Det bekendte er nyt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2017
  • Opdateret: 23 jul. 2017
  • Status: Færdig
Kærlighedens farlige spil bliver fortalt gennem tre parter. Pigen - kan hun stole på ham? Drengen - kan han gøre det igen? Alt - kan de ikke se den hemmelige kærlighed, de føler, for hinanden?
// Piger 2018 - med emnet 'sandhed'

0Likes
0Kommentarer
66Visninger
AA

4. IV: Alt og alt

Der var ikke meget at gøre. Det var kedeligt. Det var ensformigt. Ikke én veg udenfor normen. Alle var de høje og tynde og væk. Som ånder i natten. Hej, farvel. Farvel, hej. Alligevel kunne man ikke lade være. Det var en del af normen. Alle gjorde det. Men denne gang var det anderledes. Denne gang var det ikke forgæves. Denne gang var speciel. Denne gang blev det gengældt.

Han mødte hende med et lokkende smil. Et blik der lyste af sult. Han var så smuk. Med hans kastanjebrune øjne, der havde et stænk af gul. En afvigelse fra det dominerende. Passede godt til den han var. De var dybe som oceanet udenfor vinduet. Fulde af mystik, men også af en længsel efter frihed. De var ofre og forbrydere i én og samme person.

Det var begrænset med pladsen. Der var fyldt. De stod op og ned af hinanden. Han nærmede sig hende med langsomme nonchalante bevægelser. Han var over hende som en høg. Hans øjne borede sig ned i hendes hud. Stirrede intenst. Hun krympede sig ikke en eneste gang. Hun var stærk. Han rakte hånden frem og kørte stille fingeren ned langs fordybningerne i hendes ansigt. Først den ene, så den anden. Slap ikke hans blik af syne, selvom det var en krænkelse, det han havde gang i. En krænkelse på hendes private følelser. På en flov oplevelse.

Han greb hende om lænden og trak hende tættere på sig. Helt ind til ham. Hans skæve smil, der hang i mundvigen, var ikke til at stå for. En kulsort hårlok faldt ned i hans pande og lagde en skygge. En skygge som skreg af smerte. En skygge der led. En død skygge. Han lænede sig ind mod hende og hviskede. Hovedet bevægede sig automatisk. Hun nikkede som svar.

Hun var kun en pige. Fars lille pige. Fars unge kvinde. En ung kvinde på flugt. Det stod i hans magt, at beskytte hende. Beskytte hende mod den voksende fare. Det skete helt af sig selv. De flyttede sig for ham. De flyttede sig, så han kunne finde det han ledte efter. Et værelse. Kun til dem.

Den gik op med en nervøs knirke. Indenfor var lyset dæmpet. Skyggerne dansede omkring. Ikke døde, levende. Hun elskede det. Så kunne man ikke se det. Se hendes liv.

Lynlåsen gik op med en rutineret bevægelse, og stropperne faldt ned over hendes måneoplyste skuldre. Han var bag hende. Han var foran hende. Han var over hende. Hans blodrøde læber strejfede hendes øreflip. Kildede som en fjer. Hendes læber. De var bløde. De var dybe. De var alt. 

Hun blev lagt nænsomt ned på de satinbløde lagner. Pudderfarvet som ny hud. Hendes gyldne hår spredte sig som en vifte. Lå omkring hende som et skjold. Han løftede stille op i hendes smaragdgrønne aftenkjole. Hans fløjlsbløde fingerspidser strejfede ydersiden af hendes lår. De smeltede sammen. De bankede, bankede ens. De var ét. Hans læber fandt vejen til hendes. Øjnene blev lukket. En refleks, som ikke alle mestrede. Hun så ham ikke i øjnene længere. Hun havde sluppet hans blik. Bukket under. Men tiden var inde. Der var ikke meget hun kunne gøre. Hun var blevet farligt forelsket. 

Det beskidte tørklæde strammedes om hendes mund. Panikken vældede op i hende. De blev bundet på ryggen. Dens smukke grønne stof revnede langs ryggen. Et tilfreds smil prydede hans læber. Det sorte hår faldt ned i hans pande. Vådt af sved. Gnisten i de brune øjne, var blevet slukket. Tilbage var sandheden. Tilbage var ham. Den smækkede ved hendes side. Lukkede hende inde.

Han satte sig forrest. Et kik i bakspejlet ville han fortryde. Mødet med hendes øjne var svært. Den grønne kærlighed var blevet til grøn vrede.

Den blev skubbet op af hans vagter. Metallet skinnede dem i møde. Inden de trådte inden døre, blev et imponeret nik, sendt i hans retning. Den ene vagt havde fået øje på sejren.

Hans hænder skubbede hende ind i det lille rum. ”Hvor er jeg?” Et blik var det eneste svar, hun fik. Hans hænder tog fat og rev til. Det grønne stof landede for fødderne af hende. Nu kom de. De løb ned af hendes kinder. Løb i hendes fordybninger. I hendes ar. Tårerne vaskede alle deres minder ud. Han skubbede hende ned på den rådne madras på gulvet. ”Vent her,” var de eneste ord der flød i rummet, inden han forlod hende alene.

Det var langt, hårdt flettet og fyldt med pletter. Røde pletter. Blod. Hans øjne lukkede sig langsomt. Følte ligefrem med hende. Lyden kom før smerten. Det knudrede reb ramte hendes ryg med et smæld. Flere højlydte slag efterfulgte. Hun jamrede sig. Blodet flød fra hendes ryg. I strømme man kun så i havet. Et hav af blod. Blodets hav.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...