Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1206Visninger
AA

11. Legepladsen pt 2

Der går nogle dage før, at jeg hører fra min mor igen. Jeg er igang med at vaske tallerkenerne fra aftensmaden op, da jeg mærker min lomme vibrere. Jeg havde egentlig tænkt mig at ringe til hende på et tidspunkt, men jeg har aldrig fået det gjort. Jeg tørrer mine hænder i viskestykket, der ligger ved siden af vasken og kigger rundt i rummet. Jeg er alene. Julie og Annie er gået udenfor for at hente brænde fra brændeskuret bag huset. "Hej Mor, jeg skulle lige til at ringe til dig". Jeg synker den klump af dårlig samvittighed, der har sat sig i min hals over ikke at have kontaktet hende noget før. "Hej Sophie. Nå, jamen det skal du ikke tænke på. Nu har jeg jo ringet til dig". Jeg nikker med hovedet og træder væk fra køkkenvasken. Der er en ubehagelig stilhed i røret. "Mor? Er alt okay? Har du skaffet pengene?". Jeg kan høre, at min mor trækker vejret hurtigt i den anden ende af røret. "Ja, Sophie. Alt er helt okay - jeg har skaffet pengene." Og med ét er det som om, at luften bliver slået ud af mig og tiden står stille. "Hvad?! Er der rigtigt??! Allerede?". Jeg hopper rundt af glæde i køkkenet med hænderne hævet over hovedet i en jubeldans. Hvor er Julie?? Jeg kigger ud af køkkenvinduet. Jeg vil fortælle hende den gode nyhed med det samme. "Men Sophie? Det var ikke helt let. Jeg fik ikke lov til at hæve alle pengene med det samme. De har regler, når det er så mange penge, der skal hæves. Jeg måtte ikke hæve dem alle sammen fordi, at de står i dit navn". Jeg stopper med at danse og står og hiver efter vejret. "Hvad mener du? Hvorfor ikke det?". Jeg er forvirret. Hvorfor må hun ikke det? "Du er stadigvæk under 18 år, Sophie. Så retsmæssigt er det stadigvæk dine penge selvom, at jeg er din mor. Jeg fik kun lov til at hæve halvdelen af pengene, fordi at du ikke var med og ikke har givet mig din tilladelse". Jeg sætter mig ned på en stol i køkkenet. Hvad pokker gør jeg nu? Nu er der ikke penge nok til at vi begge to kan komme væk. 

Jeg venter inde i stuen på, at Julie og Annie skal komme hjem. Hvordan skal jeg fortælle Julie det her? Hvordan skal jeg fortælle Julie, at der kun er penge nok til, at hun kan rejse væk, og at jeg skal blive tilbage? Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da hoveddøren bliver åbnet. "Soph?? Vi er hjemme igen". Jeg vender mig mod hoveddøren. "Sophie, hvad sker der? Hvorfor har du grædt?". Jeg vender hovedet væk og tørrer mine våde øjne med mit ærme fra min trøje. "Jeg har noget, jeg skal fortælle dig, Julie". Julie kigger skræmt på mig. "Hvad sker der?". Jeg tager mine hænder i Julies og kigger direkte på hende. "Jeg har lige snakket med min mor. Der er kun penge nok til, at én os kan rejse væk, Jules. Der er kun penge nok til, at det er dig, der kan rejse". Julie bryder grædende sammen på gulvet foran mig. "Nej! Nej, det er ikke fair. Det kan jeg ikke! Jeg forlader dig ikke, Sophie!". Jeg sætter min foran Julie og trækker hende ind til mig. "Så så Jules, jeg skal nok klare mig. Det vigtigste er bare at få dig væk fra din far!". Julie kigger op på mig og gnider sig i sine øjne. "Jeg kan da ikke bare rejse væk fra dig. Og så med dine penge!". Jeg smiler til hende. "Søde, du har ikke noget valg. Men bare rolig, Jules, jeg er lige bag dig. Jeg bliver 18 om 6 måneder, og så hæver jeg resten af pengene og finder dig". Julie nikker og knuger sit hovede ind til mig igen. Jeg kigger op og får øjenkontakt med Annie, der står i hoveddøren og ser på os. Jeg kan se, at hun tørrer sine øjne og går ud i køkkenet for at give os lidt privatliv. Jeg smiler sørgmodigt og trækker Julie tættere ind til mig.

Jeg sidder nogle dage efter og kigger på min telefon imens, at jeg venter. Jeg beslutter mig for at ringe min mor op. "Hej Sophie, jeg er der om 2 minutter". Jeg kigger på uret på min telefon og tager den derefter tilbage til øret. "Perfekt, jeg venter. Jeg er her allerede". Jeg sætter mig på gyngen på legepladsen, hvor min mor og jeg mødtes nogle uger forinden. Jeg ringede min mor op i går for at fortælle hende, hvornår hun skulle møde mig med pengene. Jeg græd i telefonen, da jeg fortalte hende, at Julie var nødt til at rejse i forvejen hvis ikke, at hendes far skal finde hende. Jeg kigger på min screensaver på min telefon, der viser et billede af Julie og jeg, der kysser under den blå himmel. Billedet er taget for et par uger siden udenfor Annies hjem. Jeg kniber en lille tåre ved synet af billedet. Jeg ryster smerten af mig og tager en dyb indånding før, at jeg rejser mig fra gyngen for at gå min mors bil i møde. 

Min mor parkerer bilen og smækker døren bag sig. "Heeeej søde, hvordan har du det?". Jeg kan høre medlidenheden og smerten i hendes stemme. "Det skal nok gå, Sophie. I er sammen igen lige om lidt". Jeg nikker med hovedet og giver min mor et varmt kram. "Jeg håber bare, at det hele går, Mor. Der må ikke ske hende noget!". Min mor smiler: "Og det her er et skridt i den rigtige retning for at forhindre det her, søde!". Min mor og jeg sidder og snakker et par timer i hendes bil, men jeg bliver pludselig tvunget til at gå tilbage mod huset før, at det bliver for mørkt. "Mor, mange tak for din hjælp! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig". "Åh, Sophie, det manglede da bare. Jeg har efterhånden bagud mht til nogle års mor-pligter. Jeg skylder dig en del". Min mor blinker med øjet til mig før, at hun rækker mig min gamle skolerygsæk med pengene i. Jeg kysser hende hurtigt på kinden før, at jeg forsvinder ind i skoven igen. 

Da jeg ankommer til huset, er det blevet mørkt udenfor. Lyset fra huset har guidet mig igennem skoven. Jeg træder forsigtigt igennem døren, men Julie venter allerede på mig på den anden side. "Hey". Jeg går hen imod hende og kysser hende på panden. "Hey du". Jeg kan mærke, at Julies krop giver efter for min berøring. "Jeg har pengene, Jules. Du er klar til at rejse i morgen. Min mor har bestilt en togbillet til dig." Julie kigger på mig. "Men Sophie, jeg har ikke lyst til at rejse til Frankrig uden dig". Jeg udånder og tager hendes ansigt i mine hænder. "Jeg ved det godt, men vi har snakket om det, Jules. Du skal bare væk nu! Og jeg har familie i Frankrig, som gerne vil hjælpe dig." Julie nikker og trækker mig ind i soveværelset. Jeg lukker forsigtig døren bag os og håber på, at Julie og jeg finder sammen igen i fremtiden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...