Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

1Likes
1Kommentarer
372Visninger
AA

4. Gensyn

Da Wendy forlod sin kahyt næste morgen, hvilede der en varm glød over hendes ansigt. Den stive maske, hun havde båret hjemme i London, var gledet bort, som om den aldrig havde eksisteret, og hendes læber bugtede sig i et yndigt, lille smil, der fik hende til at minde om den pige, hun havde været under sit ophold på Ønskeøen for otte år siden.

 

Det var tanken om Peter, der var skyld i forandringen. Den gjorde hendes smilehuller dybere og frembragte et rødt skær på hendes før så blege kinder. I dag ville hun endelig få ham at se igen. Hun længtes sådan efter at slutte sig til ham, så de endnu engang kunne begive sig ud på eventyr. For sit indre øje så hun, hvordan han ville give hende tryllestøv og lære hende at flyve, sådan som han havde gjort dengang på børneværelset. Hendes hjerte bankede frydefuldt ved udsigten til at genopleve det hele.

 

Smisk havde igen i dag bragt hende et morgenmåltid, som hun havde indtaget med stor appetit. Hun havde spist maden med blikket rettet mod Ønskeøens kyst. Det kriblede i hendes krop efter at komme ind på land. Hurtigt havde hun spist færdig og iført sig tøjet fra kisten. Hun havde anbragt den nyligt erhvervede kniv i et hylster i sit skjulte bælte, klar over at våbnet ville være til stor hjælp, når hun skulle vandre gennem junglen på egen hånd. Derefter havde hun forladt sin kahyt for at begive sig mod dækket.

 

Ude på gangen kunne hun høre skibskokken nynne højlydt, mens han rumsterede med gryderne inde i køkkenet. Hun mødte et par medlemmer af besætningen, der ærbødigt lettede på deres hatte og bøjede hovederne, da hun passerede dem. Af ren og skær vane besvarede hun deres hilsen med et kniks. Sekundet efter var hun nær brudt ud i latter. Det gik op for hende, hvor pudsigt det måtte se ud, at hun kniksede sådan iført pirat-mundering. Mændene bag hende virkede dog meget imponerede og mumlede noget om, hvor stor en ære det var at have en "rigtig dame" ombord.

 

En rigtig dame.

 

En synkende fornemmelse bredte sig Wendys indre. Hun var ikke en rigtig dame. Ganske vist havde hun forsøgt at være det hjemme i London. Hun var gået til aftensselskaber i fornemme kjoler og havde hilst på bekendte med den påkrævede høflighed, men hun var aldrig blevet en rigtig dame. Hun var ikke som sin mor - Mary Darling med de yndefulde bevægelser og de blide bemærkninger, der kunne få selv det mest sammenbidte ansigt til at lyse op i et smil.

 

Hele sit liv havde Wendy drømt om at blive som moderen, men det var aldrig lykkedes hende. Selvom hun påtog sig rollen som den velopdragne lady, kunne hendes entusiasme og eventyrlyst aldrig helt holdes skjult inde bag de stramme korsetter og mange lag silke. Folk fornemmede altid, at der var noget sært ved hende, noget aparte, og derfor holdt de fleste en vis afstand. Denne tilbageholdenhed passede Wendy udmærket, hvis ikke det havde været for hendes forældres skuffede miner i sådanne situationer. Den tavse bebrejdelse, der viste sig i deres øjne, hver gang selskabet vendte ryggen til hende, fik hende til at skamme sig over sit unaturlige væsen.

 

Men nu hvor hun befandt sig på Ønskeøen, fjernt fra Londons kvælende omgivelser, behøvede hun ikke længere være bange for at skuffe sine forældre. På dette sted var hun ikke tvunget til at charmere mulige ægtemænd og fnise dumt sammen med falske veninder. Det var ikke nødvendigt for hende at opretholde en taktfuld facade.

 

Hun var endelig fri. Og snart skulle hun mødes med selve indbegrebet af frihed: Peter Pan.

 

Hun smilede. At mødes med Peter betød ikke blot et gensyn med den fantastiske dreng fra hendes barndom, men også med De Glemte Drenge. Tootles, Curly, Slightly, Nibs og tvillingerne. Hver eneste af dem havde en helt speciel plads i hendes hjerte. Hvordan kunne hun andet end at holde af dem, efter al den tid hun havde tilbragt sammen med dem? Hun huskede, hvordan hun havde trøstet dem, opdraget på dem, puttet dem i seng hver aften. Hun havde taget sig af dem i flere måneder, og de havde været lykkelige over endelig at have en mor. Flere af dem var brudt sammen i gråd, da hun havde bekendtgjort, at hun tog tilbage til London sammen med sine brødre.

 

Hun glædede sig til at se dem igen og høre om deres oplevelser. De Glemte Drenge var altid på vej ud på nye eventyr. I modsætning til de kedsommelige år hun havde tilbragt i London, var deres dage fyldt med dramatiske begivenheder: intense kampe med øens vilde dyr, spændende udflugter i junglens tætte vildnis og sidst, men ikke mindst, blodige sammenstød med Klos besætning. I starten var hun blevet forarget over den fare, de udsatte sig selv for, og havde prøvet at holde dem tilbage, men efterhånden havde hun vænnet sig til det. Drengene havde, ligesom Peter, ikke en eneste bekymring i livet. Det faldt dem aldrig ind, at de kunne komme til skade som følge af deres lege, og måske var det netop derfor, der aldrig skete dem noget. De tøvede aldrig i situationer, hvor tøven kunne være fatalt.

 

Wendy åbnede døren til dækket og trådte udenfor. Hun mærkede, hvordan luften sydede af hede, ligesom den havde gjort dagen forinden. I modsætning til gårsdagen blæste det dog, hvilket gjorde varmen en anelse mere udholdelig. Solen sved i hendes øjne, og hun blinkede for at vende sig til den pludselige overgang fra mørke til lys. Gennem de plirrende øjenlåg begyndte omgivelserne langsomt at tone frem.

 

Mandskabet ilede rundt på dækket. Deres rappe skridt dundrede mod brædderne og blandede sig med lyden af mågeskrig. Hun opdagede hurtigt grunden til piraternes hastværk. Deres kaptajn befandt sig ikke længere i sin kahyt, men stod henne ved roret, i færd med at uddelegere opgaver. Smisk stod ved hans side og pillede ved kanten af sin røde hue, som varmen havde tvunget ham til at afføre sig. Klos gøende kommandoer gav genlyd i hver eneste del af skibet og fik selv den sløveste pirat til at sætte tempoet op. Det lod til, at ingen af dem vovede at vække deres øverstkommanderendes mishag.

 

Smisk, der havde opdaget Wendys tilstedeværelse på dækket, hviskede et par ord i kaptajnens øre. Klo indstillede sin råben og vendte sig om med en glidende bevægelse. Hans øjne fæstnede sig ved hende, og hun så de tynde læber bue opad i et smil. Han gjorde et buk, der lige akkurat var for dybt til at være høfligt. Hvis Wendy havde glemt, hvor meget hun hadede ham, vendte bevidstheden om dette tilbage til hende i dette øjeblik med trefoldig styrke. Hun afskyede den gentleman-agtige facade han påtog sig i hendes nærvær, fordi han ikke lagde det mindste skjul på, at det netop var dét, det var: en facade. En maske af falskhed han bar for at håne hende.

 

Han forekom hende ikke lige så skræmmende i morgenlyset, som han havde gjort inde i det lukkede, mørke rum, hvor hun sidst havde set ham. Alligevel mærkede hun sig selv ryste, da han nærmede sig. Han bar den samme påklædning, som han havde været iført, den nat hun havde set ham for første gang. Blanke læderstøvler og en lang, mørkeblå jakke med detaljerede guldbroderier. En skarp kårde var fastgjort til hans bælte. Sammen med kloen udgjorde den et faretruende syn.

 

"I dag er en stor dag, Wendy Darling," sagde han smilende. "Du vil endelig blive genforenet med din højtelskede Pan. Du er ivrig efter at se ham igen, formoder jeg?"

 

Det spottende tonefald skar i hende som knive, men hun nægtede at lade sig mærke med noget. Selvfølgelig latterliggjorde Klo hendes kærlighed til Peter - for han forstod den ikke. Folk gjorde ofte nar af ting, de ikke forstod. Hun svarede ham, ikke uden en vis stolthed i stemmen:

 

"Ja, jeg er. Jeg har set frem til denne dag længe."

 

Hans øjne blev smalle, som om det ikke var det svar, han havde forventet.

 

"I så fald håber jeg, at gensynet vil leve op til dine forventninger."

 

Lyden af raslende metal nåede hendes ører og fik hende til at dreje hovedet, og hun konstaterede, at en klynge af mænd arbejdede på at hive ankeret indenbords. Klo fulgte retningen på hendes blik.

 

"Som lovet letter vi anker og sejler ind i bugten, hvorefter du vil blive roet sikkert i land," sagde han.

 

Selvom Wendy stadig ikke stolede på ham, sendte hun ham alligevel et anerkendende nik.

 

"Det glæder mig, at du har tænkt dig at holde ord."

 

"Jeg har skuffet dig tidligere. Betragt dette som min undskyldning."

 

De blev tavse, og ankerkædens metalliske klagen fyldte stilheden. Den skingre lyd steg i intensitet, indtil den tunge metalkrog endelig frigjorde sig fra havbunden og lod sig trække oven vande.

 

"Pan kender uden tvivl til din ankomst nu," mumlede Klo. Hans øjne forlod det algebegroede anker og rettede sig mod kysten. "Han må være spændt på at møde dig."

 

"Hvordan har han opdaget, at jeg er kommet hertil?" spurgte Wendy forbavset. "Har han ... har han været her?" Hendes tanker kredsede om kniven, der var blevet skubbet ind under hendes dør.

 

"Hvis han havde, ville mine udkigsposter have opdaget ham." Klo vendte sig mod hende igen. "Nej, min skønne - havfruerne har fortalt ham det. De holder ham underrettet om alt, hvad der udspiller sig på Ønskeøen, ved du nok."

 

Havfruerne. Wendy huskede den nat, hun havde set dem svømme i lagunen. De havde været fortryllende i al deres skønhed. Månestrålerne havde danset på deres hud og forvandlet vandet omkring dem til flydende sølv. Hun havde været så fascineret af skabningerne, at hun nær havde lidt druknedøden. Kun takket være Peter havde hun undgået så grufuld en skæbne. Han vidste, hvor dødbringende væsnerne kunne være, hvis man ikke var på vagt. Et øjebliks uopmærksomhed og de trak dig med ned i havets kolde dybder ...

 

"Pan har let ved at kommunikere med dem," fortsatte Klo. "Hvilket kun er naturligt, eftersom han også selv er et mørkt væsen."

 

Hun rynkede panden, ude af stand til at forstå hans ord. Kaptajnen opfattede straks skepsissen i hendes blik.

 

"Du tror mig ikke?" Hans læber fortrak sig i et bittert smil. "Pan er den mest hjerteløse skabning på det her sted. Det vil du måske indse en dag."

 

Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, og Klo havde tilsyneladende ikke lyst til at uddybe ordene, så hun forholdt sig tavs.

 

"Du har nydt dit korte ophold på Jolly Roger, håber jeg?" spurgte kaptajnen så.

 

Han betragtede hende undersøgende, som om han prøvede at aflæse svaret i hendes ansigt, før det forlod hendes læber.

 

"Bestemt."

 

"Har du overvejet, hvorvidt du kunne tænke dig at forlænge det?"

 

Hun glippede overrasket med øjnene.

 

"Jeg må indrømme, at jeg blot betragtede skibet som et midlertidigt opholdssted," sagde hun.

 

"Du havde altså regnet med at bosætte dig hos Pan?"

 

Wendy så ingen grund til at benægte det.

 

"Ja, det var min plan."

 

"Hvilken fremragende idé. Jeg er sikker på, drengen vil blive henrykt over endnu engang at have en mor."

 

Den kolde morskab i hans stemme fik idéen om at bo hos Peter til at lyde latterlig, selv i hendes ører.

 

"Jeg har ikke tænkt mig at være hans mor," sagde hun, ude af stand til at skjule sin irritation. Hun brød sig ikke om at blive gjort til nar.

 

Klo hævede et øjenbryn.

 

"Ikke det? Hvad havde du så tænkt dig?"

 

Hun åbnede munden for at svare ham, men ingen lyd kom ud. Hun tænkte på dengang, Peter og hun havde danset sammen med feerne, og på hans uforstående ansigt, da hun var begyndt at tale om kærlighed. Hendes pludselige tavshed fik kaptajnen til at udstøde en dæmpet latter.

 

"Min kære, Pan vil altid betragte dig som sin mor. Og det samme vil hans små følgesvende for den sags skyld. Du ville aldrig kunne være andet for børn som dem."

 

Han sagde ordet 'børn' med sådan en foragt, at Wendy måtte krympe sig. De blå øjne gled over hende, skarpe og inspicerende.

 

"Er det virkelig det, du ønsker? At tilbringe resten af dit liv som mor for Pan og hans børneflok?"

 

Wendy bed sig i læben. For sit indre blik så hun den tolvårige Wendy Darling agere mor for De Glemte Drenge. Hun prøvede at forestille sig sit nuværende jeg i samme situation. Nej, det var ikke dét, hun ønskede. Den rolle var som én af de gamle kjoler, der hang inde i skabet på børneværelset: den passede hende ikke længere.

 

Klo måtte have set erkendelsen i hendes ansigt, for han smilede.  

 

"Det tænkte jeg nok."

 

Han stirrede frem for sig selv i nogle øjeblikke. Smilet på hans læber forsvandt, og han fik et hårdt drag om munden.

 

"At slå sig ned hos Pan," sagde han fnysende. "Hvor tragisk ville det ikke være for én med dit potentiale?"

 

Potentiale. Ordet fik det til at stikke i hendes bryst, uden at hun vidste hvorfor. Tågede syner svævede gennem hendes hjerne. Store, brølende oceaner og en hånd rød som blod ... Hun missede med øjnene. Forvirret skubbede hun billederne på afstand og så på kaptajnen.

 

"Men hvad andet valg har jeg?" spurgte hun.

 

"Du kunne blive en del af min besætning."

 

Han sagde det, som var det det mest naturlige i verden. Wendys hjerte standsede kortvarigt, betaget af tanken. En plads på Jolly Roger ville indebære et væld af muligheder, af friheder. Det gik op for hende, hvor brændende hun ønskede at sige ja. Det forekom hende så ligetil, så rigtigt at acceptere tilbuddet, ligesom det havde gjort for otte år siden, da hun havde siddet inde i Klos kahyt. Men hun tvang sig selv til at ryste på hovedet.

 

"Det kan jeg ikke," sagde hun. "Hvis jeg sluttede mig til jer, ville det gøre mig til Peters fjende."

 

En skygge gled over Klos ansigt.

 

"Og hvis du slutter dig til Pan, bliver du min fjende."

 

"Det er jeg klar over."

 

Kaptajnen rynkede panden; så udglattedes folderne i et alt for roligt udtryk, der fyldte Wendy med kold frygt. Han trådte tættere på hende, og hun hørte kloen hvisle mod stoffet på hans jakke, da han bevægede sig.

 

"Hvad ville du gøre, hvis jeg bad dig om at vælge side?" spurgte han. Hans ansigt var som en blikstille vandoverflade. "Hvis jeg bad dig træffe en beslutning, lige nu og her?"

 

"Du ved, at jeg altid vil vælge Peter." Hun prøvede at sige det så roligt som muligt, men hun kunne mærke åndedrættet skælve i sin hals.

 

"Altid?" Som for at understrege spørgsmålet lod han en finger løbe langs buen på kloen. Han studerede det krumme metal i nogle sekunder. "Du ville forblive loyal mod Pan, om det så kostede dig livet?"

 

"Ja."

 

Klo sukkede.

 

"Og jeg som troede, du var blevet mindre tåbelig med årene."

 

Bemærkningen sved, og den ydmygende fornemmelse fik hende til at ranke ryggen en smule. Ganske vist var hun bange, men hun fandt sig ikke i sådanne forhånelser.

 

"Jeg er ikke en tåbe."

 

"En tåbe ville ikke gøre sig til min fjende. Jeg udviser ingen barmhjertighed over for mine fjender, ved du nok."

 

"Du udviser ikke barmhjertighed over for nogen."

 

"Det er noget af en påstand."

 

"Det er ikke en påstand." Hun hævede trodsigt hagen. "Det er sandheden."

 

"Sandheden?" gentog Klo. "Har jeg ikke været gæstfri over for dig på trods af, at du er en ven af Pans? Jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke altid behandler hans venner på denne måde." Han trådte tættere på, og der var et mørke i hans øjne, hun ikke brød sig om. "Hvis ikke det var, fordi jeg var barmhjertig, Wendy Darling, ville jeg have behandlet dig meget anderledes ... Vær sikker på det."

 

Hun tvang sig selv til ikke at tænke mere over de sidste ord. De skræmte hende mere, end hun ville indrømme. Kaptajnen iagttog hendes reaktion og smilede køligt.

 

”Har du stadig tænkt dig at lade mig tage herfra?” spurgte hun.

 

Det dystre skær forsvandt fra Klos ansigt, og pludselig så han næsten forbavset ud.

 

"Selvfølgelig. Jeg gav dig mit ord på, at du ville blive roet i land, gjorde jeg ikke? Opsøg du blot Pan og tal med ham. Jeg skal ikke gøre nogen indvendinger."

 

Han gjorde et fejende buk, der indikerede, at samtalen havde nået sin afslutning. Så vendte han sig om og begyndte at råbe kommandoer til sin besætning.

 

Wendy blinkede, perpleks over hans pludselige stemningsskift. Hun blev stående i nogle sekunder og så ham indtage sin plads bag roret. Ligesom tidligere rungede hans stemme gennem luften og fik besætningen til at vrimle rundt på dækket, som svingede han en pisk over deres hoveder. Mændene løb frem og tilbage mellem masterne, og hun så de mange sejl blive hejst. Snart bevægede skibet sig, og hun konstaterede tilfreds, at de havde sat kurs mod bugten.

 

Hun trådte hen til rælingen og skuede ind mod fastlandet, der langsomt kom nærmere. Øen hilste hende imødekommende med dens væld af former og farver. Hun kunne se det hvide sand, der grænsede op til den vildtvoksende jungle, og bjergene, der lå inde bag. Hjertet hamrede forventningsfuldt i hendes bryst. Snart ville hun være der igen, snart ville hun have mulighed for at udforske, at opleve

 

Det varede ikke længe, før de var så langt inde ved kysten, som de kunne komme, uden at gå på grund. Da de atter havde kastet anker, så Wendy til sin fryd, at en robåd var ved at blive sat i vandet. Mændene firede den ned langs skibssiden, langsomt men sikkert. Den ramte havoverfladen med en skvulpende lyd og lå derefter og vuggede fredeligt mellem bølgerne. Hun gik hen til rebstigen, der førte ned til båden, og mandskabet trådte øjeblikkeligt til side for at gøre plads for hende. Et forundret, men taknemmeligt "tak skal I have," forlod hendes læber.

 

Én af mændene sendte hende et bredt smil og afslørede derved en række rådne tænder. "Det var så lidt, frøken Wendy."

 

Wendy gengældte smilet, hvorefter hun igen vendte blikket mod robåden. Af en samling pirater at være havde besætningen forbløffende gode manérer.

 

Hun mærkede et let puf i ryggen.

 

"Damerne først."

 

Den hånende stemme skurede i hendes ører. Hun måtte ikke glemme, at der var én af piraterne, hvis høflige opførsel ikke var andet end maskespil. Hun så ikke tilbage på Klo, men ignorerede ham og bøjede sig ned mod rebstigen. Forsigtigt satte hun foden på det første trin og begyndte at kravle nedad. Klo fulgte efter hende og ligeledes gjorde hans styrmand og to af de øvrige besætningsmedlemmer.

 

Hun nåede enden af stigen og trådte ned i båden, der gyngede usikkert under hendes fødder. Et kort øjeblik troede hun, at hun ville få overbalance, men en hånd lagde sig på hendes skulder og holdt hende fast. Det tog hende mindre end et sekund at opfatte, at det var kaptajnens hånd. Hun ville have gjort sig fri, men før hun kunne nå at reagere, havde han sluppet hende igen, og det eneste, der var tilbage, var et glødende aftryk mod hendes skulder.  

 

De tog plads i båden; Klo stillede sig i forstavnen, og hans mænd placerede sig i midterdelen, hvor årerne lå. Wendy satte sig bagerst og gned sin skulder, mens hendes blik hvilede på stranden. Tovene, der fastgjorde båden til Jolly Roger, blev løsnet og gled plaskende ned i vandet, så båden flød frit på havet. Piraterne sænkede årerne ned i vandet og begyndte at ro, og det lille fartøj bevægede sig fremad med et ryk. Det varede ikke længe, inden de befandt sig flere meter fra det store skib.

 

Solens stråler myldrede rundt på havoverfladen, mens båden gled gennem det klare vand. Sørøverne roede i en regelmæssig rytme, og deres kraftige åretag fik kaskader af dråber til at sprøjte gennem luften. Årene skar gennem vandet som skarpslebne knivsblade, hvislende og præcise. Mændene pustede af anstrengelse, og lyden blandede sig med bølgernes lavmælte plasken mod bådens sider.

 

Varmen var endnu mere gennemtrængende herude, hvor der ikke var noget sted at søge skygge, og Wendy vred sig en smule. På solrige dage hjemme i England sad hun altid ude i haven, omhyggeligt dækket af en parasol; men nu, hvor der ikke var noget værn mod solen, mærkede hun sin blege hud blusse kraftigt. Hun sagde dog ikke noget, men bed blot den sviende smerte i sig. Hun ville ikke have, piraterne skulle tro, at hun var sart. Desuden var der kun én måde at vende sig til den skarpe sol på, og det var ved at opholde sig i den, ligesom hun gjorde nu. Så hun blev roligt siddende uden at give et kny fra sig.

 

Efterhånden som de nærmede sig land, begyndte bølgerne omkring dem at krølle sammen til hvidt skum, og lugten af salt og tang blev stærkere. Piraterne lagde flere kræfter i og bragte båden ind på lavt vand. Da fartøjet endelig stødte mod blød sandbund, slyngede Wendy sig straks ud over bådens kant og begyndte at vade ind mod stranden. Vandet slog mod hendes ben, mens hun bevægede sig, og fik buksestoffet til at klæbe sig tungt til hendes lægge. Hun nød den svalende fornemmelse mod sin brændende hud, mens hun vadede fremad i det lave vand. Omkring hende legede dovne bølger med stumper af drivtømmer. Hun lod blikket løbe over stranden. Muslingeskaller glimtede farverigt i vandkanten, og oppe i det tørre sand lå store, sammenfiltrede dynger af tang. Her og der stak stenstumper op af jorden; spidser som man let kunne skære sig på, hvis man ikke var opmærksom.

 

Hun begyndte at krydse det brede bælte af sand og undveg omhyggeligt de skarpe sten. Sandkornene brændte mod hendes ankler, mens hun gik, og krabber flygtede hastigt ind i deres skjul, når de hørte hende nærme sig. Først da hun nåede det sted, hvor stranden grænsede op til junglen, stoppede hun.

 

Som hun havde forventet, var Klo lige bag hende. Han trådte et par skridt nærmere, så de stod side om side. Wendy sørgede for ikke at se på ham og stirrede i stedet ind i vildnisset. Peter befandt sig et sted derinde, vidste hun. Måske sad han netop nu oppe i én af trætoppene og ventede på hende. Hun spekulerede på, hvordan han ville reagere, når han mødte hende. Ville han være glad? Forundret? Mistænksom? Langsomt begyndte gårsdagens tvivl at melde sig igen. Hendes øjne fæstnede sig usikkert ved den sandede jord

 

"Men hvad er nu det?"

 

Lyden af Klos stemme fik hendes hjerte til at trække sig sammen i en dump smerte. Hun så på ham med et udtryk, hun håbede udstrålede uforståenhed. "Hvad?"

 

Klo lagde hovedet på skrå. Solstrålerne spillede som små lyn i hans sorte krøller. "Jeg troede, du glædede dig til at se Pan?"

 

"Det gør jeg også," fastholdt hun, velvidende at hendes tonefald modsagde hende.

 

"Min kære, du har det samme udtryk i ansigtet, som du havde den aften, din beundrer skulle til at falde på knæ foran dig."

 

Mindet om Edgar fik en rødmen til at stige op i Wendys kinder. "Jeg kan forsikre dig om, at der ikke er noget, jeg ønsker højere end at se Peter igen –"

 

"Og alligevel er der noget, der plager dig."

 

Wendys blik strejfede endnu engang sandet. Hun så, kaptajnens skygge brede sig over strandens hvide tæppe, da han trådte tættere på, og pludselig følte hun sig opgivende. Hvad opnåede hun ved at skjule sandheden for Klo? Hvad mening var der i at prøve at lyve for én, der selv var løgnens mester? Det var kun et spørgsmål om tid, før hans øjne borede sig ind i hendes sjæl og trak svaret ud af hende mod hendes vilje. Hvis hun blotlagde sin frygt nu, ville det trods alt være mindre smertefuldt; mindre ydmygende.

 

Hun pressede tænderne mod sin underlæbe og tøvede i nogle sekunder. Så begyndte hendes mund modstræbende at forme ordene:

 

"Jeg har drømt om at gense Peter i årevis," sagde hun. "Der er ikke gået en dag, uden at jeg har tænkt på ham." Hun knugende hænderne ganske let, mens hun talte. "Men sommetider er jeg bange for, at vores møde ikke vil blive som forventet ..."

 

Hun gik i stå. Hendes blik flakkede usikkert over mod Klo. Et øjeblik var hun bange for, at han ville håne hende, ligesom han havde gjort tidligere, men til hendes overraskelse så han alvorlig ud.

 

"Du er bange for, at han ikke kan huske dig," mumlede han.

 

Hun nikkede. Der var noget befriende ved endelig dele tanken med en anden; ved endelig at prikke hul på den boble af bekymring, der indtil nu havde svulmet i hendes indre.

 

"Din frygt er ikke ubegrundet. Pan glemmer ofte. Sommetider glemmer han endda mig."

 

Hun kunne knap nok tro hans ord. "Men hvordan kan han glemme dig? Du er hans største fjende."

 

Klos ansigt så pludselig hærget ud. Hans øjne blev dunkle og forekom hende næsten grålige i det skarpe lys.

 

"Du glemte mig."

 

Han sagde det ikke anklagende; nærmere sørgmodigt. Wendy så ind i det blege ansigt, men måtte slå blikket ned. Hun mærkede noget røre på sig i sit bryst; en tråd dirrede pinefuldt i hendes hjerte.

 

Havde hun glemt ham?

 

Hun prøvede at tænke tilbage. Det var sandt, at hun ikke skænket ham en tanke, efter han var blevet opslugt af krokodillens gab. Og alligevel havde han altid været der, som en mørk silhuet i hendes erindring. Hun havde mærket hans åndedræt i det lette lufttryk, når hun bladrede gennem siderne i sine slidte bøger. Hun havde set det skærende, blå blik i sine drømme, selvom synet svandt bort, når morgenlyset ramte hendes øjenlåg. Altid havde han befundet sig der, i de dybest afkroge af hendes sind. Hun havde aldrig glemt ham; blot prøvet at skubbe ham bort. Det vidste hun nu. Hun havde kæmpet for at holde ham på bunden af sin bevidsthed, indtil den dag, hvor det var umuligt, og han atter stod foran hende.

 

Da hun løftede blikket for at se på Klo, var de plagede furer forsvundet fra hans ansigt.

 

"Pan glemmer mig, fordi det er hans natur," sagde han. "Han har et barns sindelag; hans hoved er fyldt med springende tanker. Jeg går ud fra, du selv bemærkede dette, da du opholdt dig sammen med ham." Hun nikkede svagt, og han fortsatte: "Men frygt ikke. På trods af at han glemmer mig fra tid til anden, kommer han altid i tanke om mig igen. Det samme vil utvivlsomt gælde for hans erindring om dig."

 

Et suk af lettelse undslap hende. Peter havde ikke glemt hende. Ikke for alvor. Hendes blik søgte igen junglen. Nu hvor tvivlen var borte, mærkede hun endnu engang en flimrende lykkefølelse ved tanken om at skulle gense ham. Så faldt hendes opmærksomhed atter på Klo, og fornemmelsen veg for et strejf af mistænksomhed.

 

"Hvordan kan jeg vide, at du og dine mænd ikke vil følge efter mig, ligesom I gjorde sidst?"

 

Kaptajnen smilede.

 

"Jeg kan bevise det for dig. Ser du, mine besætningsmedlemmer og jeg er her blot for at sikre os, at du får en sikker start på din færd. Om ganske få minutter vil vi ro tilbage til Jolly Roger."

 

"I så fald bliver jeg stående her, indtil I atter befinder jer ombord på skibet," sagde hun straks.

 

Hendes læber klemte sig sammen til en stædig streg. Hun ville nødig risikere, at Klo brød sit løfte. Han havde gjort det før, og hun tvivlede ikke på, at han ville gøre det igen, hvis muligheden bød sig.

 

'Mine mænd vil ikke følge efter dig. Det sværger jeg.'

 

Hun huskede, hvordan piraterne var myldret frem fra junglen dengang for mange år siden og havde taget De Glemte Drenge til fange. Erindringen sad stadig som en brod i hendes sind: drengenes fortvivlede ansigter, da de blev slæbt ombord på sørøverskibet; rædslen i deres øjne, da de indså, at de snart skulle gå planken ud ... De havde alle været tæt på at miste livet på grund af hendes uforsigtighed.

 

"Det lader til, at du er knap så naiv, som du var engang."

 

"Jeg er blevet ældre."

 

"En forandring jeg i høj grad bifalder," bemærkede Klo. "Men jeg må indrømme, at din barnlige tillidsfuldhed var ganske ... charmerende."

 

Wendy følte sig utilpas. Hun brød sig ikke om at blive mindet om, hvor let det havde været at snyde hende dengang; hvor nemt det havde været at fange hende, som en flue i et glitrende edderkoppespind.

 

"Sig mig, Wendy ... tror du nogensinde, du vil kunne stole på mig igen?"

 

Den bløde måde, hvorpå han sagde hendes navn, fik hende til at gyse. Hun mærkede atter spindets klistrede strenge mod sin hud (i sit hjerte ). Men denne gang vidste hun, hvem han var. Hun kendte ham og hans løgne, og hun nægtede at lade sig besnære af dem.

 

"Måske," svarede hun stift. "Hvis du giver mig en grund til det."

 

"Men du stoler på Pan?"

 

"Selvfølgelig."

 

Et ironisk smil fordrejede Klos læber.

 

"Åh, det er skam ikke en selvfølge."

 

Stilheden indfandt sig mellem dem. Wendy pillede ved læderdunken, der hang ved hendes hofte, mens hun prøvede at vifte en brat fornemmelse af ængstelse bort. Hun så ind i junglen med dens skygger og snoede grene, og pludselig virkede vildnisset mørkt og fremmed. Nej. Hendes ryg rankede sig i en bue af beslutsomhed. Klo skulle ikke få lov til at forvirre hende med sine kommentarer. Ikke denne gang.

 

"Jeg må af sted," sagde hun.

 

"Naturligvis."

 

Han vendte sig om og gjorde tegn til sin besætning. Piraterne begyndte at skubbe båden ud i vandet igen, indtil den lå og rokkede på de lave bølger. Smisk, der tidligere havde stået og trippet i vandkanten, kravlede ombord i det lille fartøj. Han vinkede muntert til Wendy, som besvarede hans afskedshilsen med et lettere reserveret smil. Hun så tilbage på Klo. Til sin overraskelse opdagede hun, at han havde trukket kården ud af sit bælte. Han drejede den i sin hånd, så den smalle klinge glimtede i solen. Der gik et stykke tid, før hun indså, at han holdt våbnet frem mod hende.

 

"Du får brug for noget at forsvare dig med," sagde han og lod fingerspidsen løbe langs kanten af det skarpe blad. "Det er ikke ligefrem ufarligt at begive sig gennem junglen. Især ikke, når man skal mødes med Pan."

 

Hun tog imod kården med en forbløffet mine. Pludselig virkede kniven, der sad skjult i hendes bælte, overflødig.

 

"Jeg går ud fra, du ved, hvordan man benytter sig af et våben som dette?"

 

Hun nikkede. "Peter lærte mig det."

 

"Det anede mig."

 

Hun vejede våbenet i sin håndflade. På trods af dets lethed fornemmede hun tydeligt, hvor dødbringende det var. Hun så hen på Klo, stadig forundret over at han ville give hende en fordel som denne.

 

"Tak."

 

Hendes stemme lød mere oprigtig end tilsigtet. Hvis Klo bemærkede det, undlod han at kommentere på det. Han bøjede blot hovedet til afsked og gjorde omkring. Det gik op for hende, at dette måske var sidste gang, de så hinanden under fredelige omstændigheder. Næste gang de mødtes, ville det sandsynligvis være i kamp. Hun huskede den samtale, de havde haft på dækket, og en underlig følelse af tomhed bredte sig i hende. Hun trådte et skridt fremad –

 

"Kaptajn."

 

Klo så tilbage på hende.

 

"Jeg ... jeg ønsker ikke, at vi skal være fjender." 

 

"Jaså?" Der var noget alt for indforstået i den fornøjede kurve, der prydede hans læber. Hun slog blikket ned. Han lo dæmpet af hendes reaktion, og hun hørte hans fodtrin hviske mod det bløde sand. Da hun atter så op, stod han farefuldt tæt på hende. "Hvad ønsker du så, at vi skal være?"

 

En forvirrende varme skyllede gennem hende. Hun mødte hans blik uden at vide, hvordan hun skulle besvare spørgsmålet. Alligevel var det, som om Klo kunne læse noget i hendes ansigt, hun ikke selv forstod, for udtrykket i hans øjne ændrede sig kortvarigt, og hun så en flig af noget skarpt og genkendende i de blå iriser. Han smilede mørkt.

 

"Du kan ikke svare mig på det endnu, kan du?" mumlede han. Buen på hans klo pressede mod hendes hage og løftede hendes ansigt opad med en nænsom bevægelse. "Måske vil mødet med Pan gøre dig klogere. Ja. Jeg tror, det vil blive yderst lærerigt for dig ... du må se at komme af sted."

 

Kloen efterlod et isnende spor mod hendes kæbelinje, hvorefter den forsvandt. Kaptajnen vendte sig bort og begav sig tilbage til sin besætning. Snart nåede han ud i det lave vand, og med en nærmest katteagtig elegance slyngede han sig op i båden.

 

"På gensyn, min skønne!" Han lettede teatralsk på sin hat, så dens skygge flagrede hen over vandoverfladen. "Send Pan en hilsen fra besætningen på Jolly Roger."

 

Han gjorde en let håndbevægelse, og piraterne, der sad klar ved årerne, begyndte at ro. Båden gled stille gennem vandet, og Wendy blev stående og så efter den. Det forekom hende, at det lille fartøj bevægede sig langsommere nu, end det havde gjort tidligere. Da båden langt om længe nåede hen til Jolly Roger, blev rebstigen rullet ud, og mændene kravlede ombord. Først da hun var sikker på, at alle pirater befandt sig på dækket, og båden var ved at blive hævet fra havoverfladen, vendte hun sig om og begav sig ind i junglen.

______________________________

 

Da Wendy var kommet et godt stykke ind i junglen, var det, som om de yderste træer lukkede sig bag hende. Grenene syntes at flette sig sammen til en mur, så det var umuligt for hende at vende tilbage til stranden. Hun kastede et ængsteligt blik tilbage over skulderen. Som barn havde hun været sikker på, at junglen var levende. Dengang havde det været en betryggende følelse; som om junglen var på hendes side og ville gøre alt for at beskytte hende. Men lige nu havde hun det, som om den kunne forråde hende hvert øjeblik, det skulle være. Hun måtte være på vagt, vidste hun. Instinktivt gled hendes hånd ned på kården i hendes bælte. Hun var glad for at have den med sig.

 

At bane sig vej gennem vildnisset var mere besværligt, end hun havde troet. Den vildtvoksende natur indeholdt mange forhindringer. Flere gange snublede hun over trærødder og rev sig på tjørnebuske. Hun prøvede at finde en sti, hun kunne holde sig til, men i hendes øjne var skovbunden ikke andet end et broget tæppe af græs og tykt mos. Stierne gennem junglen var kun synlige for det trænede øje. Engang havde hun kendt junglen og dens netværk af stier ud og ind. Men selvom landskabet stadig virkede bekendt, var det alligevel forandret, og hun kunne ikke længere stole på sine gamle erfaringer. Hun måtte prøve sig frem, uden at være sikker på noget som helst.

 

Hun bevægede sig dybere ind i junglen. På trods af det ufremkommelige terræn satte hun pris på omgivelsernes skønhed. Et farverigt væld blomster voksede mellem træerne. Hun genkendte både roser og orkidéer, men hun stødte også på blomster, hun aldrig havde set før. Nogle af dem havde kronblade, der skinnede som diamanter. Andre bar torne og så næsten giftige ud. Træerne omkring hende var slanke og yndefulde. Deres trækroner bredte sig over hende, så de grønne blade flimrede i solskinnet.

 

En bæk snoede sig ud og ind mellem træerne, og Wendy besluttede sig for at følge den i et stykke tid. Hun vandrede langs vandløbet. Den eneste lyd, der hørtes i junglen, var vandet, der klukkede mod de små sten. En enkelt gang skræppede en fugl lavmælt et sted i baggrunden.

 

Terrænet begyndte at skråne, og hun gik opad i nogle minutter. Hun nåede ind i et område, hvor træerne ikke længere voksede så tæt. Klipper sprang frem hist og her, og hun kravlede klodset over dem. Stenmasserne blev større, jo længere hun kom, og det gik op for hende, at hun var på vej hen mod et bjerg. Og ganske rigtigt. Efter nogle minutter mundede bækken ud i en sø ved kanten af en stejl klippeside. Et lille vandfald sprang ud oppe i toppen af klippen og forsynede søen med klart vand i en jævn strøm.

 

Wendy stoppede op og satte sig på en flad, mosbegroet sten. Der var gået mindst en time, siden hun havde forladt stranden, og vejret var blevet varmere. Hun havde næsten drukket alt vandet i sin læderdunk for at holde heden på afstand, og hun bøjede sig ned for at fylde dunken op med vand fra søen. Hendes blik blev fanget af spejlbilledet, der mødte hende. Hun blev opmærksom på en løs hårlok ved sin tinding og skubbede den omhyggeligt om bag øret. Med det samme blev hun klar over bevægelsens forfængelighed og sænkede hånden.

 

Hun havde aldrig været forfængelig som barn ...

 

Men hun var ikke længere et barn. Tiden havde sat sit præg på hende. Ansigtet, der stirrede tilbage på hende, var en kvindes. Hun så det i de modnede træk; den fyldige mund, de markerede kindben, den alvorlige pande. Alligevel så hun en rest af sin barndom i øjnene. De skinnede på en måde, de ikke havde gjort i årevis –

 

Hun lænede sig tilbage og hvilede ryggen mod klippesiden, mens hun foldede sine bukser op til knæene. De var stadig en smule fugtige efter vadeturen gennem det lave vand ved stranden. Hun håbede, hun snart ville finde Peter. Det undrede hende, at hun ikke havde set noget til ham endnu. Han vidste, hun befandt sig i junglen, og han plejede aldrig at holde sig tilbage, når der skete noget nyt. Dertil var hans nysgerrighed for stor. Desuden var hun let at finde, sådan som hun trampede af sted gennem skoven. Hun havde aldrig lært at snige sig lydløst af sted ligesom indianerne.

 

Hun tyggede på nogle bær, som hun havde samlet i løbet af sin færd gennem junglen, mens hun spekulerede på, hvor hun var. Hun havde på fornemmelsen, at hun var gået mod vest, men hun vidste, at retninger let kunne snyde på Ønskeøen. Man kunne gå mod nord blot for at opdage, at man var gået mod syd. Det havde hun ofte bemærket, sidst hun var på øen. I starten havde hun fået Peter til at vise hende vej, så hun ikke farede vild, når hun skulle fra ét sted til et andet, men lidt efter lidt havde hun lært at aflæse det omskiftelige terræn og navigere efter det.

 

Det lod til, at hun blev nødt til at lære det hele forfra nu.

 

Efter at have hvilet lidt mere rejste hun sig og fastgjorde læderdunken til sit bælte. Hun besluttede sig for at gå til højre rundt om bjerget. Hun fortsatte langs klippeskråningen et stykke tid, hvorefter hun igen begav sig ind mellem træerne.

 

Solen skred frem over himlen, mens hun kæmpede sig gennem de tætte buskadser, og landskabet ændrede sig gradvist. Denne del af junglen forekom hende mere dyster, og hun kunne ikke mindes, at hun havde været her før. Lyset havde sværere ved at trænge gennem træernes kroner. Sorte tuer lå hist og her mellem væltede stammer, og siv stak op fra underskoven. Wendy vandrede af sted, og hun havde pludselig en sær fornemmelse af, at hun blev forfulgt. Hun spændte instinktivt i kroppen og så sig omkring, men hun kunne ikke få øje på noget inde blandt træernes skygger. Hun mærkede, hvordan jorden begyndte at blive blød under hendes fødder, mens hun gik. Forfærdet indså hun, at hun var på vej ud i en sump, og hun skiftede hurtigt kurs for at undgå det farefulde område.

 

Det urolige mørke forsvandt, og terrænet blev atter lysere. Til gengæld blev det også lige så ufremkommeligt, som det tidligere havde været. Wendy følte, at hun kom dybere ind i junglen uanset hvilken vej, hun gik. Da hun prøvede at bane sig vej gennem en klynge bregner, væltede hun og stødte knæet mod en knortet rod. Hun kom fumlende på benene og ønskede, at hun endnu engang kunne være en lille tolvårig pige, der let og adræt sprang gennem junglen.

 

Hun skubbede nogle brede blade til side og fortsatte fremad, indtil hun stødte på et sammenfiltret bundt af lianer. Uden at tænke over det trak hun kården ud af bæltet og lod den svirpe gennem luften. Klingen skar med lethed gennem lianerne, der landede på jorden med en dump lyd. Hun fortsatte med at hugge sig vej gennem junglen, indtil hendes arm begyndte at værke af udmattelse. Så satte hun kården tilbage i bæltet og lod sine ømme muskler få en pause.

 

Hun var taknemmelig for, at det eneste, hun havde måttet kæmpe mod indtil videre, var lianer. Det var en blid start. Hun tvivlede på, at hun ville være i stand til at bruge våbnet effektivt i en virkelig duel. Hendes evner i sværdkamp var ikke, hvad de havde været, eftersom hun ikke havde haft mulighed for at vedligeholde dem, mens hun befandt sig i London. De mange udfald, finter og undvigemanøvrer, Peter havde indviet hende i for så længe siden, forekom hende fjerne og tågede.

 

Peter.

 

Hvor blev han af? Hvor var den vidunderlige dreng, der pilede ind og ud mellem junglens trækroner, mens han hujede af begejstring? Hun savnede de glitrende grønne øjne og smilet, der vidnede om ubehersket eventyrlyst.

 

Med et suk fortsatte hun sin vandring gennem vildnisset.

 

____________________________________

 

Tiden gik, og lyset ændrede sig. Eftermiddagssolen svøbte omgivelserne i et lunt skær. Der var noget nærmest søvndyssende ved dens stråler, og Wendy mærkede trætheden sænke sig over sin krop. For første gang siden hun havde begivet sig ind i junglen, følte hun sig opgivende. Hvad hvis Peter ikke dukkede op? Hun havde ikke lyst til at opholde sig i junglen, når mørket faldt på. Hun havde i det hele taget ikke lyst til, at hendes søgen skulle være forgæves. Men lige nu kunne hun ikke gøre andet end at vandre rundt på må og få og vente på, at han viste sig for hende. Hun havde ingen anelse om, hvor hans skjulested befandt sig henne. Efter Klo havde opdaget hulen under træet, gik hun ud fra, at De Glemte Drenge og deres leder havde fundet et andet sted at bo. Men hvor det var, havde hun ingen anelse om.

 

Hun overvejede, om hun skulle opsøge indianerne, hvis Peter ikke fandt hende inden mørkets frembrud. De havde været venlige mod hende, sidst hun havde været på øen. Hun kunne dog ikke vide, om de var i stand til at genkende hende, nu hvor hun var blevet ældre. I værste tilfælde ville de betragte hende som en fjende, når hun ikke var i selskab med Peter. Men det var en risiko, hun blev nødt til at løbe, hvis Peter havde tænkt sig at blive væk. Hun vidste, hvor indianerlejrene lå. Hun havde set deres placering på kortet, der lå i hendes kahyt.

 

Der var blot ét problem.

 

Hun stoppede op, da erkendelsen ramte hende. Omkring sig så hun intet andet end tæt, skyggefyldt jungle. Hun mærkede kold forfærdelse krybe gennem sin mave.

 

Hun var faret vild.

 

___________________________

 

 

Da den værste panik havde lagt sig, forsøgte Wendy at tænke. Hun kastede et blik bagud. Det var umuligt for hende at gå tilbage af samme vej, som hun var kommet af, eftersom hun havde skiftet retning flere gange, end hun havde tal på, så hun måtte prøve at finde en anden løsning.

 

Hun så op. Måske ville højderne kunne give hende et overblik.

 

Hun gik hen til det nærmeste træ og skulle til at kravle op i det, men da hun greb om grenene og lagde hovedet tilbage, forekom trækronen hende så uendeligt fjern, at hun opgav med det samme. Hellere holde begge fødder solidt plantet på jorden end risikere at miste livet i et vovet klatreforsøg. Med et suk slap hun grenene og trådte baglæns.

 

Hun begyndte at gå i en tilfældig retning, indtil hun fik øje på en lysning. Det var en hyggelig, lille plet, omkranset af piletræer. Stedet lyste op i junglen som en fredfyldt oase. Hun trådte ind i lysningen og mærkede blide solstråler glide over sit ansigt.

 

I sit stille sind bebrejdede hun sig selv for ikke at have været mere forudseende. Hun burde have vidst, at der var fare for at forvilde sig i junglen. Men i sin naivitet havde hun troet, at hun sagtens kunne finde vej; at det ville blive en smal sag at finde Peter. Hvor havde hun været tåbelig. Og nu var hun fanget her i junglen; indespærret i et grønt, labyrintisk vildnis. Håbløsheden gjorde hendes lemmer tunge som bly, og hun sank sammen med ryggen mod en træstamme og lod sig kurre ned på jorden med en slap bevægelse.

 

Måske havde det været forkert af hende at tage herud, tænkte hun, mens hun betragtede et insekt, der svirrede rundt i luften. Måske kunne Peter godt huske hende. Måske var grunden til, at han ikke dukkede op, at han ikke havde lyst til at møde hende, nu hvor hun havde forandret sig.

 

Hun nægtede at dvæle ved så knusende en tanke og overgav sig i stedet til fornemmelsen af træthed og summende varme. Hun lagde hovedet tilbage mod den kølige bark og lod en hånd løbe gennem græsset. Piletræets grene hvislede i vinden, og lyden gjorde hende underligt døsig. Hun blinkede et par gange, og hendes fingre strøg ganske let mod hendes mundvig på det sted, hvor hendes kys engang havde siddet. Solen svøbte sig om hende som et blødt tæppe.

 

Peter ...

 

Hendes øjne gled i.

 

_________________________

 

 

En puslende lyd nåede hendes ører.

 

Hun vågnede med et sæt. Søvnen havde ikke mere end strejfet hende. Hurtigt skubbede hun sig op fra jorden og støttede sig til piletræet, indtil resterne af sløvhed havde forladt hendes sanser. Hun trådte ud midt i lysningen, mens hun så sig omkring, men hun kunne ikke få øje på nogen. En forventningsfuld dunken bredte sig i hendes bryst. Det kunne have været vinden, der havde frembragt lyden, påmindede hun sig selv. Det kunne sågar have været et vildt dyr. Hendes hånd gled ned mod hendes bælte, men hendes fingre strammede sig ikke om sværdskæftet. Det var ikke et vildt dyr, det var hun sikker på.

 

Hun vidste, at det var ham. Hun havde fornemmet det i det øjeblik, hun havde slået øjnene op.

 

Hendes blik søgte opad, op mod trækronerne, og dér, inde bag de vuggende grene, syntes hun, hun kunne se noget røre på sig. Hun trådte et skridt nærmere.

 

"Stands lige der, pirat."

 

Hendes hjerte var nær bristet af glæde. Stemmen var så velkendt, så fyldt med barnlig overlegenhed. Hun stoppede op og forholdt sig afventende. Inde bag sløret af grene kunne hun nu ane en skygge, der kom tættere på.  

 

"Havfruerne fortalte, at der var en ny pirat ombord på Jolly Roger. Men jeg troede ikke, han ville være så dum at gå ind i junglen for at opsøge mig. Ha!"

 

Grenene fløj til side med et sus, og frem stak det kække drengeansigt, som hun havde savnet så længe. De grønne øjne glitrede velfornøjet under det viltre, lyse hår. Peter Pan, hendes fantastiske barndomshelt, fløj en anelse tættere på, mens han iagttog hende. Intet ved ham var forandret. Han var præcis, som hun huskede ham. Beskidt og barfodet svævede han i luften foran hende, iført sin sædvanlige dragt af blade og lianer. Hun kunne ikke længere holde sig selv tilbage, men udstødte et lykkeligt gisp.

 

"Peter!"

 

Drengen rynkede panden. "Hvem er du?"

 

Hun lod ikke ordene tage modet fra sig, men huskede på, hvad Klo havde sagt. Hun trådte nærmere og smilede til ham.

 

"Kan du ikke kende mig?"

 

Han så på hende med væmmelse. "Jeg kender ikke nogen pirater."

 

Hun så ned af sig selv. Selvfølgelig kunne han ikke genkende hende, når hun var iført en sådan mundering. Hurtigt rev hun bandanaen af, så hendes hår væltede ned over skuldrene. De løsnede lokker havde en brat virkning på Peter. Hans øjne blev store.

 

"Du er en pige?"

 

"Ja," sagde hun leende og foldede det røde stykke stof sammen. "Det er jeg."

 

Peter svævede ned på en gren og satte sig i skrædderstilling.

 

"Hm!" udbrød han utilfreds. "Det sagde havfruerne ikke noget om." Han lagde armene over kors i en overdreven protest. "Jeg kan ikke lide piger."

 

"Er du sikker? Du fortalte mig engang, at en pige er mere værd end tyve drenge."

 

Peter blinkede. Han lænede sig fremad og studerede hendes ansigt grundigere. "Hvem er du?" spurgte han igen. Hans stemme var lavere denne gang, nærmest en hvisken.

 

"Kan du virkelig ikke huske mig?" spurgte hun. En tåre gled ud af hendes øjenkrog og løb varmt ned af hendes kind. "Det er mig. Wendy."

 

Hun nejede, ligesom hun havde gjort dengang på børneværelset, da hun første gang havde præsenteret sig selv. Wendy Moira Angela Darling. Da hun rettede sig op, lyste genkendelsen i Peters ansigt. Hun vidste, at alt sammen vendte tilbage til ham nu.

 

Minderne hvirvlede forbi inde bag hans øjne; eventyrerne, fingerbøllet, kysset

 

"Wendy," gentog han. Han lod blikket løbe over hende. "Hvad er der sket med dig?"

 

"Hvad mener du?"

 

"Du er ... anderledes." Han granskede hende undrende, som om han ikke var i stand til at afgøre, hvori forandringen bestod. "Hvorfor er du klædt ud som en pirat?"

 

Hendes hjerte vibrerede pinefuldt. Hun kunne ikke fortælle ham om sit ophold på Jolly Roger. Det ville komplicere alting (det havde det allerede gjort ). Hun søgte desperat efter en forklaring, der ville tilfredsstille hans nysgerrighed.

 

"Jeg kunne ikke tage til Ønskeøen i min fine kjole," begyndte hun. "Min tante ville blive ude af sig selv, hvis jeg kom til at ødelægge den, forstår du. Så jeg trak i det her i stedet."

 

Peter rynkede brynene i nogle sekunder, men lod så til at acceptere svaret. Han sprang ned fra grenen og landede i lysningen foran hende. En sky af blomsterstøv steg op i luften, da han ramte jorden.

 

"Det er lige meget, Wendy!" Han greb hendes hænder. "Du behøver ikke at gå rundt i sådan noget grimt tøj. Jeg tror, vi har en kjole et sted, som du kan bruge."

 

Hun trådte et skridt tilbage, så hendes hænder gled ud af hans.

 

"Jeg er bange for, at jeg ikke vil kunne passe den mere," sagde hun stille.

 

Peter lagde hovedet på skrå. "Hvorfor ikke?"

 

"Jeg ... jeg er blevet en del større siden sidst."

 

Den lyshårede dreng så på hende. Først nu lod han for alvor til at blive opmærksom på hendes ændrede udseende. Et skræmt udtryk bredte sig i hans ansigt, og han sprang baglæns. Sekundet efter sad han endnu engang oppe på grenen nogle meter over hende. Han kiggede på hende med et såret blik.

 

"Du er blevet voksen," hviskede han.

 

Hun så ned over sig selv uden at vide, hvad hun skulle sige. Hendes øjne gled over formerne, der måtte være så fremmede for ham, og hun vidste, at hun havde forrådt ham på den værst tænkelige måde. Hun så op og nåede akkurat at dukke sig, da en afbrækket kvist kom susende mod hendes hoved.

 

"Hvordan kunne du gøre det!"

 

"Jeg kunne ikke gøre for det, Peter," sagde hun. "Det skete bare."

 

Peter så på hende. Hans underlæbe bævede. Snøftede trak han benene ind til kroppen og begravede ansigtet mod knæene. Lyden af hans gråd fik det til at stikke i hendes bryst.

 

"Åh, nej," udbrød hun fortvivlet. "Peter, du må ikke græde."

 

"Jeg græder ikke!" råbte Peter stædigt.

 

Han tørrede hastigt tårerne væk fra sine kinder, hvorefter han endnu engang krummede sig sammen. Hans hulk gav genlyd i junglen omkring dem. Hun lod ham sidde sådan i et stykke tid, indtil det værste af gråden var stilnet af. Så trådte hun langsomt tættere på.

 

"Hvordan har De Glemte Drenge det?" spurgte hun forsigtigt.

 

"De har det fint."

 

"Husker de at tage deres medicin?"

 

"Ja."

 

"Har I ... har I været ude på nye eventyr siden sidst?"

 

Peters hoved hævede sig med et ryk. Tårerne i hans øjne forsvandt, som om de aldrig havde været der. "Masser!" Han rejste sig og begyndte at opføre et dramatisk skuespil for hende. "Vi var nede ved dødemandsklippen og kæmpe mod piraterne!" Han gjorde et hug igennem luften mod en usynlig fjende. "Og vi fandt en hemmelig grotte fyldt med skatte!"

 

Hun så på ham med falsk alvorlighed. "Nu sørgede I vel for at passe på?"

 

"Næh."

 

Hun kunne ikke lade være med at smile af hans ubekymrede sindelag.

 

"Hvad lavede I mere?" spurgte hun. Hendes øjne hvilede forventningsfuldt på ham. Hun længtes efter at høre om deres oplevelser; at le og gyse af deres farefulde bedrifter. Peter gned sin hage og balancerede frem og tilbage på grenen i et stykke tid.

 

"Det kan jeg ikke huske. Jeg tror ikke, vi har lavet andet, siden du tog af sted." Han sprang op og slyngede sig akrobatisk i piletræets hængende grene. "Jo!" udbrød han så. "Vi har bygget en ny hule! Jeg tror, du vil kunne lide den. Vil du ikke med hen og se den?" Hans ansigt lyste op. "Du kan komme tilbage og bo sammen med os. Du kan være vores mor igen!"

 

Forslaget fik Wendy til at slå blikket ned.

 

Nej, hun kunne ikke. Ikke nu hvor hun endelig havde smagt frihedens sødme. Hun kunne ikke længere affinde sig med et liv, hvor hverdagen bestod af at lave mad, stoppe strømper og fortælle godnathistorier. Det var det, hun havde forsøgt at flygte fra, da hun havde forladt London. At blive mor for De Glemte Drenge ville være som at springe fra ét fængsel til et andet.

 

Det ville være ... tragisk.

 

Hun så på drengen, der svingede sig i trætoppen. "Jeg kan desværre ikke være jeres mor denne her gang, Peter," sagde hun. "Men jeg vil vældig gerne med ud på eventyr."

 

Peter slap grenene og landede nede i lysningen med et lavt 'bump'. Han tumlede rundt i græsset, sammenkrummet af latter. "Piger går ikke på eventyr," grinede han.

 

Bemærkningen sårede hende mere, end hun ville indrømme.

 

"Nogle gør."

 

Peter satte sig op. Han pillede et græsstrå ud af håret. "Kun pirater."

 

Pirater. Wendys hånd gled ubevidst ned mod sværdskæftet. Peter opfangede bevægelsen med det samme. Han blinkede nysgerrigt.

 

"Hvad er det, du har der?"

 

Hun trådte et skridt baglæns. "Ikke noget."

 

De grønne øjne blev smalle. "Det er Klos våben."

 

Hun så ned på kården, der hang og glimtede i hendes bælte. Kaptajnens initialer var indgraveret i det forgyldte skæfte. Hun lukkede hånden om våbnet, så bogstaverne forsvandt. Peter iagttog hende med et mistænksomt udtryk i ansigtet.

 

"Du har været i kontakt med Klo." Sætningen faldt anklagende fra hans læber.

 

"Ja, men -"

 

De bekræftende ord fik drengen til at springe op. Hans blik flakkede over hende, da erkendelsen ramte ham. "Du ... du har været ombord på hans skib, har du ikke?"

 

"Kun ganske kort." Wendy så ingen grund til at lyve for ham nu. "Jeg var der ikke i mere end et par dage. Det var kun en midlertidig løsning, indtil jeg fik mulighed for at opsøge dig."

 

Skuffelse og vrede vældede op i Peters øjne. "Du var sammen med piraterne!"

 

"Jeg talte knap nok med dem -"

 

"Men du talte med Klo." Peter gik tættere på hende. Hans øjne gled over skjorten med de brune snører og bukserne, hun havde foldet op til knæene. Det ellers så muntre drengeansigt krøllede sig sammen i foragt. "Det, du sagde om tøjet, var løgn. Det er Klo, der har givet dig det."

 

"Kun fordi jeg umuligt kunne vandre ind i junglen iført en kjole." Hun vred sine hænder. "Peter, det er ikke, som du tror. Det eneste, Klo gjorde, var at tage mig med hertil, så jeg kunne mødes med dig -"

 

Men Peter ænsede ikke hendes ord. Han så på hende, og en skygge voksede frem i hans ansigt. Det formørkede udtryk var så fuldkommen fremmed for hende, at hun stivnede. Der var et farligt glimt i hans øjne, og hun mærkede en forvirrende følelse af utryghed hvirvle gennem sin mave. Han trak sin kniv.

 

"Du er blevet én af dem, er du ikke?"

 

Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg er ikke."

 

Han tog fejl. Hun var stadig ligesom ham; det måtte han da kunne se. Ganske vist havde hendes ydre ændret sig, men hun var stadig den samme indeni. Uanset hvor meget årene havde prøvet at tæmme hende, havde hun stadig den samme rastløshed i sit blod –  

 

"Peter, du bliver nødt til at tro mig ... jeg er stadig den samme." Hun trådte hen mod drengen og prøvede at gribe hans hænder, men han sprang bagud, før hun kunne nå at røre ham.

 

"Lad mig være i fred!"

 

Hans ord fik hendes hals til at snøre sig sammen, og hun mærkede tårerne stige op i sine øjne. "Vil du ikke nok høre på mig?"

 

"Nej! Jeg lytter ikke til, hvad voksne siger." Han snurrede rundt og huggede kniven ned i piletræets stamme, så barken splintredes. "Jeg hader voksne!" Han så tilbage på hende med et blik, der lyste af afsky, og Wendy mærkede sit hjerte dele sig i to. "Jeg hader dig."

 

Han satte af og skød op gennem trækronerne, og hun så ulykkeligt efter ham.

 

"Peter, vent!"

 

Men det var for sent. Han var allerede forsvundet mellem de tætte grene.

 

"Peter!"

 

Hendes stemme rungede mellem træerne, indtil det eneste, der var tilbage, var et hviskende ekko. Wendy stirrede tomt frem for sig. Omkring hende svajede piletræerne let i vinden. Bevidstheden om, hvad der netop var sket, sivede langsomt gennem hendes hjerne. Benene knækkede sammen under hende, og hendes knæ hamrede mod jorden. I sit indre mærkede hun en drøm visne og dø.

 

Peter havde afvist hende

 

Måske var det bare noget, han legede. Hendes øjne skød håbefuldt frem og tilbage mellem stammerne. Måske ville han komme tilbage lige om lidt og grine af hende, fortælle hende, hvor fjollet hun var ...

 

Men nej. Wendy var for gammel til at lyve for sig selv. Hun sænkede blikket, så hendes nedslåede øjne hvilede mod græsset. Peter var forsvundet. Han var taget tilbage til sin hemmelige hule, og der var intet, hun kunne gøre for at følge efter ham. Hun havde intet tryllestøv; og selv hvis dette havde været tilfældet, ville hun ikke have været i stand til at mønstre en eneste glad tanke. Alt, hvad hun havde håbet på - alle hendes drømme - var blevet sønderrevet på mindre end et sekund. Hun slog armene omkring overkroppen i et desperat forsøg på at skærme sig selv fra smerten.

 

Det kunne ikke være sandt ... Det måtte ikke være sandt.

 

En kvist knækkede med et smæld.

 

Wendy rettede sig op. En brat fornemmelse af fare skød gennem hende, og hun kom hurtigt på benene. Denne gang var det ikke Peter, der havde frembragt lyden, det var hun sikker på. Det havde ikke været lyden af en barnefod, hun havde hørt i skovbunden, men nærmere lyden af et tungt fodtrin. En støvle, der pressede mod en skrøbelig gren. Hun drejede hovedet.

 

"Nå, min kære."

 

Hun stivnede, da hun så Klo træde frem fra sit skjul bag piletræerne.

 

"Det lader til, at gensynet ikke blev helt, som du havde håbet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...