knust glas

Det var en fortrydelig og forfærdelig handling, der resulterede i, at du trådte på glasset, som jeg havde knust.

© Alle rettigheder forbeholdes af @menneskeligbruger

2Likes
3Kommentarer
718Visninger
AA

4. en fuld mands ord er en ædru mands tanker


Andet kapitel.

Mine øjne åbner sig for første gang, og da de vænner sig til solens blændende lys fra vinduet, lægger jeg mærke til de usædvanlige omgivelser. Jeg er helt desorienteret og føler mig beskidt og svedig. Mine øjne bliver ved med at lukke, som er mine øjenlåg for tunge til at holde sig oppe. Dog i øjeblikket jeg indser, hvad der er sket, spærrer jeg øjnene op og kæmper for at få dynen af, så jeg dermed kan springe ud af sengen. Vildledt og desperat leder jeg efter mit tøj, som ligger spredt rundt på gulvet. Det er som om, at hvis jeg bliver her bare et sekund længere, så er der mere grund til at skamme sig over mig. 

Jeg angrer og bander af mig selv i færden om at tage tøj på. "Fucking kælling, fucking fejltagelser..." Om og om igen. Det får mig hverken til at få det værre eller bedre, men det får mine aggressioner ud. 

Efterhånden jeg begynder at være klædt på, vågner Tom langsomt og kigger forvirret på mig, dermed lægger mærke til mit humør. Jeg skal ud nu, inden han spørger ind til noget; så jeg griber resten af mine ting og inden længe brager hoveddøren bag mig. Mere skulle der åbenbart ikke til, før de saltede tårer løber om kap ned af kinderne. Det er som om, min krop reagerer på situationen; prøver at tømme følelsen af skyld og skam, men hver indånding jeg tager, er som en ny dosis af dårlig samvittighed. Langsomt fyldes mine lunger op med skuffelse, skam og fortrydelse, kvæler mig og lader mig, higende efter frisk luft, falde til jorden. 

» "Okay." Sukker jeg. Det er besluttet, så jeg vil ikke længere benægte det.

Han sender mig et forvirret blik. "Okay, hvad?" 

"Jeg må tilstå, at du er noget af en enestående mester i den her leg." Fniser jeg og lægger mit højre ben over det andet. Det får ham til at smile bedrevidende og slesk til mig. Faktisk var der ingen tvivl siden vi startede med vores drukleg. Det var egentligt bare mig, der konstant benægtede det på grund af min stolthed. Hver gang jeg når til tredje shot, så er han allerede færdig med alle fem. Hvordan han gør det, er ikke til at vide. 

I stedet for at svare lægger han sin hånd på mit lår og bruger tommelfingeren til at tegne cirkler på mit ben. Det overrasker mig men virker alligevel så naturligt. Efter lidt tid; en følelse af overophedelse giver mig trang til at gå udenfor, hvor jeg kan blive kølet ned. Om det er grundet ham, er jeg ikke sikker på, men det er også underordnet. Tom tjekker tiden på sit armbåndsur og dernæst hiver mig med udenfor, som har jeg sagt det højt. Nu hvor jeg tænker over det, så har jeg måske? Det er ikke til at sige. Alkoholen pumper sig rundt i kroppen; påvirker mig med svimmelhed, forvirrelse og lettelse. Ingen bekymringer eller fokus på andet end nutiden. 

Straks kommer vi udenfor. Den blide brise køler mig ned til stadiet - tilpashed. Min krop handler uden jeg, så på få sekunder, til min overraskelse, sidder vi i en taxi, og øjeblikkeligt befinder vi os i hans soveværelse. Der bliver ikke sagt noget. Intet andet end vores vejrtrækning, fumlen med tøjet og sengens knirken kan høres, mens jeg overrumples med snakkende stemmer i mit hovedet, som jeg først nu har skænket en tanke. 

Du kender ham ikke engang. 

Det ligner dig ikke.

Du vil fortryde det her. 

"Jeg tror ikke, det her er en god idé..." Gisper jeg, da hans læber slipper mine og fumler med min bh. 

Hvordan kan du gøre det imod ham? Gøre hvad mod hvem? Et sted inden i mig er jeg velvidende om, hvad stemmerne prøver at fortælle mig, men lysten i min krop er for stærk og min viljestyrke for svag. 

"Du vil jo gerne; en fuld mands ord er en ædru mands tanker." Det er det eneste han behøver at sige for at overtale mig. Kroppen skriger efter opmærksomhed og selskab, og stemmerne i hovedet er nu så fortrængt, at jeg ikke har vilje eller overskud nok til at lytte efter. 

Jeg kysser ham heftigt igen. «

Det er anden gang i dag, at jeg føler mig desorienteret om tid og sted. Efter mit lille anfald og tuderi, kommer jeg til mig selv igen. Det er først gået op for mig nu, at jeg har siddet i fosterstilling på fortovet i fuld offentlighed med et fast greb om mine ting. Mine øjne må nu være røde og hævede, samt mit ansigt må også have fået samme farve. Tavst børster jeg snavset af mine busker, begiver jeg mig hjemad og prøver samtidigt at lade være med at drukne mig selv i endnu mere dårlig samvittighed. 

» Hans hænder udforsker min krop. Op ad mine arme, ned af siderne, bag på røven og langs lårene. Gåsehud og konstante stød af elektricitet skyder igennem mig. En anerkendt form for elektricitet. Det minder mig om Lucas' tilstedeværelse og erfarede handlinger, som han efterlader små våde kys langs halsen, forbi kravebenet og tilbage på munden igen.

Det tager ikke lang tid før, vi når til næste skridt. Ligesom tøjet har vi sparket dynen og puderne ned på gulvet. Jeg føler mig klistret, men har det hverken for varmt eller for koldt. Lige pludselig er Tom's ansigt fordoblet, men jeg ved, at det bare er grundet svimmelheden fra alkoholen. Af den grund lukker jeg øjnene i og kan ikke modstå at lukke Tom ud af billedet og dermed forestille, at det er Lukas og jeg sammen i denne seng. «

Jeg banker på hoveddøren uden energi til at finde min nøgle frem. "Hvor fanden har du-" Lyder det højt fra min mor, inden hun stopper sig selv. "Hvad er der sket, skat?" Spørger hun i stedet med en mere beroligende tone. 

Med et skuldertræk træder jeg indenfor, smider mine ting og går med det samme op ad trappen, der fører op til mit værelse. Ingen form for overskud til at snakke. Halvvejs op ad trappen er der en, der rømmer sig. Jeg kigger bagud, og dér står skyldfølelsen; sender mig et utydeligt blik. Mor står bare og ser på mig med et forvirret og bekymret ansigtsudtryk. Få sekunder efter går hun ind i stuen. Mit hjerte hamrer, hovedet dunker og mine øjne vælder igen op med vand. 

Lukas nikker med hovedet over mod hoveddøren. Han hentyder til, at vi burde snakke udenfor, så det er det vi gør. Jeg prøver at holde mig med en vis afstand fra ham og ikke kigge ham i øjnene, selvom det er alt for uundgåeligt, når han tager mit ansigt i sine hænder og tvinger mig til at kigge på ham.

"Jeg var oprevet i går og er godt klar over, at jeg har begået en fejl og opført mig uretfærdigt i en længere periode, men det er ikke noget, vi ikke kan klare. Jeg gav muligvis et udtryk for, at jeg ville slå op... Men så snart du forlod huset indså jeg, hvor åndssvagt det ville være at give op på alt, vi har opbygget." Han bruger sine ord med påpasselighed og kigger derefter afventende på mig. 

Det er nu jeg skal sige noget. Det er nu vi skal finde sammen igen eller i hvertfald få løst knuden op med problemet. 

Jeg kan dog ikke ignorere klumpen i halsen og hændelsen i nat. Han ser mit tomme og nedtrykte blik; kigger dermed uforstående og bekymret på mig. "Hvor har du været henne? Hvad er der sket?"

Jeg tier stille.

"Snak til mig, Lily!"

Hver gang jeg åbner munden for at sige noget, så bliver ordene kvalt. Hvorfor er jeg, som jeg er? Havde jeg bare snakket mig selv til fornuft eller blevet hjemme i går, så ville Lukas og jeg omfavne hinanden af genforening, men det spolerede jeg. Jeg skulle absolut handle, som jeg gjorde. Han vil aldrig nogensinde tilgive mig, men det bebrejder jeg ham ikke for. Jeg kan ikke tilgive mig selv. 

"Undskyld, Lukas." Hvisker jeg efter at have tvunget mig selv til at snakke. Jeg fortsætter: "Efter du har hørt, hvad jeg har at sige, så vil du aldrig tilgive mig." 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...