Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1189Visninger
AA

6. Gensyn

Da jeg vågner igen, står hun foran mig. Jeg blinker med øjnene. Hun forsvinder ikke. Mit blik møder hendes. Ingen af os siger noget. En tåre falder ned på hendes kind. Jeg kan se skyldfølelsen i hendes øjne. Hun kæmper for ikke at bryde grædende sammen foran mig."Jeg er virkelig, virkelig ked af det! Det hele er min skyld". Hun gemmer sit ansigt i sine hænder. Jeg stirrer stadigvæk på hende. Jeg er ude af stand til at sige noget. Jeg ville ønske, at hun ville forstå, at intet af det her er hendes skyld. Jeg ville ønske, at hun ville forstå, at jeg ikke bebrejder hende for det her. Tværtimod. "Julie, stop. Det her er ikke din skyld". Hun ryster på hovedet og vender ryggen til mig. "Julie, kig på mig". Hun vender sig om og synet af hendes tårefyldte blå øjne slår luften ud mig. Hun går med forsigtige skridt hen imod mig, og jeg kan mærke hvordan, at hendes nære tilstedeværelse får min puls til at stige voldsomt. Følelsen af hendes kolde ånde mod min hud får hårrene på mine arme til at rejse sig. Hun holder mit ansigt i hendes hænder. Jeg holder vejret af frygt for at ødelægge dette intime øjeblik. Hendes fingre danser stille ned over min kind. Den kind, som hendes far har berørt dagen forinden. En tåre triller ud af min øjenkrog, og hun tørrer den forsigtigt væk. "Undskyld Sophie. Han skulle ikke havde gjort det her mod dig". Jeg kigger op på hende. "Det er ikke din skyld. Intet af det her er din skyld". 

Julie fjerner rebbene fra mine hænder og fødder. Jeg rejser mig forsigtigt fra stolen og tager imod Julies hjælpende hånd. Jeg kigger op mod lemmen, og det er som om, at Julie kan læse mine tanker, når hun siger: "Bare rolig, han er ikke hjemme. Der er ingen hjemme. De er alle sammen i kirken". Jeg puster lettet ud og vender mig om mod hende. Vi står få centimeter fra hinanden. Jeg kan ikke lade være med at stirre på hende. Hun kigger genert ned, så jeg træder et skridt tilbage for ikke at skræmme hende. Det er som om, at tiden står stille, når jeg er sammen med hende. Men jeg ved, at vi må komme væk fra garagen hurtigst muligt. Vi må komme væk inden, at hendes far kommer tilbage. Igen læser hun mine tanker, tager min hånd og fører mig op af lemmen. Inden vi træder ud af garagen, stopper hun op, slipper min hånd og ser undersøgende på mig. "Sophie, hvorfor besøgte du egentlig mine forældres gård? Jeg mener, hvorfor ledte du overhovedet efter mig?". Jeg tager hendes hånd igen og giver den et lille klem. Det er nu eller aldrig, Sophie. Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding. Men jeg kan ikke sige de ord til hende, som mine læber længes efter. Af frygt for at blive afvist lukker min hjerne af for mine følelser og istedet kommer der en anden sandhed ud."Julie, jeg ville give den her til dine forældre". Jeg fjerner halskæden fra min hals og lægger den i hendes hånd. "Jeg fandt den ved kirken, og så tænkte jeg, at dine forældre gerne ville have den tilbage". Et smil spreder sig i hendes ansigt, da hun ser halskæden. Hun lukker hånden om halskæden og knuger den ind til sig. "Tusind tak!"

Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg ser hendes reaktion. Men pludselig rammer nysgerrigheden mig. "Men Julie? Hvorfor har din far holdt dig spærret nede under garagen? Hvad sker der?". Glæden i hendes ansigt forsvinder, og hun undgår at få øjenkontakt med mig."Julie? Hele byen tror, at du er forsvundet". Hun kigger op på mig. "Jeg ved det godt. Men det er jeg ikke. Ikke endnu ihvertfald". Jeg tager hendes hænder i mine: "Hvad mener du? Fortæl mig hvad der sker". Hun tager en dyb indånding og kigger mig dybt ind i øjnene. "Sophie, jeg er homoseksuel. Jeg er lesbisk. Ifølge min religion lever jeg et liv i synd. Og min far? Min far kan ikke have en lesbisk datter. Hvad vil folk ikke tænke om ham ? Så han lukker mig inde i kælderen i små perioder for at tage min synd fra mig. Han prøver at gøre mig "normal". Ifølge hans tankegang vil jeg blive normal, hvis jeg holder mig væk fra hende, der bragte alle disse unaturlige følelser frem i mig. Sophie, han vil have, at jeg holder mig væk fra dig!". Hendes ord rammer mig hårdt. Jeg slipper hendes hænder og træder et skridt tilbage. "Du.... Du  er lesbisk ? Og du har følelser for mig?". Julie træder et skridt tættere på mig for at berolige mig. "Jeg ved godt, at det er meget information at håndtere på én gang, men du fortjener at kende sandheden". Jeg ryster på hovedet og bevæger mig væk fra hende imens, at jeg tænker over nyheden, der lige har ramt mig. Jeg stopper op og kigger på Julie. Jeg træder få skridt tættere på hende: "Julie, du forstår ikke hvor glad, jeg er for at høre det". Julie kigger forvirret på mig, så jeg fortsætter for at forklare hende det: "Jeg ledte efter dig ved kirken, fordi jeg var bange for, at der var sket dig noget. Jeg var bange for, at du var i voldsomme problemer. Julie, jeg var bange for at du var død, og jeg kan IKKE forestille mig at leve i en verden, hvor du ikke er i den". Jeg tager chancen og placerer min hånd bag Julies nakke for at trække hende tættere mod mig. Jeg lukke mine øjne og presser forsigtigt mine læber tættere mod Julies. Da vores læber møder hinanden for første gang, spredes en varm sitrende fornemmelse i hele kroppen på mig. Alting giver pludselig mening. Al den sorg og smerte, jeg har været igennem hele mit liv har ført mig til dette øjeblik. Det er meningen, at jeg skal være sammen med Julie. Da vores læber skilles, er det som om, at en del af mig mangler. Jeg åbner øjnene igen, og jeg kan ikke andet end at håbe på, at Julie har det ligesom mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...