Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1197Visninger
AA

9. Legepladsen

Jeg kysser Julie blidt på panden og stryger min hånd over hendes kind. "Jeg er snart tilbage igen, Jules. Det skal nok gå". Julie kigger på mig med tårer i øjnene. "Bare lov mig, at du passer på dig selv. Lov mig, at du kommer hjem til mig igen, Sophie." Jeg smiler kærligt til hende. "Selvfølgelig kommer jeg tilbage." 

Da jeg træder ud ad døren og lukker den bag mig, kan jeg høre Julie græde på den anden side. Det knuser mit hjerte, at jeg ikke kan tage hende med mig, men det ville være for risikabelt. Jeg har en simpel plan: mødes med min mor, få hendes hjælp til hæve min fars penge i banken, flygte ud af landet med Julie. Jeg kan ikke undgå at tænke på min mor og hendes rolle i min plan. Vil hun overhovedet hjælpe mig? Hun forstår mig jo ikke. Hun forstår ikke min seksualitet. Hun forstår ikke min musiksmag. Så hvorfor pokker skulle hun forstå, hvorfor at jeg er villigt til at sætte min fremtid på spil for Julie. 

Da jeg ankommer til en lille forladt legeplads stopper jeg op. Jeg knuger hånden om min telefon, der er placeret i min højre baglomme i mine opslidte jeans. Jeg står med telefonen i mine hænder i nogle sekunder. Jeg tøver med at ringe til min mor. Når jeg først får fat i min fars penge, har jeg ingen undskyldning for ikke at flygte ud af landet med Julie. Når jeg først har pengene, så er der ingen vej tilbage. Jeg holder vejret imens at jeg indtaster min mors nummer. Jeg tøver igen, men trykker så endelig på 'ring op' knappen. Det føles som en evighed før, at min mor svarer på opkaldet. "Sophie? Sophie, kan du høre mig?". "Ja, Mor. Jeg kan høre dig helt tydeligt". Jeg kan høre, at min mor starter bilen og trykker på speederen et par gange for at sætte gang i bilens gamle motor. "Jeg er på vej. Jeg kan være ved mødestedet, du fortalte mig om, om 20 minutter?" Jeg tager min telefon væk fra min kind og kigger på klokken: 11.07. "Det er en aftale. Men vær' forsigtig, mor. Det er meget vigtigt, at du er forsigtig". "Det lover jeg, Sophie". Vores samtale bliver afbrudt, og jeg lægger min telefon tilbage i lommen. 

Jeg har ofte tænkt over, hvordan mit liv ville se ud, hvis min far stadigvæk var i live i dag. Hvordan ville mit forhold til min mor være, hvis jeg var blevet boende hos min far? Ville vi have et relativt normalt mor/datter forhold? Ville hun være mere åben overfor min seksualitet, hvis hun vidste, at hun ikke var min eneste forældre og derfor havde nogen at dele byrden med? Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da min mors bil triller ind på parkeringspladsen til legepladsen. Jeg tager en dyb indånding og træder hen mod min mor, der nu er steget ud af bilen. Jeg bliver overrasket, da min mor kommer løbende hen imod mig med åbne arme. Jeg kan mærke hvordan, at min mors arme strammer sig om min krop, og jeg pludselig kæmper for at trække vejret. "Rolig mor, det skal nok gå". Jeg har aldrig set min mor sådan her før. Hvorfor opfører hun sig pludselig så bekymret??? Jeg ryster hendes reaktion af mig og prøver at få hende til at slippe mig. "Det er også dejligt at se dig igen, Mor. Jeg har savnet dig". Det er ikke en løgn, jeg har faktisk overraskende nok savnet min mor det sidste stykke tid. Jeg får viklet mig ud ad hendes favn. "Sophie, min skat. Jeg er så ked af, at du står i denne her situation". Min mor tørrer en tåre væk fra sin kind. "Jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe dig". 

Jeg kigger med overraskende øjne på min mor. Min mor aflæser hurtigt min reaktion og vender ryggen flovt til mig. "Sophie, jeg er så ked af måden, jeg har håndteret din seksualitet på. Da du fortalte mig, at du var lesbisk reagerede jeg egoistisk og tænkte kun på, hvordan at vi pludselig skilte os ud som en anderledes familie i et lille samfund. Jeg er ked af, at det først er gået op for mig nu, hvor jeg troede, at jeg havde mistet dig for altid, hvor uretfærdig jeg har været hele dit liv". Det er som om, at hendes ord slår al luft ud af mig. Jeg står mundlam tilbage. Min krop begynder at sitre, og jeg tror, at den lukker langsomt ned. Og så går det op for mig: Hun har endelig accepteret mig. Hun har accepteret mig! Det har taget hende over 16 år at acceptere hendes eget kød og blod. Jeg kan se hvordan, at smerten og skyldfølelsen står skrevet over hele hendes ansigt, så jeg vil ikke tvære mere i det. Jeg lukker afstanden imellem os og lægger mine arme omkring hendes skuldre. "Åh mor, du aner ikke hvor længe, jeg har ventet på, at du skulle sige de ord". Jeg lukker mine øjne og lader min krop og psyke nyde dette øjeblik, som jeg har ventet flere år på. 

Jeg fortæller min mor om min plan om at flygte ud af landet med Julie. Jeg fortæller hende hele historien om hvordan, at præsten (julies far) har mishandlet og chikaneret Julie. Jeg fortæller hende, at han har holdt mig til fange og hvordan, at Julie og jeg sammen flygtede ud til Julies mormor. Jeg kan se, at min mor knytter sine hænder, da jeg nævner, at jeg har været holdt fanget, og hendes rasende reaktion får mig til at smile. Vi sidder på gyngerne i et gammelt gyngestativ midt på legepladsen. Den knirkende lyd fra hængslerne lyder som et ekko igennem skoven. Min mor har virkelig forandret sig. Hun har forandret sig så meget, at jeg tør stole på, at hun vil skaffe mig min fars penge. Da min mor og jeg skal skilles igen, lover jeg at opdatere hende én gang hver anden dag. Jeg lover hende, at jeg ikke bare vil forsvinde ud af hendes liv igen. Og ligeledes lover hun mig, at hun ikke vil fortælle nogen noget om vores opholdelsested eller om pengene. Jeg vinker efter hende, da hun sætter sig ind i sin bil og kører væk fra legepladsen. Jeg vender mig om og går med hurtige skridt mod Julies mormor. Den første del af min plan er sat igang. Jeg krydser fingre for, at min mor holder sin del af planen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...