Det bekendte er nyt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2017
  • Opdateret: 23 jul. 2017
  • Status: Færdig
Kærlighedens farlige spil bliver fortalt gennem tre parter. Pigen - kan hun stole på ham? Drengen - kan han gøre det igen? Alt - kan de ikke se den hemmelige kærlighed, de føler, for hinanden?
// Piger 2018 - med emnet 'sandhed'

0Likes
0Kommentarer
67Visninger
AA

6. VI: Drengen og pigen

Dampen fra den varme mad, stiger langsomt mod loftet. Jeg snupper saltet fra krydderihylden. Det drysser langsomt ned i gryden. Jeg øser grøden op i en dyb tallerken. Trappen op til deres små rum, er smal og stejl. Balance har altid været på min side. Som så meget andet. Tanken får mig til at smile.

Låsen på hendes dør skinner stadig. En ny lås. En ny fange. Den lille lem i døren, bliver åbnet med kraft. En kraft, kun jeg besidder. ”Morgenmad!” Min stemme er hård. Som den skal være. Jeg skubber grøden ind gennem lemmen, og forsvinder ned af gangen.

Malingen er så småt begyndt, at skrælle af. Hvide trævler ligger fint på karmen, hvor jeg sidder. Solens glade lys, stråler ind gennem det runde vindue. Fylder mit lille rum med skygger. 

Bølgernes brusen uden for vinduet, rammer strandkanten med lette stød. Skyller små fisk op i sandet. De er der straks. Kommer flyvende med deres hvide vinger. Skræpper højlydt af hinanden. Afmærker deres territorium. Hapser de små fisk med deres næb. Det får mig til at tænke på ham. En sømand. En fisker. Den sidste gave inden hans afsked, ligger trygt i min favn. Yndlingsdyret pryder forsiden med den velkendte farve. Den røde rævs øjne møder mine med et nysgerrigt blik. Mine hænder griber ud efter blyanten. Finder en ledig side og skriver. Tankerne kører rundt. En karrusel uden ende. De kommer på plads. Tager form. Mit tredje digt.

Det gør mig ked af det, når jeg føler.

Det gør mig ked af det, når jeg kæmper.

Det gør mig ked af det, når jeg længes.

Det gør mig ked af det, når jeg elsker.

Jeg er så glad.

”Morgenmad!” hans stemme er kold. Reserveret. Den dybe tallerken bliver skubbet ind af den lille lem i døren. Damp står op fra den væmmelige grød. Appetitten forsvinder lige så hurtigt, som den kom.

Jeg vender mig mod vinduet igen. Kigger på fuglene. Forsvinder som malingen på karmen. Forsvinder ind i mig selv.

Jeg bladrer forsigtigt om på næste side i min bog. Den sidste side. Allerede. Men så husker jeg tilbage, på alle de små tegningerne, der pryder de fleste af siderne. 

Noget hvidt er klistret fast til den sidste side. En seddel. Jeg tager stille fat i sedlen. Åbner det lille stykke papir. Bogstaver danner ord. Ikke mange. Ikke et brev, men et digt.

 

Livet og døden vil altid være fjender.

Men begge steder vil jeg have minder.

Jeg savner dig, jeg går itu.

Døden er der, hvor jeg lever nu.

Vi ses nok en dag, men ik’ endnu.

Lev nu livet, lille du.

Min stemme er kun en svag hvisken: ”Det kan jeg ikke, far”.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...