Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1209Visninger
AA

13. Mørke

Jeg åbner øjenene i panik. Hvor er jeg? Jeg rejser mig forsigtigt op. Mine ben er svage og kæmper for at bære vægten af min krop. Mørke. Jeg kan ikke se en skid. Jeg føler mig indelukket. Jeg føler mig varm. Mit krop begynder at ryste. Jeg begynder at hive efter vejret. Rolig, Sophie. Min hals begynder at lukke sig sammen. For helvede Sophie, tag dig nu sammen! Jeg støtter mig op af noget, der føles som en væg. Kulden fra væggen rammer min håndflade og sender et beroligende stød gennem min krop. Jeg ånder lettet op. Bevar fatningen, Soph. Du har styr på det her. Jeg følger væggen med mine fingrespidser for at tegne et billede af det rum, jeg befinder mig i. Det virker som om, at jeg har været her før. Jeg prøver at huske tilbage, og pludselig rammer lugten mig. Det er løgn. Jeg er ikke HER igen! Lugten af rådden mad og afføring får min mave til folde sig bekendeligt sammen. Jeg kaster mit hovede forover og lader min mave tømme dens indhold foran mig. Jeg bruger kanten af min bluse til at tørrer mig om munden. Fedt. Jeg er tilbage i Præstens garage. Hva' fuck gør jeg så nu?  

Jeg finder stikkontakten på væggen og ser rummet langsomt lyse op. Det ser ud, som det gjorde, da Julie og jeg flygtede herfra. Stolen, hvor jeg sad fastspændt, er stadigvæk placeret midt i rummet, og rebet, der bandt mine hænder og fødder, ligger på gulvet. Hvorfor er jeg her igen? Leder Præsten stadigvæk efter Julie? Mine tanker bliver afbrudt, da jeg hører, at døren til garagen bliver åbnet. Jeg holder vejret mens jeg lytter til fodtrinende, der nærmer sig lemmen. Jeg træder så langt væk fra lemmen som muligt. Jeg kigger panisk rundt i rummet efter et våben. Mine øjne får øje på et koben, der ligger på jorden foran lemmen. Min krop sætter i spring, og jeg kaster mig ned på gulvet for at nå kobenet. Jeg kniber øjnene sammen og drømmer mig langt væk herfra. Mine fingre får viklet sig rundt om noget jern, og jeg trækker det ind til mig. "Nå Sophie, jeg kan se, at du er vågnet". Jeg åbner øjnene og stirrer direkte ind i præstens grå øjne. "Hvad vil du? Jeg fortæller dig ikke, hvor Julie er". Jeg bider mig i læben med det samme efter, at ordene forlader min mund. En latter fylder rummet. "Haha, nåååå, så du ved hvor hun er?" Fuck. Dig og din store mund, Sophie. Jeg rejser mig og strammer grebet om kobenet i min hånd. "Jeg fortæller dig intet!" Præsten træder forbi mig og længere ind i rummet. Jeg kan se trappen bag ham, der fører ud til friheden. Skal jeg løbe? Kan jeg nå ud i tide? "Du behøver skam ikke fortælle mig noget, Sophie. Jeg har ikke brug for, at du åbner din mund. Jeg bruger dig kun som lokkemad". Min flugtplaner falder til jorden. "Hvad mener du med lokkemad?". Præsten kan se, at han har fået min opmærksomhed. "Jo, ser du. Jeg vil bare bruge dig til at lokke Sophie frem igen. Jeg har brug for, at hun kommer hjem, ser du". Jeg ved, at hvis Julie finder ud af, at hendes far har mig, så vil hun prøve at redde mig. Hun vil dukke op uanset hvad. "Hun dukker aldrig op, Præst. Din plan kommer ikke til at virke". Latteren fylder rummet endnu en gang. "Sophie, du er ikke en særlig god løgner." Præsten ryster på hovedet og kaster nakken bagover i en voldsom latter. "Du er faktisk en elendig løgner!". Det næste, jeg opfatter er et voldsomt lyst glimt i mine øjne og Præsten, der forsvinder væk og lukker lemmen bag sig. Hvad pokker skete der lige der? 

Jeg kan høre min mave knurre. Jeg fugter min hals med mit spyt og prøver at ignorere sulten, der har overtaget min krop. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg har ventet hernede. Timer? Dage? Uger? Præsten har givet mig muggent brød og varmt vand. Det har lige været nok til at holde mig i live, men jeg har stadigvæk intet energi tilbage i kroppen. Jeg ligger i et hjørne, henslængt op ad væggen. Mine tænder løber i vand, da jeg hører, at lemmen bliver åbnet. Jeg krydser fingre for, at det er præsten med endnu et muggent brød. Jeg rejser mig med besvær op, men mine ben giver efter for vægten. Jeg lander på min arm og kan høre mine skrøbelige knogler knække under min krop. "Sophie! Sophie, er du okay?". Mit navn fra de læber, får min opmærksomhed. "Julie, hvad pokker laver du her? Du må væk NU!". Julie tager min arm rundt om hendes nakke og hjælper mig op. "Jeg går ikke uden dig, Soph". Jeg har svært ved at holde mine øjne åbne og smerten fra min arm gør mig svimmel. "Sophie, hold dig vågen lidt endnu. Hører du mig, Soph? Du må ikke lukke dine øjne". Julies stemme forsvinder længere og længere væk. "Du burde ikke være her, Jules. Det burde slet ikke ende sådan her. Du skal være i Pariisss..". Jeg hører en anden velkendt stemme og lyden af en motor, der starter. "Tilgiv mig, Julieee". Og med ét bliver alt mørkt og jeg lukker mine øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...