Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1205Visninger
AA

17. Julies brev

Jeg vågner op ved, at Julie ikke ligger ved min side. "Jules?" Jeg kigger rundt i soveværelset, som er mørkt og stille. Min telefon viser, at klokken er 5:46. Hvor pokker kan hun være? Jeg vender mig om på den anden side for at tænde senge-lampen. Det pludselige lys svier i mine øjne, og det tager nogle sekunder før, at jeg rigtig kan se rundt i soveværelset. What? Jeg rejser mig hurtigt fra sengen og lader mine fødder trampe hen mod den lille kommode ved siden af døren. Jeg tager fat i den øverste skuffe, der allerede er åben. Hvor er Julies tøj? Det går nogle minutter før, at min hjerne opfatter hvad der sker. Julie har pakket sine tasker med sit tøj fra vores kommode. Jeg går ud til hoveddøren for at se, om Julies sko stadigvæk står ved siden af mine. Jeg ved allerede, hvad jeg vil se, før at jeg ser det. Julie er væk. Jeg går med forsigtige skridt hen mod døren ind til Annies soveværelse. Måske ved Annie, hvor Julie er? Da jeg hæver armen for at banke på døren, kommer jeg i tanke om klokken. Jeg vender mig om for at gå tilbage i seng. Da jeg igen ligger under dynen, ryster jeg af kulde. Hele min krop føles kold og tom. Jeg begraver mit ansigt i Julies hovedpude og indånder hendes duft. "Julie, hvor er du?" Mine hænder strejfer et stykke papir, der ligger foldet på Julies side af sengen. Jeg sætter mig op, tænder lyster og folder papiret ud. 

Kære Sophie. 

Jeg ved, at du sikkert er meget forvirret lige nu, og det er også helt okay. Du skal bare vide, at jeg gør det her ud for min store kærlighed til dig. Du skal ikke bebrejde dig selv for mine handlinger. Det er mit valg, og derfor ikke din skyld. Sophie, jeg elsker dig utrolig højt, og jeg er så taknemlig for, at du besluttede dig for at aflevere min halskæde tilbage for snart 6 måneder siden. Men jeg kan ikke også lade min far ødelægge dit liv. Som du ved, så kontaktede min far mig lige efter, at du var blevet kidnappet. Han fortalte mig efter 4 måneder, hvor vi kunne finde dig, hvis jeg lovede ham noget. Det løfte vil jeg indfri nu. Jeg lovede ham at komme hjem til ham igen. Jeg har lovet ham, at vi skal være en familie igen. Men kun på én betingelse: Han skulle lade dig være! 

Jeg ved godt, at du ikke forstår det, Soph. Men jeg ved, at det er det rigtige at gøre. Politiet har ikke kunne hjælpe med at stoppe ham, så jeg må selv prøve. Jeg ved det bliver svært, men lad vær' med at lede efter mig. Han vil ikke gøre mig ondt igen. Han vil ikke gøre dig ondt igen. Jeg håber, at han holder sit ord. Pas på dig selv, Sophie. Jeg vil altid elske dig! 

Knus Julie. 

Jeg krammer brevet ind til mig og lader mine øjne løbe i vand. Jeg lukker øjnene og falder tilbage i sengen. Hvorfor kunne vi ikke klare det her sammen, Julie? Jeg begraver mit ansigt i Julies pude for at prøve at gemme mine skrig væk. Jeg bliver ved med at skifte imellem at græde og skrige indtil, at en beroligende hånd lander på mine skuldre. "Sophie min skat, hvad sker der?" Jeg vender mig om og kigger op på min mors ansigt, der ser træt og forvirret ud. Jeg prøver at åbne munden, men jeg kan ikke finde ord. Istedet rækker jeg min mor brevet. Jeg ser på hendes ansigtstræk da hun læser brevet igennem. "Åh Sophie. Det kan vi da ikke lade hende gøre". Ved tanken om, at Julie måske kommer til skade for at redde mig, rammer en ny bølge af følelser mig. Jeg kaster mig ind i min mors favn, der føles varm og tryg. Min mors arme holder om min sårbare krop for, at hun kan rokke mig forsigtigt frem og tilbage. Jeg kan mærke hvordan, at mine øjnelåg føles tunge og hævede. Jeg giver efter for trætheden og lader min mors beroligende stemme guide mig gennem mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...