Glemte længsler

For otte år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. Wendy/Klo fanfic.

--------

Denne fic er baseret på Peter Pan-filmen fra 2003, som jeg anbefaler, at man ser, inden man går i gang med at læse historien. Den eneste afvigelse fra filmen består i, at De Glemte Drenge (i min version af historien) ikke tog med til London, da Wendy og hendes brødre vendte hjem, men valgte at blive på Ønskeøen sammen med Peter.

1Likes
1Kommentarer
414Visninger
AA

2. Aftenselskabet

Wendy Darling vågnede med et sæt. Resterne af en forvirrende drøm blev langsomt opløst mod eftermiddagssolens blege stråler, der faldt ind ad det lukkede vindue i børneværelset. Lyset  kærtegnede beroligende hendes ansigt og drev med sit blide skær de sære drømmesyner på flugt. Snart huskede hun ikke, hvad hun havde oplevet i søvnen. Tilbage var kun en flakkende tanke, som hun ikke kunne indfange; en skygge, der konstant lurede i hendes baghoved.

 

Hun så sig omkring. Bogen, hun havde læst i, inden hun var faldet i søvn, var gledet ud af hendes skød og lå nu på gulvet. Hun strakte sig så meget, som hun kunne, men var ikke i stand til at nå den. Hendes fingerspidser strejfede blot det fine omslag, så hun opgav, lænede sig tilbage i den komfortable lænestol og trak det mørkerøde tæppe tættere op omkring sig. Med et blødt suk lod hun øjnene glide i endnu engang.

 

Hun nød de timer, hvor hun kunne snige sig bort og i smug fordybe sig i sin bogsamling. Intet overgik den glæde, hun følte, når hun bladrede gennem de mange sider. Ordene smilede hende i møde og fyldte hende med en barnlig fryd, hun ellers aldrig oplevede. Hendes tante Millicent kritiserede hendes læselyst – hun mente, at litteratur gav kvinder flyvske idéer, og at Wendy hellere burde være optaget af de almindelige huslige dyder – men for Wendy var bøgerne det en anledning til at leve sig ind i en verden, hvor alting var meget mere simpelt. Et sted, hvor alt var farverigt og spændende, hvor hver dag bød på nye, eksotiske oplevelser, og hvor man var fri.

 

Det var en verden, hun havde haft en tættere forbindelse til, da hun havde været yngre. Hun savnede den tilværelse, hvor alting havde været så enkelt. Men hun var for længst vokset ud af sit sorgløse barnesind, og hendes tanker var for det meste alvorlige og tunge af fornuft, sådan som det passede sig for en pige – kvinde – på hendes alder.

 

Verden omkring hende havde mistet det mystiske skær, den havde haft, da hun var lille. Som barn havde hun været betaget af de voksnes liv. Den dag i dag vidste hun, at det udelukkende havde skyldtes hendes manglende forståelse for, hvad det indeholdt. I takt med at hun var blevet ældre, havde hun lidt efter lidt afdækket de hemmelighedsfulde elementer. Langsomt havde hun trukket det fascinerende slør tilbage, blot for at finde kedsomhed. En glansløs hverdag fyldt med meningsløse begivenheder: huslige pligter, aftenselskaber, hyppige visitter hos veninder, hvor man talte om alt uden rent faktisk at diskutere noget som helst.

 

Ofte mærkede hun et nagende savn efter sin tabte barndom. Hun længtes mod den, sådan som man længes efter at falde tilbage i en drøm i det øjeblik, man vågner, selvom man ved, det er umuligt.

 

Hun huskede de oplevelser, som hun og hendes brødre havde haft på Ønskeøen for så mange år siden. Hvor strålende og virkeligt havde det ikke forekommet dem dengang? Stadig kunne hun genkalde sig den tid, hun havde tilbragt der i selskab med dansende indianer, tryllebindende havfruer og nådesløse pirater. Det havde været så eksotisk og herligt. Tydeligst huskede hun De Glemte Drenge og deres anfører, Peter Pan. Peter. Hvor hun savnede ham; hans leende, grønne øjne, umiddelbare ord, og triumferende hyl, der syntes at give genlyd i hver afkrog af Ønskeøen. Hendes første forelskelse havde været i ham, og den havde været uskyldig og sødmefyldt, præcis sådan, som ens første forelskelse burde være. Dog tvivlede hun på, at Peter nogensinde havde forstået hendes følelser. Han var knap nok i stand til at forstå sine egne.

 

Mindet om den ubekymrede dreng fik hende til at smile vemodigt. I hendes øjne var han en ægte helt – hendes helt – renhjertet og oprigtig. Men Peter Pan passede ikke ind i et voksenunivers. Her fandtes ingen skurk, han kunne kæmpe imod. Tingene var langt mere kompliceret end det. Wendy havde for længst opdaget, at den værste modstander, man kunne finde her, ofte var én selv. Og en sådan modstander lod sig ikke besejre uden videre.

 

Hun sukkede. Sommetider ville hun ønske, at der fandtes skurke i det virkelige liv. Onde individer,  man kunne koncentrere sig om at overvinde …

 

Som den kolde, ubarmhjertige skikkelse, der fulgte hende overalt  –

 

En rest af drømmen fra tidligere. Hun rynkede brynene, ude af stand til at få greb om tanken. Den svandt ud af hendes bevidsthed i løbet af få øjeblikke og summede i hendes baghoved, som noget skjult, og dog velkendt, hun ikke kunne identificere.

 

”Wendy?”

 

Ved lyden af sit navn glemte Wendy alt om det flygtige indtryk.

 

Hun rettede sig op i stolen og lyttede. Knirkende fodtrin nærmede sig ude fra trappen. Hun kom på benene og kastede tæppet af sig, så det landede i en blød bunke på gulvet. Med en hastig bevægelse samlede hun bogen op og anbragte den i den åbne skuffe i sengemøblet, hvor hun havde fundet den. Inden hendes bror dukkede op i døråbningen havde hun fået lukket skuffen, så de mange sider med eventyrlige fortællinger var skjult for hans blik.

 

”Hvad er der, Michael?”

 

Hendes bror trådte ind i børneværelset, og gamle Nana kom luntende bag ham og pustede anstrengt efter at have besteget de mange trappetrin.

 

”Mor siger, du snart skal gøre dig klar. Vi skal af sted om en time.”

 

”Nuvel.” 

 

Michael virkede til at opfatte den tilknappede tone i hendes stemme.

 

”Lad nu være med at være så kedelig. Jeg er sikker på, at det bliver et vældig spændende selskab.”

 

”Selvfølgelig.”

 

Hun sendte ham et udglattende smil og så, hvordan hans mundvige ligeledes krøllede opad. Hun var blevet bedre til at skjule sin manglende begejstring. Bedre til at lyve.

 

”Edgar McDonald kommer for resten med,” sagde Michael, og et skælmsk udtryk bredte sig på hans ansigt.

 

”Hvilken forskel gør det?”

 

”Jeg synes bare, du skulle vide det.”

 

”Det interesserer mig overhovedet ikke,” sagde hun, men den pludselige varme, der prikkede i hendes kinder, afslørede hende.

 

Hun kunne se på Michael, at han prøvede at holde latteren tilbage.

 

”Udmærket,” sagde han muntert. ”Men det tror jeg, han vil blive ked af at høre.”

 

”Hvad får dig til at tro, at jeg bekymrer mig om sådan noget?”

 

Michael smilede bare.

 

”Du er ikke hjerteløs, Wendy.”

 

Før hun kunne nå at sige noget, havde han forladt børneværelset. Nana, der stadig var forpustet, opgav tilsyneladende at følge efter ham og gik i stedet hen og satte sig ved siden af hende. Forsigtigt klappede hun hunden på hovedet, og dyret logrede taknemligt med halen. Hun fortsatte med at klø Nana bag øret, mens hun lod tankerne glide hen på Edgar McDonald.

 

Varmen, der endnu ikke havde forladt hendes kinder, blussede op påny. Edgar var et par år ældre end hende og boede i nabolaget. Han var søn af byens læge og ville formodentligt overtage farens praksis, når han engang blev færdig med sin uddannelse. Hun huskede de mange gange, han havde hilst på hende, når de passerede hinanden på gaden. Hendes tante var blevet henrykt over de små smil, der viste sig på Wendys ansigt i disse situationer. Straks var hun begyndt at tale om ung kærlighed og kommende forlovelser. Ordene havde fået hjertet til at synke i livet på Wendy.

 

Til hendes lettelse var hendes forældre endnu ikke begyndt at snakke om giftemål. Hun havde på fornemmelsen, at hende far, der altid havde været mild og eftergivende, ikke kunne nænne at bringe emnet på banen, når det var så åbenlyst, at det gjorde hende utilpas. Hun vidste ikke, hvad hendes mor tænkte. De gange Tante Millicent havde nævnt Edgar, havde Mary Darling blot kigget på sin datter med et blidt udtryk i sit smukke ansigt. Wendy havde besluttet sig for at tolke det som tålmodighed.

 

Men Wendy var klar over, at selv hendes forældres tålmodighed ikke ville vare evigt. Hun kunne ikke blive ved med at udskyde det vigtige anliggende. Om få måneder ville hun fylde tyve, og det var upassende for en kvinde i den alder ikke at være gift. Edgar var et godt parti, det var hun udmærket klar over, men alligevel var der noget, der holdt hende tilbage, noget uforklarligt –

 

Wendy trådte hen til sengemøblet og lod fingrene løbe over håndtaget på skuffen, hvor hun gemte sine gamle bøger. Hun vidste ikke, hvorfor hun havde skjult dem for Michael. Måske var det, fordi hun vidste, at han ville le af hende, hvis han så dem. Han havde for længst glemt alt om Ønskeøen. Når hun nævnte den eventyrlige verden for ham, rystede han blot på hovedet af hende, som om hun lavede sjov. Hendes anden bror, John, undveg emnet, når hun prøvede at tale med ham om det. De var begge mere optaget af hverdagens rutiner. Kun hun blev ved med at hænge ved de gamle minder.

 

Gamle drømme.

 

Hun huskede noget, hendes mor havde sagt for længe siden. At hendes far havde en skuffe, som han puttede sine drømme ned i. Men det blev sværere og sværere for ham at lukke skuffen, og alligevel gjorde han det. Og det var derfor, han var modig. Først nu forstod hun, hvad hendes mor havde ment med historien.

 

Hun vidste, at hun snart blev nødt til at lukke sin skuffe, men det krævede mere mod, end hun var i besiddelse af lige nu. For Michael og Johns vedkommende var det lettere. De kunne fokusere på at udrette noget. Men så snart hun bevægede sig videre i livet, ville hun være låst fast i en passiv tilværelse. Engang havde hun haft andre fremtidsdrømme, men hendes tante havde hurtigt fået hende på andre tanker. Ægteskabet var det eneste, der passede sig for en kvinde, havde hun sagt. Men ægteskab var ensbetydende med en begivenhedsløs hverdag, som langsomt ville suge fantasien – livet – ud af hende.

 

Nej, hun turde endnu ikke lukke skuffen. Tøvende tog hun fat i håndtaget og åbnede den igen, bare en anelse, så den stod på klem. Så gik hun ind på sit værelse og begyndte at forberede sig til aftenselskabet.

 

_____________________

 

”Henrivende, Wendy, simpelthen henrivende. Vær sød at vende dig om. Ja, sådan. Det er ganske enkelt perfekt.”

 

Tante Millicents prisende vendinger rungede gennem entreen og fik hendes nieces kinder til at brænde. Wendy snurrede rundt, sådan som hun var blevet bedt om, og mærkede det fine stof blafre mod sine ben. Ud af øjenkrogen fik hun et glimt af sig selv i det høje spejl, der hang på væggen. Hun kunne næsten ikke genkende synet.

 

Den fornemme silkekjole, som hendes tante havde købt specielt til lejligheden, fulgte hendes slanke form tæt, og fik hende til at fremstå mere voksen, end hun følte sig. Hun bar et blåt, bredt silkebånd om livet, hvis farve matchede de dråbeformede sten i hendes ører. Hendes hår var sat op i en knold, og de bløde krøller blev holdt på plads af et utal af hårnåle, som prikkede mod hendes hovedbund.

 

Med et tilfreds smil i sit ældede ansigt trådte hendes tante tættere på og klappede hende på kinden. Det mindede Wendy om måden, hvorpå hun selv havde klappet Nanas pelsdækkede hoved tidligere.

 

”Hvis det her ikke er nok til at skaffe dig en ægtemand, så ved jeg ikke, hvad der er.”

 

Wendy prøvede på at gengælde smilet, men den muntre trækning stivende på hendes læber. Hun havde ikke lyst til at tiltrække sig mænds blikke. Ofte mærkede hun, hvordan deres øjne fulgte hende, når hun gik på gaden. Det fik hende til at sætte farten op, ubehageligt til mode over den intense opmærksomhed.

 

Hun længtes efter de øjne, der havde betragtet hende engang. Legende, grønne øjne fyldt med naiv glæde.

 

”Du ser smuk ud, Wendy.”

 

Wendy drejede hovedet. Det var hendes mor, der havde talt.

 

”Tak.”

 

For første gang smilede hun oprigtigt. Der var noget specielt ved at høre de rosende ord fra hendes mors mund; hendes mor, der altid var så blid og yndefuld. Som barn havde Wendy drømt om at opnå bare en flig af den samme elegance, men uanset hvor meget hun prøvede, havde hun aldrig mestret den umiskendelige mildhed, der var til stede i hver eneste af moderens bevægelser. Hun sporede den i Michael, der altid havde den samme harmoniske og lette udstråling, men mærkede den aldrig i sit eget sind. I stedet var der kun en ubeskrivelig rastløshed, en underlig tomhed, en længsel –

 

”Skal vi snart af sted?”

 

Michael dukkede op, iført et velsiddende jakkesæt og polerede sko. Han havde friseret sig, så hans nøddebrune hår var delt i en omhyggeligt sideskilning. Det undrede ikke Wendy, at pigernes blikke var begyndt at hænge ved ham. Der var en naturlig charme i de lyse øjne, der lige nu glitrede oplagt ved tanken om den forestående begivenhed.

 

”Ja, jeg tror det er ved at være tid,” meddelte hendes far, der netop var trådt ud i entreen. Han trak  sit lommeur frem fra en fordybning i sin habit. Guldkæden glimtede i skæret fra lysekronen over dem. ”Du godeste, vi må hellere tage at skynde os.”

 

Hendes mor trådte hen ved siden af ham og lagde en fintformet hånd på hans skulder.

 

”Vi skal nok nå det, min kære.”

 

Hendes forsikrende stemme lod til at berolige ham, og det ængstelige udtryk gled bort fra hans ansigt.

 

”Selvfølgelig, selvfølgelig,” mumlede han frem for sig selv.

 

Wendy smilede, stumt medlidende. Hun elskede sin far, men hans nervøse gemyt havde altid vakt medynk hos hende. Han burde prise sig lykkelig for, at han havde mødt hendes mor, hvilket Wendy også var sikker på, at han gjorde. Mary Darling havde været hans redning. Hendes ophøjede ro og subtile charme, havde reddet hans stilling i banken ved adskillige lejligheder. Hun formåede altid at gøre et godt indtryk på George Darlings kollegaer og glatte eventuelle misforståelser ud.

 

Wendy så sig forvirret omkring.

 

”Skal John ikke med?” spurgte hun.

 

”Han bliver hjemme for at studere,” forklarede hendes far, mens han så sig i spejlet og rettede på sin butterfly.

 

En mørk mine gled over Wendys ansigt. Hun så ikke meget til John for tiden. Han var sjældent hjemme fra universitet, og når han endelig besøgte dem, isolerede han sig som regel på sit gamle værelse for at fordybe sig i sine økonomistudier. Der var ingen tvivl om, at han var en ambitiøs, ung mand, men hans lektielæsning afskar ham for alle former for socialt liv. Han burde lægge de tunge bøger fra sig engang imellem og tilbringe noget mere tid sammen med sin familie. Sammen med hende, tænkte Wendy, sært jaloux på de studier, der opslugte så meget af brorens tid. Hun savnede det bånd, de tidligere havde haft. Michael og hun var stadig tætte, men John opførte sig reserveret, hver gang hun nærmere sig ham.

 

”Jeg ville sådan ønske, at han tog med,” sagde hun, og et strejf af bedrøvelse sneg sig ind i hendes stemme. Over sin fars skulder fangede hun Michaels blik, der tilkendegav, at han havde håbet på det samme.

 

”Din bror ved, at man ikke kommer langt her i livet uden en uddannelse,” sagde hendes tante i det bedrevidende tonefald, hun så ofte brugte. ”Se dog ikke så alvorlig ud, barn,” fortsatte hun, da det formørkede udtryk ikke forsvandt fra Wendys ansigt. ”Du får rynker før tid, når du skuler sådan.”

 

Et næppe hørbart suk undslap Wendys læber. Hun rakte ud efter det tynde sjal, hun havde placeret over en stoleryg, men Michael kom hende i forkøbet. Han trådte hen til stolen og samlede det fintvævede stof op. Med en galant bevægelse svingede han det over hendes arme. Sekundet inden han slap det, hørte hun hans hviskende stemme i sit øre:

 

”Edgar bliver tryllebundet.”

 

En pludselig og atypisk munterhed fik Wendy til at glemme den skarpe reprimande, der dirrede på hendes læber. Af én eller anden grund kunne hun bære over med Michaels kække bemærkninger, bare denne ene aften. Han mente det jo kun godt.

 

”Lad os håbe på det.”

 

_____________________

 

Wendy stod i en lille kreds, udgjort af de unge, velstående piger fra nabolaget. Hendes ryg var ranket i en stram kurve af værdighed, men indadtil klagede hendes krop, irriteret over de mange stivere i det stramtsiddende korset. Catherine havde netop vist gruppen sin vielsesring, hvilket frembragte et hvinende kor af pigestemmer. Wendy stemte ikke i, men fremtvang et lykønskende smil. Hun fulgte ganske vist de uskrevne regler, der gjaldt i sociale situationer som disse, men der var grænser for, hvor tåbeligt hun ville opføre sig. De andre piger opfattede tilsyneladende ikke hendes lettere reserverede attitude, men fortsatte lystigt deres samtaler om bryllupper og børn.

 

Efter nogle minutter mærkede Wendy, at nogen så på hende. Hun drejede langsomt hovedet og lod blikket løbe gennem den store samling af mennesker. Snart fik hun øje på betragteren. Som forventet var det Edgar. Han stod i den anden ende af lokalet og iagttog hende. Da de fik øjenkontakt, hævede han sit krystalglas i en tavs hilsen. Hun smilede og blev belønnet af hans øjne, der glitrede i et underfundige spil af grønne nuancer.

 

Det havde været hans øjne, der havde gjort hende opmærksom på ham, da de var mødtes første gang. Der var en naturlighed over dem, som hun savnede i sin hverdag. Selv nu virkede de til at være det eneste ægte på det her indelukkede sted, hvor luften var tyk af dyre parfumer og overfladiske høflighedsfraser. Wendy følte sig fortabt blandt de falske smil og uinteressante samtaler, og hun mærkede en bølge af lettelse løbe gennem sig, da Edgar begyndte at kæmpe sig vej gennem menneskemængden for at nå hen til det sted, hvor hun stod.

 

Han stoppede op foran hende, underligt tilbageholdende. Wendy havde på fornemmelsen, at det skyldtes de mange piger, hvis blikke hvilede på ham. Al snak var forstummet, og den kollektive opmærksomhed var nu rettet mod den nyankomne. Forventningen dirrede gennem luften.

 

Edgar fumlede nervøst med én af knapperne i sin vest. I nogle korte sekunder forekom det Wendy en smule komisk, men hendes samvittighed tillod hende ikke at more sig i mere end et flygtigt øjeblik, før det begyndende smil gled væk fra hendes ansigt. Du er ikke hjerteløs, havde Michael sagt, og han havde haft ret. Hun var ikke typen, der glædede sig over andres ulykke (og grinede, når de gik deres undergang i møde).

 

En udefinerbar urolighed bredte sig pludselig i kroppen på hende og for at bortdrive den, påbegyndte hun en samtale:

 

”Godaften, Edgar.”

 

”Wendy.” Et forfjamsket nik. I baggrunden hørtes en lavmælt pigefnisen. ”Var det muligt, at vi kunne tale sammen … under fire øjne?”

 

”Selvfølgelig.”

 

Hun tog hans arm, og han førte hende udenfor. Wendy så til sin overraskelse, at terrassen, de trådte ud på, var fuldkommen mennesketom. Det slog hende, at Edgar sikkert havde planlagt dette øjeblik længe. En pludselig følelse af panik fik hendes mave til at vride sig, men hun lod sig ikke mærke med noget. Hendes ansigt vedblev at være en statelig maske.

 

Nænsomt slap hun Edgars arm og begav sig hen til hjørnet af terrassen, hvor de nysgerrige blikke inde fra salen ikke kunne følge hende. Hendes øjne gled over den store have, som efteråret havde sat sit præg på. Visnende blade i gule, brune og orange nuancer tumlede rundt i det tørre græs, ophvirvlet af en let brise. Den kølige luft strøg imod hende og frembragte en bølge af gåsehud på hendes skuldre. Wendy var taknemlig for, at det meste af hendes arme var dækket af lange satinhandsker.

 

”Fryser du?”

 

Hun mærkede en varm berøring stryge mod sin skulder og kunne ikke lade være med at fare sammen. Hun vendte sig om og konstaterede, at hendes reaktion tilsyneladende havde taget modet fra Edgar. Et pinagtigt skær havde bredt sig i hans øjne.

 

”Tilgiv mig, hvis det var for dristigt –”

 

”Nej, slet ikke,” skyndte hun sig at sige. Det havde ikke været hendes mening at sende ham et afvisende signal (eller havde det - ?). ”Jeg blev bare en smule forskrækket. Jeg stod netop og beundrede haven, forstår du.”

 

Ordenes virkning var øjeblikkelig. Edgars øjne tindrede igen muntert. Det rådvilde udtryk i hans ansigt forsvandt, som om det aldrig havde været der.

 

”Jeg kom her meget i min barndom,” fortalte han. ”Min far er en nær ven af bankdirektøren, og jeg plejede at tilbringe en masse tid herude sammen med hans søn. Vi kunne lege i timevis.”

 

Wendy smilede. Hun kunne se det tydeligt for sit indre blik. Barneversionen af Edgar, der stormede rundt i haven med et træsværd i hånden, mens det lyse hår dansede om det runde, ubekymrede ansigt. Det mindede hende om de mange eventyr, hun og hendes brødre havde oplevet på børneværelset. Hendes stemme havde ledt dem på vej; havde forvandlet omgivelserne til et fremmed landskab. Stakken med træklodser var blevet til bjerge, de skulle bestige, mørket under deres senge var en farlig grotte, som de frygtløst udforskede på trods af de ondskabsfulde væsner, den indeholdt –

 

”Det må du undskylde, Wendy. Det var ikke min mening at udsætte dig for sådanne nostalgiske indfald.”

 

Wendy smilede.

 

”Det generer mig skam ikke,” forsikrede hun.

 

Edgar gengældte smilet og trådte tættere på. Hans øjne var rettet mod hende med en pludselig beslutsomhed, der gjorde hende utilpas. Hun nippede til vinen i sit krystalglas i et forsøg på at dæmpe sin nervøsitet. Drengen – den unge mand – foran hende tog en dyb indånding.

 

”Men det kan ikke betale sig at dvæle ved den barnlige fortid for evigt. Vi er nu engang voksne mennesker –”

 

”Sandt nok,” mumlede hun, mere til sig selv end til ham.

 

”– og det, jeg ønsker at tale med dig om, er i høj grad et voksenanliggende.”

 

Anspændtheden bredte sig i Wendys krop. Nu skete det. Det, hun havde udskudt så længe. Hendes fremtid ville blive beseglet i løbet af få øjeblikke. En snurrende fornemmelse bragte hendes indre i oprør. Det var langt fra den kildrende følelse, som hendes veninder havde beskrevet. I stedet mærkede hun kun kold gru, der fik hendes fingre til at stramme sig krampagtigt om stilken på vinglasset. Hendes øjne gled i, som om det kunne beskytte hende mod det uundgåelige. Edgar fortsatte med at tale, tøvende og med stigende nervøsitet. Hun kunne høre, hvordan hans hånd gled ned i hans lomme.

 

”Ser du … jeg har længe tænkt på, om du … om du …”

 

Stemmen døde ud. Hun åbnede forvirret øjnene og konstaterede, at Edgars øjne var rettet mod hendes læber.

 

Wendy var ikke naiv. Hun vidste godt, at en blød pigemund kunne distrahere de fleste unge mænd. Alligevel overraskede det hende, at hendes læber kunne få Edgar til at miste mælet midt i så vigtig en samtale. Hans grønne øjne flakkede usikkert over hendes mund, og hun vidste, hvad han ledte efter. Hendes kys. Men han kunne ikke tage det. Hun havde givet det bort for længe siden, til et par uforstående drengelæber.

 

Edgars hænder lagde sig forsigtigt på hendes skuldre. Han lænede sig tættere på. Det lyse hår faldt ind over hans høje pande og dækkede næsten de grønne øjne, hun holdt så meget af. Wendys hjerte hoppede forventningsfuldt. Der var noget underligt bekendt ved situationen, tænkte hun, mens Edgars ansigt kom svævende mod hende gennem den kølige efterårsluft. Engang havde der været et andet blik – en mands blik – der kortvarigt havde brændt mod hendes mund.

 

Igen mærkede hun noget røre på sig i udkanten af sine gamle, næsten glemte minder –

 

Hendes tanker blev revet bort fra den slørede erindring. Edgar gjorde en hurtig bevægelse med hovedet, tilsyneladende opsat på at lukke afstanden mellem dem med lidenskabelig målbevidsthed. Men i stedet for at mærke hans læber mod sine, fornemmede Wendy blot noget vådt mod sin hånd. Hun så ned. Edgars bevægelse havde fået vinen i hendes glas til at skvulpe op over kanten. Røde dråber løb ned over hendes hånd og sivede ind i det fornemme, hvide silkestof. Hun følte sig pludselig svimmel.

 

”Åh, Wendy - det må du undskylde, det var ikke min mening …”

 

Hun rystede på hovedet, ude af stand til at få blikket fra den vinplettede handske.

 

”Det betyder ikke noget,” sagde hun.

 

Hendes stemme lød fjern og mekanisk i hendes ører. Hun satte det tomme vinglas fra sig på terrassens stengærde.

 

”Edgar, vil du have noget imod at gå indenfor i nogle minutter?” spurgte hun med bortvendt ansigt. ”Jeg har brug for lidt tid for mig selv.”

 

Selv med ryggen til drengen kunne hun fornemme hans ærgrelse.

 

”Jeg er virkelig ked af, hvis jeg –”

 

”Du behøver ikke undskylde,” afbrød hun ham og gjorde sin stemme mild som sin mors. ”Vi kan tale sammen senere. Lige nu vil jeg bare gerne være alene.”

 

”Jeg forstår.”

 

Edgars stemme var tyk af fortrydelse. Der var en lille pause, hvorefter hun hørte hans fodtrin forsvinde bag sig. Døren ind til den store sal blev åbnet med et klik. I nogle få sekunder summede en bølge af menneskestemmer gennem aftenluften. Så lukkede døren sig igen, og lyden blev atter dæmpet.

 

Wendy stod alene tilbage på den tomme terrasse og lyttede til lyden af de visne blade, der skrabede mod stenfliserne. Hun rystede, men denne gang skyldtes det ikke kulden. Langsomt hævede hun den fugtige handske op mod den skydækkede efterårshimmel. Hun stirrede på det hvide satin, der nu var tungt og mæt af den røde farve. Blod, havde været hendes første tanke, da hun havde set pletterne brede sig på stoffet, og dernæst huskede hun den sætning, der var kommet ud af hendes barnemund for så mange år siden –

 

”Jeg overvejede engang at kalde mig for Rød-håndede Jill.”

 

Hun gentog ordene for sig selv, men de lød flade og fantasiløse nu, når de blev sagt af hendes voksne jeg.

 

”Sikke et pragtfuldt navn.”

 

Wendy stivnede. Hun nåede akkurat at skimte en sort silhuet ud af øjenkrogen, før nogen greb hende om livet og trak hende bagud. Panisk prøvede hun at råbe om hjælp, men lange, stærke fingre lagde sig over hendes læber og hindrede hende i at frembringe en lyd. Hun blev halet op over terrassens stengærde og landede i græsset på den anden side. Hendes knæ ramte jordbunden, og hun mærkede fugten fra de våde, bløde blade trænge igennem kjolens silke. Hun væltede omkuld, da hun prøvede at rejse sig og famlede forfærdet mod de sorte omgivelser. En dyb latter rullede gennem luften.

 

Hun vidste, hvem det var; havde vidst det i det sekund, hun havde hørt stemmen. Den var præcis, som hun huskede den, mørk og musikalsk og uendeligt skræmmende. I et glimt så hun hans blik for sig, gennemtrængende og blåt. Hun genkaldte sig, hvordan det havde skåret sig gennem hende dengang for så mange år siden, som en kniv, som en klo, der havde hægtet sig fast i hendes sind. Mindet om den sorte, skånselsløse skikkelse pressede sig frem i hendes bevidsthed, og hun kravlede rædselsslagen hen over den bladdækkede jord, desperat efter at slippe væk.

 

En hånd tog fat om hendes skulder og hev hende på benene. Hun åbnede munden for at skrige og bad til, at én eller anden fra selskabet ville høre hende – Michael, Edgar, Tante Millicent, det var lige meget hvemmen pressede læberne sammen til en stram streg, da en klo af skinnende metal lagde sig mod hendes strube.

 

”Skrig, og jeg skal sørge for, at det er den sidste lyd, du nogensinde kommer til at frembringe.”

 

Hun forholdt sig tavs, klar over at han mente hvert eneste ord. Den skarpe spids hvilede kold og dødbringende mod hendes hals og fik det åndedræt, der passerede under den spændte hud, til at dirre af skræk.

 

Han tonede frem for hende nu, smeltede ud af natten omkring dem. For første gang siden sin tid på Ønskeøen så hun på ham. Han var akkurat, som hun huskede, som han stod der, svøbt i skygger og ekstravagante klædestykker. Det blege ansigt betragtede hende under den bredskyggede, fjerbesatte hat. Wendy skælvede, da hun mødte hans blik, for det var øjnene, der var det værste, ligesom de havde været dengang. Isblå og gennemborende stirrede de på hende og skrællede hendes hud bort, indtil hun blot var et nøgent skelet, blottet i aftenmørket.

 

”Wendy Darling.”

 

En skælven løb ned langs hendes rygrad. Han havde sagt hendes navn på den måde før, med en sødmefyldt henrykkelse, der grænsede til det hånende. Alligevel var der noget forandret ved hans tonefald denne gang. Kloen forlod sin placering mod hendes hals og gled til side, så den hvislede gennem hendes hår. En krøllet lok var faldet ned over hendes skulder, og han strøg den tilbage. Den blide bevægelse fik hende til at sitre.

 

”Du er kommet for at dræbe mig, ikke sandt?” spurgte hun.

 

Hun vendte ansigtet mod jorden, men to fingre pressede hendes hage opad, så hun var tvunget til endnu engang at møde det blå blik. Kaptajnen så på hende med et udtryk, der mindede om forundring.

 

”Du tillægger mig uhæderlige motiver.”

 

”Men ikke urealistiske.”

 

Trods Wendys indædte forsøg på at presse den frygt, hun følte, ud af sin stemme, lykkedes det ikke.

 

”Min kære pige, hvorfor i alverden skulle jeg dog ønske at gøre en ende på dit liv?”

 

”Fordi jeg dræbte dig.” Hendes stemme rystede. Hun huskede, hvordan hun havde leet, da han faldt ned i krokodillens knusende gab. ”Du var død. Du var død. Hvordan kan du være her?”

 

”Angrer du?” Klo lød til at more sig. ”Anger fører aldrig noget godt med sig. Det burde du efterhånden have lært. Det er ikke andet end en svaghed.”

 

Hun vidste, at han havde ret. Peter havde aldrig fortrudt noget, tænkte hun. Han handlede blot instinktivt, opfyldt af barnlig impulsivitet, og så sig ikke tilbage. Det var det, der gjorde ham så fantastisk.

 

Erindringen om drengen opløste sig og blev erstattet af det alt for virkelige syn af manden, der stod foran hende.

 

”Hvorfor er du her?” spurgte hun.

 

Kaptajnen betragtede hende i nogle øjeblikke og lagde så hovedet på skrå.

 

”Jeg er her på grund af dig.”

 

”Så du har altså tænkt dig at slå mig ihjel?”

 

Han rystede på hovedet.

 

Hun rynkede forvirret panden.

 

”Kidnappe mig, så? Bruge mig som et led i en plan om at fange Peter?”

 

”Du misforstår, min skønne. Jeg er ikke her, fordi jeg ønsker noget, men fordi du ønsker noget. Ser du,” sagde han og lænede sig en anelse tættere på hende, ”det var dig, der vækkede mig, da jeg lå inden i krokodillen. Jeg hørte dig. Din stemme trængte gennem barrieren mellem de to verdener og bragte mig hertil.”

 

Wendy mærkede blodet vige fra sit ansigt.

 

”Du lyver.”

 

Ordene undslap hendes læber i en forfærdet hvisken. Hun ville aldrig have vækket ham. Han kunne umuligt tale sandt. Hvis det stod til hende, ville han ligge på bunden af havet lige nu, glemt af alt og alle. Hun hadede ham og kunne ikke komme på den mindste grund til, at hun skulle have ønsket ham hertil.

 

Piraten iagttog hende smilende, og hun vendte ryggen til ham for at undvige synet, men hans læbers fornøjede kurve glødede stadig inde bag hendes øjne.

 

”Det er sandheden,” sagde han.

 

”Jeg tror dig ikke.”

 

Hun så, hvordan hendes skygge blev opslugt af hans, da han nærmede sig. Der kunne ikke være mere end et par enkelte centimeter imellem dem, da han stoppede op. Hun kunne fornemme ham bag sig, magnetisk og frygtindgydende. Luften omkring hende var så tyk af hans tilstedeværelse, at hun knap nok kunne ånde. Køligt metal hægtede sig fast omkring hendes overarm og drejede hende langsomt rundt. Kloen sendte isninger gennem kroppen på hende, så hele hendes arm føltes lammet.

 

”Du vækkede mig,” sagde han, da de igen stod ansigt til ansigt. ”Du gav mig det liv tilbage, som jeg forbander.”

 

Wendy krympede sig, da et glimt af vrede flakkede gennem hans ansigt og forvandlede det til en hæslig grimasse. Hans sande ansigt, tænkte hun. Al elegancen, alle de fine manerer og den beundringsværdige dannelse var blot en facade, der skjulte monsteret inde bag. Det måtte hun aldrig glemme. Men da udtrykket gled bort, og de smukke ansigtstræk igen kom til syne, spekulerede hun alligevel på, om det, hun netop havde set, blot havde været indbildning.

 

”Jeg hørte din længsel,” sagde han blødt. Der var noget i hans stemme, der fik hende til at skælve. ”Den tvang mig til at åbne mine døde øjne og tage hertil.”

 

Han kastede et blik tilbage på terrassen, hun og Edgar havde stået på for få minutter siden. Gyldent lys strømmede ud gennem de mange vinduer og landede på stenfliserne i store, firkantede felter.

 

 ”At blive voksen var ikke det eventyr, du havde forventet, hm?”

 

En kniv skar ubudent gennem hendes bryst. Han så smerten i hendes øjne.

 

”Du var ellers så ivrig efter at blive ældre, da du var barn,” mumlede han. ”Tanken forekom dig ganske fascinerende, så vidt jeg husker.”

 

Ja, tænkte hun bittert. Han havde fornemmet hendes fascination af voksenlivet dengang. Og han havde brugt det mod hende. På hensynsløs vis havde han udnyttet hendes betagelse af den fremmede verden (af ham –) til at prøve at gøre en ende på Peter én gang for alle. Det havde været tåbeligt af hende at tro på ham, men hun havde kun været en lille pige, og hans charme havde virket så overbevisende.

 

Hun havde ikke tænkt sig at falde i den samme fælde to gange i træk.

 

”Måske er det ikke så eventyrligt, som jeg havde håbet på,” indrømmede hun. ”Men jeg er tilfreds med mit liv. Jeg ved ikke, hvad du tror, du hørte, men du må have hørt forkert. Det eneste, jeg ønsker, er, at du tager tilbage til Ønskeøen og lader mig være i fred.”

 

En melodisk latter fyldte mørket.

 

”Jeg er bange for, at det ikke kan lade sig gøre.”

 

”Det er det, jeg ønsker,” gentog hun.

 

”Hvis det er tilfældet, hvorfor lod du så skuffen stå på klem?”

 

Wendy stivnede.

 

”Hvordan – hvordan ved du – ?”

 

Ordene tumlede uforstående ud mellem læberne på hende.

 

”Jeg ved mere, end du aner.” Klo smilede. I nogle sekunder mindede han hende om et høfligt rovdyr. ”Du længes tilbage mod Ønskeøen. Vil du ikke gerne se din kære Pan igen? Det eneste, du behøver at gøre, er at tage med mig.”

 

Wendy tænkte på Peter. Hun huskede hans begejstrede grin og de skinnende, grønne øjne. En velkendt varme fyldte hendes bryst. Jo, hun ønskede at se ham igen. Der var ikke noget, hun hellere ville. Men hun ville være fremmed for ham nu. Hun blevet voksen; havde gennemgået den forandring, han afskyede mere end noget andet. Hvem sagde, at han nogensinde ville kunne acceptere hende i denne her form? Hun så ned over sig selv og lod øjnene løbe over det blå silkebånd og de blanke sko. Hendes blik blev atter fanget af handsken med vinpletterne. Den sære følelse af rastløshed kriblede endnu engang gennem hendes blod.

 

Kaptajnen rakte en hånd ud mod hende

 

”Kom med mig, Wendy.”

 

Hans stemme var lige så blød som silken omkring hendes arm, og alligevel så bydende, at hun ikke følte, hun havde noget valg. En bekymring prikkede i hendes baghoved.

 

”Men … min mor og far … Michael …”

 

”Glem dem. De har allerede glemt dig. Glemt hvem du virkelig er.” Klo lænede sig ind over hende. Hans ånde flagrede mod hendes hud og fik de fine hår i hendes nakke til at rejse sig. ”Du hører ikke til her.”

 

Et kort øjeblik vidste hun ikke, om det var ham, der havde talt, eller om det var hendes egne tanker, der rungede gennem hendes hoved.

 

Hun betragtede de tørre blade, der strøg gennem græsset og blafrede mod hendes fødder. Hvis hun blev her, ville hun visne ligesom dem. Inden længe ville hun være Wendy McDonald, tvunget til at sidde i sit nye hjem som en eftertragtet pyntegenstand. En skrøbelig porcelænsfigur, som Edgar kunne fryde sig over. Hun ville aldrig passe ind i den rolle. Hun var skabt til eventyr, til spænding, til … til –

 

Hendes øjne mødte Klos, og hun nægtede at tænke tanken til ende.

 

Kaptajnen stod afventende foran hende. For syv år siden havde det været Peter, der havde tilbudt hende en udvej. Nu var det den mørke skikkelse fra den slørede udkant af hendes drømme, der rakte ud efter hende. De blege fingre bugtede sig gennem natten, og forekom hende mere skræmmende end hans klo nogensinde havde gjort. Tøvende lod hun sin hånd glide ind i hans. De røde pletter, der dækkede hendes hud, smittede af mod hans håndflade. Han smilede.

 

”Lad os komme af sted, Jill.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...