Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1212Visninger
AA

18. Horsens

Før jeg mødte Julie, følte jeg mig alene. Jeg var det meste af tiden indespærret på mit værelse med mine hovedtelefoner i ørerne. Jeg følte mig ikke tilpas i min egen krop. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg var anderledes. Måske var det fordi, at jeg følte mig alene, og måske var det ikke derfor. Men Julie fik mig til at føle mig elsket. Hun fik mig til at føle mig normal. Jeg ville ønske, at hun ikke havde ofret så meget for mig. Jeg ville ønske, at hun var blevet hos mig istedet for at tage tilbage til sin far. Jeg ville ønske, at vi havde fundet hinanden i en anden tid. Jeg ville ønske, at vi havde fundet hinanden i en tid, hvor vi kunne være sammen uden at være bange for vores egen sikkerhed. I en tid, hvor jeg kunne kysse hende i offentligheden uden at folk ville kigge mærkeligt på os. Når jeg nu ligger tilbage i Annies hus alene, mangler jeg noget. Jeg føler mig tom igen. Jeg mangler Julie. 

Det er nu 4 uger siden, at jeg læste Julies brev for første gang. Jeg har siden haft brevet på mig 24 timer i døgnet. Jeg spiser ikke længere. Jeg sover ikke længere. Jeg falder længere og længere ind i mig selv. Hvor er Julie? Min mor banker forsigtigt på døren ind til mit soveværelse. Jeg er flyttet hjem til min mor igen. Jeg kunne ikke være i Annies hus uden Julie længere. Det føltes bare ikke rigtigt. "Sophie? Jeg har nyheder om Julie". Ved lyden af hendes navn, rejser jeg mig ivrigt op fra sengen. "Er det rigtigt? Hvor er hun mor? Har hun det godt". Min mor tager fat i min arm og sætter mig ned i sengen igen. "Sæt dig lige ned, skat. Der er noget, jeg må fortælle dig". Min mors ansigtsudtryk får min krop til at stivne. "Mor, hvor er hun. Er hun okay?". Min mor smiler svagt. "Ja, Sophie. Hun er okay. Men hun er ikke længere på Sjælland". Jeg ryster på hovedet. "Hvordan ved du det? Hvor er hun så?". Min mor retter ryggen og tager en dyb indånding. "Du må ikke blive sur, Sophie. Men jeg fortalte din moster Birgit om hele den her situation med dig, Julie og hendes far". Jeg knytter hænderne og rejser mig op fra sengen. "Hvad har du gjort?! Mor, jeg fortalte dig, at du ikke måtte sige det til nogen!" Jeg kan mærke blodet stige mig til hovedet. "Jeg ved det godt, Sophie. Men jeg havde brug for hjælp. Og siden at hun er psykolog, var hun den første jeg tænkte på.  Bare rolig, hun har tavshedspligt, så hun siger ikke noget videre." Jeg lader min krop slappe af og sætter mig ved siden af min mor i sengen igen.

"Okay så. Men hvad har det med Julie at gøre?". Min mor rækker ud efter mine hænder og tager dem i sine. "Din moster er sikker på, at hun har set Julie på dét psykiatriske hospital, hun arbejder på i Horsens". Jeg kigger forvirret på hende. "Er Julie indlagt på et psykiatrisk hospital?". "Ifølge Birgit, så er det hendes far, der har indlagt hende. Ifølge hendes journal, siger han, at hun er psykisk ustabil og har skiftende personligheder. Han siger bl.a. at én af hendes personligheder er en lesbisk pige". Jeg rejser mig igen op fra sengen med knyttede næver. Det har han fandme ikke gjort. Han har ikke indlagt hende på et psykiatrisk hospital fordi, at hun er lesbisk! "Hvordan kan vi være sikker på, at det er hende?". Min mor tager sin telefon frem og viser mig et billede af Julie. "Fordi jeg sendte hende dette billede for at bekræfte hendes identitet. Birgit siger, at pigen på hospitalet har brunt hår, men at det uden tvivl er de samme øjne". Jeg styrter hen til mit skab og kaster noget tøj i en taske. "Sophie, hvad laver du?" Jeg vender mig om mod min mor med en trøje i hånden. "Hvad ser det ud som om? Mor, vi skal til Jylland". 

Vi ringer til Annie fra bilen for at forklare hende det hele. "Pas nu på jer selv, Sophie. Og sørg så for at få min lille pige med hjem igen". Jeg smiler ind i røret til min mobiltelefon. "Jeg forlader ikke Jylland uden hende, Annie. Vi snakkes ved". Jeg kigger ud af vinduet og ser bilen passere træerne i mørket. "Vi kommer nu, Jules. Bare rolig" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...