Love Spell | Harry Styles // Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jul. 2017
  • Opdateret: 8 jul. 2017
  • Status: Igang
Harry Styles er den nye elev på Bristol High, falder godt til og bliver hurtigt venner med Niall Horan // skolens 'uskyldige' dreng //. En dag støder Harry ind i Louis Tomlinson // kaptajnen for skolens football hold // som egentlig ikke vil have noget med ham at gøre. Men alligevel er der et eller andet ved Louis der tiltrækker Harry og omvendt. Da de begge indser hvad det er, prøver de at holde så meget afstand som muligt. Det er bare svært når de skal optræde sammen til Gallaen. Deres følelser bliver for alvor sat på en prøve, da rygterne begynder...

// Drengene er ikke berømte //
Advarsel: Upassende sprog kan forekomme.

2Likes
4Kommentarer
312Visninger
AA

2. - Already in chaos


 

​Klokken var 09.28 da jeg parkerede min hvide Ford Focus på min nye skoles parkeringsplads, som ikke var nær så rodet som den fra min gamle skole. Jeg åbnede bildøren og trådte ud af min bil, havde svunget min gamle, sorte Eastpak taske om min højre skulder, der indeholdte alt det, jeg mente jeg ville få brug for, da jeg tog mit første skridt på Bristol High School's område. Græsset var smaragdgrøn og træerne fyldt med mørke og lysegrønne blade. Man kunne tydeligt se at murstenene rigtigt havde været blodråde, men den eneste farve der var tilbage var lakserød. De hvide rammer om glasdørene var lavet af træ og gået lidt i stykker. Alligevel gik jeg ligeglad ind af dørene og mødte rektoren i den tomme gang. 

 

​,,Du må være Harry Styles?" spurgte ham mig. Jeg nikkede selvsikkert og gik med ham over til lokalet hvor jeg skulle have mine første timer - dansk. ,,Mit navn er rektor Smith. Bare kom til mit kontor hvis der er noget." sagde rektoren da han åbnede døren til klasselokalet. ,,Tak." sagde jeg og gik ind på den anden side af døren. 

 

​,,Mrs. Aaron, dette er Harry Styles," sagde rektor Smith. ,,han er ny på skolens område." en rødhåret kvinde, som var mrs. Aaron smilede sødt til mig. ,,Hej, Harry, rart at møde dig. Der er plads ved siden af Niall." sagde hun og pegede på et bord ved siden af en lyshåret dreng helt ude i venstre side. På vej derned kunne jeg allerede se en flok piger stirre på mig, men jeg lod som at jeg ikke havde set dem. Da jeg havde sat mig begyndte Niall at tale til mig. ,,Hej," sagde han. ,,jeg er Niall Horan." jeg smilede til ham. ,,Hej, Niall. Jeg er Harry." sagde jeg så. 

--------------------------------------------------------------------

​Da timen var slut fulgtes mig og Niall ned til cafeteriet. Gangen var fyldt med forskellige typer elever. En mørkhåret pige med piercinger, adskillige tatoveringer og mørk øjenskygge og læbestift, fik jeg øjenkontakt med. Men hun vendte øjne og forsvandt nede i gangen blandt alle de andre elever. Hun var ikke den eneste der lignede en emo. ,,Hvor længe har du boet i Bristol?" spurgte Niall. Jeg vendte mig mod ham. ,,Jeg er lige flyttet hertil med min mor og hendes kæreste." svarede jeg. Da jeg vendte mine øjne mod gangen igen, så jeg en drengegruppe komme gående med fælles jakker på. Deres efternavne var syet ind under deres skuldre med gul tråd. En mørkhåret dreng med flotte blå øjne, gik forrest. 'Tomlinson' stod der på hans jakke.

 

Lidt før vi krydsede hinanden fik jeg øjenkontakt med ham. Hans smil faldmede og gik forbi mig med et koldt blik. Jeg ventede dog med at spørge ind til ham, da mig og Niall sad alene ved et bord i cafeteriet. ,,Hans navn er Louis. Han har været kaptajn for skolens football-hold i to år nu. Skolen har allerede sikret ham et stipendium til collage." fortalte han mig. En høj latter kom fra bordet hvor Louis og hans venner sad. En mørkhåret dreng med en lys stribe i det forreste, opsatte hår grinte med ham. Det samme gjorde en dreng med samme bølgede, mørke hår som Louis'. De sad begge ved siden af ham.

 

​Niall behøvede ikke at vende sig om, han vidste allerede hvem Louis sad med. ,,Ham med den lyse stribe, er Zayn Malik - skolens player. Han var sammen med Louis' halvsøster, Lottie, en enkelt nat og droppede hende næste dag. Det samme med Liam's to storesøstre; Ruth og Nicola. De var begge rasende på ham for at have gjort deres søstre synderknust. De tilgav ham kun, hvis Zayn lovede at holde sig væk fra deres søskende. Og det gjorde han selvfølgelig. Liam derimod, har kun været på et par enkelte dates. Han bryder sig egentlig ikke særlig meget om at date." fortalte Niall.

 

Imens rodede han i hans pastasalat og drak en tår af sin juice en gang imellem for ikke at blive for tør i halsen. ,,Han blev kun medlem af holdet for at slippe af med titlen som 'Nørd'. Han forandrede sig fuldstændig. Slap af med brillerne og gik med kontaktlinser i stedet. Han fik bøjlen af og satte håret op, så det ikke hele tiden røg ned i hans øjne. Og se ham nu..? Han er holdets næst flotteste og næst bedste spiller." Niall tog en stor mundfuld af sin pastasalat. Jeg derimod, rørte slet ikke min sandwich eller drak af mit vand. 

 

​De fleste elever var gået ind i klasserne, så vi var næsten alene ude i gangene. ,,Hvad med Louis?" spurgte jeg Niall, som tydeligvis ikke forstod hvad jeg talte om. ,,Har han også en fortid som Zayn og Liam's?" Niall rystede stille på hovedet med et smil. ,,Nej, han har været sådan som han er nu, hele tiden. Det eneste der har ændret sig er håret." sagde han. Det beroligede mig lidt. Louis gav mig det kolde blik, men lignede en rar fyr. ,,Hvordan er Louis?" spurgte jeg Niall. Han tøvede lidt inden han talte. Han manglede ord. ,,Øh.. tja.. jeg har faktisk ikke hørt særlig meget om ham. Alt jeg ved er at han er kaptajn for football-holdet, elsker sin familie, er rig og har en lys fremtid." at Niall ikke viste særlig meget om Louis gav mig allerede en klar teori om, at han var mystik og ikke som Zayn eller Liam. Hvilket glædede mig. At han hverken var player eller følsom syntes jeg var et godt tegn. ,,Jeg troede ikke at man spillede football i England?" sagde jeg så. Niall kiggede på mig. ,,Skolen har det med at efterabe Amerika." sagde han. 

 

​Niall førte mig over til min næste time på anden etage i lokale V. Mens han gik videre, trådte jeg ind af døren og gik hen til læreren. ,,Goddag, Harry." jeg fik hurtigt øje på et navneskilt der hang ned af lærens bukselomme. Mr. Swan stod der. ,,Der er plads nede hos Louis Tomlinson."  jeg fik hurtigt øje på ham. Louis sad helt nede i højre hjørne og kiggede ud af vinduet, hvor solskindet ramte hans krop. Han opdagede mig først da jeg begyndte at snakke til ham efter jeg havde sat mig. ,,Hej." sagde jeg i håb om at starte en samtale. ,,Hej," svarede Louis. ,,du må være Harry?" jeg nikkede som svar. Langsomt kom der stilhed, men den blev straks brudt af klokken der ringede ind til time. Mr. Swan begyndte engelsktimen med massere af snak, som ingen af os fandt spændende. Derfor prøvede jeg at køre samtalen videre. ,,Jeg har hørt at du er god til football?" Louis' øjne gik hurtigt fra læreren til mig, ,,Den bedste på holdet," svarede han. ,,synes jeg selv." lidt latter kom frem i mig. 

 

​,,Okay," sagde Mr. Swan. ,,i skal vælge et historisk emne om England og skrive om det i en stil med jeres sidemakker. I får en måned til at skrive i. Vi begynder i morgen." klokken ringede og jeg var på vej ud af lokalet, da Louis lagde en hånd på min skulder. ,,Vi ses i morgen, Harry." sagde han og gik. Uden øjenkontakt gik han forbi mig og ned til hans venner, Zayn og Liam, som hver især kiggede underligt på mig. Jeg valgte at ignore det og prøve at finde Niall. Da jeg så endelig fandt ham i High School rodet, var vi lige gået ud af glasdørene og på vej ned til parkeringspladsen, hvor min bil var, da jeg ikke så mig for og gik direkte ind i Zayn.

 

Han vendte sig mod mig og kiggede intenst ind i mine øjne. ,,Hvad fuck er dit problem?" spurgte han, og jeg som ikke forstod hvorfor han blev så gal, stod bare der og kiggede uforstående på Niall. ,,Hvad?" sagde jeg så. Zayn slog på min skulder med en knytnæve som fik mig til at falde bagud. Hvis det ikke var for Niall, ville jeg nok være faldet. ,,Jeg spurgte; hvad fuck er dit problem!" råbte Zayn så og skubbede mig bagud igen.

 

​Denne gang var jeg ved at falde pga. stentrappen der var bag mig. Jeg ved godt at det ikke var det smarteste at gøre på den første dag, men jeg besluttede mig for at give igen. Da jeg stod fast på mine fødder, skubbede jeg hårdt til Zayn hvis blik blev helt koldt og vredt. ,,Slap nu af, Zayn." da Niall blandede sig, gik de rasende blikke fra mig til ham. ,,Hold din kæft, Niall!" råbte Zayn og tog fat i hans skuldre og skubbede ham op til skolens udendørs vægge og hev ham ca. 20 cm op af muren, hvilket beviste for stærk han var. ,,Gå ned og brænd dig selv i helvede!" hurtigt kom Liam og en anden dreng fra football-holdet og holdte Zayn tilbage. Han havde prøvede ivrigt at komme fri, men de var stærke nok til at holde ham tilbage. Jeg stod der uforstående og så på.

 

Zayn var tydeligvis mere vred på Niall end på mig, hvilket jeg ikke forstod, da det var mig der havde irriteret ham mest. Jeg vidste udmærket godt at der var noget Niall ikke havde fortalt mig. Bag mig kom Louis løbende. Han skyndte sig over til Zayn, lagde en hånd på hans skulder og talte ham til fornuft. ,,Slap af, Zayn." begyndte han med. ,,Vi bliver ikke uvenner med de nye på deres første dag, Vi burde slet ikke blive uvenner med nogen, det ved du også godt." alt Zayn gjorde, var at ryste sig fri af drengene fra hans holds arme og gå hans vej. Det var som om han ignorerede Louis. 

 

​Louis kiggede undskyldende på mig og gik efter Zayn. Resten af drengene fra skolens football-hold, gik med deres hold kaptajn uden at blinke. Kun mig og Niall stod tilbage foran gladdørene. Vi så begge efter dem. Jeg vendte mig om mod Niall, som ikke var nær så overrasket som mig. ,,Kan du give mig et lift hjem?" spurgte han mig roligt, som om at episoden med Zayn slet ikke havde fundet sted. Jeg nikkede og sammen gik vi ned til min Ford Focus bil. Mens undrede jeg mig over, hvorfor Niall var så rolig. Efter det der lige var sket, har jeg virkelig lært min lektie om at se mig for. Vi satte os begge ind i bilen. Jeg rakte Niall GPS'en så han kunne indtaste sin adresse. Udover musik, var der helt stille i bilen. Jeg valgte dermed at spørge ind til ham og Zayn.  Jeg skruede ned for radioen, hvilket irriterede Niall. ,,Er der nogen mellem dig og Zayn du ikke har fortalt mig?" spurgte jeg ham.

 

Niall tog en dyb indånding og sukkede. Han sagde intet. ,,Niall?" sagde jeg irriteret. Mine øjne kiggede skiftevis på vejen og ham. ,,Jeg vil ikke snakke om det." sagde han så. Jeg lod mine øjne rulle væk fra Niall og fokusere på vejen, imens lod jeg et suk komme fra mig. ,,Hør, jeg vil bare prøve at hjælpe dig. Men det kan jeg ikke når jeg ikke ved hvad problemet er," sagde jeg muggent. Stilheden kom hurtigt og var ren tinnitus. Niall sukkede og overgav sig. ,,Det var før han blev en player. Zayn var vild med en pige, Perrie Edwards. De havde datet i tre år, hun betød alt for ham. Men alt gik galt pga. mig. Man kan godt sige at jeg var oversagen til at Zayn blev en populær player." fortalte han. ,,Hvorfor? Hvad skete der?" spurgte jeg ivrigt. Niall tøvede af nervøsitet, han var sikkert bare bange for hvordan jeg ville reagere.

 

​,,Jeg kyssede hende lige foran ham, og stjal hende et par uger efter. Zayn var synderknust. Perrie følte sig så dum og flyttede skole lidt tid efter. Hun ville væk fra sin ex, fordi at hun vidste at han led.." få spørgsmål fyldte mit hoved, og jeg prøvede at få dem besvaret. ,,Led?" afbrød jeg. Niall tog en dyb indånding og prøvede at besvarede min kommentar så hurtigt som muligt. ,,Jah.. øh... Zayn lå inde på hans værelse i mange uger uden at spise særlig meget. Han kom ned på fyrre kilo, så vidt jeg ved. Liam og Louis besøgte ham skiftevis hver dag efter skole for at tjekke hvordan han havde det. De var virkelig bekymrede. Nogle gange var de hjemme hos Zayn alle firetyve timer, for at sikre sig for at han fik noget at spise." jeg indrømmer at jeg er lidt rystet. At Zayn har haft spiseforstyrrelser undrede mig, om han mon stadig havde dem? For han var tynd, men så ud til at have det fint. ,,Louis opdagede en dag, at Zayn sov med en lille, mørkeblå pose med en guldring i. Den som han ville have givet Perrie," der gik min grænse.

 

​,,Ring?" nærmest råbte jeg. Flere hundrede spørgsmål fløj rundt mellem mine ubetydelige tanker i mit hoved, og da jeg tænkte nærmere om dem, ville jeg egentlig ikke have dem besvaret. En følelse af ubehag røg gennem min krop, efterfulgt af kuldegysning. Jeg prøvede at holde mine øjne på vejen, men jeg kiggede hele tiden på Niall og andre steder. Jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle gribe situationen an. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. ,,De tre år hvor Zayn var sammen Perrie, betød meget for ham. Han kæmpede flere gange for at få faderens velsignelse, og da han endelig fik den, var det det perfekte øjeblik for at overrække hende ringen. Men alt gik galt pga, mig, som altid." nu var mine øjne blevet fastfrosset til vejen, og ude af stand til at bevæge sig. Det eneste jeg kunne var at blinke, lytte og styre bilen. Min mund var tør, min stemme var forsvundet og jeg kunne mærke at jeg manglede ord.

 

,,Men Louis tog ringen,  mens Zayn sov, og gav den til hans mor som kun tænkte på at komme af med dem. Da ringen først var væk, begyndte Zayn's følelser for Perrie langsomt at forsvinde. Nogle dage efter, lavede Liam stor morgenmad, frokost og aftenmad til Zayn, da hans forældre ikke var hjemme. Og da, gik det op for ham hvor sulten han egentlig var. Han har det heldigvis fint nu." stilheden kom frem igen, men blev engang imellem brudt af GPS'en der fortalte hvilken vej jeg skulle køre, for at komme frem til Niall's hus. ,,Hvor ved du alt det fra?" spurgte jeg ham så. ,,Liam fortalte mig det. Han syntes at jeg skulle vide det. Desværre imens det stadig stod på, men han fortalte mig at jeg intet kunne gøre, så jeg prøvede ikke." sagde Niall. Kun få spørgsmål havde ord nok til at komme ud af min tørre mund. Mens nægtede mit kolde ansigt at kiggede på ham.

 

,,Vidste du at de var sammen?" som jeg forventede, røg der et skamfuldt 'ja', ud af hans mund. ,,Hvorfor gjorde du det overhovedet?" spurgte jeg. Man kunne tydeligt høre på mig at det påvirkede mig. At Niall var skyld i at en uskyldig dreng fik anoreksi og flere dages kærestesorger, velvidnende uden at gøre noget, fik mig til at se Niall, som en kold og forfærdelig ven. Men inden jeg kunne nå at stille flere spørgsmål, var vi ankommet til hans hjem. Et lille gult rækkehus med en sølvpostkasse, hvor der stod navnet 'Horan'. Niall kiggede på det og sukkede tungt. Jeg ventede bare på at han gik ud af min bil.

 

​Men det gjorde han ikke. Han blev i bilen sammen med mig i al stilhed. Mine hænder blev fristet til at tænde radioen så musikken kunne bryde tavsheden. Men det kunne de ikke, de var som limet fast til rettet. ,,Hør," sagde Niall så, ,,du tror sikkert at jeg er verdens største kælling lige nu, men du skal vide at jeg fortryder det jeg gjorde. Det gør jeg virkelig. Og jeg vil ikke miste min ven til noget jeg gjorde for et år siden. Alle har en fortid, nu ved du min. Og venner accepterer hinanden som de er, så jeg beder dig om at accepterer mig." og da, tog han sin taske, svingede den om skulderen og gik ud af min bil. Bildøren smækkede i da Niall forsvandt bag rækkehusets dør. Jeg holdte længe udenfor hans hus og overvejede at gå over til døren, banke på og sige at vi var okay. Men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det. Jeg var ikke i humøret til at tage den beslutning der. I stedet kørte jeg hjem.

-------------------------------------------------------------------

Sengen var kold på højre side, men blev varmere da jeg lod min krop dække hele madrassen. Væguret ringede kl. 7, og da, tvang jeg mig selv til at stå op. Jeg hoppede i mine sorte jeans og svang en hvid t-shirt over hovedet – jeg ved det, klassisk, men lige mig. Mine hænder åbnede værelsesdøren, og hurtig fangede min næse en sød vaniljeduft. Jeg gik nedenunder og så at min mor havde bagt vanilje muffins. Jeg tog en og lavede en kop kaffe, satte mig over i sofaen og tændte tv’et for at se nyhederne. Som altid, var der intet interessant. Som hver morgen, var jeg den eneste i huset. Min mor og stedfar var taget på arbejde. Min søster og stedbror, Gemma og Mike, var flyttet hjemmefra for længe siden. Så jeg sad her alene og lod tv’et bryde stilheden. Vi havde ikke engang et kæledyr som kunne underholde mig.

 

Da jeg var færdig, lagde jeg koppen og tallerkenen ned i opvaskemaskinen, gik ovenpå og tændte min computer for at printe mit skema ud. Da jeg så hvad klokken var, lagde jeg hurtigt papiret ned i min taske, løb ned af trapperne og låste hoveddøren da jeg stod ude på fliserne. Jeg åbnede bildøren til min Ford og satte mig ind. Min taske lagde jeg på sædet hvor Niall havde siddet i går. Jeg smækkede døren i og startede bilen. Og da, var jeg atter på vej ned til Bristol High.

 

Jeg parkerede min bil langt væk fra Zayn’s i håb om ikke at støde ind i ham. Men jeg kunne ikke forhindre os i at få øjenkontakt. Rart føles det i hvert fald ikke, når man kiggede ind i hans mystiske øjne. Jeg fortsatte med at gå over til glasdørene uden at kigge tilbage efter Zayn. Jeg ville ikke have noget med ham at gøre. Niall stod på den anden side af de gennemsigtige døre. Jeg åbnede dem og kaldte på ham. Han vendte sig om og kiggede skamfuldt ind i mine øjne. ,,Undskyld.” sagde jeg så. Beslutningen var taget og jeg ville lære min nye ven at kende. ,,Som du sagde; alle har en fortid. Og jeg må acceptere din.” Niall smilede af begejstring og takkede mig. Derefter gik vi sammen over til Naturvidenskab, hvor vi satte os ved siden af hinanden. Uden at blive taget i det, snakkede vi hele timen igennem, fordi at vi fandt lærens snak kedelig.

--------------------------------------------------------------------

Efter en kort frokostpause i cafeteriet, var jeg atter på vej til Engelsk, da Zayn stoppede mig ved at smadre en knytnæve ind i min skulder. Jeg tog en dyb indånding for ikke at blive alt for vred. ,,Hvad vil du Zayn?” sagde jeg muggent og vendte mig mod ham. Han havde en hvid t-shirt på indenunder en sort opknappet skjorte. Han havde holdjakken i hånden. Uden den på, kunne man se hans tatoveringer på armene. ,,Hvor godt kender du egentlig Niall Horan?” spurgte han så. Jeg valgte ikke at svare. Der var kun få elever på gangen, men dem der var der, prøvede at lytte med i skjul. Da vi opdagede dem, sagde vi forskellige ord der hurtigt fik dem til at forsvinde bag dørene i gangene. ,,Det tænkte jeg nok. Hør, Styles – football-holdet kunne godt bruge endnu en spiller. Hvis du er frisk, så kom forbi banen kl. 15. Vi kan hurtigt blive enige om, at du vil få et godt ry og slippe for at sidde alene med Niall på; Fucking Loser-bordet.” sagde Zayn.

 

Selv var jeg begejstret over at han spurgte mig om at komme på holdet. Men jeg vidste at han kun spurgte mig, for at se Niall alene og sårbar uden nogen som helst og være sammen med. Og sådan noget ville jeg aldrig gøre mod en ven. ,,Zayn,” sagde jeg. ,,jeg ved godt at du kun vil have mig med på holdet for at se Niall ensom og forrådt. Men hvad får du ud af det? At se ham lide, ligesom du led? Og tro mig, når jeg siger, at han er ked af at han stjal din kæreste og forrådte dig. Det er han virkelig. Men hvis du ikke vil andet end at irritere eller gøre en af os ondt, vil jeg bede dig pænt om at fucke af, og lade os være i fred.” forsvarede jeg. Zayn blev tydeligvis ramt, da jeg nævnte hvordan hans ex forsvandt fra ham. Men han gemte følelserne godt, dog kunne han ikke skjule de våde øjne. Da han opdagede at han græd, lod han et falskt grin fylde gangens stilhed. Han slog mig hurtig på skulderen. ,,Du’ sjov, Styles.” sagde Zayn og forsvandt nede i gangen. Og da, ringede klokken.

 

Jeg skyndte mig over til lokale V, hvor mine Engelsktimer fandt sted. Jeg kom for sent, men jeg ignorerede da læren nævnte det. At Zayn stadig hadede Niall for fortiden, var ikke en sund måde at leve på. Han burde komme videre og lade være med at skjule hans følelser. Og jeg vidste, at de eneste der kunne overtale ham, var Liam og Louis.

--------------------------------------------------------------------

​Tak fordi at du læste det første kapitel af 'Love Spell', jeg håber du nød det. 

​Jeg nød i hvert fald at skrive det.

​Hvis du er i tvivl, så ja, dette er en Larry historie. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...