Planet Ensomhed

Ensomhed kan opstå overalt. Også når man sidder i en bus fuld af mennesker. Og de sociale medier kan være en af grundene //Bidrag til 'Piger 2018' under emnet ensomhed//

5Likes
2Kommentarer
110Visninger
AA

1. Planet Ensomhed

Sædet lugter af pomfritter. Og McDonalds. Måske med et strejf af Happy Meal. Men man må ikke spise i bussen. Det står der selv på skiltet. Jeg rykker mig lidt ud, så jeg kun sidder på kanten. Jeg skal ikke nyde noget af den pomfritstank.

   ”Hvad er der galt Maja? Er dit sæde lidt støvet?” Emma kigger op fra sin telefon, da jeg rykker på mig. Hun lige har sendt en snap. Jeg kunne se det på hendes ansigt, da hun poserede. Hun stak tungen ud og lagde hovedet lidt på skrå. Det var sikkert til en dreng. Jeg ryster på hovedet. Men jeg fortæller dem ikke om lugten.

   En snap melder sin ankomst og Emma kigger ned igen. Det er sikkert han drengen, der har svaret. Hun smiler, da hun åbner beskeden. Jeg kan ikke se skærmen, men det er okay. Jeg gætter på det er et billede af ham. Hun sender en trutmund tilbage. 

   ”Faktisk så jeg den her video på Facebook her den anden dag som fortalte, hvor beskidte bussæderne i virkeligheden er. Jeg kan ikke helt huske tallene men i hvert fald så,” begynder Laura, inden Emma afbryder hende. ”Og vi gider under ingen omstændigheder høre om det. Du ved godt, at vi selv sidder på et bussæde lige nu, tror du så vi gider høre om, hvor ulækre de er?”. Emma kigger bebejdrende på Laura.

   ”Hvordan fandt du lige den video Laura?” spørger jeg. Emma har grebet sin telefon igen, og endnu en snap bliver sendt afsted. Laura skæver selv ned til hendes telefon, hvor hun lige har modtaget en besked, og mens hun allerede er i gang med taste, svarer hun: ”den dukkede bare op. I ved under foreslået video, og så kom jeg bare til at se den.” Jeg nikker til hendes svar, men hun ser det ikke, hendes hoved er allerede dybt begravet i telefonen.

   Jeg tager min egen telefon op af lommen, selvom jeg godt ved, der ikke er nogen, der har skrevet til mig. Jeg åbner Facebook, bare for ikke at sidde alene tilbage og stirre ud af vinduet eller glo rundt i den menneskefyldte bus. Langsomt scroller jeg ned over nyhederne, men der er ikke sket noget spændende ude i verden. Heller ikke i dag.

   ”Det er til Esben,” siger Laura, inden Emma poserer, så Laura kan tage billedet til Esben. Jeg kender ikke rigtig Esben. Kun ved navn, når Laura og Emma har snakket om ham.

   Jeg åbner min egen snapchat. Ikke for at sende nogle billeder til nogen. Hverken af min trutmund, mine hundeøjne eller mine blafrende øjenvipper. Jeg snapper ikke med så mange. Mest bare Laura og Emma. Nogle gange også min bror. Og en sjælden gang bliver der også lige sendt en snap afsted til min kusine.

   Telefonen ryger tilbage i lommen. Der ligger den så trygt. Og så minder den mig ikke mere om, hvor ensom jeg er. De andre snapper videre. Der er altid en besked, der ligger og venter på dem. Altid en person der lige har sendt et billede. Sådan nogle venner har jeg ikke. Sådan noget gør jeg ikke.

   Manden foran mig grynter. Jeg tror måske, han er ved at falde i søvn. Han sidder med musik i ørene, så han hører ikke noget af det busmumleri, der summer omkring ham. Jeg sender et blik over mod de andre. Begge sidder de med deres telefon fremme og snakker om deres fælles venner. Dem som de snapper med. Dem som de er sammen med online hele tiden. Dem som de ved, hvad laver hvert andet sekund. Dem som jeg ikke kender.

   ”Kender du den her side Laura? Den er virkelig sjov, du burde gå ind og like den. Også dig Maja.” Jeg kigger op ved lyden af mit navn. Emma viser mig hendes telefon, hvor en facebookside lyser op. ”Jeg gør det helt sikkert, når jeg kommer hjem,” svarer jeg, mens jeg fremtvinger et smil. Jeg vil gerne involveres. Jeg er da glad for, at de snakkede til mig, men de har stadig deres telefoner i hånden. Og lige om lidt er de forsvundet ind i deres egen verden igen. Mens jeg stadig bare sidder på det lugtende bussæde. Hvor jeg er ved at blive helt sikker på, at der også er Happy Meal involveret. 

   ”Det er så hyggeligt det her. Jeg stemmer for den cafe, der ligger lige i nærheden af H&M. I ved, den med de små borde ude foran og han den total lækre tjener. Deres mad er virkelig lækker og total billig.” Emma og jeg nikker til Lauras forslag. Det er en aftale.

   "Jeg har lavet en ny opslagstavle på Pinterest. Den hedder Spring Fashion. Jeg fandt den her virkelig lækre bluse, som jeg har gemt derinde. I kan bare lige følge den, hvis det er,". Laura har allerede trykket på Pinterest app'en for at finde Emmas nye opslagstavle. Jeg lader min telefon ligge i lommen. 

   Jeg ved, at de gerne vil være sammen med mig. For de inviterede mig med på denne tur. Men alligevel, alligevel kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule tilovers. De lever på en anden planet, hvor jeg simpelthen ikke kan rejse til. Billetten til rumraketten koster 40 venner på snapchat, mindst streak med 7 personer, hvor en af dem er på minimum ti dage. Det kan jeg ikke. Jeg har ikke fyrre venner. Jeg har ikke engang en streak. Og jeg vil aldrig få en på ti dage.

   Jeg vil for alt i verden gerne komme og bo på deres planet. Men jeg er fanget. Jeg er fanget på denne planet, hvor min eneste ven er Ensomheden, for alle andre er flyttet. Jeg kan se dem, men de er så langt væk alligevel. Så langt væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...