Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1206Visninger
AA

16. Julies samvittighed

Der går 14 dage før, at jeg er på benene igen. De første par dage efter, at jeg var kommet hjem fra hospitalet, føltes som en evighed. Min krop var i færd med at hele, hvilket medførte en hel del smerter. Det smertelindrende, som lægen havde givet mig med hjem, virkede ikke. Jeg kunne konstant mærke min krops svagheder og hvor ihærdigt, at den prøvede at fikse dem. Selvom at smerterne gjorde tilstedeværelsen næsten uudholdelig, så var det Julies ansigtsudtryk, der var det værste. Jeg kan huske, at Julie bed sin læbe til blods hver gang, hun så mig ligge i sengen. De sidste 14 dage, måske endda 4 måneder, har taget hårdere på hende, end de har på mig. Hun bebrejder sig selv for alt det, der er sket med mig. Selvom at jeg gentagne gange har fortalt hende, at jeg ikke bebrejder hende noget, så lytter hun ikke. Jeg har endda fortalt hende, at jeg ville gå igennem 1000 gange værre smerter, hvis det betød, at hun ville være i sikkerhed, men jeg får ingen reaktion fra hende. Hun har forandret sig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. 

"Hvis ikke at vi havde mødtes, så havde han aldrig holdt dig fanget". Jeg kigger på Julie, der står med tårer i øjnene. "Julie, hvis vi aldrig havde mødtes, så havde han holdt dig fanget istedet for mig. Ingen ville vide, at du var væk". Jeg kan høre min stemme vrisse af Julie. Hvorfor forstår hun ikke, at det her ikke er hendes skyld? Julie falder hulkende sammen på gulvet foran mig, og jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding. Jeg lader min krop falde til jorden og mine arme omkring Julies krop. "Julie, se på mig". Julie begraver sit ansigt dybere ned i hendes hænder. "Julie, vil du ikke godt være sød at se på mig?". Jeg prøver at få min stemme til at lyde så blid som mulig, men pludselig knækker den sammen. "Jules..." Jeg tager hendes ansigt mellem mine hænder for at fastholde hendes blik. "Du er det bedste, der er sket for mig". Julie prøver at undgå mit blik, så jeg løfter forsigtigt hendes ansigt. "Julie, du har givet mig en mening med livet. Du har givet mig troen på kærlighed"". Julie placerer et blidt kys på mine læber. "Du har også givet mig en mening med livet, Soph. Jeg har det bare så dårligt med alt det, som min far har gjort ved os..." Jeg nikker forstående med hovedet. "Men i det mindste fik vi hinanden ud af alt det her, ikke? Og jeg fik også min mor tilbage". Jeg er taknemlig for, at det sidste halve år ikke kun har bragt Julie og jeg sammen, men også min mor og jeg. "Jeg vil dog give dig ret i, at det havde været mindre smertefuldt, hvis vores sidste måneder sammen havde set anderledes ud, Jules". Jeg smiler for at løfte stemningen i vores soveværelse."Men Julie, det her er ikke din skyld! Forstår du hvad jeg siger? Den eneste, vi kan bebrejde for alt det her, er din far." Julie lægger en hånd på min kind: "Du har ret. Det har bare været svært for mig at se dig lide". Julie kniber øjnene sammen og trækker sig væk fra mig. Min krop følger efter Julies og holder sig stille i et par minutter. "Julie, jeg elsker dig". Julie åbner øjnene og kigger direkte på mig. "Jeg elsker også dig". Jeg læner mig frem og lader mine læber møde Julies. Efter, hvad føles som al for kort tid, men sikkert er 10 minutter,  rejser Julie sig op og tørrer sine øjne. Hun kigger ned på mig og smiler let. "Lad os komme ud til de andre, Soph". 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...