Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 18 maj 2018
  • Status: Færdig
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i et samfund, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

1Likes
14Kommentarer
1214Visninger
AA

5. Forvirret

Jeg nyder øjeblikket, da jeg sidder med Julie i mine arme. Jeg udnytter hvert et øjeblik min krop er i kontakt med hendes. Selvom omstændighedere er voldsomme, er det som om, at jeg har ventet på dette øjeblik hele mit liv. Det er som om min krop har ventet på hendes berøring. Jeg er for opslugt i øjeblikket til at lægge mærke til, at garagedøren bliver åbnet. Jeg hører ikke lyden af de tunge fodtrin, der nærmer sig. Jeg hører ham ikke før, at det er for sent. Det sidste jeg husker er Julies skrig og et slag i mit baghoved. 

Jeg blinker med mine øjne for genvinde mit syn i mørket. Mit hovede dunker, og jeg kan ane en svag smag af metal i min mund. Jeg prøver at bevæge mig, men noget holder mig fast. Jeg kigger ned ad min krop og ser, at jeg sidder på en stol med hænder og fødder bundet - præcis på samme måde, som jeg fandt Julie. Jeg prøver at vride mig fri, men det får kun rebet omkring mig til at strammes. Jeg tager en dyb indånding og kigger mig omkring. Det er for mørkt til, at jeg kan se noget som helst. Jeg tager chancen og hvisker forsigtigt efter hende. Intet svar. Jeg hæver stemmen lidt: "Julie? Julie, hvor er du?". Min stemme er tør og hæs. Jeg har brug for vand, hvis nogen skal kunne høre mig. Jeg hoster i håb om at få min stemme normal igen. "Julie?. Julie kan du hører mig?". En svag latter fra den anden side af væggen spreder sig ind i rummet. Min krop stivner, men mine øjne fortsætter med at lede desperat efter et ansigt i mørket."Sophie, Sophie, Sophie min pige. Hvad pokker laver du dog her?". Ved lyden af mit navn, ved jeg med det samme, hvem stemmen tilhører. Hele min krop begynder at ryste i en blanding af kulde og rædsel. "Hv....". Jeg synker og prøver igen: "Hvor er din datter? Hvor er Julie?".

Jeg kan hører lyden af skridt, der nærmer sig og pludselig kommer hans ansigt til syne. Han er få centimeter fra mig. Han lyser en lommelygte ud i rummet, og jeg kan se hans øjne stirre på mig. Jeg kan se, hvordan de betragter mig. Synet af ham, og lugten af hans parfume, får min blod til at stivne. Jeg vil kigge væk, men jeg kan ikke. "Du har bragt skam over min familie, Sophie. Du har bragt skam over min datter". Hans stemme er kontrolleret, men jeg kan høre vreden i den. "Hvad mener du? Jeg kender ikke engang din datter". Jeg er forvirret. Jeg er så forvirret. Jeg har aldrig snakket med Julie - ihvertfald ikke udover den ene søndag efter gudstjenesten. "Du ved udmærket godt, hvad jeg snakker om! Du har syndet hende!" Hans toneleje er anderledes end før. Det er mindre kontrolleret. Jeg kan se vreden i hans ansigt. Jeg kan se hans foragt, når hans øjne glider henover mig. "Hvor er Julie? Hvad har du gjort ved...". Jeg bliver afbrudt, da en flad hånd lander på min venstre kind. Jeg vrider mit ansigt i smerte. "Du skal lade hende være, Sophie. Hører du mig? Du skal lade hende være". Jeg kigger op på ham uden at sige noget. Jeg retter mig i stolen og er klar til at tage næste slag, men der kommet intet. Han vender sig om for at gå. Han lukker lemmen, og jeg begynder at skrige. Jeg skriger fordi, at virkeligheden har ramt mig. Jeg skriger fordi, at jeg er forvirret og bange. Jeg skriger på Julie. Jeg skriger på min mor. Jeg skriger på min døde far. Jeg skriger på alle. Efterhånden forvandles mine skrig langsomt til gråd. Hele min krop giver efter for mine tårer, og når jeg endelig er færdig, rammer trætheden mig. Mit hovede falder opgivende ned mod mit bryst, og jeg beder til, at det her ikke er slutningen på mit liv. Jeg beder til, at mit lig ikke findes bundet fast til en stol i en klam rådden garage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...