste stammer gør ved folk, de betragter som deres fjender." Han hævede sin klo, og hun gøs, da hun mærkede dens spids skrabe mod sine hårrødder. Metallet gled gennem hendes hår med en dødbringende ømhed. "Din hovedbund ville udgøre et smukt trofæ."

 

"Det er ikke sikkert, de vil gøre mig ondt," sagde Wendy, da det var lykkedes hende at stoppe med at ryste. "Måske kan de huske mig. Jeg har besøgt deres lejr før, sammen med Peter –"

 

"Det er langt tid siden. Pan er ikke den eneste, der glemmer her på stedet."

 

Hun vidste, at han havde ret. Ingen af indianerne ville kunne huske hende efter otte år. Hun var for længst forsvundet fra deres erindring. Og selv hvis hun stadig havde en plads i deres minder, var det som Peter Pans veninde - den lille, tolvårige pige hun havde været for otte år siden. Hun huskede det ansigt, der havde stirret tilbage til hende fra søens overflade; et voksenansigt. Hvordan skulle indianerne nogensinde kunne genkende hende nu?

 

"Måske opdagede du det ikke, dengang du fulgtes med Pan og hans små venner," fortsatte Klo, "men junglen er et ubarmhjertigt sted. Selv hvis indianerne vælger at lade dig leve, vil du næppe være i sikkerhed. De vilde dyr vil gøre det af med dig inden mørkets frembrud."

 

"Jeg er ligeglad."

 

Hans mund krusede sig i foragt.

 

"Du sagde, du ikke var en tåbe - og alligevel er du villig til at kaste dit liv bort uden videre. Sig ikke, at Pans afvisning har berøvet dig lysten til at leve."

 

"Selvfølgelig har den ikke det –"

 

"Hvorfor så afslå mit tilbud om gæstfrihed?"

 

"Fordi du snød mig." Ordene pressede sig ud gennem hendes læber med ukarakteristiske hvæs. Først nu mærkede hun, hvor vred hun egentlig var. "Du udnyttede mig, ligesom du gjorde dengang. Derfor ønsker jeg ikke at opholde mig i din nærhed."

 

Harmen fik blodet til at banke tykt og varmt gennem hendes årer. Hun mærkede fingre, lange og nådesløse, lukke sig om sin hage. Kolde ringe pressede mod hendes kæbe, og hendes ansigt blev løftet op, op –

 

"Jeg skuffede dig virkelig, gjorde jeg ikke?" Han drejede hendes hoved en smule til siden, som om han studerede et hidtil ukendt objekt. "Det gør mig ondt. Det var ikke min mening at såre dig; kun Pan. Men tro mig, når jeg siger, at dit møde med drengen ville have haft et ulykkeligt udfald, selv uden min indblanding."

 

"Det kan du umuligt vide."

 

"Kan jeg ikke?" Han slap hende, og hun benyttede lejligheden til at tage et skridt bagud. "Min skønne, jeg kender Pan. Det er muligt, at han ville have taget imod dig med åbne arme. Men når først han blev klar over det egentlige omfang af din forandring, ville han have kasseret dig, som et barn nu engang kasserer et slidt stykke legetøj. Og så vil du have stået i den samme situation som nu, blot uden mit tilbud om hjælp."

 

Hun frygtede, at ordene var sande. I et forfærdeligt sekund tillod hun sig selv at overveje dem, og vægten af tusind døde drømme trykkede mod hendes bryst, truede med at kvæle hende. Så lukkede hun de ubudne tanker ude og lod atter sine øjne glide hen på Klo, hvis blik var afventende. Det ville være så let at tage imod hans tilbud. Næsten for let. Hun blev nødt til at være på vagt.

 

"Men hvorfor hjælpe mig?" spurgte hun. "Peter er ligeglad med mig nu; du hørte ham selv. Du har intet at bruge mig til –"

 

Klo hævede et bryn.

 

"Det overrasker mig, at du har så lave tanker om dig selv. Du er langt fra værdiløs, Wendy Darling, også selvom Pan måske tror det. Der er mange måder, hvorpå du endnu kan gøre gavn." Han gjorde et lille, smilende ophold. "Vi kunne bruge dig ombord på skibet. For øjeblikket er der en stilling ledig, som jeg tror, du vil synes om. Faktisk har den været ledig, siden du sidst forlod Ønskeøen."

 

"Mener du ... en fortæller?"

 

Han nikkede.

 

"Ville en sådan beskæftigelse ikke falde i din smag? Så vidt jeg husker, fortalte du historier for Pan engang. Var det ikke derfor, han tog dig med hertil?"

 

Wendy bed sig i læben. Jo, det havde altid været hende. Fortælleren. Men det var lang tid siden, hun sidst havde fortalt noget som helst. I takt med at hendes brødre var vokset ud af deres børnetøj, var de også vokset fra hendes historier. En dag var det gået op for hende, at der aldrig mere ville komme til at sidde to små drenge på gulvet i børneværelset og lytte til hendes eventyrlige beretninger. Derefter havde hun opgivet sine egne fortællinger og havde hengivet sig til bøgerne i stedet. Hun var blevet til fortælleren uden en historie.

 

"Det er så længe siden," sagde hun stille. "Jeg ved ikke, om jeg stadig kan."

 

"Bare rolig, min skønne. Der er mange fortællinger gemt i dig endnu."

 

Igen talte han til hende på den måde; som om han vidste mere om hende, end hun selv gjorde. Ordene frembragte en vag smerte - en ømhed inde bag hendes ribben, som hun umuligt kunne dvæle ved. Hvad var det for en magt, han var i besiddelse af, denne gådefulde figur fra hendes barndomsfortællinger, siden han kunne påvirke hende på denne måde? Hun så ned, før hendes blik blev for sårbart, for åbent til at møde hans.

 

"Hvis jeg tager med tilbage," begyndte hun tøvende, "så ville tingene være som da jeg ankom? Jeg ville få mad, tøj, min egen kahyt - til gengæld for at fortælle historier til din besætning?"

 

"Ikke min besætning. Til mig."

 

Dét fik hende til at se op.

 

"Til dig?"

 

"Aye."

 

"Men hvorfor?" Hun kunne ikke skjule sin forundring. Det forekom hende absurd at Klo udviste nogen form for interesse for hendes historier.

 

"Jeg har mine grunde."

 

Hans lukkede mine fortalte hende, at han ikke havde tænkt sig at uddybe. Hun besluttede sig derfor for at spørge ind til de ting, hun kunne forvente at få svar på.

 

"Ville jeg stadig kunne nyde visse friheder?"

 

"Såsom?"

 

"Bevæge mig rundt på skibet. Tage ind til fastlandet, når jeg ønsker det."

 

"Selvfølgelig. Du er velkommen til at strejfe rundt, sådan som det passer dig. Det er også tilladt for dig at ro i land, forudsat at du ikke opsøger Pan."

 

"Så du har stadig tænkt dig at jagte ham?"

 

Hun vidste ikke, hvorfor hun spurgte, men hun følte, at hun blev nødt til det. Blå øjne mødte hendes, og hun fik et indtryk af, at Klo var lige så forundret over spørgsmålet som hun selv.

 

"Pan og jeg er dømt til at kæmpe, indtil den dag én af os går til grunde. Du ved, at det ikke kan være anderledes."

 

"Det ville jeg ønske, det kunne."

 

Et kort øjeblik havde hun troet, at hendes ophold på Jolly Roger ville forandre situationen. Men hvordan kunne det det? Intet kunne ændre på et forhold, der havde eksisteret siden Ønskeøens begyndelse. Peter og Klo var som to magneter, der skiftevis tiltrak og frastødte hinanden. Deres strid var ét af grundprincipperne ved den forunderlige verden, der omgav dem. At tro hun kunne ændre på det, var mildest talt naivt.

 

"Skæbnen giver os ikke altid, hvad vi ønsker os," sagde Klo dystert. "Der er ingen grund til at ynke hverken Pan eller jeg. Vi har for længst affundet os med de roller, vi må spille."

 

Peter har, tænkte hun, men lod ordene forblive usagte. Hun huskede det sørgmodige strejf i Klos stemme, da han havde talt om de fremmede farvande, han drømte om at udforske. Der havde været noget andet i hans øjne dengang; et ønske om frihed, en længsel mod noget andet end den endeløse cyklus af had.

 

"Men nok snak om skæbnen." Klo rakte hånden frem mod hende. Kontrasten mellem den hvide hud og det mørke, draperede ærme forekom hende næsten skærende. "Accepterer du mit tilbud?"

 

Hun stirrede på den åbne håndflade.

 

En plads på Jolly Roger.

 

Kunne hun forråde Peter på den måde? Hun genkaldte sig billedet af drengen, der sad sammenkrummet i piletræet og snøftede ned i fordybningen mellem sine beskidte knæ. Svaret var tydeligt: hun havde allerede forrådt ham. Pirat eller ej - det gjorde ingen forskel. Hun var blevet voksen. Og alle voksne var pirater i Peters øjne. Desuden blev hun nødt til at være praktisk. Klo havde ret - hun ville ikke kunne overleve i junglen på egen hånd, og det var umuligt at vende tilbage til London nu, selv hvis hun havde ønsket det. På Jolly Roger ville hun være i sikkerhed. Det var ikke forræderi at prioritere sin egen overlevelse.

 

Den blege håndflade lyste imod hende. Skæbnen giver os ikke altid, hvad vi ønsker os. Var der ikke noget ironisk over ordene? Det var trods alt det her, hun havde længtes efter i årevis: en fri tilværelse. Et liv, hvor man ikke behøvede at bekymre sig om pligter og facader. Et liv, der blot for få dage siden havde virket til at være uden for hendes rækkevidde. Skæbne. Ordet blev ved med at runge gennem hendes hoved. Livsbaner, der krydsede hinanden, som de fine linjer i den hvide hud. Skummende bølgetoppe og sejl, der blafrede mod en blodrød himmel.

 

Jill

 

Hun greb hans hånd. Et kort, gysende øjeblik var det ligesom den aften en London, hvor hendes fingre havde strøget mod hans.

 

"Jeg accepterer."

 

Hun understregede ordene med et bekræftende klem. Klo smilede.

 

"Det glæder mig."

 

Han slap hendes hånd, og de trådte begge et skridt bagud, som om en form for ceremoni netop var overstået. Selvom hun netop havde accepteret Klo som sin øverstkommanderende, havde hun på fornemmelsen, at de var mere jævnbyrdige nu, end de nogensinde havde været før. Nu var hun trods alt en del af besætningen på Jolly Roger. En pirat. Tanken fik hende til at kigge ned på hendes hånd, uden at hun vidste hvorfor.

 

Klo måtte have fulgt hendes blik og misforstået, for han nikkede alvorligt mod sværdet i hendes bælte.

 

"Som det første bliver jeg desværre nødt til at konfiskere dit våben."

 

Hun lagde automatisk hånden på skæftet.

 

"Hvorfor?"

 

"Fordi jeg ikke er naiv. Du er stadig loyal mod Pan - jeg kan se det i dine øjne."

 

"Peter afviste mig."

 

"Det gør ingen forskel. Du vil stadig gøre alt, hvad der står i din magt, for at beskytte ham. Og så længe du besidder en sådan loyalitet, kan jeg ikke lade dig være bevæbnet."

 

"Men uden et våben vil jeg være forsvarsløs." Hendes fingre strammede sig om skæftet, mens hun talte. "Et sørøverskib er ikke ligefrem et ufarligt sted."

 

"I tilfælde af søslag vil medlemmerne af min besætning sørge for, at der ikke sker dig noget."

 

"Og hvad hvis jeg får brug for at forsvare mig mod dem?" Hun kunne ikke udelukke et sådant scenarie, hvor end hun gerne ville.

 

"Jeg mindes, at du beskrev mit mandskab som velopdragent."

 

"Jeg stoler ikke på dem af den grund."

 

Klos mund vred sig i et mørkt smil.

 

"Det bør du heller ikke. Men du kan være ganske rolig. Du har intet at frygte ombord på skibet, eftersom du vil være under min beskyttelse."

 

Oplysningen beroligede hende ikke. Klo kunne styre sit mandskab og værne hende mod samtlige af havets farer, derom nærede hun ingen tvivl; hans evner inden for disse områder var trods alt legendariske. Hvis én af hans mænd så meget som tænkte på at skade hende, ville han gøre en ende på personen med et hug af sin klo eller et skud fra den pistol, der altid sad i hans bælte. På det punkt var han en gentleman, omend en makaber én af slagsen. Men der var stadig en person, han ikke kunne beskytte hende imod ...

 

"Dit våben," gentog han.

 

Hun trådte et skridt bagud, men han fulgte hendes bevægelser, som var han et grotesk spejlbillede. Hendes hånd, der pludselig føltes klam, skælvede mod sværdfæstet, og hun lukkede fingrene om det kølige metal for ikke at afsløre sin usikkerhed. Kaptajnen så på hende med irriteret utålmodighed, omtrent sådan som man ville betragte et barn, der nægter at makke ret. Øjnene blev til to blå sprækker, og hun kunne tydeligt læse budskabet i dem.

 

Tving mig ikke til at tage det fra dig.

 

Hun spændte i fingrene, men slappede så af og huskede på kniven, der sad skjult i bæltet. Der var noget betryggende ved at mærke dens lette vægt mod hoften. Hvad forskel ville det gøre, om hun overrakte Klo sværdet? Hun var ikke forsvarsløs, så længe hun et lille, skarpt trumfkort i ærmet. Måske var det ligefrem en fordel at lade ham tro, at hun var ubevæbnet.

 

Hun foregav at tøve i et par sekunder. Så tog hun en dyb indånding og trak sværdet ud af bæltet, hvorefter hun holdt det frem imod ham. Situationen forekom hende ironisk; en præcis gentagelse af den bevægelse, hvormed han havde tilbudt hende våbnet få timer forinden.

 

Klo tog imod sværdet. De lange fingre lukkede sig om skæftets indgraverede initialer som trykkede han hånden på en gammel ven. I nogle sekunder så han hen på hende, og det undersøgende blik fik hende til at spænde i kroppen. Det krævede al hendes selvbeherskelse ikke at lade hånden glide ned mod kniven i bæltet. Jo mere hun tænkte på den, jo mere overbevist blev hun om, at han vidste, at den var der. Men så vendte han atter opmærksomheden mod sværdet og lod det svirpe gennem luften, som for at afprøve dets uændrede lethed. Hun indså, at hun var uden for mistanke, og hendes åndedræt blev mere naturligt; skuldrene sænkede sig, rygsøjlen mistede noget af sin stivhed. Hun følte sig atter afslappet - så afslappet, som det nu var muligt at føle sig i Klos selskab.

 

"Hvordan finder vi tilbage?" spurgte hun.

 

Kaptajnen fastgjorde kården til sit bælte.

 

"Overlad blot det til mig."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...