Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

0Likes
3Kommentarer
1017Visninger
AA

11. Forsømmelser

 

Det var aften. Solen sank bag horisonten, og dens sidste stråler gav de spredte skyer på himlen en orangegylden glød. Wendy havde netop fortalt mandskabet på Jolly Roger en historie. Det havde været en af dem, som hun så ofte havde fortalt De Glemte Drenge, da hun boede hos dem. Hun havde tydeligt kunnet fornemme, at mændene havde været grebet af fortællingen, og da hun havde afrundet den, havde hun høstet et stående bifald. Flere af dem var efterfølgende kommet hen for at trykke hendes hænder og rose hendes evner som fortæller.

 

”Det var pragtfuldt!” udbrød Slightly, da resten af besætningen havde forladt pladsen omkring masten for enten at bevæge sig til køjs eller tilbage på deres poster. ”Jeg tror endda, jeg så Mullins knibe en tåre.”

 

Hun smilede.

 

Nattergalen er også en rørende historie,” sagde hun.

 

”Det er ikke bare historien. Den er den måde, du fortæller den på. Det er, som om man selv er en del af handlingen.”

 

Som så mange gange før fik entusiasmen i Slightlys stemme ham til at minde om den lille dreng, han havde været for otte år siden, og Wendy spekulerede på, om der i virkeligheden var så meget forskel på piraterne og De Glemte Drenge.

 

”Tak,” sagde hun. ”Jeg er meget smigret.”

 

Hun så sig om og konstaterede, at skyggerne på skibet var ved at blive lange.

 

”Mørket er ved at falde på. Vil du følge mig ned?”

 

Slightly bukkede ærbødigt for at tilkendegive, at han stod til tjeneste, og de forlod dækket, mens nattens tæppe langsomt sænkede sig over Ønskeøen.

 

”Hvis du bliver ved med den slags historier, tror jeg, at du kan få selv Turley til at bløde op,” sagde Slightly, mens de vandrede gennem skibets dybere lag. ”Han er en hård negl. Man siger, at hans indre er lige så tørt som Sahara, og det er derfor, han aldrig græder.”

 

”Det er vist lidt af en røverhistorie,” sagde hun.

 

”Nej, det passer. Engang blev Starkey nødt til at rykke en af hans tænder ud, fordi der var gået betændelse i den, og han svor på, at der piblede sand ud af Turleys øjenkrog, da tanden endelig kom fri.”

 

Wendy kunne ikke andet end at le af den absurde fortælling, som tydeligvis var det pure opspind. Slightly lagde nakken tilbage og grinede med. Deres latter gav genlyd i den snævre gang, der ledte til hendes kahyt.

 

”Hvad har vi her?”

 

Wendys latter forstummede, da hun genkendte stemmen, og hun standsede brat. Kaptajnen trådte frem fra en døråbning få meter fremme. Hans sorte krøller smeltede sammen med skyggerne på gangen, og i det sparsomme lys lignede hans ansigt en bleg maske, der svævede i mørket. Hans opdukken fik Slightly til at stivne, og hun trådte instinktivt ind foran den halvvoksne dreng.

                                

”Mr. Wilkins tilbød at følge mig tilbage til min kahyt,” sagde hun.

 

Klos øjne blev smalle.

 

”Gjorde han? Og er han klar over, at han dermed efterlader sin post ubemandet?”

 

Bag sig fornemmede hun Slighty røre uroligt på sig. Klo havde tilladt hende at fortælle historier for mandskabet, hvis mændene vendte tilbage til deres arbejde straks derefter. Det betød, at Slightly havde forbrudt sig mod kaptajnens ordrer.

 

Slightly skulle til at vende om, men Klo trådte forbi Wendy og greb ham i kraven. Han trak drengen tættere på med et ryk, og Wendy undertrykte et lille råb.

 

”Du kommer til at tilbringe hele ugen med at svabre dæk, Wilkins,” snerrede han. De blå øjne lynede. ”Se at komme tilbage til arbejdet. Og lad ikke denne situation gentage sig.”

 

”Javel, Kaptajn.”

 

Ordene forlod Slightly med en kvækkende lyd. Klo slap ham, og han tumlede til jorden og nåede akkurat at afbøde faldet med sin hånd. I løbet af et splitsekund var han kommet på benene og pilede hen ad gangen.

 

”Han ønskede blot at hjælpe,” sagde Wendy, mens hun så sin ven forsvinde i mørket. Pulsen hamrede stadig smertefuldt i hendes hals.

 

”Han hjælper ingen ved at forsømme sine pligter.” Kaptajnen vendte sig mod hende, og hun bekæmpede trangen til at krympe sig, da han målte hende med øjnene. ”Måske var det uklogt af mig at tillade dig så fri omgang med resten af mændene. Din tilstedeværelse skulle nødig distrahere dem.”

 

”Det kommer ikke til at ske igen,” sagde hun blot.

 

”Ikke hvis jeg forbyder dem at omgås dig.”

 

Den antydede sanktion - samt det kølige tonefald, hvori den blev fremsat - fik indignationen til at bølge gennem hende.

 

”Det kan du ikke,” protesterede hun. ”Mændene er i deres gode ret til at tale med mig.”

 

Kaptajnen ikke så meget som blinkede.

 

”Hvis ikke de passer deres post, har jeg ingen problemer med at begrænse deres frihed. Eller din, for den sags skyld.”

 

”Det eneste, Mr. Wilkins gjorde, var at optræde som en gentleman.”

 

”Han optrådte som et fjols.” Klos øjne var splinter af is, da han så på hende. ”Jeg kunne have sagt mig selv, at en ung kvinde som dig ville fordreje hovedet på mine mænd …”

 

”Jeg fordrejer ikke hovedet på nogen,” sagde Wendy, forarget over hentydningen. ”Mr. Wilkins ønskede udelukkende at sørge for, at jeg kom sikkert ned til min kahyt.”

 

”Uanset hvad så nærer han tydeligvis en særlig interesse for dig. Jeg foreslår, at du får vænnet ham af med det. Ellers bliver det måske værst for ham selv.”

 

”Han havde slet ikke behøvet at følge mig herned. Hvis bare du gav mig muligheden for at forsvare mig selv -”

 

”Du har gjort det klart, at du endnu ikke har tilgivet mig og stadig ser mig som en fjende. Så længe det forholder sig således, kan jeg ikke betro dig et våben.”

 

Hun så på ham, men der var intet, hun kunne sige. Han havde ret. Havde hun været i hans sted, ville hun ligeledes have nægtet at skænke sin fjende et våben. Især en person, der havde udvist så åbenlys trods som hun. Der var forskel på at være generøs og på at være tåbelig.

 

Hun lod emnet falde, overbevist om at dette var den mest fornuftige strategi indtil videre. Kaptajnen måtte have misforstået den måde, hvorpå hun vendte blikket mod jorden, for han sagde, med en pludselig alvor i stemmen:

 

”Mine mænd vil ikke så meget som lægge en finger på dig. Det giver jeg dig mit ord på.”

 

Ordene blev udtalt i den samme dybtfølte tone, som han havde benyttet aftenen forleden. Hun så op på ham og konstaterede, at den samme oprigtighed stod afspejlet i hans ansigt. Atter mærkede hun svagheden brede sig i sit blod, og atter nægtede hun at give efter. Hun vidste, hvor lidt hans ord var værd. Uanset hvor naturligt det forekom hende at stole på ham, kunne hun ikke tillade sig selv at gøre det.

 

Klo blinkede. De alvorsfulde træk veg for et udtryk af pludselig forundring.

 

”Men det er måske ikke dem, du frygter …”

 

En skælven løb gennem hende.

 

”Hvis du vil have mig undskyldt, Kaptajn.” Hun talte så fattet, som uroen i hendes indre tillod hende. ”Jeg skal tilbage til min kahyt.”

 

Hun vendte sig bort - forsøgte at bruge ryggen som et skjold, velvidende at hendes hud var alt for tynd, alt for skrøbelig, til at beskytte hende mod de øjne, der hvilede på hende - og gik mod sin kahyt uden at se sig tilbage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...