Dengang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2017
  • Opdateret: 31 jul. 2017
  • Status: Igang
I en ny alternativ verden er kampen for uddannelse større end nogensinde før. Især kampen efter en plads på gymnasiet er hård, og det er under 10% af unge der kan få plads. Sigge står selv i et dilemma omkring uddannelse, men hun får tilbudt en plads på en ekspedition. Ikke bare en normal ekspedition. En speciel ekspedition ud i det ukendte hvor ingen andre før har færdes.

0Likes
3Kommentarer
359Visninger
AA

2. Hvad nu?

 

Some doors may have closed for you but bigger and better doors will open

-Billy Cox​

 

​Jeg står ved siden af far som sidder i hans store kontorstol. Bordet er nydeligt ryddet, og alting står i sirlig orden. Far har brugt de sidste par dage på at rydde op i hans ellers meget rodet kontor. Overfor mig og far sidder Fru Lint. Hendes grå hår er sat op i en stram knold, det er vådt og glat af gelé. stramme knolde er sikkert fantastiske rynkeglattere. Hendes næse er spids som en fugls. Jo mere jeg kigger på hende, jo mere ligner hun en høg. Hendes grå øjne spejder over kontor bordet og prøver at gennembore mig og far.  Jeg tør ikke kigge hende i øjnene, jeg kigger derfor bag ved hende, og på støvpartiklerne som danser i lyset fra vinduet. 

Fru Lint tager en stor slurk af kaffen, inden hun begynder at tale.

​-Jeg er jo kommet her i dag, som i jo nok ved, for at give jer svar på Sigges ansøgning om optagelse på Agentes Sekundære Skole*. Vi har revurderet din Primære skoles uddannelses vurdering samt vurderet dine evner efter den test, som du indleveret færdigudfyldt for en uge siden. Det skal siges, at du havde en fejlscore på under 4%, hvilket er fremragende.

​Hjertet prøver at hoppe ud af brystet på mig. Jeg holder vejret. Min test resultater har været fremragende, det sagde hun selv. Ikke engang Marcos testresultater var så gode dengang, at han skulle ind på universitets uddannelsen. Jeg ved allerede nu, hvad hun vil sige som det næste. Min far giver min hånd et forsigtigt klem. Han ved det også godt. Mine læber begynder allerede at trække op i et smil.

-Jeg må desværre sige, at du ikke er blevet optaget.

Hvad?

​-I år har vi haft en forrygende højt tal, af ansøgere som vil ind. Derfor er vi blevet nød til kun at acceptere dem med højest karaktere, testcore...

-Og rigeste forældre

Afbryder jeg hende. Det gør fysisk ondt i min brystkasse som langsomt snurrer sig mere sammen. Efter at have kæmpet så hårdt for en plads på den her skole, så bliver jeg afvist til fordel for andre børn, med forældre som kan betale. Mit syn bliver sløret af tårer, men jeg tørrer dem hurtigt væk. Hun skal ikke se mig græde. Min far aer min arm for at trøste mig men kigger ned i bordet med en blanding af skam og sorg i øjnene. Han vil aldrig kunne betale for hans børns uddannelse. Han er en simpel skovhugger, og pengene er slet ikke til det især ikke nu. Mine brødre har kun kommet ind på uddannelserne begrund af deres talent og kløgt. Vores uddannelse har altid været afhængig af ledige pladser på uddannelserne, som børn med betalende forældre ikke har taget. 

 

Inden jeg gør noget dumt, skubber jeg den tunge dør til kontoret op og løber ud i regnen. Jeg efterlader min far og Fru Lint til den akavet tavshed.

Mine tårer blander sig med regnen som driver ned af mit ansigt. Jeg bider mig selv i læben. Det her er bare så pisse uretfærdigt! Det er så pisse uretfærdigt, at jeg ikke fik den plads. Den plads har jeg kæmpet for de sidste 12 år. Jeg har lavet mine lektier og fået topscore i vær eneste test! Jeg har slidt min røv af, bare for at få af vide, at jeg ikke kan komme ind på den lorteskole.

Men det er ikke engang det værste. Det værste er at vide, at den eneste grund til at jeg ikke kom ind, er fordi sleske rige mennesker laver overspringshandling i uddannelses køen. De betaler deres tusinde Gommer*, så deres børn kan komme ind. Deres børn som aldrig har løftet en pegefinger for noget som helst!

​Imens tårene strømmer over mit ansigt, begynder lydløse hulk at undslippe min mund. Regnen som slår ned i ansigtet på mig, begynder at dryppe fra mine øjenbryn. Selvom jeg kan føle regnen sive igennem mit tøj, er det på ingen måder koldt. For alle andre er det typisk sommerregn. Men for mig er det regnen der overvågede det øjeblik i mit liv som ødelagde alle mine håb og drømme.

 

​Selvom mit blik er fuldkommen sløret af tårer, genkender jeg med det samme, skikkelsen som nærmer sig. Hans røde skovmandsskjorte lyser op. Han smiler hjerteligt, men det gør han altid. Jeg kigger væk fra ham og ned på jorden, som er lidt for tæt på, når man sidder på hug. Hans brune lædersko kommer til syne i det øverste del af mit synsfelt.

 -Hvaaaaaa Sigge... Hvad laver du?

​Han spørger i et drillende toneleje. Han opdager ikke, at jeg græder, indtil jeg svarer ham stille og med gråd i stemmen.

-Ik noget.

​Med det samme omfavner han mig, og jeg tror aldrig nogensinde, at det har føltes så rart at have min bror ved mig. Han lugter af moskus og grantræer, og for første gang i dag føler jeg, at jeg er hjemme. Jeg begynder at hulke højlydt, imens jeg omfavner ham og holder fast i hans store skjorte med mine små hænder. Han lægger sit hoved ovenpå mit og aer min ryg. Hele min krop ryster for vær hulk. Hans trøje er blevet våd af både regn, mine tårer og mit snot. Jo mere jeg græder, jo mere kan jeg føle smerten i mit bryst, som om nogen har taget fat i mit hjerte og prøver at klemme det, til det sprænger.

​-Sååååå...

​Siger han med et beroligende stemmeleje, inden han tøvende spørger mig

​-Hva der sket?

Jeg tager en dyb indånding og skal til at fortælle ham hele historien. Men når ordene undslipper min mund, bliver det bare til hulk og en kort sætning. 

-Jeg k-kom ik-ke indd.

​-Hvor er hun?

​Hans stemme er stille og rolig, men jeg kan høre undertonen af raseri. Han giver mig et klem og giver så slip på mig. Han kigger mig i øjnene, og hans blå øjne lyner, inden han kigger over på huset. Med hans hænder klemt hårdt sammen i en næve, går han med vred og hurtige skridt over mod huset. Døren bliver åbnet med et smæld. Jeg går, inden jeg når at se, hvordan tingene udvikler sig.

 

​Pondus står helt henne ved lågen ind til folden. De andre heste står nede i den anden ende, og han virker ængstelig for at komme derned. De brune træbrædder er rådne ,og det er et under, at det hele ikke er brast sammen endnu. Pondus vipper ikke engang et øre, da jeg begynder at spænde hans gjord* op og tage sadlen af. Det eneste som ville kunne få ham til at rykke sig fra lågen nu, er hvis jeg åbner den. Alt udstyr er fjernet fra den broget ponys krop og hænger på hegnet. Regnen bliver ved med at styrte ned. Jeg kigger over mod huset og ser at Fru Lints gyselige bil stadigvæk holder der. Tårerne begynder igen. Jeg lægger mine arme om Pondus´ hals. Han vender sit hoved mod mig og kigger på mig. Jeg giver ham et kys på mulen og begraver mit ansigt i hans pels.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv længere, og jeg føler mig bare alene. Linde og Tom er begge kommet ind. Deres forældre havde så også råd til at betale. Begge mine brødre kom ind. Men hvordan kunne jeg også tro, at jeg, en almindelig tøs fra Siluas, kunne komme ind. Jeg kommer til at leve, hvad der også har været tusind af andre folks skæbner. Dømt som træhugger eller bondetøs. Det er et valg, som jeg nu ikke selv kan tage. "hvad jeg vil?" det er ikke engang et spørgsmål, jeg tør stille. For betyder det overhovedet noget længere...

Jeg er ikke den eneste, som det her er sket for. Jeg bliver nok heller aldrig den sidste. Jeg åbner ledet og Pondus traver med store bønløft af sted mod de andre heste. Min blandings pony kan alligevel gå pænt. Da jeg vender mig om er Fru Lints bil væk.

 

​*Sekundær skole er i Bluén en blanding imellem en gymnasiale uddannelse og en erhvervsuddannelse.

​*Gommer er de penge ,som man bruger i Bluén.

​*Gjord er det ,som man bruger til at spænde sadelen på hesten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...