Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1211Visninger
AA

20. Gruppeterapi

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke, hvad mit næste træk, i min plan for befri Julie, er. Frygten for at miste hende har skubbet mig ud i nye udfordringer, og det har resulteret i, at jeg nu sidder fanget i gruppeterapi på et psykiatrisk hospital. Jeg kan mærke, at hun stirrer på mig. Jeg kan mærke hendes øjne, der føles som nåle mod min hud. Jeg kigger op og fanger endnu en gang hendes blik. Julies øjne stirrer tomt på mig, og min hjerne prøver ihærdigt at tolke hendes blik. Hvorfor kigger hun sådan på mig? Mine tanker bliver revet væk fra Julie, da en stemme bryder igennem: "Sophie, vil du ikke dele lidt af din historie med os andre". Jeg fjerner blikket fra Julie og kigger forvirret op på dr. Müller. "Min historie?". Han nikker smilende med hovedet: "Ja, hvorfor er du hos os i dag?". Jeg rykker mig ubekvemt på stolen. "Æhh..." Jeg kigger med søgende øjne over på Julie, der undgå min øjenkontakt. "Jeg hører stemmer... ". Jeg kigger op på dr. Müller, der signalerer med sine hænder, at jeg skal forsætte. "Æhhh, og de her stemmer, de får mig til at gøre ting. De fortæller mig, hvad jeg skal gøre, og så gør jeg det". Jeg kigger rundt på gruppen af mennesker omkring mig, der alle nikker forstående. "Du er ikke den eneste, der har det sådan, Sophie". Dr. Müller fanger igen min opmærksomhed med sin rolige dybe stemme. "Du sidder lige nu i en gruppe af mennesker, der alle enten har oplevet eller på nuværende tidspunkt oplever stemmer i hovedet". Jeg kigger over på Julie, der sidder med hænderne foldet i sit skød. "Denne gruppe skal hjælpe og støtte op om hinanden, Sophie. Det håber jeg, at du vil være med til". 

Da dr. Müller stopper gruppeterapien for i dag, søger min krop med det samme over imod Julies. "Jules, det er så dejligt at se dig igen". Julie rejser sig forsigtig op fra stolen. "Sophie, hvad laver du her?". Jeg kigger med overraskede øjne på hende. "Hvad mener du med, hvad jeg laver her? Jeg er her for at få dig ud herfra". Jeg kan se tårerne i Julies øjne. "Du kan ikke få mig ud herfra. Min far holder øje med mig". Mine fingre søger hen mod Julies ansigt for at tørre hendes tårer væk. "Julie, jeg forlader ikke det her sted uden dig". Jeg kan mærke hvordan, at Julies ansigt falder ind i min berøring. En varm følelse spreder sig i min krop, da min hud kommer i kontakt med hendes. "Jeg elsker dig, Julie. Vi skal nok komme ud herfra". Julie nikker forsigtigt med hovedet. "Okay. Men vi bliver nødt til at passe på. Min far kan ikke vide, at du er her". Jeg kigger rundt i rummet, der nu er helt tomt. "Det er en aftale". Jeg læner mig frem og lader mine læber møde Julies. Det er et blidt og forsigtigt kys, men det er alt, hvad vi begge to har brug for i dette øjeblik. Få sekunder efter, at vores læber adskilles, og vi træder væk fra hinanden, kommer en sygeplejerske ind i rummet for at hjælpe Julie tilbage på sin stue. 

Da jeg igen sidder på min stue, lader jeg min krop falde træt ned i sengen. Et stort smil spreder sig på mine læber ved tanken om Julie. Jeg gemmer mit ansigt i min hovedpude for at lukke resten af mine omgivelser ude. Jeg er alene med Julie igen. Bare os to. Bare vores kærlighed til hinanden. En svag banken på min dør tvinger mig tilbage til virkeligheden. "Kom ind". Jeg rejser mig op og stiller mig ved siden af sengen. "Sophie, min skat. Hvordan har du det?". Min krop slapper af ved lyden af min mosters stemme. "Hej moster. Jeg har det godt nok". Min moster træder frem for at give mig et kram. "Hvordan var det at se Julie igen?". Jeg kigger op på min moster med tårefyldte øjne. "Hun ser forfærdelig ud. Hvad har I gjort ved hende". Min moster kigger væk. "Jeg ved det godt, Sophie. Men jeg lover dig, at jeg nok skal hjælpe dig med at få hende i bedring". Jeg sætter mig tilbage i sengen. "Jeg vil bare have os væk herfra, moster. Jeg vil have os væk nu!". Min moster lægger sine arme omkring mine skuldre. "Det forstår jeg godt, søde. Men du bliver nødt til at være tålmodig". Jeg lader mine følelser få frit løb og begraver mit ansigt i mine hænder. "Hvordan kan jeg være tålmodig, når jeg kan se, hvad det her sted gør ved hende?". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...