Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

1Likes
1Kommentarer
373Visninger
AA

3. Jolly Roger

 

Wendy stod på Jolly Rogers renskurede dæk. Skibet banede sig lydløst vej gennem luften, og sejlene blafrede, selvom der ikke var en vind, der rørte sig. Det var ikke den stjerneklare nat, det havde været, da Peter havde eskorteret hende til Ønskeøen, men en dunkel nat fyldt med grå tåge. Under sig anede hun et labyrintisk mønster, dannet af lyset fra Londons mange gadelygter og husstande. Skæret svandt langsomt bort.

 

Hun mærkede en knude af dårlig samvittighed stramme sig i brystet. Hvad ville hendes familie ikke tænke, når de opdagede, at hun var forsvundet? Hun kunne tydeligt forestille sig deres reaktioner. Hendes forældre ville blive ude af sig selv af fortvivlelse. Michael ville bruge hele natten på at løbe rundt i kvarteret og lede efter hende. Sandsynligvis ville Edgar assistere ham. I morgen ville de henvende sig til politiet, og en større eftersøgning ville blive sat i gang. Til den tid befandt hun sig sandsynligvis på Ønskeøen. Ville John og Michael gætte, hvor hun var? Ville de komme og lede efter hende? Kunne de overhovedet? De havde intet svævende sørøverskib, og de var for længst holdt op med at tro på Ønskeøen og Peter Pan.

 

Wendy knyttede hænderne og skubbede tankerne om de to brødre bort. Det nyttede ikke at lade sig overvælde af dårlig samvittighed. Hun havde truffet sit valg og var endelig på vej mod den verden, hun havde længtes efter at gense i flere år. Hendes øjne gled i, og hun mærkede natteluften mod sit ansigt og lyttede til vinden, der brusede i hendes ører. Det føltes så rigtigt. Som om det var det her, hun altid havde været skabt til. Hun kunne ikke lade være med at smile.

 

Smilet forsvandt dog, da det gik op for hende, at hun stadig var iført den hvide kjole med det blanke, blå bånd. Hendes fingre strøg utålmodigt hen over den glatte silke. Så snart hun fik mulighed for det, ville hun trække i noget andet tøj. Den fine påklædning passede ikke til det liv, der ventede hende. Hun kunne ikke sejle gennem utilregnelige farvande, udforske grotter og snige sig gennem jungleområder i sin nuværende mundering. Det fine stof ville blive slidt i stykker i løbet af ingen tid på ru bark og skarpe sten. Hun blev nødt til at finde noget mere praktisk tøj.

 

Rastløst så hun sig omkring på dækket. Hun havde ingen anelse om, hvor hun skulle gøre af sig selv. Det var tydeligt, at hun ikke passede ind, og dette skyldtes ikke kun hendes påklædning. Alle andre ombord på skibet var i færd med et eller andet. Nogle af piraterne løb frem og tilbage på dækket og famlede med tykke tove, andre lå på knæ og skrubbede de ellers så pletfri planker. Overalt var der en myldrende aktivitet. Wendy stod blot, rank og tavs, og betragtede det hele, udenforstående som hun var. Efter noget tid fyldte en melodisk summen luften. Besætningen var begyndt at nynne, indså hun, og deres stemmer smeltede sammen i en hæs sang. Hvis hun anstrengte sig, kunne hun lige netop ane teksten hen over lyden af smældende sejl og trampende fodtrin. Det var en sørrøvervise, og den forekom hende underligt bekendt. Engang havde hun sikkert kunnet både ordene og melodien udenad, men lige nu huskede hun ingen af delene.

 

Hun vedblev at iagttage besætningen, mens de arbejdede. De var en blandet flok. Der var alt fra hvidskæggede gamle mænd til drenge på Michaels alder. Hver og én bar mærker efter livet til søs. Hun så en mand med forbrændinger ned langs sin kind og hage, et stort muskelbundt, der humpede af sted på et træben, en ung dreng med et ar midt i ansigtet, en spinkel gamling, der manglede sit højre øje. Synet af den tomme, indskrumpne øjenhule fik hende til at gyse, men sekundet efter fnøs hun af sin egen reaktion.

 

Hun kunne lige så godt vænne sig til den slags ansigter. Folkene ombord på Jolly Joger var ikke som de engelske gentlemænd, der havde tid til at sno deres overskæg og rette på deres skjorteflipper. Piraterne levede i en brutal verden, langt fra Londons trygge, cigarlugtende stuer. Som medlemmer af en sørøverbesætning var det svært for dem at opretholde et velplejet ydre. De risikerede konstant at blive tildelt voldsomme skamferinger under søslag og plyndringer, og deres hud led under den daglige dosis af sol, regn og salt, der piskede mod dem under deres ophold på dækket.

 

Og dog –

 

Der var én, der aldrig forandrede sig. Én, der altid evnede at bevare et perfekt ydre. Hendes øjne gled hen på Klo, og en syl af is borede sig ind i hendes hjerte. Lige nu stod han henne ved roret, med ryggen til hende.

 

Hun huskede, da hun havde set ham for første gang. Peter havde taget hende med til den sorte borg for at redde hendes brødre, og hun var kravlet i skjul for ikke at blive opdaget. Det hele stod stadig så tydeligt indprentet i hendes erindring ...

 

Den lavmælte knirken, da den rustne gitterdør var gledet op, og han var trådt udenfor. Instinktivt havde hun vidst, at det var ham, og hun havde været nødt til at kigge. Hun havde set op over de fugtige sten, underligt åndeløs. Selv den dag i dag kunne hun med lethed genkalde sig det syn, der havde mødt hende. Hans ansigt, indrammet af natten. De mørke krøller, der flagrede blødt i vinden, mens han så sig omkring. Buldrende lyn havde kastet et hvidt skær over hans ansigt, så hun til sidst ikke kunne opfatte andet end øjnene. Øjnene, der var så unaturligt blå og nådesløse. Hun havde ikke kunnet få blikket fra dem –

 

Han havde ikke forandret sig det mindste siden dengang, hverken udenpå eller indeni. Det havde hun fornemmet med det samme, da han var dukket op for at bringe hende hertil. Ganske vist havde han udvist gode manerer, men inderst inde var hans hjerte stadig råddent og hævngerrigt. Hun havde ikke tænkt sig at lade sig narre af ham (igen –).

 

Der var ingen tvivl om, at Klos tanker stadig kredsede om at gøre en ende på Peter, sådan som de altid havde gjort. Han havde benægtet, at han ville bruge hende som lokkemad, men hvis der var én ting, hun havde lært, så var det, at hun umuligt kunne stole på et eneste ord, der forlod hans læber. Hvis han pønsede på at udnytte hende, skulle hun nok gøre, hvad hun kunne, for at stritte imod. Hun nægtede at hjælpe ham med at såre Peter.

 

Men lige nu kunne hun ikke gøre andet end at vente. Når de nåede frem til Ønskeøen, ville hun gennemgå sine muligheder endnu engang.

 

En hånd strejfede hendes skulder, og det gibbede i hende. Hun skyndte at berolige sig selv. Det var hud, der havde berørt hende. Ikke en klo af metal, sådan som hun havde frygtet. Med en rolig bevægelse vendte hun sig om. Smisk stod foran hende. Et undskyldende udtryk bredte sig i hans rødmossede ansigt.

 

"Beklager, hvis jeg forskrækkede Dem, Miss Darling."

 

Hun rystede på hovedet.

 

"Du behøver ikke undskylde. Jeg stod blot i mine egne tanker, det er alt."

 

Styrmanden smilede nervøst.

 

"Kaptajnen har foreslået, at du trækker dig tilbage til din kahyt. Det er ved at blive sent, og vi har en lang rejse foran os."

 

Wendy så sig omkring. Mørket var ganske rigtigt ved at falde på. Tågen, der indhyllede skibet, var blevet tung og grå, og kulden var begyndt at krybe hen over dækket. Et vindpust strøg mod hendes ben som et tæppe af is. Egentlig ønskede hun at blive herude og følge skibets vej mod Ønskeøen. Hun ville se de tykke skyer opløses, se de funklende stjerner blottes og de farverige planeter gløde i natten. Men hun vidste, det var mest fornuftigt, at hun gik til køjs. Det var bedst, at hun var udhvilet til i morgen, når de nåede frem.

 

Med et mildt smil indviede hun Smisk i sin beslutning.

 

Den gråskæggede styrmand bøjede hovedet.

 

"Udmærket. Lad mig vise dig din kahyt."

 

___________________________

 

Hendes kahyt var langt fra det sirligt dekorerede værelse hun var vant til hjemme i London. Det var et skrånende rum med matte gulvbrædder og slidt inventar, og det lugtede af tørt træ og støv. Alligevel fandt hun det langt skønnere end sit sædvanlige opholdssted. Efter Smisk havde forladt hende, brugte hun flere minutter på at udforske det lille værelse. Det var fyldt med ting, der var fremmede for hende, og hun følte, at hun måtte røre ved det hele. Den kølige overflade på toiletmøblet, sengens bløde tæpper, bøgerne på den lave reol. Alt var så fascinerende. Sådan her boede pirater altså. Hun havde fået et glimt af deres verden, den nat hun havde opholdt sig på Jolly Roger for mange år siden, og lige siden havde hun ønsket at se mere.

 

Hun søgte gennem de små skuffer i reolen og fandt et landkort, som hun bredte ud på gulvet. Med nysgerrige øjne studerede hun det gulnede papir. Hun bøjede sig ind over det, så hendes hår strøg mod pergamentet. Hurtigt fik hun lokaliseret havfruernes lagune, indianerlejrene, den sorte borg og alle de andre steder, hun havde været, sidst hun havde befundet sig på Ønskeøen.

 

Det var et detaljerigt kort med snoede stier og hemmelige passager. Farvandet omkring øen var også beskrevet grundigt. Der var illustrationer af koralrev, bugter og spidse klippesamlinger, som for enhver pris måtte undgås, hvis man færdedes til søs. Wendy lod fingerspidserne glide over kortet, mens hun spekulerede på, om Klo mon selv havde lavet det. Det ville ikke overraske hende. Han havde befundet sig på Ønskeøen i evigheder. Den eneste, der kendte stedet bedre end kaptajnen, var Peter.

 

Hun måtte have siddet i den samme stilling længe, for til sidst fik hun ondt i ryggen. Da hun rettede sig op for at strække sig, faldt hendes blik på en kiste, der stod i hjørnet ved siden af sengen. Hun kravlede hen til den og fumlede med metalhåndtaget, indtil låget gav sig. Knirkende gled det op og afslørede en bunke af tøj nede på kistens bund. Det var ikke kjoler, der lå dernede, men skjorter og bukser, alt sammen i slidstærkt stof.  

 

Hun smilede. I morgen ville hun prøve noget af tøjet og udvælge det, der passede hende bedst. Efter omhyggeligt at have foldet klædestykkerne sammen og lagt dem tilbage, lukkede hun kisten igen.

 

Hun satte sig op på skamlen, der stod foran toiletmøblet. I det slørede spejl så hun sit ansigt stirre tilbage. Det virkede fremmed for hende. Hun huskede, hvordan hun havde set ud, da hun var vendt tilbage til børneværelset efter sine oplevelser på Ønskeøen. Hun havde haft fjer i håret, blade på tøjet og indianersmykker om halsen. Hendes kinder havde været røde af frisk luft og begejstring, og hendes øjne havde glitret af glæde. En skarp kontrast til hendes blege, nuværende jeg. Hendes blik var blevet mat og hendes ansigt køligt efter de mange livløse aftenselskaber i Londons finere kredse.

 

Wendy begyndte at trække hårnålene ud af sit hår, og hendes hovedbund klagede lydløst, øm som den var efter den stramt opsatte frisure. Hun sukkede lettet, da knolden i hendes nakke løsnedes og de bløde krøller tumlede ned over hendes skuldre. Endnu engang betragtede hun sit udseende i det fedtede glas. Selv med udslået hår lignede hun langt fra den eventyrlystne pige, hun engang havde været. Men måske kunne hun blive det igen, tænkte hun håbefuldt.

 

Udmattet efter den begivenhedsrige aften lagde hun sig hen på sengen. Hun drejede hovedet og iagttog olielampen på sengebordet. Dens flamme kastede flakkende skygger rundt i det lille rum. Hun spekulerede på, om skibets besætning også var gået til køjs, eller om de stadig knoklede oppe på dækket. Måske havde nogle af dem fået tilladelse til at forlade deres poster og havde trukket sig tilbage til en ujævn skibsbriks eller en slidt hængekøje.

 

Besætningens sovekammer lå et stede nede i skibets dybere lag, så vidt hun vidste. Hendes egen kahyt befandt sig i agterstavnen, sandsynligvis ikke langt fra skibets køkken, for hun havde kunnet dufte krydderier og røget kød, da Smisk havde vist hende hertil. Hun var også klar over, at kaptajnens kahyt lå få etager over hendes. Opholdt Klo sig mon derinde nu, eller stod han stadig ved roret og stirrede ud i natten?

 

Hun kastede et blik ud gennem koøjet, der omkransede den mørkegrå himmel. Dunkel dis og natteluft flød sammen derude. Hun ønskede ikke at tænke på Klo, men formåede samtidig ikke at presse ham ud af sit hoved, uanset hvor meget hun forsøgte. Det var, som om han altid befandt sig i udkanten af hendes bevidsthed og benyttede enhver lejlighed til at krybe ind i hendes tanker. Han var en omvandrende modsætning, denne dødbringende gentleman. Kynisk og skånselsløs. Charmerende og sympatisk. Hun kunne ikke gennemskue ham, og måske var det netop derfor, at hendes tanker blev ved med at kredse om ham.

 

På intet tidspunkt siden de havde forladt London, havde han henvendt sig til hende. Under hele turen havde han stået bag roret, med hovedet vendt bort. Hans manglende opmærksomhed på hendes tilstedeværelse generede hende ikke. Tværtimod. Hendes tanker flimrede uroligt, hver gang han kom tæt på, så det passede hende fint, at han holdt sig på afstand. Hun satte pris på, at han brugte Smisk som sendebud. Den underdanige styrmand var lettere at forholde sig til.

 

Hun vendte sig om på siden og så ind i olielampens orange flamme. Hende øjne dvælede ved kernen, der syntes at udvide sig. Den dansede imod hende, så uendeligt blå.

 

Med et suk lod hun øjnene glide i for at undslippe synet, men hun kunne stadig se blå konturer på indersiden af sine øjenlåg.

 

I morgen blev hun nødt til at tale med Klo for at danne sig et overblik over situationen. Han havde antydet, at han agtede at genforene hende med Peter, men under hvilke omstændigheder havde han ikke røbet.

 

Hendes hjerte hoppede af glæde ved tanken om at få Peter at se igen. Hun havde savnet ham så meget. Adskillige nætter havde hun drømt, at han ville lirke vinduet op og svæve ind på børneværelset, sådan som havde gjort den aften for længe siden. Det var aldrig sket, så nu ville hun i stedet kommet til ham.

 

De ville snart mødes igen, vidste hun. Bevidstheden om dette fik hendes mundvige til at kruse opad. Og sådan faldt hun i søvn. Med et varmt smil på læben og det hviskende minde om en drengestemme i hendes ører.

 

_____________________

 

Næste morgen blev hun vækket af Smisks forsigtige banken på døren. Hun svøbte sig i et tæppe og listede på nøgne fødder hen over trægulvet for at skyde slåen fra døren. Styrmanden trådte indenfor. Han bar en bakke med morgenmad i sine hænder. Bakken bugnede af frugter. Mange af dem havde hun aldrig set før. Hun studerede dem nysgerrigt, da han havde sat bakken fra sig.

 

"Jeg håber, De har sovet godt, Miss."

 

"Jo tak, jeg har sovet ganske udmærket," svarede hun og løsnede en vindrue fra dens grønne klase.

 

Smisk sendte hende et nervøst smil.

 

"Vi gør, hvad vi kan for at gøre dit ophold her på skibet behageligt. Selvom om man er pirat, kan man sagtens udvise gode manerer. Det siger kaptajnen altid."

 

"Lytter du altid til, hvad kaptajnen siger?"

 

"Aye, Miss. Selvfølgelig." En trækning løb over Smisks lyserøde ansigt. Han brød sig tydeligvis ikke om spørgsmålet. "Han er den klogeste mand, jeg kender."

 

Styrmanden kløede sig akavet i skægget. Han var så kuet, tænkte hun. Hun havde næsten ondt af ham. For at undgå at bringe ham i yderligere forlegenhed lod hun være med at sige mere. Hun gav sig til at smage på de eksotiske frugter på bakken, én efter én, og deres fremmedartede smag opkvikkede hende. Efter at have indtaget morgenmåltidet trådte hun hen til det lille vindue og så ud. De befandt sig langt ude på havet, men hun kunne akkurat skimte Ønskeøen i det fjerne, med dens takkede klipper og junglen, der løb som en grøn streg langs kystlinjen.

 

Smisk rømmede sig, og Wendy blinkede. Hun havde været så betaget af synet, at hun havde glemt, at han stod lige ved siden af hende.

 

"Når du er klar, vil kaptajnen gerne se dig i sin kahyt," informerede han. Så bukkede han hurtigt til afsked og trådte ud af døren.

 

Wendys øjne søgte atter landskabet udenfor. Øen smilede til hende gennem koøjet. Mågeskrig genlød i luften udenfor. Hendes lemmer kriblede af energi. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så levende. Hun hævede hagen, klar til at gå dagen i møde. Selv ikke tanken om Klo kunne tage modet fra hende nu.

 

 

__________________________

 

Nysgerrige øjne gled hen på hende, da hun trådte ud på dækket. Hun forstod udmærket, at hun påkaldte sig opmærksomhed. Da hun havde trukket sig tilbage til sin kahyt sidste nat, havde hun været iført den fornemme silkekjole, hun havde haft på til aftenselskabet. Nu havde hun klædt sig efter piraternes tradition.

 

Hun bar en hvid skjorte med brune snører foroven og bukser, der var lavet af tætvævet, mørkt bomuldsstof. Bukserne havde været for store, så hun havde stukket et smalt læderbælte gennem bæltestropperne for at holde dem oppe; en foranstaltning, der var skjult inde bag skjorten. Om sit hår havde hun viklet en rød bandana for at holde krøllerne på plads. Hun havde ikke kunnet finde et par støvler; derfor var hun barfodet. Dækket føltes glat under hendes fødder, mens hun bevægede sig fremad.

 

Skibet havde kastet anker. Det lå og vuggede som en lille plet i det enorme farvand. Wendy trådte hen til rælingen og så ud over havet. Dets overflade var hvid og skinnende af morgenlys. Kun en måge kastede i ny og næ en skygge på det blanke vandspejl. De store fugle susede gennem luften og skræppede gennemtrængende. Måske var de vant til, at skibskokken smed rester ud til dem efter morgenmåltidet.

 

Nu hvor de ikke længere sejlede, summede luften ikke af aktivitet, sådan som den havde gjort aftenen forinden. Besætningsmedlemmerne, der tidligere havde styrtet frem og tilbage, havde placeret sig sporadisk på det store dæk. De lænede sig op ad master, rælinger og gelændere. Det var en varm dag, så de fleste havde smidt deres jakker og veste, og nogle af dem gik barfodede ligesom hende. En mand til venstre for hende pustede højlydt i heden, mens han brugte en plettet klud til at tørre sveden af panden.

 

Varmen begyndte at sive ind i Wendys tøj, og hun søgte ind i skyggen fra den midterste mast. Hun blev stående i det kølige område i nogle minutter, mens hun betragtede folk omkring sig. Piraterne rørte næsten ikke på sig, men forblev i deres dovne, henslængte stillinger, mens bølgerne slog mat ind mod skibssiden. Skarpe, metalliske lysglimt skød gennem luften, når solen blev fanget i deres sværd og pistoler. Hun ville ønske, at hun også havde et sværd eller en pistol, men hun tvivlede på, at Klo ville tillade, at hun bar et våben.

 

Klo –

 

Han havde endnu ikke vist sig på dækket. Hun så op mod hans kahyt og vidste, at han måtte befinde sig derinde. Hendes mave snørede sig sammen i gru ved tanken om at opsøge ham. Hun tog en dyb indånding og pustede luft ud mellem sine tørre læber. Peter ville ikke have tøvet i en situation som denne. Han var frygtløs. Sorgløs. Engang havde hun været mere som ham. Men alting havde ændret sig, efter hun var blevet ældre. Nu skræmte tanken om Kaptajn Klo hende mere end noget andet.

 

Hendes fugtige håndflade strøg mod trappens gelænder, mens hun bevægede sig op mod kaptajnens kahyt.

 

Hun huskede, da hun havde set kahytten første gang. Klos håndlangere havde bragt hendes hytte til skibet, og hun var vågnet, forundret over de ændrede omgivelser. Kahytten havde skinnet i det blå nattemørke, og varmt lys og bløde cembalotoner havde strømmet fra den let åbne dør. Hun havde nærmet sig den med nysgerrighed spirende i sit hjerte. Frygtløs. Sorgløs. Men lige nu bankede blodet usikkert gennem hendes årer, mens hun nærmede sig døren. Hun så navnet, indgraveret i det mørke træ (James ). De snoede bogstaver glimtede. Hun nåede enden af trappen. Hendes fingerspidser lagde sig mod metalhåndtaget, og hun skubbede døren op.  

 

Der var dunkelt inde i den luksuriøst dekorerede kahyt. Mørkerøde gardiner dækkede for de mange ruder og holdt alt lys ude, bortset fra en enkelt, tynd sprække. Intet havde forandret sig siden hun havde været her sidst. Gulvet var stadig dækket af fornemme tæpper. Stearinlys brændte lystigt vinduerne, ligesom de havde gjort for så mange år siden. Deres skær blev reflekteret i den forgyldte globus ved siden af cembaloet. Et tungt bord af mahogni stod midt i rummet, hvor det altid havde stået, og bag bordet sad –

 

"Wendy ... Darling."

 

Stemmen var som giftig honning. En faretruende skælven løb gennem hende.

 

"Godmorgen, Kaptajn."

 

Blege læber smilede.

 

"Jeg kan se, du valgte at benytte dig af de klæder, jeg anbragte i din kahyt."

 

"Ja. Det var venligt af dig at anbringe dem der."

 

Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Kaptajnen tog sig ikke af tavsheden. I stedet dyppede han sin fjerpen i et kugleformet blækhus og gav sig til at nedskrible notater i sin logbog. Hun stod midt på gulvet og betragtede ham, trykket af stilheden.

 

"Du ønskede at tale med mig?" spurgte hun.

 

Klos hoved forblev bøjet over pergamentsiderne.

 

"Ja." En kort pause. "Jeg ville høre, om du er tilfreds med den behandling, du har modtaget her på skibet indtil videre."

 

Hun trak vejret dybt. Kaptajnen værdsatte høflighed, påmindede hun sig selv. Gode manerer frem for alt.

 

"Bestemt. Jeg sætter pris på den gæstfrihed, du og din besætning har udvist mig."

 

Fjerpennen kradsede mod pergamentet.

 

"Mandskabet har ikke generet dig?"

 

”Ikke det mindste. Jeg ... jeg har ikke talt med nogen af mændene endnu, men de virker ganske velopdragne.”

 

Ordene lod til at more kaptajnen. Der var et snert af ironi i hans stemme, da han talte.

 

"Ja, gør de ikke?"

 

Der blev atter stille. Klos opmærksomhed var stadig rettet mod notaterne i den lille bog. Wendy pillede nervøst ved kanten af sit skjorteærme.

 

"Vi har kastet anker," begyndte hun forsigtigt. "Jeg antager, at du og din besætning ikke planlægger at bevæge jer ind på fastlandet i dag?"

 

De blå øjne hævede sig, løb over hende, efterlod isnende spor mod hendes hud.

 

"Din antagelse er korrekt."

 

"Hvor længe regner I med at opholde jer til søs?"

 

Klo hævede brynene. En følelse af ubehag krøb gennem hende.

 

"Du lader til at være meget optaget af vores planer."

 

"Er det forbudt at udvise interesse?"

 

Hun tvang sig selv til at lyde mere dristig, end hun følte sig.

 

"Hmm." En spottende krusning forvrængede kaptajnens mund. "Nysgerrighed."

 

Han lukkede logbogen og rejste sig. Støvlerne hvislede hen over de bløde tæpper. Mørke krøller bølgede ned over frakkens røde brokade.

 

"Jeg har mødt mange nysgerrige mænd i løbet af min levetid. De fleste af dem er endt på bunden af havet, efter jeg sprættede dem op med min klo."

 

Det tvivlede Wendy ikke på. Hun havde set, hvordan Klo skød sine besætningsmedlemmer på grund af bagateller. Hun huskede, hvordan de døde kroppe var sunket sammen på Jolly Rogers dæk med livløse 'bump'. Hans hensynsløshed kendte ingen grænser. Hendes blik faldt på kloen. Kold og spids glimtede den i lyset fra kærterne omkring dem. Hun sugede luft ind, og han måtte have opfattet hendes ængstelse, for pludselig fyldte hans latter kahytten som et mørkt klokkespil.

 

"Frygt ikke, min kære, jeg har skam ikke tænkt mig at gøre dig fortræd. Tror du ikke, jeg ved, hvorfor du stiller alle disse spørgsmål? Du ønsker at se Pan. Jeg lovede trods alt, at du ville få ham at se."

 

Åndedrættet dirrede i hendes hals. Hun nikkede.

 

"Du behøver ikke bekymre dig. Du vil snart blive genforenet med ham. Det kan ikke vare længe, før han bliver klar over, at du er ankommet hertil."

 

"Og så kommer han for at redde mig," sagde hun - og tilføjede, "du sagde, du ikke ville bruge mig som lokkemad."

 

"Det er heller ikke min hensigt. Men hvis drengen vælger at komme dig til undsætning, vil jeg selvfølgelig udnytte situationen."

 

"Hvorfor er du så besat af at dræbe ham?"

 

Wendy kunne ikke forhindre ordene i at undslippe hende. Otte år var gået, og alligevel var kaptajnens hævntørst lige så intens, som den havde været, da hun havde mødt ham første gang. Han var død og vendt tilbage til livet, og stadig kunne han ikke slippe tanken om at gøre det af med Peter.

 

Klo svarede ikke. Hans ansigt sank sammen i en dyster grimasse. Hun følte, at hun var nødt til at blive ved med at tale:

 

”Du kunne lægge din strid med ham bag dig og forlade det her sted,” fortsatte hun, halvvejs bedende. ”Du kunne rejse til nye verdener. Hvorfor blive her og jage en lille dreng?”

 

De hadefulde rynker udglattedes, og et kort øjeblik så Klo næsten bedrøvet ud. Han lagde hånden på den store globus ved siden af cembaloet. Fingrene med de mange guldringe strøg over den forgyldte overflade.

 

"Der er mange farvande, jeg ønsker at udforske," mumlede han. "Men skæbnen vil, at jeg er bundet til dette sted. Selv ikke i døden kan jeg bryde ud af dets fængsel."

 

"Mener du … at du ikke kan forlade Ønskeøen?"

 

Han nikkede.

 

"Jeg er lænket til stedet, indtil den dag Pan møder sit endeligt." En tankefuld pause. "Kun én gang er det lykkes mig at undslippe." De blå øjne fæstnede sig ved hende og klemte luften ud af hendes bryst. "Du formåede at befri mig."

 

Ja, hun havde befriet ham (ligesom han havde befriet hende ). Men hvorfor det var sket, havde hun ingen anelse om. Hun så ind i det blege ansigt, som hun foragtede, mødte de blå øjne, der havde forfulgt hende så længe. Hendes blik blev atter fanget af kloen. En evig påmindelse om den barbariske natur, der lurede inde bag hans kultiverede ydre. Han var intet andet end et monster med en høflig facade, denne ubarmhjertig skikkelse, der havde brugt charmende ord til at snyde hende, udnytte hende, tryllebinde hende. Hun havde vækket ham, havde han sagt, og hun forstod det stadig ikke (nægtede at forstå ).

 

"Jeg gjorde det ikke med min gode vilje," mumlede hun, så lavt at ordene døde få sekunder efter de havde forladt hendes læber. Men Klo hørte dem.

 

"Gjorde du ikke?" Der var et strejf af morskab i hans stemme. Han trådte tættere på, så hans skygge faldt ind over hende. "Jeg går ud fra, du ville have ladet mig rådne op nede i maven på krokodillen, hm?"

 

Ja, hun ville. Hun lod afskyen i sine øjne tale for sig. Der var intet, hun ønskede højere end at slippe af med ham. Klo måtte have opfattet hendes hadske tanker, for en dæmpet kluklatter gled gennem luften.

 

"Nuvel. Du kan benægte det så meget, som du vil. Men jeg ved, hvad jeg hørte. Du kaldte på mig, Jill."

 

Det navn igen. Smerten borede sig gennem hendes krop, hver gang han sagde det. Tusinde billeder løb gennem hendes hoved ved lyden af det. Det var umuligt at fastholde dem i mere end et par sekunder. Safirblå bølger, solbeskinnede havnebyer, overdådige paladser. En flakkende drøm om verdner langt herfra. Om tabte eventyr.

 

"Hvorfor bliver du ved med at kalde mig det?" Hendes stemme rystede.

 

Klo lagde hovedet på skrå. De tykke krøller faldt ned over hans skulder, som et spor af sort, størknet lava på røde sten.

 

"Var det ikke det, du ønskede at hedde?"

 

Jo, det var. Det var det navn, hun havde givet sig selv, da han havde tilbudt hende en plads på sit skib. De havde siddet i den samme kahyt, som de befandt sig i netop nu. Rød-håndede Jill. Hun huskede, hvordan hendes læber havde formet sig omkring navnet, da hun sagde det for første gang, opfyldt af forlegenhed og kriblende stolthed. Jill. Et navn, født ud af fjollede drømmerier. Et navn, hun havde opgivet for længe siden.

 

"Det var intet andet end en barnlig fantasi," hviskede hun.

 

"Og det her er Ønskeøen, min skønne. Du vil snart opdage, at grænsen mellem fantasi og virkelighed ikke er så skarpt optrukket, som du tror."

 

Ordene forvirrede hende. Hendes øjne søgte hans ansigt i håb om at få en forklaring, men ingen blev givet.

 

Skibet vuggede under dem. Omgivelserne knirkede. Hendes blik gled ned på den spinkle sprække af lys, der strømmede ind mellem vinduernes blødrøde gardiner. En skinnende streg, klemt af to stykker mørkt stof. Hun så igen på kaptajnen.

 

"Er jeg din fange?" spurgte hun.

 

"Du er min gæst."

 

"Vil det sige, at jeg kan forlade skibet, når som helst jeg vil?"

 

Klo bøjede hovedet.

 

"Hvis det er det, du ønsker, vil hverken jeg eller min besætning holde dig tilbage."

 

Mistænksomheden måtte have vist sig i hendes ansigt, for han hævede et bryn.

 

"Du tror mig ikke?"

 

"Du har løjet for mig før," sagde hun blot.

 

"Det er sandt." Klos øjne blev fjerne. "For otte år siden. Den situation var ganske beklagelig. Normalt er jeg en mand af mit ord. Men når det drejer sig om Pan, er jeg bange for, at jeg ikke skyr nogen midler for at opnå mit mål."

 

"Jeg var kun et barn."

 

Hendes stemme var tyk af vrede. Hun havde stolet på ham, og han havde brugt hendes tillid til at skade de mennesker, hun holdt allermest af. Hun ville aldrig tilgive ham for at have forrådt hende på den måde.

 

Kaptajnen trådte hen foran hende. Hun bekæmpede trangen til at svaje på stedet. Luften var pludselig tæt af stærk tobak, sød vin og nærhed. Det var pinefuldt at trække vejret, og hun bad til, at han snart ville fjerne sig, men han blev stående. Mørk og ildevarslende tårnede han sig op foran hende. Hendes hjerte hamrede. Den kølige klo strøg en undsluppen krølle om bag hendes øre. Metallets spids strejfede hendes kind, og en let skælven løb gennem hende. Hendes hjerteslag var en altoverdøvende tromme i hendes hoved, dunk, dunk, dunk

 

"Aye," mumlede han blødt. "Det var du. Og alligevel så meget mere."

 

Hun forbandede ham; forbandede ham for at vide så meget om hende, for at kende hendes svagheder.

 

"Bevis, at du er en mand af dit ord," sagde hun i håb om at bremse den hamrende fornemmelse i sine årer. "Lad mig ro i land i morgen. Lad mig tage ind i junglen for at finde Peter."

 

Klo lod til at overveje hendes anmodning. Han trådte et skridt tilbage, og hun kunne ånde igen. Det gennemtrængende blik hvilede stadig på hende.

 

"Er du virkelig så ivrig efter at forlade dette sted?" Han ventede ikke på et svar, men fortsatte blot:  "I så fald er der intet, jeg kan gøre. Jeg vil ikke fastholde dig mod din vilje. Det skal blive, som du ønsker det: Vi kaster anker i bugten i morgen, og du vil blive roet i land, så du kan mødes med Pan."

 

Hun kunne knap nok tro hans ord; tvang sig selv til ikke at tro dem. Hendes øjne søgte hans for at finde spor på løgnagtighed, men hun så kun oprigtighed i de blå iriser.

 

"Tak," sagde hun stift, klar over at hun ikke kunne stole på ham, uanset hvor overbevisende han fremstod.

 

Kaptajnen sænkede hovedet med en overdreven ærbødig bevægelse. Han vidste, at hun ikke troede på ham, indså hun. Men det havde ikke noget at sige. Det eneste, der betød noget, var, at han havde givet hende tilladelse til at forlade skibet.

 

Hun sendte ham et anerkendende nik, hvorpå hun drejede omkring og begyndte at gå mod rummets udgang. Hun bevægede sig med beherskede skridt hen over de bløde tæpper. Stadig kunne hun fornemme Klo bag sig, som en lurende skygge, der truede med at opsluge hende. Åndedrættet hægtede sig fat i halsen på hende. Døren var få meter foran hende. Hun satte det ene ben foran det andet med mekaniske bevægelser. Blå øjne brændte hende i nakken. Snart ville hun være fri.

 

Hendes håndflader pressede mod den kølige træplade, og lyset væltede hende i møde. Solen skar hende i øjnene efter det lange ophold i dunkelheden. Hun gispede af lettelse over at være undsluppet og skyndte sig ned af trappen, der førte ned til dækket, så hurtigt at hun var nær snublet på de nederste trin. Solstrålerne blændede hende, og røde, grønne, gule, blå pletter dansede på indersiden af hendes øjenlåg. Ør i hovedet trådte hun hen til rælingen. Hendes synsfelt snurrede, mens hun stirrede ud på det blanke, azurblå hav. Hun knugede hænderne hårdt om det mørke trægærde og tog en dyb indånding.

 

Hvad var han?

 

Hun pustede ud. Luften syntes at ulme mod hendes læber. Ganske vist havde hun forladt kaptajnens kahyt, men hun havde det, som om hans øjne stadig hvilede på hende og prikkede mod hendes hud.

 

Nej, hun nægtede at tænke på ham, nægtede at lade ham overtage hendes tanker på den måde.

 

Hendes fingre klemte om rælingens kant. Hun svajede. Nede under vandets overflade rørte mørke konturer på sig. Hun slap sit tag om træet og vaklede baglæns med håndflader, der var våde af sved. Alting snurrede af varme. Hun var nødt til at slippe væk fra den hede, der sitrede gennem luften (gennem hende ). Med en usikker bevægelse vendte hun sig om og begyndte at gå mod sin kahyt, tør i halsen ved tanken om gennemborende øjne og glimtende metal.

                                                                                                         

 

______________________________

 

Det var ved at blive aften. Skyggerne krøb ind i kahytten. Hun havde ligget sammenkrøllet i den samme stilling, lige siden hun havde revet døren op for flere timer siden og smidt sig på sengen. I sin feberagtige tilstand havde hun kun akkurat formået at skyde slåen for døren, inden hun var væltet omkuld på de bløde puder. Hun trak tæppet tættere op omkring sig, mens hendes øjne løb gennem kahytten. Mørket sneg sig ind gennem koøjet og sugede lys og farve ud af omgivelserne.

 

Wendy lå ubevægelig på sengen og prøvede at glemme dagens hændelser. I stedet for at dvæle ved samtalen, der havde fundet sted i kaptajnens kahyt, rettede hun tankerne mod morgendagen og den frydefulde forventning om at gense Peter. Hun genkaldte sig de grønne øjne og kunne ikke lade være med at smile. Hun så ham tydeligt i sine minder. Den begejstrede dreng, der fløj gennem luften som en pil, der netop havde forladt sin buestreng. Med henrykte sejrsskrig snurrede han rundt, mens han skød op gennem junglens tætte trækroner. Hun ville aldrig kunne glemme hans livlighed, hans munterhed, hans sorgløshed.

 

En sørgmodig fornemmelse bredte sig i hendes hjerte og fik det indre billede til at falme. En tanke, hun ikke længere kunne holde sig tilbage, pressede sig frem i hendes bevidsthed.

 

Hun kunne aldrig glemme ham, men måske kunne han glemme hende ...

 

Men nej! Det havde han lovet, at han aldrig ville gøre. Og alligevel havde hun ikke set ham igen, efter den aften, han havde forladt børneværelset. Hun havde ventet på ham så længe. Især de første par år havde ventetiden syntes ubærlig. Hvor mange nætter havde hun ikke ligget vågen og faret op i jubel, hver gang en skygge rørte på sig henne ved vinduet? Og hver gang var hun blevet skuffet. For det var aldrig ham. Det var en gren, der skrabede mod ruden, eller en sky, der gled over himlen. Men det var aldrig Peter Pan.

 

Hun rystede på hovedet af sin egen tåbelighed. At Peter ikke havde besøgt hende, betød ikke nødvendigvis, at han havde glemt hende. Hun måtte huske på, hvordan han var. Spontan, uforudsigelig. Han begav sig altid ud på eventyr. Det var kun naturligt, at nye oplevelser og indtryk ville distrahere ham. Desuden var tiden på Ønskeøen en anden, end den var i London. I England bevægede alting sig fremad, men her ... her stod alting stille. Tiden var som en evig cirkel. Et hjul, der drejede, uden man bemærkede det. Pludselig var minutter blevet til dage, dage blevet til uger, uger blevet til måneder. Det huskede hun fra sit eget ophold på stedet otte år tidligere. Og for en dreng som Peter kunne måneder let blive til år.

 

Hun åndede ud efter således at have beroliget sig selv. Peter havde ikke glemt hende. Det kunne han ikke. Hun lod øjnene glide i og smilede endnu engang. I morgen ville hun se ham igen.

 

Der var stille i kahytten. Og så –

 

En lav skraben.

 

Til at begynde med troede hun, det var en rotte. Men så blev lyden højere, og hendes ører opfangede metal mod træ. Hun satte sig op i sengen. Det lød langt fra som en rottes kradsende poter. Hun så sig omkring og prøvede at afgøre, hvorfra lyden kom. Hendes øjne gled over koøjet, toiletmøblet, reolen. Og standsede ved døren. Først kunne hun ikke se noget, men så faldt hendes blik på et metalobjekt, der var ved at blive skubbet ind under sprækken forneden. Det glimtede i det resterende dagslys. Hurtigt kom hun på benene og gik hen til døren. Hun lagde hånden mod det slidte træ.

 

"Hallo?"

 

Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. Der blev stille på den anden side af døren.

 

"Hvem der?" prøvede hun igen.

 

Stadig intet andet svar end tavsheden. Hun pressede øret mod døren. Dæmpede fodtrin gav genlyd udenfor. Hvem end der havde befundet sig på den anden side af døren, var forsvundet i al hast. Hun så ned på genstanden, der befandt sig for hendes fødder, og hendes hjerte hoppede, da det gik op for hende, hvad det var.

 

En kniv.

 

Den var nøjagtig så lille, at havde kunnet komme gennem den snævre sprække under døren. Knivsbladet var temmelig kort og så ud til at være slidt. Det var ikke ligefrem et imponerende syn - men det var trods alt et våben. Hun samlede kniven op og satte sig hen på sengen for at studere den. Bladet glimtede i skæret fra olielampen.

 

Nysgerrigt drejede hun kniven rundt et par gange, så grå lysglimt flakkede gennem kahytten.

 

Men hvem ...?

 

Hun rynkede panden og så hen på den lukkede dør. Hun havde ingen anelse om, hvem der kunne finde på at hjælpe hende. Hun havde ikke snakket med nogen af besætningsmedlemmerne under sit ophold på skibet, bortset fra Smisk, og den buttede styrmand ville aldrig turde gøre sådan noget her. Himmelfalden over de nye muligheder, det lille våben åbnede for, takkede hun sin mystiske hjælper. Hun anbragte kniven i toiletmøblets nederste skuffe.

 

Den kunne helt sikkert komme hende til gavn i kampen mod Kaptajn Klo.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...