The Seventh Codering

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 31 jul. 2017
  • Status: Igang
-Du må først anerkende dig selv, før du ved hvad du kan...

Skæbnen giver hende en chance til med hjælp fra en "kodering". Sammen med de seks andre teenagere tager Avery ud på en rejse for af tyde de gådefulde tal ingen rigtig ved hvad betyder.



0Likes
0Kommentarer
38Visninger
AA

2. Kapitel 1 -Glædens udspring

Kapitel et

Glædens udspring

Solens stråler lyser ind af vinduet. Gaven fra mor ligger nu badet i lys. Hvorfor tager Gud dem man elsker? "Jeg har noget til dig," det var det sidste mor havde sagt til mig, inden hun forlod mig. Min far døde under 6. verdenskrig da jeg var 9. Så tilbage var der kun min mor og jeg. Nysgerrigheden begyndte nu at prikke lidt til mig. Hvad var det jeg skulle have? Jeg kikkede igen på den lille pakke. Der var snart gået 2 uger, og jeg havde ikke engang set på den. Med en hurtig bevægelse stod jeg nu med pakken i hånden. Det blanke papir skinnende i lyset. Jeg tog endnu en dyb indånding og lettede på låget. Det første jeg så var en lille blomst bundet til en ring. "En forglemmigej" sagde jeg med hæs stemme og øjnene fulde at tåre "det var hendes yndlingsblomst". Jeg var lige ved at græde. I det samme huskede jeg hvad hun plejede at sige, "lad mig se et smil" jeg klemte et lille smil frem, da jeg så hende for mig. Hun var rask og strålede af glæde som solen. Men sådan havde hun nu ikke været i live. Hun var altid trist. Jeg kan huske, jeg hørte hende hulke, når hun troede jeg sov. Men da hun fortalte, hun skulle herfra, kunne jeg høre, hun lød lidt glad. Måske skulle hun se dem, hun havde mistet i krigen? Far måske? Jeg fjernede blikket fra æsken og så rundt i værelset. På tunge føder gik jeg ovenpå til min mors værelse.

Min mors værelse var lidt mindre end mit. Men så større ud fordi solen kunne belyse hele rummet. Reolerne og skabe var bygget ind i vægen til venstre for mig. Midt i rummet stod sengen og under den et stort gulvtæppe. Mine øjne gennem søgte rummet et par gange før jeg fandt, hvad jeg ledte efter, min mors smykke skrin. Med et par hurtige bevægelser havde jeg, hvad jeg skulle bruge. En amulet. Derefter smuttede jeg igen ind på mit ejet værelse og satte forsigtigt blomsten ind i amuletten. Med den om halsen og ringen på pegefingeren var jeg nu klar igen. Klar til at vise mig offentligt.

Jeg gik ned at Stormgade, mens jeg så på min ring. Den var noget særligt. Ellers ville jeg ikke have fået den. Såvidt jeg husker havde mor den altid på.

Mens jeg tænkte på, hvad der kunne være særligt ved ringen, endte jeg, med at side på en bænk i parken til langt ud på dagen og lyttede til ambulancerne der kørte rundt længere inde i byen.

"Hey du? Hvor har du den ringen fra?" En dreng med mørkt hår og gyldne øjne var kommet hen til mig. Jeg kunne ikke lade være med at beundre ham, hvem gør sådan noget? "Hallo? Er du døv?" Spurgte han nu." Hvad? Nej!" Skyndte jeg mig at sige med en halvsur mine. Han så bare på mig. Det var en smule uhyggeligt."Har du et problem?" Spurte jeg endnu mere tvær og rejste mig for at gå. "Ringen?" Sagde han stille "hvor har du den fra?" Jeg så på den og derefter på ham. "Hvorfor vil du vide det?" Spurte jeg og så ham lige ind i øjnene. Idetsamme strakte han sin hånd frem. "Jeg har en der ligner den" han så på mig med glade øjne. Var disse ringe virkelig noget særligt?

"Hvor har du din ring fra?" Spurte han igen og var pludselig blevet alvorlig. Skulle jeg sige det til ham? Hvorfor er det så- "fra min mor" hørte jeg mig selv sige. Han tog et sammenkrøllet stykke papir op af sin lange sorte jakke. "Her!" Han gav papiret til mig unden at tøve. Det var 7 navne på forskere der har levet for flere hundrede år siden. "Hvad er der med dem?" spurgte jeg med næsen begravet i papiret. "Jeg fik dette sammen med ringen" sagde han smilende. "En af disse forskere er du i familie med." Jeg så op for papiret. "Hvad hedder du?" Nu var jeg for-alvor blevet nysgerrig. "Edward Feynorh" sagde han og lagde hoved på skrå og fortsatte "hvad med dig?" "Avery Fairya, hyggeligt at møde dig" sagde jeg og var næsten ved at grine. "Ehm... denne samtale har snart været igang i 10 minutter" sagde han. Jeg kunne se at han, også godt kunne se det sjove. "At præsentere mig er ikke min stærke side" sagde han forsvarende. Vi stod og så på hinanden. En smule pinligt. "Det var hyggeligt at snakke med dig, men jeg må vider" sagde jeg. Jeg havde endelig ikke lyst til at gå for jeg har ikke følt mig så opmuntret i lang tid. I det samme greb han min arm. "Vent, du skal møde de andre" sagde han tøvende. "Har du ikke undret dig over hvad tallene betyder?" Jeg stod helt stille. Hvad snakker han nu om. "Hvilke tal?" Med en hurtig bevægelse havde jeg vendt mig om og stod nu og så ham lige i øjnene igen. "Dem i ringen selfølgelig. Har du ikke undret dig over hvad de betyder?" spurgte han igen. "Kan du tage mig hen til de andre?" Spurte jeg og så spørgende på ham. "Har de også en ring?" Et smil rejste sig på hans læber. "Okay" sagde han "vi kan ikke være her længer flyverne vil snart bombe området igen." Han tog fat i min hånd og vi begyndte så at løbe hen til "de andre".

Han førte mig ned af en masse små side gader og gyder. Der lå murbrokker og andet skrammel over alt. Dette boligområde var totalt øde. Vi stoppede forenden af Citronevej hvor han begyndte at banke på et kloakdæksel. Da han stoppede, blev hans banken gengældt, og dækslet blev åbnet. "Sådan Ed, du fandt hende, nu kan vi tyde koden" sagde en dreng med et ar over højre øje. Han gjorde tegn til, vi skulle følge efter ham ned i kloakken.

"Hej nye pige!" Råbte 4 andre børn...

Rummet var en smule dystert men man kunne sagtens se deres ansigter. "Hils nu på dem!" Hørte jeg en stemme bag mig sige. Det måtte være drengen med arret da jeg var ret så sikker på at Edwards stemme var lidt lysere. "Ehm... hvad skal jeg sige?" Hvor er jeg bare dum. Hvorfor sagde jeg det? Jeg kender jo godt svaret. "Pff.. at præsentere dig er hvis heller ikke din stærke side" denne gang var jeg hundrede procent sikker på at det var Edward der havde sagt noget. Hvem skulle det ellers være. "Mit navn er Sasaki Hisato" en dreng var gået frem og havde præsenteret sig. Efter hans udsende at bedømme måtte han være fra et af de asiatiske lande. "Du kan bare kalde mig Kito, der er ikke rigtig nogen der bruger mit fornavn -Hisato" Han virkede venlig og lignede ikke en der ville bide ens fingre af. "Kito, det burde jeg kunne huske" Drengen storsmilede. Hvis du ikke har fået det hele med er Sasaki mit efternavn og Hisato mit fornavn men alle kalder mig Kito, det er også bare de sidste bogstaver i mit for og efternav- " Ja, Ja det har hun da fattet! du behøver ikke gå i detaljer for titusinde gang! Og forresten -Darya Eze det er mit navn" hun greb Kito i armen så han ikke kunne løbe sin vej og gav ham et blidt slag på hoved. Darya, hende kunne jeg godt blive gode venner med. "Det tager for lang tid!" Det var drengen med arret. Han måtte være ret utålmodig så lang tid har vi da heller ikke stået her og snakket. "Drengen ovre i hjørnet" han sinkede stemmen "Der tit er ret så deprimerende hedder Daniel Seldrij, du kan bare kalde ham 'depri'. Hende der" drengen plejede på en pige som ikke så helt så begejstret ud. Måske viste hun hvad han skulle sige. Men drengen så ikke ud til at have bemærket det. Han fortsatte ihvertfald. Hun hedder Emma Christensen hun er ret så sær. Så kald du bare hende 'særling'. Var det ikke alle?" Drengen så rundt i lokalet. Jeg fik gåsehud af det. Jeg så hen på Daniel og Emma og fik en smule ondt af dem. "Nåååå jeg havde jo nær glem mig selv" jeg så hen på drengen med arret. Han havde faktisk ikke præsenteret sig. Måske havde han for travlt med at kalde de andre for depri og særling? "Mit navn er Ferekx Ketra" I det samme som han sagde det flimrede lyset. Det virkede ret så uhyggeligt. Som noget der var blevet taget udfra en gyser film. Men ingen af de andre lod til at blive bange for det. Faktisk trak de ikke en mine. Ferekx fortsatte. "Nå alle sammen dette er... " han pegede på mig og ventede på at jeg selv skulle præsentere mig. Jeg stod som forstenet. Jeg kunne intet sige. Hvad fejlede jeg idag?

Ferekx skyndte at kigge over på Edward da han opdagede at jeg ikke svarede. Jeg viste hvad jeg hed. Jeg viste hvem jeg var. Mit navn er Avery Fairya sagde en stemme inde i mit hoved. Jeg åbnede munden for af sige noget men... jeg kunne ikke. Hvorfor? de så alle sammen på mig. Edward, Daniel, Hisato, Darya, Emma og nu også Ferekx. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Fuck! Jeg har altid været en smule genert. Men det var aldrig så slemt. Jeg havde sagtens kunne snakke med Edward i parken. Jeg kunne sagtens snakke med Hisato da han præsenterede sig, så... hvorfor ikke nu? Jeg kiggede forvirret rundt. Hvad var det nu jeg skulle svare på. "Sig nu bare dit navn!" Ferekx rev mig ud af mine tanker. Jeg tog en dyb indåndning og så rundt på alle. "Mit navn er Avery Fairya" det var virkelig en lettelse. "Det var vist det" Ferekx havde igen taget styringen. Han virkede meget selv glad. "Tilbage til arbejdet" fortsatte han.

Emma og Daniel var de første til at tage plads ved et bord der flød med papir. Ferekx gik over for at studere et kort over Nordamerika mens Edward, Darya og Hisato viskede lavt til hinanden ved et bord i den mere hyggelige afdeling af rummet. Jeg kiggede rundt. Der var hyller med kort, bøger og andet papir, en tavle der var fuldt med tal og mellem et par kontinenter. Hisato vinkede mig over til dem. Men jeg var slet ikke færdig med at studere rummet så jeg endte med at gå baglens over mod dem mens jeg stirrede på Ferekx. Han havde travlt med at se på Europakortet og verdenskortet og havde sat en masse nåle i. Jeg var næsten henne ved de andre da det gik op for mig at jeg faktisk næsten ikke havde lavet andet end at stirre på Ferekx lige siden jeg klatrede ned at stigen. Jeg satte mig ved siden af Darya som gav mig et skub mens hun bevægede øjenbrynene. Hun havde åbenbart lagt mærke til det."Din type" spurgte hun. Hendes øjne var virkelig smukke. En flot brun farve lige som hendes hud. Hendes mørke hår... hun var virkelig smuk. Hun skubbede til mig igen og blinkede drilledene med hendes øjenvipper. Jeg skyndte mig at skubbe igen for at fortælle hende at- Ferekx overhovedet ikke var min type og han skulle mindst være den sidste på dreng på jorden før jeg over hoved over vejede det.

Hisato og Edward var fuldt optaget af at fumle med en ring og et forstørrelsesglas. "Darya... det næste tal er måske 3 eller også er det 8" det var Hisato. Darya skyndte sig at skrive det ned og kiggede så igen på mig. "Tallene er ikke sa gode længere. Ferekx prøver at finde en sammenhæng på kortene. Vi tror nemlig at de tal der er i vores ringe har noget med kort afgøre" Darya kiggede igen på Hisato og Edward. Jeg kiggede hurtigt på min ring. Derefter på dem også på min ring igen. De studerede tallene som var på indersiden af ringen. Jeg vrikkende min ring af og så på den endnu en gang. Mine tanker snoede sig vider og jeg begyndte at tænke på min mor. Jeg skubbede tanken væk og studerede igen trioen. "Så tallene er altså...en besked?" Darya så på mit undrende ansigt. Jeg havde hovedet fyldt med spørsmål. Hvorfor skrive beskeder i en ring via tal? Hvad skulle tallene bruges til? Er der nogle af tallene i ringene der gentager sig? "Vi ved ikke så meget om disse tal" sagde Hisato stadig rettet blikket ned på ringen. Jeg følte mig lettet. Måske var jeg ikke så meget bagefter som jeg troede. "Hvordan kan i leve hernede?" Jeg kunne mærke det frygt i min stemme. Og det havde faktisk ikke rigtigt slået mig før nu. "Går i ikke i skole?" Denne gang var alles øjne rettet på mig. Ikke kun Edward, Darya og Hisato. Men også Emma, Daniel og Ferekx. Deres ansigts udtryk var skræmte, lettede og eventyrlystne. Ferekx ansigt lyste af foragt. Det gjorde mig en smule urolig. Havde jeg sagt noget forkert? "Er du dum" Daniel havde rejst sig. Han så bange ud. Lignede ikke en person der bare ville rejse sig op og holde en tale. Hans gyldne øjne og lyse hår fik ham til at se ud som et spøgelse. "Vi er midt i en krig" forsatte han. Lyset fra lampen ved siden af ham fik hans ord til at gå lige i hjertet. Hvad havde jeg tænkt på? Drengene her var jo omkring de 15 år. De kunne umuligt stadig gå i skole. Sandsynligheden for at de ikke var soldater eller døde nu var ufattelig lille. Jeg fjernede blikket fra Daniel og så ned i bordet af bare flovhed. Daniel satte sig ned. Han kunne åbenbart læse det på mit ansigt. -Det var feset ind. Der gik ca. 5 minutter før folk begyndte at sige noget igen. Daniel og Emma sad og hviskede til hinanden men de stirrede på mig. De bagtalte mig sikkert. Jeg drejede igen hovedet og mine øjne begyndte af flakke fra sted til sted. Jeg studerede igen rummet. Bare for at tænke på noget andet. Hvorfor var det ikke gået op for mig da jeg så dem første gang? Selvfølgelig kender de hindanden. Jeg følget mig en smule mere ensom. Den eneste grund til at jeg var her var den dumme ring. Jeg fik lyst til at gå min vej. Jeg var et nul! Det havde jeg været siden min far døde. Alle havde mistet nogen. Selv de selvglade i dette lokale. Alle skal bedrage til krigen, kæmpe for sit land og rejse med af det du måske for tilbage er et takkebrev der er lige så personligt som en dåse tun i et super marked.

Jeg trillede ringen mellem mine fingre. Jeg ville bare væk. Væk fra dette elendige land, væk fra jorden og universet. Måske ville det være nemmer hvis jeg aldrig var kommet her til denne snottede kloakskakt. Jeg tænkte det hele igennem. Jeg skulle bare rejse mig op, gå over til dækslet åbne det og vips var jeg fri fra dette sted. Fri for disse problemer. Gid jeg aldrig havde vist mig i den park i dag, gid jeg aldrig havde vist mig offentligt og det bedste ville være hvis jeg aldrig havde fået denne ring. "Avery!..Avery!.. hallo kan du høre mig? Hvad tror du? Kunne det passe?" Edward! Det var hans stemme. Vent! Jeg har lige mødt ham. Jeg er ikke vild med ham. Fat det nu! Avery du kan ikke lide drenge. Du er alt for... min tanker stoppede. Det var ikke mere. Jeg var et nul. Jeg fik et puf og jeg reagerede ved at dreje hovedet. Hvad tænker du om disse tal?

-14772835

"Det siger mig ikke noget" jeg så surt på dem. Hvorfor ville de bruge deres tid på dette. "Kom nu, det var jo ikke ondt ment" prøvede Ed igen. Det virkede ikke ligefrem lettende. Jeg så ned i bordet. Trioen arbejdede vider. Hvad skulle jeg enlig her? Var der overhovedet NOGET jeg kunne hjælpe med? Jeg så ned på mine hænder. Ringen klædte mig ikke lige frem og det havde faktisk ikke gjort mig noget godt? Eller havde den?Jeg kiggede op. Skulle jeg gå min vej? Jeg kunne jo komme tilbage i morgen. Jeg trillede igen ringen mellem mine fingre. Det var faktisk ret så dejligt ikke at bære den. Jeg var klar nu. Jeg havde taget en beslutning.

Igen tak til jer der troede på mig. Næste kapitel kommer ikke ud foreløbig...Skriv gerne en kommentar, vil gerne vide hvad i synes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...