Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1187Visninger
AA

8. Telefonopkaldet

Jeg bliver vækket af lyden af en voldsom banken på hoveddøren. Jeg sætter mig skrækslagen op i sengen. Jeg rækker ud efter kroppen, der de sidste to natter har sovet ved min side, men sengen er tom. Jeg tænder sengelampen og kigger over mod Julies halvdel af sengen. Jeg kigger rundt i rummet, men Julie er væk. "Julie? Julie, hvor er du?". Jeg hvisker for ikke at blive hørt. Mit hjerte hamrer i brystet på mig, og jeg kan mærke panikken sprede sig i kroppen på mig. Vi har de sidste to nætter overnattet hos Julies mormor, som har taget imod mig med åbne arme. Jeg er taknemlig for, at der findes mennesker som hende på jorden. 

Jeg rejser mig op fra sengen for at snige mig over til vinduet, der har direkte udsyn til hoveddøren. Jeg trækker forsigtigt gardinet væk fra vinduet for at kunne kigge ud. Jeg holder vejret, da jeg ser hvem, der står foran døren. Julies far har fundet os. Han står og smadrer løs på døren imens, at han råber efter en kvinde, der hedder Annie (jeg går ud fra, at denne kvinde må være Julies mormor). Pludselig går døren til værelset op, og Julie sniger sig hen til mig. Hun giver mig et blidt kys på kinden og fortæller mig, at vi skal blive herinde imens, at hendes mormor får hendes far væk igen. Jeg nikker med hovedet for at vise hende, at jeg har forstået, hvad hun har sagt. Vi følger begge to nysgerrigt med i scenariet, der foregår foran hoveddøren. Julie ligger armen omkring livet på mig og trækker mig ind til hende. "Det skal nok gå, Sophie. Det lover jeg". Jeg er ikke bange for, at der skal ske mig noget. Jeg er bange for, at hendes far vil gøre noget ondskabsfuldt mod Julie igen. Jeg er bange for, at jeg mister hende igen. At jeg mister hende før, at jeg overhovedet har fået hende. 

Det føles som om, at vi har stået ved vinduet i evigheder, da Julies far endelig vender sig om for at gå. Jeg kigger på Julie, der har lukket sine øjne for at holde tårerene tilbage. Jeg tager forsigtigt hendes ansigt mellem mine hænder for at give hende et kys på panden. "Julie, jeg vil ikke lade ham gøre dig noget igen. Jeg skal nok passe på dig. Det lover jeg!". Julie kigger med sørgmodige øjne op på mig. Hun tager en dyb indånding og kigger et øjeblik på mig uden at sige noget. "Sophie, du er ikke tvunget til at blive. Det her er mit liv, men det behøver ikke også at være dit". Jeg forstår ikke, hvad hun prøver at sige. Vil hun have, at jeg skal gå fra hende? Vil hun have, at jeg forlader hende og efterlader hende alene? "Julie, jeg befinder mig ikke i dit mormors hus på flugt fra din far, fordi jeg føler mig tvunget til det. Jeg er sammen med dig i dette øjeblik, fordi jeg ikke kan forestille mig en hverdag uden dig. Du får mig til at føle ting, som jeg aldrig har følt før. Du giver mig sommerfugle i maven. Du kan få mig til at grine, som jeg aldrig har gjort før. Du er så fantastisk, og du kan ikke engang indse det. Julie, jeg elsker dig for fanden!". Julie kigger på mig med smilende øjne. Der går nogle sekunder før, at hele hendes ansigt er et stort smil. "Det var heldigt, for jeg elsker også dig, Soph". Jeg læner mig ind mod hende, og vores læber mødes i et varmt kys. Jeg glider forsigtigt min tunge ind mellem hendes læber. Vi står sammenklistret op ad hinanden. I et øjeblik forsvinder virkeligheden under vores fødder, og vi lader os blive draget ind i vores egen lille lyserøde boble, hvor der ikke findes andet end vores kærlighed til hinanden. 

Vi træder ind i stuen og får øje på Julies mormor, der sidder i sofaen med en kop the i hånden. "Hvad... Hvad ville han? Min far? Hvad ville han?". Julie får fremstammet det spørgsmål, der har siddet på mine læber siden, jeg vågnede op. Julies mormor, Annie, kigger over på os. "Han spurgte efter dig, Julie. Han ville vide, om jeg havde set dig". Julie strammer grebet om min hånd, så jeg kører beroligende min tommelfinger over hendes hånd. Annie kan se frygten i Julies ansigt, så hun sætter sin kop ned og rejser sig fra sofaen. "Bare rolig, Julie. Jeg fortalte ham ikke noget, men der går nok ikke længe før, at han regner ud, at du er her. Han vil komme tilbage, men jeg ved bare ikke hvornår". Julie slipper min hånd og går mod sin mormor. Idet at deres kroppe mødes i et kram, bryder Julie grædende sammen. Det er forfærdeligt at stå tibage og se på, at Julie langsomt bryder sammen. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe hende. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage hende langt væk herfra. Jeg ville ønske, at jeg kunne beskytte hende. 

Pludselig får jeg en idé. Jeg træder tilbage ind i soveværelset og lukker døren efter mig. Jeg leder febrilsk i min taske efter min telefon. Jeg får tastet nummeret ned og ventet spændt imens, at telefonen ringer op. "Ja, hello??" Jeg tager en dyb indånding: "Hej mor, det er mig". Jeg kan høre en dør bliver lukket på den anden side af røret. "Sophie? Er du klar over hvor lang tid, jeg har ledt efter dig? Hvor er du? Er du okay?" Jeg ruller med øjnene af min mor, der ikke har ændret sig på trods af, at hele mit liv har ændret sig de seneste par dage. "Jaja mor, jeg er okay. Men jeg har brug for din hjælp". Jeg kan høre hvordan, at min mor tænker sig om. "Du ved godt, at præsten har været her utallige gange siden, at du forsvandt, ikke ? Han siger, at du har kidnappet hans datter. Nu tror hele byen, at jeg er mor til en kidnapper". Min plan kunne godt blive sværere at få sat igang end jeg havde regnet med. "Jeg forklarer dig det hele, når jeg kan se dig personligt. Men lige nu skal du gøre mig en kæmpe tjeneste. Vil du hjælpe mig med det?". Jeg havde forventet, at hun ville tøve, men hun svarer næsten med det samme: "Selvfølgelig vil jeg det, Sophie. Jeg er jo trods alt din mor. Bare lov mig, at du passer på dig selv. Og hils så Julie, jeg ved, at hun er sammen med dig". Det næste jeg hører er en lang bip tone fra telefonrøret, hvilket indikerer, at min mor har lagt på. Jeg står tilbage med åben mund og et overrasket udtryk i ansiget. Hvordan ved hun, at jeg er sammen med Julie? 

Jeg træder tilbage ind i stuen, hvor Julie og Annie venter på mig med nysgerrige blikke. "Sophie, hvad sker der? Hvorfor forsvandt du lige pludseligt?". Jeg får øjenkontakt med Julie og smiler til hende. "Jules, jeg har en plan. En plan, der kan få os begge væk herfra. Vi kan endelig komme væk fra din far". Julie kigger op på sin mormor og så hen på mig. "Jamen så kom med den, din skøre pige". Jeg kan høre drilleriet i hendes stemme og se smilet på hendes læber. Og jeg ved med det samme, at dette bliver hele besværet værd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...