Nattens skygge

Historien handler om en pige der har mareridt om at være alene i skoven med nogle ansigtsløse mænd som er efter hende. Hun vågner og finder ud af at hun skal på telttur med klassen. Hende og hendes veninde bliver udsat for fare og er døden nær

0Likes
0Kommentarer
208Visninger

1.

Det var tidligt morgen, fuglene pippede, og det grønne græs havde aldrig været grønnere. Isabel åbnede øjnene. Hun kunne se de høje grønne træer, der var for oven. Isabel satte sig stille og roligt op og kiggede sig omkring. Hun kiggede til venstre, ingenting. Hun kiggede til højre, heller ingenting. Hun kunne ikke se sine klassekammerater i nærheden, og hun kunne heller ikke engang se teltene de alle sov i og skulle sove i.


"Hvor er alle sammen henne?" Hun kunne kun se dyrene i skoven og de høje tætte træer med moss på. Hun begyndte at rejse sig. Hun vidste ikke hvor hun skulle gå hen og kigge, så hun gik bare i en eller anden retning. Hun gik og gik i lang tid, så hendes ben næsten faldt sammen. Isabel satte sig ned for at hvile sine ben. Hun kiggede bare ud i skoven, og der så hun en hjort, og hjorten så hende. De kiggede lidt på hinanden, og Isabel smilte til den. Hun var blevet lidt træt af at gå så langt så hun var næsten ved at falde i søvn, men hun gjorde det ikke hun hvilede sig bare. Men da hun så var ved at falde rigtigt i søvn vågnede hun. Hun kunne se at det var blevet mørkt, og hun kiggede sig omkring for at se om der var nogen. Hun kiggede på noget som så mistænksom ud. Hun kiggede i en anden retning da hun hørte noget.
 "Hallo, er der nogen?" Men hun fik ikke et svar. Hun rejste sig langsomt op og gik hen imod lyden.

"Hallo det er ikke sjovt!" Sagde Isabel med en lidt rystende stemme. Isabel gik tættere på lyden og samtidigt blev lyden højere. Hun stoppede op foran en busk og stod der. Det raslede. Hun kunne mærke at hendes hænder rystede. Hun holdte vejret. Det raslede mere end nogensinde. Hendes hjerte bankede hurtigt. Isabel skreg da noget kom ud af busken.
"Ahh!.." Isabel stoppede med at skrige da hun så at det bare var en lille nuttet kanin.

"Tænk at jeg var bange for en lille sød kanin som dig!" Isabel satte sig på hug og nussede kaninen. Kanin sad bare på jorden og bevægede sin lille snude op og ned. Kaninen begyndte at hoppe sin vej. Den så skræmt ud.
 "Hey hvor skal du hen?" Råbte Isabel efter kaninen. Imens hun stod der og kiggede efter kaninen hoppe sin vej, kunne hun høre en gren knække. Isabel stod helt stille, og fik helt åbne øjne. Hun vendte sig langsomt og stille om og så at der stod en mand. En mand i en lang sort kappe lige bag hende. Hun kiggede på manden i noget tid. Hun kunne ikke se hans ansigt. Hun kiggede hele tiden op i ansigtet, men ingenting, ingenting kunne se. Han var ansigtsløs. Isabel gispede, og gik langsomt bagud. Og så spænede hun af sted. Hun løb så langt hun kunne, og til sidst da hun ikke kunne få vejret stoppede hun. Hun holdte hænderne på sine knæ og træk vejret dybt. Da hun så nogenlunde havde fået vejret, kiggede hun tilbage for at se om manden stadig var efter hende. Men da hun kiggede tilbage kunne hun ikke se noget. Hun var lettet. Så gik hun videre i skoven. Hun anede ikke hvor hun var henne, så hun gik bare. Hun syntes at det var lidt sært at der ingen var i skoven. Hun havde ikke set noget dyr siden den kanin der skræmte hende. Hun kunne ikke engang høre nogle fugle pippe. Hun var alene. Helt alene. Isabel's mund vendte nedad og hendes hoved var tungt og rettet nedad også. Hun satte sig ned. Hun kiggede bare ned i jorden, og sukkede.

”Jeg vil ønske for en gang skyld at mine venner var her. Jeg føler mig, helt alene.” Sagde Isabel for sig selv. Hun sad stadig og kiggede ned i jorden, da hun hørte noget bag hende. Isabel kiggede hurtigt tilbage, men der var ikke noget. Så vendte hun blikket foran sig og der! Der stod manden med ikke noget ansigt. 
Isabel fik igen store øjne og løb. Hun løb og løb, og hun kunne se noget foran sig. Det var manden igen, men der var flere end kun den ene. Der var to nej, tre. Tre af de mænd uden ansigt. Isabel begyndte at spænde af sted. Hun kiggede knap nok tilbage. Hun så at der kom flere og flere. Isabel ville ønske at hun ikke var alene med de ansigtløse mænd, for de var ret så skræmmende. Isabel stoppede igen op. Hun kiggede sig omkring. Hun vidste ikke hvor hun var. Hun gik langsommere frem og prøvede og se hvor hun var.
"Av!" sagde Isabel da hun gik ind i noget. hun kiggede nærmere på tingen og så at det var en kæmpe stor sten. Månen kom frem og den lyste kraftigt. Hun kunne se alle mulige andre store sten. Der var også noget skrift på dem. Hun var landet på en kirkegård..
Isabel kiggede forbavset rundt omkring. Hun kiggede på stenen hun gik ind i og så at hun var gået ind i en der hed Jacob Poulsen. Da så Isabel kiggede efter en udgang så hun at de ansigtsløse mænd komme i hendes retning. Isabel begyndte at blive rigtig bange. Hendes øjne var fuld åbne og hendes vejrtrækning var hurtig men langsom, hendes hjerte bankede derud af. Hun gik langsomt tilbage, men der var noget der stoppede hende. Hun vendte sig om og kiggede op, og så det var en af mændene. Isabel vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun så på de andre mænd. Der var flere end bare tre. Der var lige pludselig kommet 6 mere end bare de tre. De havde omringet Isabel. Isabel tog sit sidste skridt da hun faldt ned i en grav Der var ikke så dybt. Isabel kiggede op og så at mændene kiggede på hende. De lænede sig langsomt frem mod Isabels ansigt. Isabel skreg. Hun holdte sine arme foran sit hoved og foldede sig sammen. Hun kunne se de hudløse hænder komme nærmere på hendes hoved. hun skreg.
"Arghh!" Isabel rejste sig op. Hun kiggede sig omkring. Hun kunne se et bord og et tv foran sig.
"Hvor er jeg?" Hun kiggede videre. Hun så at hun lå i sin seng med nattøj på og dyne over sig.
"Var det hele bare en drøm. Et maridt?" Hun så helt forbavset ud, men hun var da glad for at det hele bare var en drøm. Hendes mor kom løbende.
"Hvad sker der?" sagde moren med en høj stemme.
"Jeg havde bare maridt mor. Ikke noget du skal bekymre dig om."
" Når okay men skynd dig i tøjet, du skal snart i skole, hvor du skal i skoven og sove i telt!" Moren gik ud af værelset. Isabel havde helt glemt at hun skulle i skoven i dag og sove i telt. Det var nok derfor at hun havde den sære drøm.. Isabel begyndte at finde noget tøj hun skulle have på. Efter det, pakkede hun sine ting hun nu skulle bruge til telt turen. Hun pakkede nattøj og sovepose og alt det andet hun nu behøvede. Og så skulle hun af sted.
"Har du nu husket alt?" Spørger moren hende om.
"Ja mor, jeg har husket alt." Isabel tog sin cykel og cyklede ned til skolen hvor der ventede en bus. Der var ikke så langt til skolen fra hende af. Da hun var ved skolen kunne hun se at hun ikke var den første. Den første der var kommet var en dreng som hedder Tobias, som hun var helt vild med. Isabel gik over og stilte hendes cykel. Hun gik over og stilte sig ved siden af Tobias. Hun var stille. Hun turde ikke at tale til ham for hun var bange for at sige noget dumt. Da Tobias skulle til at sige noget til hende kom Isabels bedste veninde, Bella.
"Hej Isabel!"
"Hej Bella!" De gik over og krammede hinanden. Og Tobias stod bare der, tavs. Han håbede på at der snart kom en af hans venner. Og der var han heldig. Der kom en af hans tætte venner, Martin. Der begyndte så småt at komme flere og flere fra klassen. Og den næst sidste der kom var læren. Hun kom altid forsent. Men da hun var kommet begyndte hun at råbe op.
" Okay dem der bliver råbt op går ind i bussen. Alberte. Albert. Anne. Anne? ingen Anne."Anne var altid den der kom forsent. Lidt senere kom Anne gående langsomt.
" Hej Anne, dejligt at du ville møde op" Sagde læren.
"Jeg kommer når det passer mig!" Svarede Anne snoppet tilbage. Læren blev sur i ansigtet men sagde så ok for hun vidste at Anne altid kom for sent. Anne, læren og de andre gik ind i bussen. Isabel sad helt bagerst sammen med sine venner.
Isabel sad i sine egne tanker. Hun blev ved med at tænke på sin drøm hun havde. Alle i bussen kastede med papirskrald og alt muligt andet mærkeligt. Mange af tingene ramte Isabel, men Isabel lagde ikke mærke til noget.
"Isabel?" Spurgte Bella. Isabel svarede ikke.
"Isabel!" Sagde Bella og puffede til hende.
"Var hvad?"
"Er du okay?"
"Ja ja, jeg har det fint" Sagde Isabel så tilbage og vendte blikket ud mod vinduet. Der var lidt lang til skoven fra deres skole af. Det tog ca. 45 minutter at kører der hen. Da bussen var kørt ind på parkeringspladsen, steg vi alle sammen ud. Vi tog alle vores kufferter og tasker, og begyndte langsomt at gå ind i skoven. De skulle finde det rigtige sted som de alle kunne slå deres telte op. De gik i lidt lang tid, fordi teltpladsen ligger midt inde i skoven.
"Her! her er det vi slå lejr" Råbte læren. Læren råbte nogle grupper op som man skulle være på hold med. Isabel kom selvfølgelig sammen med de dumme piger Anne, Christina og Lea, men hun var heldig for hun kom også sammen med Bella. alle begyndte at slå deres telte op rundt omkring.
" Hallo skal i ikke hjælpe os!" Spurgte bella surt til Anne og de andre. "Nej vi laver ikke slave arbejde!" Bella og Isabel kiggede på hinanden, og samlede teltet videre. Anne og de andre gik for dem selv, og hjalp overhovedet ikke til.
"Så er vi færdige med at rejse vores telt." Sagde Isabel og Bella til læren.
"Godt så kan i jo måske finde noget brænde til bålet her i aften" Bella og Isabel gjorde hvad læren sagde og fandt noget brænde. Der var kun nogle små tynde grene ude i skoven men nogle gange var de heldige at finde nogle tykkere. Da Isabel og Bella kom tilbage var alle blevet færdig med at slå deres telte op.
"Okay alle sammen, i må godt gå ud og lege eller udforsk stedet, imens jeg og en anden gruppe laver mad. Og den gruppe som skal lave mad er. Hmm, jeres Isabel." Isabel kiggede ned i jorden af skuffelse. Hun gad ikke at lave mad med de dumme tosser. Hun ville hellere i skoven sammen med Bella og lave noget sjovt. Det tog sin tid med at lave maden. Men når man var så mange var det lidt nemmere, selvom hun var på hold med de tosser. Da maden var færdig skulle Isabel og Bella ud i skoven til de andre og sige at der var mad. Da vi så alle var samlet, spiste vi. Maden smagte godt. Alle guffede det i sig. så da alle var færdige skulle Isabels hold tørrer af. Men Isabel og Bella var heldige at læreren sagde at Anne, Christina og Lea skulle tage opvasken.

Isabel og Bella satte sig omkring bålet. Da mørket næsten var faldet på, var vi alle samlet omkring bålet. Læren sagde at de skulle fortælle nogle historier før de skulle i seng.
"Okay hvem ville starte med at fortælle en historie?" Der var ingen der rakte hånden op, alle sad bare der og kiggede på bålet og snakket med hinanden.
"Når men okay så lader vi vær´ med at fortælle historier. Men i skal gå ind i seng om 5 minutter fordi vi skal tidligt op i morgen." Alle gjorde hvad læreren sagde og gik ind i sengen efter 4 minutter. det var for koldt til at være ude også selvom de var ved bålet.
"Skal du med ind Isabel?" Isabel sad stadig der på jorden og kiggede på bålets flammer. Hun tænkte. Hun tænkte hele tiden på drømmen.
"Isabel?"
"Ja hvad?"
"Hører du overhovedet efter?" Isabel sad bare der og stirrede på Bella. Bella gik ind i deres telt. Isabel sad bare der ved bålet og kiggede på det. Hun tog en pind og rodet i træet. Mens hun var koncentreret på bålet opdagde hun ikke nogle bag sig.
"Bøh!!" lød der en lyd og isabel fik et kæmpe chok og svingede med pinden så den ramte personen.
"Arv!" Råbte Anne op og holdte der hvor pinden ramte hende. Anne begyndte at græde. Pinden var jo glødende på spidsen. Læren og alle andre kom ud af teltene. Isabel løb. Hun løb ind i den mørke skov.
"Hvad skete der?" Spurgte læren til Anne.
 
"Isabel slog mig med en pind som var glødende også løb hun bare uden at sige undskyld!" Sagde Anne vredt. "Hvilken retning?" Spurgte Bella. Anne pegede i en retning og Bella skulle 
til at løbe da der var noget der tog hendes arm.
" Du går ikke ind i den mørke ende af skoven. Jeg ved godt at hun er din bedste veninde, men der kan altså ikke være flere der bliver væk. Du kan vente til i morgen" Bella blev sur og gik ind i teltet igen..

Det var blevet morgen. Fuglene pippede og man kunne mærke luftens kølige brise. Bella var allerede oppe. Hun listede sig ud af sit telt og løb ud i skoven.
"Isabel? Isabel!" Råbte bella efter hende. Bella kunne se en fod der var ovre ved et træ. Hun løb der over, og jo tættere hun kom på træet jo mere kunne se af personen.
"Isabel, hvorfor løb du her ud?"
"Jeg kan ikke mere.. Jeg kan ikke mere. Jeg bliver ved med at tænke på min drøm Bella! Jeg er så bange for at den bliver til virkelighed" Sagde Isabel. Bella satte sig ved siden af Isabel. De sad bare der og kiggede ud i skoven. De så et egern med store runde kinder, og så så de på hinanden og begyndte at grine. Så da Isabel kiggede ud i skoven så hun en mand. Isabel rejste sig op og kiggede på manden. Manden kom nærmere og det så Bella også, så hun rejste sig også op.
"Øh hej." Manden svarede ikke tilbage. De gik nærmere på hinanden. Manden skulle sige et eller andet.
"Hedder i Isabel og Bella?" Spurgte manden.
"Øh ja, hvorfor da?" Manden begyndte at smile og sagde så noget igen.
"Vær´ forberedt på jeres værste marridt blive til virkelighed!" Isabel og Bella kiggede underligt på manden, indtil de hørte nogle bag dem. De vendte sig om og SLAM! De blev slået i hovedet af nogle andre mænd. De var begge bevidstløse..


Bella slog stille sine øjne op og kiggede rundt. "Hvor er vi?" Spurgte Bella. De var kommet et eller andet sted hen vor der ingen lys var. De rejste sig op og gik lidt rundt. De kunne mærke nogle vægge.
"Er der ikke noget lys her et eller andet sted?" De mærkede efter en stikkontakt, og fandt en. De trykkede på den men intet skete.
"Fedt, bare fedt, vi er fanget i et rum der ingen lys har og vi aner ikke hvor vi er!" Udbrød Bella. Hun hørte ikke noget fra Isabel.
"Isabel? Isabel?"
"Her! her er et stearinlys, vi skal bare finde nogle tændstikker. De ledte og så fandt Bella noget.
"Her! Det føles som nogle tændstikker. Isabel åbnede den lille æske og mærkede nede i den. Det var tændstikker. Hun tændte for stearinlyset og lyste omkring. Der var en seng i rummet og en lille reol. Henne i hjørnet kunne de se en masse dukker. De var grimme. Nogle af dem havde kun et øje. Der var også nogle der ikke havde et hovedet. De kiggede lidt på dukkerne. Dukkerne begyndte at dreje deres hoveder over hvor de stod. De kiggede på dem. Der var nogle der begyndte at rejse sig. Bella og Isabel Skreg. De skyndte sig at løbe hen til døren og ud. De løb ned ad gangen. De kunne se at der stod noget på væggen: skrid! du skal dø! løb! i skulle aldrig, aldrig komme her!
Da Isabel kiggede over mod døren var der en skygge af en mand. Han var helt sort. Så sort som når der ingen måne var og alt lys i verden var gået ud. Isabel kiggede på Bella og puffede til hende.
"Bella se der står en mand i dør kammen." Da Bella og Isabel kiggede der over, var han væk.
"Okay vi bliver nød til at komme væk herfra nu!" Da de lige var begyndt at løbe kom der en underlig lyd. Det var noget musik af en art. La, la, lalalala, la, la, lalalala. De begyndte at løbe igen. Bag ved dem kom dukkerne gående, men de var langsomme. De løb videre. De var lige kommet ud af rummet da der var noget der tog fat om Bellas ben. Det var en død mand. Man kunne se huden at den var æld gammel og rynket og han havde kun et øje.
"I skal dø!" Sagde han. Bella skreg og isabel kom over til hende. Hun slog den gamle man i hovedet og han gav slip. De løb videre og fandt udgangen. De løb hen imod den men, lige pludselig forsvandt den. De stoppede op.
"Hvad skal vi gøre nu?" De løb en anden retning og fandt en anden udgang. De løb igen over imod den men så lukkede der en væg med gamle rynkede viftene hænder op foran dem. De skulle til at løbe tilbage men så kom der også en væg med de hænder. Vægge begyndte at komme tættere og tættere på, og hænderne var ved at røre dem. Der var en hånd der fik grebet om Isabels hals. Hun blev kvalt. Bella prøvede med alt hvad hun kunne men hånden gad ikke at give slip.
"Tænk at jeg gør det her!" sagde Bella og bed så i hånden. hånden gav slip på Isabels hals. Isabel kunne igen få vejret og hev efter luft. Væggende begyndte at stoppe med at gå tættere og tættere på. Isabel og Bella kiggede på væggende og Isabel kunne se at der var en dør inde i væggen. Hun gik over og tog fat om håndtaget. Hun åbnede døren og gik ud sammen med Bella. Det var også i sidste sekund, for væggende smækkede hurtigt sammen. De løb videre, og fandt udgangen igen igen. De løb over til den og tog i håndtaget. Døren var låst. Imens de stod der, kom der en mand haltende med en økse.
"I skal dø! I skal dø! Døøøø!" Sagde han imens han kom nærmere.
"Skynd dig nu lidt"
"Ja ja prøv du nu lige selv at få en dør op når den er låst" Hun blev ved med at prøve at få døren op men den rokkede sig ikke. Så så Isabel en nøgle der hang på en knage lige ved siden af døren. Isabel tog nøglen og låste døren op. De var ude, ude for det mørke og dræbende hus. De løb og da de var nået lidt længere væk fra huset stoppede de op og trællede vejret dybt efter at have løbet. De så sig tilbage. Der var ingenting. Huset var væk. Man kunne kun se skoven.

"Hva? Hvor huset?" Sagde Bella.

"Jeg ved det ik.. men lad os skynde os tilbage.." De gik tilbage til lejren..


"Hvor har i så været?" Spurgte læren dem om. De svarede hende ikke, de kiggede bare ned i jorden.
"Vi skal altså ikke være her i så lang tid og i kan ikke bare sådan være væk en hel dag.. Gå ind i jeres telt." Isabel og Bella gjorde som hun sagde og gik ind i deres telt.
"Foregik alt det der med huset en hel dag?" Spurgte Isabel Bella om. 
"Ja åbenbart" De lagde sig under deres sovepose og lå der. Alle var gået i seng. Man kunne hører alle deres åndedræt. Isabel og Bella var ikke fladet i søvn. De kunne ikke sove på alt det der havde sket i huset. Så de lå bare der og fik ikke lukket et øje..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...