Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

1Likes
1Kommentarer
261Visninger
AA

1. Opvågnen

En gnist tændte sig i hans hjerne. Øjne, der intet havde set i evigheder, åbnede sig langsomt for at stirre ud i mørket. Blege læber bevægede sig, og ekkoet af et skrig vibrerede mod de fugtige vægge, der omkransede alt. James Klo åndede ind og mærkede tyk, varm luft brænde gennem sin hals,  fremmedartet og svidende.

 

Han levede.

 

Men nej, det kunne umuligt være tilfældet. Han huskede endnu det frygtindgydende gab, der havde nærmet sig, da han faldt, og vandoverfladen kom susende imod ham. Stadig flakkede indtrykkene gennem hans hoved. Skarpe tænder havde omsluttet hans krop, havde splintret knogler, flænset sener og revet kropsdele af led i en blodig rus.

 

Han havde accepteret den ubærlige smerte med en ro, der ellers var så ulig ham. Han havde altid vidst, at det ville blive en kamp til døden mellem ham og Pan. Det kunne ikke være anderledes. Han havde forliget sig med sin skæbne i det sidste, desperate dødsøjeblik.

 

Han burde ikke længere eksistere.

 

Tanken fik vreden til at brede sig i hans atter-strømmende blod. Varmt og dunkende cirkulerede det rundt i hans helede lemmer, som en summende forbandelse. Hans krop fyldtes af liv ved hvert eneste af hjertets forræderiske slag. 

 

Det havde været fuldendt.

 

Pan, hans evige plage, havde besejret ham. Da mørket havde suget ham til sig, havde han fundet glæde i den ene tanke: at det endelig var forbi.

 

For den uforskammede dreng fremstod enden på livet som et eventyr; for Klo havde det været en lettelse. Først da hans rygsøjle knustes, og livet sivede ud af ham, var han blevet klar over, hvor meget han havde længtes efter det øjeblik. Han havde budt døden velkommen som en ven, glad for endelig at undslippe dens modsætning. At leve på Ønskeøen betød en livscirkel af tankeløst had og hævn. Kun glemslen kunne bryde denne evige gentagelse; standse det levende mareridt.

 

Han burde være død, tænkte han og knyttede den ene hånd, han havde tilbage. Alligevel var der nogen, der havde trukket ham tilbage til livet. Bittert raseri skyllede gennem ham og fik ham til at sparke foden ind i den våde væg, der pressede imod ham. Hans støvlespids borede sig ind i den tykke, eftergivende mur, og det snævre rum, han befandt sig i, trak sig sammen. Smerten piskede gennem hans krop, som en pinefuld påmindelse om, at han var i live.

 

Nogen havde vækket ham, det var han sikker på. Han anede ikke, hvor denne viden stammede fra, men han fornemmede den tydeligt og ubestrideligt i sit bankede blod; en urokkelig vished om, at en eller anden havde forstyrret den naturlige orden og havde revet ham ud af glemslen. Han burde have vidst, at selv ikke døden var endegyldig på dette fordømte sted. Logik havde ingen betydning her. Ønskeøen var som altid paradoksernes paradis.

 

Hans blik ulmede mod det røde mørke. Selvom han havde sovet i månedsvis –  i årevis – vidste han, at intet havde forandret sig udenfor.

 

Det var tid til at møde den uforandrede verden.

 

Han svingede sin klo. Sølv glimtede mod den dunkle, våde væg, og omgivelserne skælvede, da det gigantiske krybdyr brølede af smerte. En flænge af lys brændte gennem mørket, og havvandet sprøjtede mod Klos ansigt. Som en pil skød han ud af krokodillens mavesæk med en tyk strøm af salt og blod bølgende efter sig. Hans arme gled besværligt – værkende – gennem det dunkle vand, og han steg opad. Gennem det mørkeblå hav hørte han en stemme kalde på sig med en sådan intensitet, at havbunden syntes at vibrere under ham.

 

Han nåede overfladen og brød brutalt gennem den hinde, der adskilte luft og vand. Månens hvide nuancer blev forvrænget på den sorte, vuggende flade, og et kort øjeblik smeltede alt sammen i en uadskillelig masse. Stemmen rungede fortsat gennem hans hoved, og pludselig vidste han, hvad han måtte gøre, uden egentlig at være klar over hvorfor.

 

Han lokaliserede Jolly Roger, der som sædvanlig lå og hvilede i Ønskeøens bugt. Dets kontur aftegnede sig skarpt mod den skinnende nattehimmel. Med besværlige svømmetag bevægede han sig hen mod skibet. Hans klo skar gennem vandet, glimtende som en sølvfisk. Der var ingen indskrænkninger til at hæmme ham længere.

 

Frihed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...