knust glas

Det var en fortrydelig og forfærdelig handling, der resulterede i, at du trådte på glasset, som jeg havde knust.

© Alle rettigheder forbeholdes af @menneskeligbruger

2Likes
3Kommentarer
558Visninger
AA

3. flashbacks

 

Første kapitel.

Hverken mine venner eller familie er ledige netop i dette øjeblik, hvor jeg har brug for dem. Jeg vil nu ikke være til besvær for dem, selvom jeg inderst inde ved, at det er jeg ikke. Kæresten er helt udelukket af gode grunde. Vores forhold er trodsalt hængende på en tynd snor i øjeblikket, ligesom i cirkus eller noget andet slags performance, hvor en person balancerer på noget tovværk. Så jeg synes nu ellers, at pubben ser ret så tiltalende ud, når intet andet er muligt. Skulle jeg have været blevet hjemme for at spise usundt og se Netflix, dermed forværre mit humør? Med nærmere eftertanke fungerer alkoholens procenter, efterhånden som jeg indtager væsken, som en erstatning af et varmt, venskabeligt kram. 

Lige hvad jeg har brug for.

Set udefra, ser jeg måske en smule deprimerende ud, som jeg sidder ved baren alene og sipper af min drink. I betragtning af, at det er en hverdag, så er her alligevel fyldt op med mennesker i alle aldrer fra atten til fyrre. Kun få sidder alene for sig selv, men ellers sidder de fleste i selskab. 

Mit glas der ellers var fyldt før, er ved at være tom. I mens jeg stirrer ned i den lille mængde væske, begynder jeg at tænke tilbage på tidligere i dag. 

» "Hvorfor kan du ikke bare stoppe med at være så omklamrende og... og jaloux?" Brummer jeg og tager mig frustreret til panden. Det er begyndt at tage hårdt på mig. Lige siden starten af denne måned har han ikke givet mig plads nok til at trække vejret. Før gik det mig ikke som sådan på, men det gjorde det for alvor, da Lukas fortalte min kemi-partner til at skride helvedes væk fra mig. Gid Max ikke havde lyttet til ham, men det gjorde han og uden at snakke med mig først, skiftede han mig ud, så jeg nu står alene med projektet. Max og jeg er ikke ligefrem venner, men han var en enestående partner i undervisningen og en god lytter. Om han så er en god "kammerat" er ikke til at sige, men denne situation er i hvertfald ikke hans skyld. Det var min kæreste, der handlede forkert. 

"Jeg er måske en smule omklamrende, men jeg er bestemt ikke jaloux!" Protesterer Lukas med krydsede arme og et bestemt blik. Kan han slet ikke se, hvad han har gjort forkert?

Ved nærmere eftertanke begynder jeg så småt at tvivle på, om det er mig, som er forkert på den. Har jeg ubevidst flirtet med Max? Hvis det er tilfældet, er det i hvertfald ikke meningen. Lukas er den eneste, der giver mig sommerfugle i maven ved hver berøring og mine kinder til at rødme, når han giver mig de mindste, ubetydelige komplimenter. Desuden så har Max noget kørende med en anden. 

Uanset hvad, så har han ingen ret til at kontrollere mig, som han gør og blande sig. Jeg er hans kæreste og ikke hans ejendom. 

Jeg pruster. "Hvad retfærdigører så din handling?" Da han ikke svarer med det samme, fortsætter jeg: "Du har i lang tid hængt op af mig, og hverken mine drengevenner eller partnerer på skolen har lov til overhovedet at smile til mig." 

Nu er det mig, der krydser armene og ryster på hovedet. "Tåbeligt, siger jeg dig. Tåbeligt." « 

En fyr får mig ud af min trance ved at sætte sig i baren med en stols afstand i mellem os. Hvorfor mon han kommer her alene? Måske af samme grund som mig? 

Ud af øjenkrogen betragter jeg ham bestille noget drikkelse og rette hans blonde hårlokker, der konstant falder ned foran øjnene. Set fra siden, har fyrens ansigtstræk en nogenlunde lighed med Lukas'. Helt lige næseryg, mørke buskede bryn, lyserød hjerteformede læber, skægstubbe der markerer hans kindben og kæbe, samt hans adamsæble er meget tydelig. Det føles som om, at jeg sidder lige ved Lukas. Nærmest som om alt er godt igen, og det skaber en lykke følelse, der hurtigt forsvinder igen, som jeg uvilligt falder tilbage i mine flashbacks.

» Med blikket på mine fødder, der svinger frem og tilbage, sidder jeg på spisebordet. Her er blevet stille, alt for stille. Sådan går det normalt ikke mellem os. Vi plejer at råbe af hinanden, græde og derefter have noget tid til at tænke tingene igennem, hvorefter vi bliver gode igen. I dag er anderledes. Jeg har allerede sagt mit og han sit. Alligevel er vi begge tavse efterfølgende. 

"Lily?" Starter han forsigtigt ud, fanger min opmærksomhed, så jeg kigger op på ham med et trist ansigtsudtryk. "Jeg kan ikke blive ved med at være nervøs omkring dig og andre." Lukas piller ved en løs tråd i sin grå sweater. 

"Så stop med det og stol på mig." 

Han ryster modvilligt på hovedet. "Det kræver bare lidt tid, men vi skal nok finde ud af det her..." Måden han sagde det på var tomt, trist og ingen forhåbning om en fremtid sammen. Det var Lukas, der jokkede i spinaten og alligevel ham, der overvejer, om vi overhovedet burde blive sammen. Jeg har ingen kontrol længere. Det føles nærmest som om, at vores forhold er en bil, hvor han har overtaget styringen og kører os begge direkte ind i et træ. « 

"Tak." Lyder en hæs stemme, som igen slår mig ud af mine tanker. Jeg ser over på fyren, der minder mig om Lukas, hvis nærvær jeg savner så utroligt meget. Han har endelig fået sin drink og begynder langsomt at sippe af den. Pludseligt kigger han over på mig, fanger mig i at se på ham. Som refleks vender jeg blikket mod bartenderen, der har travlt med at fylde grus op med øl. Ud af øjenkrogen ser jeg ham dog smile slesk og grine lydløst. 

Jeg ryster bare på hovedet og smiler ganske svagt. 

» Da jeg lukker hoveddøren bag mig, strømmer de salte tårer ned af mine kinder. Der er ingen chance for, at vi finder sammen igen. Før var jeg fuldstændig rasende over, han havde ødelagt mit samarbejde og venskab med Max, men nu har både han vendt og drejet det til, at han selv tvivler på vores forhold, og om jeg faktisk var skyldig i dette problem.

Jeg forstår det bare ikke. Der er på ingen måde andre drenge end ham, der har et øje for mig på den måde. Hverken Max eller andre af mine venner. Siden hvornår er han den jaloux-type? Lukas har aldrig været sådan før i tiden. Jeg husker endda et tidspunkt, hvor jeg lod som om, at jeg var en tilfældig fyrs' kæreste, fordi der var en pige, der konstant lagde an på ham til en fest. Der grinte vi bare af det. 

Fordybet i mine tanker lader jeg bare mine ben fører vej. Efterhånden som tiden går, er jeg nået ind til centrum, og befinder mig i nærheden af en biograf. Jeg lægger et hurtigt visit derinde, køber nogle popcorn og smutter ud igen. Tårerne er for længst stoppet, og jeg har ingen trang til at bekymre mig om mit udseende. 

De efterfølgende timer prøver jeg at finde noget støtte for en aften, men ingen er ledige, og jeg vil nødigt presse mig på så sent, derfor tager jeg den beslutning at gå på pub, da mørket langsomt lægger sig over byen. Gid jeg ikke gik fra Lucas' hus med følelsen af, at vores forhold ingen fremtid har... « 

Åbenbart har jeg haft lukkede øjne i mens jeg var fordybet i mine tanker, så da jeg sipper af glasset og lægger mærke til at den endelig er tom, åbner jeg forvirret øjnene. Med det samme lægger jeg mærke til, at fyren har rykket sig hen på den tomme stol ved siden af mig og prøver at fange mit blik. 

"Jeg hedder Tom." Han rækker hånden frem dækket med tattoos og en sølvring på ringfingeren. Mit ansigtsudtryk må se endnu mere forvirret og overrasket ud, men af uvidste grunde tager jeg alligevel imod hans hånd og ryster den ganske kort. 

"Lily." Hvorfor jeg overhovedet tager imod hans fremstakte hånd, er en gåde for mig, og hvad jeg endnu ikke ved er, at han bliver den største fortrydelige fejltagelse, jeg vil begå. 

 









 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...