Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1030Visninger
AA

9. Invitation

 

Wendy tilbragte frokostpausen med at hilse på Jolly Rogers besætning. Til sidst havde hun ikke tal på, hvor mange tandløse smil hun havde gengældt og barkede næver, hun havde trykket. Hvis hun på noget tidspunkt havde følt sig utryg ved mandskabet, forsvandt denne følelse som dug for solen. Alle mændene optrådte med eksemplarisk høflighed over for hende og ønskede hende tillykke med hendes nye post på skibet. Som tak for de mange lykønskninger lovede hun besætningsmedlemmerne at fortælle dem en historie, når muligheden bød sig.

 

Hun bemærkede, at enkelte af mændene virkede utilpasse i hendes selskab. De smilede ganske vist og bød hende velkommen, men der var noget stift over deres venlige miner. Hun havde hørt skrønen om, at det bragte uheld at have en kvinde ombord, og tænkte, at dette sandsynligvis var grunden til deres tilbageholdende adfærd. Eftersom der var langt imellem disse typer, lod hun sig ikke mærke med det.

 

Da besætningen var færdig med at indtage frokosten, måtte Slightly tilbage til sin post. Han fulgte hende tilbage til dækket og kravlede derefter op af rebstigen med samme adræthed som en cirkusartist. Wendy vinkede til ham, da han var nået op i tønden, og han vinkede ivrigt igen, hvorefter han foldede sin kikkert ud og begyndte at spejde ud over havet.

 

Wendy vendte sig om og så rundt på dækket. Hun tilbragte et langt stykke tid med at vandre rundt og observere piraterne arbejde. Til sidst begyndte sulten at melde sig. Hun havde haft så travlt med at hilse på besætningen, da frokosten blev serveret, at hun ikke selv havde fået noget at spise. Duften af suppe hang stadig i luften og fik hendes mave til at rumle insisterende. Det faldt hende ind, at Smisk måske havde bragt noget mad ned til hende, ligesom han havde gjort de andre dage, og hun satte derfor kursen mod sin kahyt.

 

Det var rart at komme væk fra dækket, tænkte Wendy, mens hun bevægede sig hen ad den mørke gang. Selvom det havde glædet hende at hilse på mandskabet, var det alligevel udmattende konstant at være genstand for opmærksomhed. Hun så frem til at hvile sig og nyde frokosten i fred og ro. Hendes øjne faldt på døren få meter fremme, og et næppe hørligt suk undslap hende.

 

Hun skubbede døren op, trådte ind i kahytten. Og stivnede.

 

Udstrakt på hendes seng, med det ene ben slynget over det andet, lå Klo.

 

Af alle steder på skibet var det her det sidste, hun havde forventet at støde på ham. Synet af ham ramte hende som et slag i brystet, og hun måtte anstrenge sig for ikke at gispe efter vejret. Hendes reaktion gjorde tilsyneladende intet indtryk på kaptajnen. Han lå blot henslængt på sengen og betragtede hende med et dovent blik. I sin intakte hånd holdt han en bog, hvis titel hun ikke genkendte. Han havde krydset fødderne over sengegærdet. En spinkel solstråle, der var trængt ind gennem koøjet, blinkede i det blanke støvlelæder.

 

"Se ikke så skuffet ud, min kære. Du havde måske forventet en anden?"

 

Han lagde bogen fra sig på sengebordet og strakte sig på de bløde tæpper. Det mørke hår bugtede sig ud over pudernes betræk som en strøm af blæk. Hun mærkede blodet dunke faretruende i sin hals, men pressede læberne sammen, fast besluttet på ikke at miste mælet endnu engang.

 

"Jeg havde forventet," sagde hun køligt, "at jeg kunne være i fred i min egen kahyt."

 

"Ah, men det her er mit skib og derfor også min kahyt."

 

"Jeg vil stadig mene, at jeg har ret til en smule privatliv." Hun foldede hænderne over brystet. "Er du er kommet for at undskylde?"

 

"For hvad?"

 

"Den nederdrægtige måde, du behandlede mig på i går."

 

Klo satte sig op med en langsom bevægelse. Hans blik løb over hende med en intensitet, der straks bragte hende tilbage til stranden. Hun holdt ryggen rank og prøvede at virke fattet.

 

"Jeg har intet at undskylde for. Det var dig, der nægtede at adlyde min ordre." De blå øjne blev smalle. "Du burde være taknemmelig for, at jeg lod dig slippe så let, som jeg gjorde. Jeg kan forsikre dig om, at ethvert andet medlem af min besætning ville have lidt en værre skæbne."

 

"Dit storsind er beundringsværdigt," sagde hun stift.

 

Tavsheden fyldte luften mellem dem. Kaptajnen så på hende i nogle sekunder, hvorefter han forsøgte sig med et smil, hvis kurve mindede Wendy om det knivsblad, hun havde holdt mod hans strube.

 

"Jeg foreslår, at vi lægger gårsdagens episode bag os og i stedet koncentrerer os om aftenens begivenheder.”

 

Blodet veg fra hendes ansigt med en kold kriblen.

 

"Hvilke begivenheder?"

 

Klo rejste sig fra sengen. Hans tøj hvislede mod puderne. Wendy bekæmpede trangen til at træde bagud.

 

"Så vidt jeg erindrer, indgik vi en aftale inde på øen," sagde han. "Du indvilligede i at fortælle mig historier. I aften vil jeg høre den første."

 

"Hvorfor?"

 

Han trak på skuldrene.

 

"Livet ombord på skibet keder mig. Jeg har brug for en smule adspredelse."

 

"Du har aldrig interesseret dig for mine historier før," påpegede hun og trykkede armene tættere ind til kroppen.

 

"Sandt nok. Jeg har altid betragtet dem som barnlige påfund. Men selv barnlige påfund kan være kærkomne, når man søger at fordrive tiden."

 

"Jeg troede, du fordrev tiden med at myrde børn og indianere."

 

Kaptajnen smilede blot af bemærkningen.

 

"Sådanne aktiviteter bliver trættende i længden. Hverdagen her er så ... forudsigelig."

 

Og det var hun ikke, tænkte hun. Alligevel havde hun det, som om Klo kunne forudsige hendes mindste træk. Det var én gang lykkedes for hende at overrumple ham, og hun var sikker på, at han ikke ville lade det ske igen.

 

"Hvad hvis jeg har andre planer?" spurgte hun.

 

"Såsom?"

 

"Jeg havde faktisk i sinde at spise sammen med besætningen i aften." Det var ikke en løgn. Hun havde faktisk overvejet at slutte sig til besætningen i stedet for at indtage aftensmåltidet alene i sin kahyt. "Eftersom jeg er en del af mandskabet nu, ville det kun være på sin plads at lære dem bedre at kende."

 

"Ligesom du gjorde oppe på dækket tidligere? Åh ja, jeg så dig skam. Du lod til at gøre dig en masse interessante bekendtskaber." Han rettede på sit skjorteærme med påtaget omhyggelighed. "Min besætning nyder at have en ung dame ombord. Det er sjældent, at de befinder sig i et så - ah - respektabelt kvindeligt selskab. Men de får ikke lov til at opholde dig i aften."

 

Hun var så forfærdet ved tanken om, at han havde holdt øje med hende, at hun helt glemte at rødme af forargelse over det, han netop havde insinueret. Hun tog en dyb indånding.

 

"Det er ikke faldet dig ind, at jeg kunne afslå dit tilbud?"

 

Klo så op fra skjorteærmet.

 

"Det er ikke et tilbud. En aftale er en aftale. Det troede jeg, du var indforstået med." Han bevægede hen imod hende, og kahytten forekom hende pludselig alt for trang. "Jeg må indrømme, det bedrøver mig, at du føler så stor en modvilje mod mig."

 

"Kan du bebrejde mig det?"

 

Han stoppede op. Et øjeblik kunne hun have sværget på, at hans øjne strejfede hendes hals, og hun drejede hovedet, så hudafskrabningen var skærmet for hans blik. Hun kunne skjule sin ydmygelse inde bag en maske af værdighed, men den blussende røde streg på hendes hud var en påmindelse om, hvor blottet hun havde været, da han havde presset hende ned i sandet. Hvor blottet hun stadig følte sig.

 

Kaptajnen gjorde en ligegyldig håndbevægelse.

 

”Smisk vil eskortere dig til min kahyt, når tiden er inde,” sagde han.

 

Han vendte sig om og forlod kahytten. Døren lukkede sig bag ham med en knirken.

 

Hun stod stille i nogle sekunder, indtil anspændtheden havde forladt hendes krop. Så gik hun hen og satte sig på sengen. En sød duft af tobak sad stadig i puderne. Først nu fik hun øje på det fad med mad, som Smisk havde anbragt på reolen ved siden af toiletmøblet, men hun indså, at hun havde mistet appetitten, og skubbede beslutsomt fadet bort. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...