Modgang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2017
  • Opdateret: 20 sep. 2017
  • Status: Igang
Hvordan kan man fortælle sin mor, at man er homoseksuel, når man lever i en verden, hvor det er en synd? Hvordan finder man styrken til at overleve, når ens store kærlighed på mystisk vis forsvinder fra den ene dag til den anden? Disse problemstillinger prøver den 18-årige Sophie at finde svar på i denne lille historie, hvor kærlighed overvinder alt.

0Likes
3Kommentarer
51Visninger
AA

2. Første møde

Det er ikke mere end et år siden, at jeg mødte Julie for første gang. Det var en lun sommermorgen i juli måned, og min mor havde tvunget mig med til den ugentlige gudstjeneste i vores lokale kirke. Jeg tager kun med for at glæde hende og for at slippe for at høre på hendes brok. Jeg ved, at hvis jeg ikke tager med, vil hun råbe ad mig de næste mange timer og fortælle mig, at jeg er en forkælet møgunge, der aldrig gør noget for andre end mig selv.  

Min mor og jeg har ikke haft det bedste forhold siden mine forældres skilsmisse. Mine forældre har været skilt siden, at jeg var 4 år gammel, og derfor har jeg sjældent set min mor gennem min opvækst. Hun har aldrig vist interesse for mig, og efter skilsmissen gik der ikke lang tid før, at min far fik forældremyndigheden over mig, og min mor langsomt forsvandt ud af mit liv. Det var først, da min far blev kørt på hospitalet for 2 år siden, at min mor blev kontaktet for at tage sig af sin dengang 16-årige pige, der fra den ene dag til den anden ikke havde noget sted at kalde "hjem".  

Gudstjenester er for mig spild af tid. Jeg kan ikke se pointen i at sidde og høre på en gammel mand i kåbe fortælle historier om en person, der måske eller måske ikke har levet på jorden for 2017 år siden. Men alligevel tager jeg ufrivilligt med hver søndag og sidder på bagrækkerne med en hætte over hovedet og høretelefoner i ørerne for at undgå at skabe konflikter derhjemme. Jeg gør faktisk de fleste ting for ikke at skabe konflikter derhjemme. Der er dage, hvor savnet til min far er så stort, at jeg ligger grædende på mit værelse med hovedet begravet i min hovedpude. Min far forstod mig, og han accepterede mig. Han vidste, at jeg var homoseksuel før, at jeg overhovedet turde fortælle ham det, og han havde intet problem med det. 

Den morgen i juli måned startede som alle andre søndage. Jeg stod op, gik ud på badeværelset for at gøre mig klar, smuttede i noget tøj og gik derefter nedenunder for at mødes med min mor. Min mor stod allerede klar med sin taske i hånden, min jakke over armen og kiggede utålmodigt på mig. "Er du klar? Gudstjenesten begynder om 15 minutter". Jeg nikkede til hende og tog jakken fra hende: " Let's go, mother". Jeg kunne fornemme, hvordan hun rystede på hovedet, da hun låste døren og fulgte efter mig hen mod bilen. 

Der gik nøjagtig 1,5 time efter jeg forlod mit hjem før, at jeg for første gang stødte på Julie. Gudstjenesten var slut, og jeg var allerede på vej væk fra alle de mange mennesker, der begyndte at samle sig omkring kirken for at snakke om denne uges gudstjeneste. Jeg gik lidt rundt i cirkler i baggrunden med musik i ørene mens, jeg ventede på min mor. Nogle, heriblandt min mor, ville måske betegne min musiksmag som heavy metal, men sådan opfatter jeg det slet ikke. Den voldsomme musik er med til at berolige mig og sparke noget liv i min ellers stille og meningsløse tilværelse. Musikken sætter liv i mig, og så er jeg ligeglad med, hvordan andre opfatter den. 

Jeg stod i min egen verden, da en smal hånd bliver placeret på min skulder for at få min opmærksomhed. Jeg hopper forskrækket og vender mig hurtigt om. "Undskyld, det må du virkelig undskylde. Jeg ville ikke gøre dig forskrækket". Foran mig står en smuk lyshåret pige med krystalblå øjne og en halskæde med et kors rundt om halsen. "Lad mig gætte", svarer jeg, "du er præstens datter?". Julie smiler genert og præsenterer sig for mig. Hun fortæller mig, at hendes far har bedt hende om at tale med mig for få mig mere engageret i kirken. "Jeg er ret sikker på, at ikke engang din fars kirke vil acceptere sådan en som mig", siger jeg afvisende og ryster på hovedet for derefter at vende hende ryggen. Jeg finder hurtigt min mor, der står i fuld diskussion med et par ældre damer, som jeg kan genkende fra tidligere gudstjenester. Jeg står utålmodigt og tramper i jorden for at få min mors opmærksomhed. Jeg hoster falsk og kaster mit hovedet mod bilens retning for at signalere, at jeg venter ved bilen. Jeg går med faste besluttede skridt hurtigt ned af grusvejen ved kirken. Det eneste jeg kan tænke på, er det smukke, glade og uskyldige ansigt, der er placeret på min nethinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...