Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1195Visninger
AA

14. Hospitalet

Jeg vågner op i en varm hospitals seng. Jeg kigger forvirret rundt. Hvordan er jeg endt her? Jeg prøver at rette mig op i sengen, men en blid hånd holder mig nede. Jeg følger hånden med øjnene indtil, at mit blik lander på Julie. "Julie? Hvad laver du her?". Julie smiler kærligt til mig og læner sig frem for at kysse mig på kinden. "Hvordan har du det, Soph?". Jeg kigger endnu en gang forvirret på hende. "Hvad mener du med, 'hvordan har du det'? Hvorfor skulle jeg ikke have det godt?". Julie kigger bekymrende på mig. "Soph, kan du slet ikke huske, hvad der er sket?". Hvad mener hun med, 'hvad der er sket'? Jeg kigger forvirret på hende og derefter ned af min krop. Jeg får øje på min arm, der er svøbt ind i gips, og med ét vælter alle minderne tilbage. "Hvor er din far, Julie?". Min stemme er rolig, men hård. Hun ryster på hovedet: "Jeg ved det ikke. Da vi ankom, var han der ikke. Men vi kom lige i tide, Soph. Lægen sagde, at hvis vi havde ventet ét døgn mere, var du død af dehydrering". Mit blik fanger tårerne, der kommer løbende ned af Julies kinder. Jeg synker den klump, jeg ikke vidste, at jeg havde i halsen. Det gør fysisk ondt på mig at se Julie ked af det. Jeg holder min 'raske' arm ud til siden for signalere et kram til Julie. Julie tøver, men da jeg nikker, kaster hun sig ned til mig. "Åh, Sophie, jeg har været så bekymret". Jeg kysser Julie på toppen af håret for at berolige hende. "Så så, jeg er okay. Vi er okay". Vi? Jeg kommer i tanke om, at Julie sagde 'vi' istedet for 'jeg', da hun fortalte, at jeg blev fundet i tide. "Julie?". Julie rejser sig op og tørrer øjnene i sin trøje. "Hvem er 'vi'? Du sagde, at 'vi' kom lige i tide?". Et stort smil spreder sig på Julies læber. "Jeg fandt dig ikke alene, fjollehovede. Jeg fik hjælp". Og med den bedste timing nogensinde, træder min mor og Annie ind af døren med hver sin buket blomster i hånden. "Nå, så vågnende du endelig, Askepot". Min mor griner højlydt af sin egen kommentar, og for en stund forsvinder alle mine bekymringer.  

Min mor sidder på en stol ved siden af min seng og fortæller mig, hvor glad hun er for at se mig. Annie og Julie er gået ned i kiosken for at købe lidt snacks, så vi er alene tilbage på min stue. Jeg kigger seriøst på hende, så hun retter sig op og retter sin fulde opmærksomhed mod mig. "Mor, hvad pokker er der sket? Det sidste jeg husker er, at Julie er i Paris, og jeg er fanget i Præstens kælder". Min mor rømmer sig og flytter sig usikkert i stolen. "Mor, bare fortæl mig det". Hun rækker frem og tager fat i min hånd. "Sophie, du har været væk i 4 måneder". Jeg stirrer på hende. Min hjerne går i sort. Jeg prøver at bearbejde det, hun lige har fortalt mig. "4 måneder? Hvordan er det muligt?". Min mor lukker øjenene og tager en dyb indånding. "Ifølge politiet, har han rykket rundt på dig, så du ikke var til at finde. Han har leget med Julie, og har sendt hende billeder af dig. Det er sådan, at vi overhovede fandt ud af, at du var væk". Politiet? Så politiet er altså indblandet nu? Jeg prøver stadigvæk at få informationerne til at hænge sammen. "Så Julie tog hjem fra Paris?". Min mor nikker: "Efter at Annie ikke havde hørt fra dig i en uge, fik hun en opkaldning fra Julie, der havde modtaget en e-mail med et billede af dig. Julie tog det første fly hjem, og de tog derefter kontakt til mig". Tanken om, hvor bekymret og forfærdligt Julie må have haft det de sidste par måneder, får min krop til at stivne i vrede. "Hvor er han så nu?". Selvom at jeg ikke nævner navnet, ved min mor godt, hvem jeg snakker om. "Politiet har et spor, men vi har ikke fået mere at vide". Al den information har gjort mig svimmel og træt, så jeg lukker forsigtigt øjnene i. Jeg falder længere og længere tilbage i sengen og lader trætheden overmande mig. Han er stadigvæk derude. Mon han kommer efter mig?

Da jeg åbner øjnene igen, vågner jeg op til synet af de smukkeste blå øjne, jeg nogensinde har set. Julie aer mig forsigtig på kinden. "Hej du, har du sovet godt?". Jeg mærker efter i kroppen: "Jeg føler mig stadigvæk lidt træt". Julie nikker: "lægen sagde, at din krop skal bruge tid til at komme sig over det, du har været igennem". Jeg rækker ud efter Julies hånd, som hun gladeligt giver til mig. "Jules, du skulle ikke havde været kommet tilbage efter mig. Nu ved han, hvor du er. Det er ikke sikkert for dig her". Julie tager sin hånd hårdt tilbage til sig. "Jamen, hvad havde du regnet med, Sophie?! At jeg ville sidde tilbage i Paris imens, at min e-mail fyldes op med billeder af, hvordan min far torturerer dig? Sig mig, hvad havde du gjort, hvis du stod i min situation?". Julie er vred. Jeg kan se smerten og frustrationen i hendes ansigt. "Julie, jeg beder dig bare om ikke at udsætte dig selv for fare pga mig. Du var i sikkerhed, Jules. Du behøvede ikke at komme tilbage". Jeg ved godt, at det jeg siger ikke er fair. For sandheden er, at hvis jeg stod i hendes situation, havde jeg heller ikke tøvet med at vende hjem."Jeg behøvede ikke at komme tilbage? Sophie, selvfølgelig behøvede jeg det. Jeg kan ikke undvære dig. Den eneste grund til, at jeg rejste i første omgang, var fordi, at du sagde, at du ville komme nogle uger efter. Sophie, jeg kan ikke leve et liv uden dig. Jeg elsker dig jo for fanden!". På trods af smerterne i min krop, får jeg mig kæmpet op på mine ben. Julie rækker ud for at støtte mig, men jeg vifter hende væk. Jeg bliver nødt til at gøre det her alene.    

Jeg tager Julies hænder i mine egne og kigger hende direkte i øjnene. "Undskyld. Jeg elsker virkelig også dig, Jules. Forstillingen om at leve et liv uden dig, er ubærlig. Den eneste grund til, at jeg ikke lod udmattelsen og smerten vinde de sidste 4 måneder, var tanken om, at du var i sikkerhed. Julie, du er grunden til, at jeg er i live nu!" Julie læner sig forsigtigt frem og lader vores læber mødes. Jeg lader min krop falde ind i kysset og overlader mine læber fuldstændigt til hende. Jeg støtter hendes hovedet med min håndflade imens, at jeg holder hende tæt ind til mig. Da vores læber skilles, spreder der sig et smil i begge vores ansigter. "Uanset hvad der sker, Julie. Så klarer vi den her sammen. Det lover jeg". Julie svarer ikke, men trækker mig istedet ind til endnu et kys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...