Facader

Om sociale medier og de forskellige virkeligheder, vi lever i i dag. TIl Piger '18 konkurrencen, med temaet teknologi.

10Likes
7Kommentarer
215Visninger

2. Picnic

Luften i bilen var varm og klam. Isa sad og stirrede ud af bilruden uden egentligt at lægge mærke til det landskab, der drønede forbi hende. Hun tænkte på Sandra og de andre piger. De sad sikkert allerede på plænen og drak cider nu og havde det vildt sjovt, mens hun var tvunget til at bruge hele dagen med sin håbløse familie.

     Skærmen på Isas telefon lyste op. Hun havde fået et snap fra Sandra. Det var et billede af pigerne, der sad på et lyserødt tæppe. De smilede, og man kunne se det tørre græs og den blå himmel i baggrunden. ”Vejret er perf, men vi mangler dig <3,” stod der henover billedet. Isas hjerte blev så tungt, at det føles som om, det sank helt ned i maven på hende. Hun skyndte sig at svare med et billede taget ud af bilruden og teksten ”picnic med den bedste familie kan kun blive godt.”

     Hendes forældre småskændes allerede på forsædet. De snakkede endnu ikke højt nok til, at hun kunne høre, hvad det handlede om, men det var sikkert penge som sædvanligt. Hendes lillebror sad på det andet bagsæde og snakkede højt om alt fra øst til vest i et forsøg på at distrahere forældrene fra deres skænderi. Stemningen var allerede så trykket, at der ikke skulle meget mere end en gnist eller to til før, at det hele ville eksplodere og gå op i røg. Isa fandt sit headset frem og fyrede op for Ed Sheeran og håbede, at de snart var fremme.

 

”Isa, gider du lægge den telefon fra dig og hjælpe i stedet?” Spurgte Isas mor i en skarp tone. De var endelig nået frem til den skov, de skulle holde picnic i, og hendes mor havde åbenbart allerede besluttet sig for, hvor de skulle slå sig ned. Hun skyndte sig at svare på endnu et snap fra Sandra, inden hun lagde telefonen i lommen og traskede over for at hjælpe med at pakke deres ting ud.

     ”Er her ikke bare skønt?” Sukkede Isas mor en anelse skingert og gav hendes far et akavet stift kys på kinden. Han nikkede bekræftende og mumlede et eller andet uhørligt, men han så ikke på hende. Det var tydeligt, at de prøvede at lade som om, at skænderiet i bilen aldrig havde fundet sted, men selv skovbundens småkryb var klogere end det, tænkte Isa arrigt for sig selv.

      ”Årh, hold da op med at lad som om, at alting er helt fint.” Ordene væltede ud af Isas mund inden, hun nåede at tænke sig om. Hendes kæbe var spændt af indebrændt vrede og det dunkede for hendes ører. Hendes lillebror trak i hendes ærme og så bedende op på hende, men det var allerede for sent.

     ”Hvad sagde du?” halvråbte hendes mor og så på Isa, der ville ønske, hun kunne forsvinde ned gennem skovbunden og blive der for altid.

     ”At I skal holde op med at lade som om, at I ikke lige har siddet og skændes hele vejen herud,” svarede hun surt og kiggede rundt på de andre mennesker i nærheden, mens hun krydsede fingre for, at de ikke have opdaget, hvordan hendes familie teede sig som fire små børnehavebørn.

”Du skal slet ikke blande dig i far og mors samtaler.” Nu råbte hendes mor. Hun var så rød i hovedet, at byens brandbiler ville være misundelige på farven, hvis de så hende. Hendes far sagde ingenting. Han stod bare og kiggede opgivende på Isa og hendes mor.

     ”Stop nu! Vær nu søde!” Hendes lillebror så op på dem med blå, våde øjne. Det stak og prikkede i Isas hjerte. Han gav sig til at hulke og snart begyndte han at græde højlydt, mens han halvkvalt mumlede ”hold nu op” om og om igen. Begge hendes forældre skyndte sig at sætte sig ned ved siden af ham og begynde at trøste ham og forsikre ham om, at de nok skulle holde op, og at alting nok skulle blive godt igen.

     Isa stod stadig ved kanten af tæppet og følte sig frygteligt skyldig. Hvis hun bare havde holdt sin store mund lukket og spillet med på forældrene komedie var intet af dette sket. Tårerne pressede sig på, og det føltes som om, at der var et frygteligt stort dyr, der flåede alting i stykker inden i hende.

     Hendes mobil vibrerede i lommen. Endnu et snap fra Sandra. Denne gang var det et billede af hende og pigerne sammen med nogen drenge, hun ikke kendte. ”Vi har det for viiiildt” stod skrevet henover billedet. Dyret i hendes mave gnavede endnu mere aggressivt, da hun læste teksten igen. Alligevel sendte hun et billede af Pepsi dåsen i hendes hånd af sted, med teksten ”picnic behandler mig nu også mig meget godt,” selvom hun ville ønske, at Sandra kunne se, at hun løj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...